Kapitlet redegør først for den kvantitative udvikling i forholdet mellem offentligt ansatte, arbejderklassen (privatansatte) og selvstændige.
Efter en betragtning af indkomstforholdet mellem selvstændige og lønmodtagere, ser vi så på udviklingen i forholdet mellem afkast til kapitalen og til de privatansattes arbejde (den funktionelle indkomstfordeling), hvor det argumenteres at den simple lønkvote, dvs. lønsummens andel af BFI, ikke fortæller så eget. Vi skal i stedet fokusere på lønkvoten pr. time, og her får vi måske lidt af en overraskelse.
Dernæst behandles den personlige fordeling af indkomst og formue, hvor jeg især interesserer mig for, hvor meget eller lidt kapitalen – især ejerbolig og pensionsformue – er kommet til at betyde for almindelige lønmodtagere.
Endelig dokumenteres den betydelige polarisering af indkomst og formue i den nyliberale epoke.
Udviklingen i fordelingen på hovedklasserne
Lad os begynde med at sætte analysen i dette kapitel i historisk perspektiv: Arbejderklassen (inkl. funktionærer, men ekskl. offentligt ansatte) øger i perioden 1901-60 sin vægt fra 40% til 59% af arbejdsstyrken, hvorefter dens andel falder til 52% i 1982. Selvstændige falder 1901-60 fra 40% til 23-24%, og derefter til 13½% i 1982. Offentligt ansatte vinder frem fra 6½% til 14½% i perioden 1901-60, hvorefter vi får et stort hop til 34½% i 1982.i
Alt i alt en dramatisk fremgang for offentligt ansatte, en dramatisk tilbagegang for selvstændige og en stor fremgang for arbejderklassen indtil 1960, hvorefter sidstnævnte klasse gik noget tilbage frem til 1982.
Hvad er der sket i den nyliberale periode? Vi starter med at se på de offentligt ansatte.
Tabel 9.1. Offentligt ansatte 1982-2013
| Procent af beskæftigede | 1982 | 1985 | 1990 | 1995 | 2000 | 2005 | 2010 | 2013 | ||
| Offentlige tjenester | 31,1 | 29,7 | 29,6 | 30,3 | 30,7 | 31,1 | 32,8 | 32,3 | ||
| Offentlige virksomheder | 3,6 | 4,5 | 4,6 | 5,3 | 3,6 | 3,1 | 2,7 | 2,5 | ||
| Offentlige sektor | 34,7 | 34,2 | 34,2 | 35,6 | 34,2 | 34,3 | 35,5 | 34,8 |
Tabellen er ikke ophidsende læsning. Mens sektorens bidrag til BFI har været vigende efter 1994 (især grundet tilbagegang for offentlige virksomheder), har dens vægt indenfor arbejdsstyrken været næsten uforandret gennem hele perioden; efter 1995 er beskæftigede i offentlige virksomheder gået relativt tilbage, men dette er blevet kompenseret af fremgang i offentlige tjenester.
Dramaet har i stedet ligger i de kvalitative ændringer i den offentlige sektor (markedsgørelsen), hvilket vi ser på i Kapitel 10.
Vi kan nu give et samlet billede af den klassemæssige udvikling efter 1982.
Tabel 9.2. Klassestrukturen 1982-2013
| Procent af beskæftigede | 1982 | 1985 | 1990 | 1995 | 2000 | 2005 | 2010 | 2013 | ||
| Arbejderklasse (privatansatte) | 51,8 | 53,7 | 55,4 | 54,9 | 57,6 | 58,5 | 56,7 | 57,6 | ||
| Selvstændige (inkl. hustruer) | 13,5 | 12,1 | 10,4 | 9,5 | 8,2 | 7,2 | 7,8 | 7,6 | ||
| Offentligt ansatte | 34,7 | 34,2 | 34,2 | 35,6 | 34,2 | 34,3 | 35,5 | 34,8 | ||
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 |
Da andelen af offentligt ansatte – som vi så – har været ret stabil gennem hele perioden, må eventuelle forskydninger være sket indenfor den private sektor.
Her ses det, at arbejderklassen frem mod år 2000 genvinder noget af den vægt, som den mistede i årene før 1982; men derefter er dens andel stabiliseret. Omvendt gik de selvstændige tilbage indtil 2000, men derefter er den relative tilbagegang standset. Generelt synes klassestrukturen på dette overordnede niveau at have været fastfrossen siden 2000. Det kan måske overraske i betragtning af at det ikke har skortet på drama i den politisk-økonomiske udvikling, med højkonjunktur og krise.
Magt er ikke ligefrem proportional med numerisk vægt, men alligevel betyder antallet meget,
jf. at SD’s fremgang og Venstres tilbagegang i de første mange årtier af det 20. århundrede simpelthen udtrykte, at der blev flere arbejdere og færre landmænd. Arbejderklassens fremgang frem til 2000 har derfor i sig selv givet styrke, men da det er svært at argumentere at arbejderbevægelsens magt er øget i denne periode, må der have været flere faktorer i spil.
Selvstændige og lønmodtagere
Selvstændige ejer personligt deres virksomhed, dvs. det er dem, der ejer de enkeltmandsvirksomheder, som blev behandlet i forrige kapitel. Derfor giver det sig selv, at deres andel af arbejdsstyrken falder i takt med disse virksomheders vægt i økonomien. Det giver også sig selv at landmændenes andel af de selvstændige må falde med landbrugets tilbagegang.
Nedenstående tabel fortæller om de selvstændiges indkomstudvikling, set i forhold til lønarbejderne (hvor vi desværre ikke kan skelne mellem offentligt og privatansatte).
Tabel 9.3. Personindkomst for lønmodtagere og selvstændige 1983, 2000 og 2014
| Kroner | 1983 | 2000 | 2014 | Vækst 1983-2000 | Vækst 2000-2014 |
| Lønmodtagere | 133.100 | 262.900 | 403.200 | 95,7% | 53,4% |
| Selvstændige | 131.200 | 336.000 | 459.300 | 156.1% | 36,7% |
Det ses at lønmodtagere og selvstændige havde stort set den samme indkomst i 1983, men at de selvstændige frem mod 2000 klart overhalede lønmodtagerne; det må forklares ud fra den erhvervsvenlige og løndæmpende politik, især under Schlüter. Efter 2000 er afstanden indsnævret lidt, hvilket formentlig beror på at krisen ramte enkeltmandsvirksomheder hårdere end lønmodtagerne.
Tabel 9.4 tegner en økonomisk profil af de selvstændige.
Tabel 9.4. Løn og profits andel af indkomsten 1983, 2000 og 2014
| Løn/profits procentvise andel af indkomsten | 1983 | 2000 | 2014 |
| Selvstændige | 14/79 | 11/82 | 5/89 |
Det ses at selvstændige tidligere tjente en lille del af deres indkomst som lønarbejdere, men at denne andel i dag er ubetydelig. Den selvstændige er blevet en ren kategori.
De selvstændige er blevet en marginal gruppe, trods evige, romantiske forsøg på at fremme en ‘iværksætterkultur’. Ligesom socialismen har problemer, fordi dens kernetropper – de egentlige arbejdere – er en uddøende race, fordi servicesamfundet vinder frem, således er den traditionelle liberalisme blevet berøvet sit fundament: Mennesket, der ikke er afhængig af hverken stat (det røg allerede i 30erne) eller lønarbejde, og som derfor er herre over sin egen økonomiske skæbne. Simpel vareproduktion er i dag afløst af det mere upersonlige selskab.
De selvstændige er ikke og har aldrig været en slags overklasse, som den udbyttede proletar må kæmpe med. I dag tjener de lidt mere end lønmodtagerne, men forholdet har skiftet, og fx i 1950erne faldt gårdmændene tilbage i forhold til byarbejderne (jf. Kapitel 4). Faktisk er de selvstændige i stadig mindre grad arbejdsgivere, i hvert fald siden 2000: Dengang havde 32% af selvstændige ansatte, i 2015 kun 21%.ii Den privatansatte lønmodtager står i dag i alt overvejende grad overfor et selskab.
For at fange klassemodsætningerne, og især kapitalens magt, må vi kort sagt se andre steder hen.
Problemet
Min overordnede ambition er at finde en forklaring på, hvorfor det lykkedes kapitalen i den grad at forrykke de økonomiske styrkeforhold til dens fordel.
Arbejderklassen som sådan har ikke nogen interesse i at kapitalen styrkes, tværtimod har arbejderbevægelsens eksistensberettigelse altid ligget i at sætte grænser for kapitalmagten; og de offentligt ansatte må instinktivt foretrække demokratisk snarere end kapitalistisk styring af økonomien. Hvorfor kunne eller ville ingen af dem forhindre kapitalens mægtiggørelse? Dette er den store gåde i den nyliberale epoke. Hvis man ikke tror på lette forklaringer om ledernes forræderi eller de nyliberale teoriers intellektuelle overlegenhed i forhold til Keynesianisme og socialisme, må vi se på de forskellige interesser og forskydningerne mellem dem.
Har kapitalen vundet, fordi vi har fået en ‘folkekapitalisme’, hvor ejet af kapital er blevet udbredt så meget til lønarbejderne, at disses anti-kapitalistiske interesser er blevet kompromitteret? Vandt nyliberalismen, fordi den moderne arbejder har fået en aktie – i bogstavelig og overført forstand – i kapitalismen?
Under alle omstændigheder må der bag nyliberalismens politik og ideologi ligge et tektonisk skift i magtforholdet mellem arbejde og kapital. Det er nærliggende at antage en hypotese om, at kapitalen opnåede og uddybede sin magt, fordi dens traditionelle modpol, lønarbejdet, svækkedes så meget, at en effektiv modstand blev umulig. Hvorefter – dette er rækkefølgen for den praktiske materialisme – denne svækkelse førte til ideologisk tilpasning (eller kapitulation), hvor fagbevægelsen fx opgav de traditionelle principper om solidaritet til fordel for individuelle lønforhandlinger (‘ny løn’).
Man kan sige at slaget blev tabt, da kapitalen opnåede frihed til at bevæge sig mellem brancher og mellem lande, for derved kunne den unddrage sig politisk styring, hvilket på sigt førte til en omdannelse af produktionsmåden fra en kapitalisme, der opererede indenfor politisk fastsatte rammer, til en konkurrencestat, hvor det omvendt er staten og politikken, der må tilpasse sig kapitalens interesser; dermed var styrkeforholdet afgørende forrykket. Men hvorfor blev dette slag tabt?
Da det giver kaos at ville tale om alt på én gang, må vi analytisk dele tingene op.
Min bestræbelse vil være i nærværende kapitel at koncentrere mig om den private sektor, i form af forholdet mellem privatansatte lønmodtagere og kapitalen, repræsenteret ved den private arbejdsgiver. Vi udskiller de offentligt ansatte, staten, altså hele det politiske element til særskilt behandling i Kapitel 10.
Dermed vil analysen af den moderne danske kapitalisme falde i to dele: Dette kapitel, der ser på forholdet (modsætningen) mellem arbejde og kapital i den kapitalistisk dominerede sektor, og næste kapitel, der ser på forholdet (modsætningen) mellem den private og fælles sektor, mellem kapitalisme og demokrati.
Desværre tillader den måde, som statistikken er opbygget på, kun en delvis opfyldelse af denne analytiske ambition. Således er det generelt umuligt i det følgende at udskille offentlige virksomheder fra private.
Den funktionelle indkomstfordeling: Løn versus kapitalindkomster
Metoden i det følgende vil være at først at se på den funktionelle indkomstfordeling, dvs. fordelingen af værditilvæksten (BFI) på produktionsfaktorerne; hvordan har forholdet mellem løn til arbejdskraften og kapitalindkomster til kapitalen udviklet sig? Fordelingen af indkomsten på personer/familier kommer vi til i næste afsnit.
Nyliberalismen har styrket kapitalen og svækket arbejdersiden, så vi må forvente at kapitalindkomsterne er kommet til at veje tungere. Holder denne hypotese, når vi ser på tallene?
Men hvorfor kun arbejdskraft og kapital? Hos de klassiske økonomer og langt op i tiden regnede man med i hvert fald tre produktionsfaktorer, nemlig jord, arbejde og kapital, hvis ‘aflønning’ var hhv. jordrenten, lønnen og kapitalindkomsten. Jorden adskiller sig fra kapital ved ikke at være reproducérbar, men det gælder også mange andre aktiver, såsom råstoffer; derfor blev ‘jordrente’ senere generaliseret til hvad der på engelsk hedder ‘rent’, som der ikke findes en god dansk oversættelse af (‘rente’ er noget helt andet). Især Ricardo havde i øvrigt en negativ holdning til jordejerne, for modsat arbejderne og kapitalisterne – tænk på den travle virksomhedsejer – ydede de ikke en indsats; de var parasitter, der ufortjent lagde beslag på noget, som andre havde skabt.
Hos Danmarks Statistik – bl.a. i begrebet om arbejdsproduktivitet – er produktionsfaktorerne forenklet til arbejdskraft og kapital,iii lige som i Marx’s grundmodel af kapitalismen. BFI opdeles restløst i løn og bruttooverskud, som er hvad virksomheden (selskabet) har tilbage efter at lønnen er betalt; bruttooverskuddet fordeles så på afkastet til egenkapitalen (aktionærerne) og til fremmedkapitalen (typisk renter på lån), idet residualet – også kaldet profit – går til selskabet som sådan. Bruttooverskuddet er således de forskellige typer af kapitalindkomst.iv
Men hvordan kan det forsvares at betragte ikke-reproducérbare faktorer såsom jorden som kapital? Havde klassikerne ikke ret i, at der er en afgørende forskel mellem jord og kapital? Det kan siges, men det kan også siges, at det afgørende skel går mellem den indkomst, der beror på en aktivitet (arbejde), og den, der udspringer af det blotte eje af en ressource (en fabrik eller et stykke jord). Et sådant skel har dybe rødder i kristen og socialistisk etik, hvor arbejdsfrie indkomster kritiseres som udbytning, eftersom vi skal tjene til brødet i vort ansigts sved.
Vi undersøger den funktionelle indkomstfordeling i to tempi.
Lønkvoten
Først ser vi på lønkvoten, der angiver den andel, som økonomiens lønsum udgør af landets BFI, typisk 60-70%.
Den således definerede lønkvote kan imidlertid ikke bruges til vort formål, nemlig at belyse forholdet mellem privatansatte lønarbejdere og kapitalen; her træffer det sig imidlertid så heldigt, at det er let at trække det offentlige bidrag fra samlet BFI og trække offentligt ansattes løn fra samlet lønsum, således at vi kan beregne den private lønkvote. Da lønkvoten for offentlige tjenester er tæt på 100, må den private lønkvote ligge noget under den generelle lønkvote for økonomien.
Alligevel er det meget begrænset hvad denne lønkvote belyser. Den giver et mål for udviklingen i arbejderklassens økonomiske vægt i forhold til kapitalen, og det er selvfølgelig noget. Men da lønkvoten kan vokse både fordi reallønnen vokser og fordi beskæftigelsen vokser, siger kvoten i sig selv intet om udviklingen i den gennemsnitlige arbejders økonomiske situation relativt til kapitalejernes.
Faktisk viser det sig, at der er en lidt bedre korrelation mellem beskæftigelse og privat lønkvote end mellem realløn og privat lønkvote:
Fra 1983 til 86 (Schlüters 4 fede år): Beskæftigelsen vokser kraftigt, så lønkvoten vokser en smule, fra 54,8 til 55,5, selv om reallønnen er flad.
Fra 1987 til 93 (Schlüters 7 magre år): Beskæftigelsen falder, reallønnen stiger, og lønkvoten er næsten uforandret (fra 54,8 til 55,1).
Fra 1994 til 2000 (Nyrup): Beskæftigelsen stiger, ligeledes reallønnen, og lønkvoten vokser fra 52,7 til 54,5.
Fra 2001 til 03 (‘lille krise’): Reallønnen stiger, men lønkvoten falder (til 52,3), fordi beskæftigelsen falder.
Fra 2004 til 07 (‘højkonjunktur’): Beskæftigelsen vokser, ligeledes reallønnen og lønkvoten (til 55,0).
Fra 2008 til 14 (krise og stagnation): Beskæftigelsen falder, reallønnen en anelse op og lønkvoten stort set uforandret (54,9 i 2014).v
Det mest bemærkelsesværdige, hvis det er det rette udtryk, i alt dette er dels at den private lønkvote er stort set den samme i 1983 og 2014, dels at dette er ret intetsigende, fordi kvoten er bestemt af både realløn og beskæftigelse, tilsyneladende mest det sidste. Men før vi haster videre til en mere spændende analyse, skal det dog gentages, at den private lønkvote kan siges at være et mål for arbejderklassens økonomiske vægt i forhold til kapitalen. Og denne vægt er altså uforandret.
Lønkvote pr. time
Lønkvoten fortæller altså ikke så meget, fordi den er dobbeltbestemt, af beskæftigelsen og reallønnen.
Vi skal nu se på udviklingen i forholdet mellem realløn pr. time og kapitalindkomster pr. time, et forhold, der udmærker sig ved at effekten af antal timer (beskæftigelsens omfang) er elimineret. Arbejdsproduktiviteten er nøglebegrebet, hvilket bedst kan forklares med et tænkt eksempel:
Antag at BFI pr. time i et bestemt år er 100 enheder (ikke kroner, for vi måler alt – BFI og løn – i reale termer, tænk fx på en forbrugskurv af mad, sko etc.), og antag videre at løn pr. time er 70 enheder, således at kapitalindkomsterne er 30 enheder pr. time. Det giver en lønkvote pr. time på 70% og en kapitalindkomstkvote på 30%. Antag nu at produktiviteten vokser med 10%, hvilket betyder at der nu på én time produceres 110 enheder. Hvis lønnen også stiger 10%, vokser den til 77 enheder, således at lønkvote pr. time er uforandret 70% (77 ud af 110); kapitalindkomsterne er steget til 33 enheder, altså stadig 30%.
Det er indlysende, at hvis stigningstakten for reallønnen (pr. time) er lavere end stigningstakten for realt BFI pr. time, vil lønkvote pr. time falde; arbejderens økonomiske situation forringes i forhold til kapitalens. Og jo større forskellen er i stigningstakter, desto mere vil arbejderen sakke bagud.
Udviklingen i privat lønkvote pr. time fremgår af Tabel 9.5.
Tabel 9.5. Vækst i arbejdsproduktivitet, realløn og kapitalindkomst pr. time 1983-2015
| Procent pr. år | Vækst i arbejdsproduktivitet = værdiprodukt pr. time | Vækst i privat realløn (pr. time) | Privat lønkvote pr. time | Profitkvote pr. time |
| Gnsn. 1983-86 | 2,9 | 0,1 | Meget stærkt faldende | Meget stærkt stigende |
| Gnsn, 1987-93 | 3,2 | 1,3 | Stærkt faldende | Stærkt stigende |
| Gnsn, 1994-2000 | 2,2 | 1,5 | Faldende | Stigende |
| Gnsn. 2001-03 | 1,0 | 1,8 | Stigende | Faldende |
| Gnsn. 2004-07 | 1,5 | 1,5 | Uforandret | Uforandret |
| Gnsn. 2008-15 | 0,4 | 0,6 | Svagt stigende | Svagt faldende |
| Gnsn. 1983-2015 | 1,7 | 1,1 | Faldende | Stigende |
Ses den nyliberale periode under ét (den sidste række), kan vi konstatere en forskydning fra løn til profit; lønnen har fået en mindre, profitten en større andel af værditilvæksten pr. time. Dette er det forventede resultat af kapitalens mægtiggørelse.
Men vi ser også et skel ved år 2000. Herefter synes arbejdet at have vundet over kapitalen! Men som vi skal se senere, skyldes dette alene at de bedrestillede lønmodtagere har forbedret deres position.
Før dette tidspunkt falder lønkvoten pr. time betydeligt, mest ekstremt i Schlüter’s første fire år.
I 60erne og 70erne steg produktiviteten med ca. 5% om året, i 80erne og frem til midten af 90erne med ca. 3%, men efter 2000 vender bøtten; væksten i produktivitet falder, hvilket har givet anledning til megen bekymring og endog nedsættelse af en ‘produktivitetskommission’, uden at man har kunnet enes om en forklaring. Det har ikke været muligt at presse reallønnen tilsvarende ned, så der er en tendens til, at det er profitten der har måttet bære tilbagegangen. Dette var især udtalt i de første år af finanskrisen, hvor kapitalen led meget store tab; i afdæmpet form gjaldt dette også under den ‘lille krise’ 2001-03.
I øvrigt giver kriser anledning til store udsving i produktiviteten; i 2008 og 09 faldt den, fordi produktionen faldt kraftigt uden at beskæftigelsen havde tid til at tilpasse sig, men i 2010 steg produktiviteten med ikke mindre end 6,2%, fordi beskæftigelsen nu faldt langt mere end produktionen (hvis beskæftigelsen falder 10%, falder produktionen måske kun med 5%, fordi man effektiviserer anvendelsen af den mindre arbejdskraft). Disse kraftige udsving er skjult i tabellens gennemsnitstal. På lidt længere sigt afspejler produktivitetsvæksten effektiviteten i anvendelsen af produktionsfaktorerne, på kort sigt – det enkelte år – også konjunkturerne. Her kan vi altså konstatere et stadigt fald i produktionseffektiviteten i den nyliberale periode, trods – eller måske på grund af – et væld af strukturreformer.
Den personlige indkomstfordeling
Vi kommer nu til den personlige indkomstfordeling, dermed fordelingen af løn og kapitalindkomster på personer, evt. familier.
Indkomst, der går til løn, er forskelligt fra lønarbejderens indkomst, for lønarbejderen modtager ud over løn også kapitalindkomster (samt offentlige overførselsindkomster, som vi naturligvis ser bort fra i dette kapitel). Arbejdsstyrken består af selvstændige og lønmodtagere, hvor de første er defineret ved det personlige eje af en virksomhed, de sidste ved ikke at eje en virksomhed. Derfor modtager de pr. definition ikke profit i stil med de selvstændige. De er ikke ‘nære kapitalister’, men det forhindrer dem jo ikke i at være ‘fjerne kapitalister’. Lønmodtagerne kan eje kapital, fx i form af aktier, og nyde en indkomst herfra. Men er denne lønmodtager 5, 15 eller 30 procents kapitalist? Og hvordan har denne andel udviklet sig? Er folkekapitalisme en realitet eller en myte? Som sagt kan vi måske her håbe på at finde svar på, hvorfor nyliberalismen ikke fik megen modstand fra arbejderklassen eller de offentligt ansatte.
I ‘gamle dage’ – måske indtil 1950erne – var en en lønmodtager en arbejder. Både funktionærer i den kapitalistiske sektor og de ansatte i den offentlige sektor var nok begyndt at vinde frem, men de var stadig i klart mindretal; i 1950 var der 432.600 privat og offentligt ansatte funktionærer overfor 918.500 arbejdere, altså 32% af lønmodtagerne. I dag udgør de omkring 80%.
Denne arbejder boede til leje, i privat eller almennyttigt byggeri, fx boede der i København i 1955 266.000 til leje, mens kun 30.000 københavnere ejede deres bolig; boligeje var forbeholdt middel- og overklassen (og på landet naturligvis gårdmænd og husmænd, men de er jo ikke arbejdere). I dag (og stabilt siden 1981) bor omkring 58% af lønmodtagerne i boliger, de selv ejer. Af anden fast kapital var der sjældent råd til bil; i 1950 var der 116.000 personbiler, hvoraf landmænd, selvstændige i byerne og liberale erhverv ejede de 78.000, mens faglærte og ufaglærte arbejdere måtte tage til takke med 10.000. I dag har 60% af alle familier mindst én bil.
I midten af 70erne var lønmodtagernes vilkår ændret så meget, at Socialdemokratiets højrefløj kunne skille sig ud og etablere et parti med det udtrykkelige formål at varetage bolig- og bilejernes interesser (Erhard Jacobsen’s Centrumdemokrater).
Generelt var lønnen stadig så moderat, at der ikke blev plads til megen opsparing, højst lidt penge i banken for at supplere aldersrenten, og ingen arbejdere kunne drømme om at købe aktier eller andre værdipapirer. Det var virksomhederne og de rige, der sparede op og akkumulerede kapital.vi
Tilbage til vore dage.
Lad os begynde med at opregne de forskellige typer af formue, som den enkelte eller familien kan råde over. De reale aktiver består først og fremmest af ejerboligen, men hertil kommer bilen, som jeg dog ser bort fra. De finansielle aktiver er aktier, obligationer og andre værdipapirer, samt penge i banken. Hertil kommer pensionsformuen, der enten er baseret på individuelle opsparinger eller er arbejdsmarkedspensioner. Nettoformuen fremkommer ved at fratrække gælden, især lån i ejerboligen.
Formuen giver et afkast, kapitalindkomsterne. For de finansielle aktiver er det især aktieudbyttet (dividende), renteindtægter samt kapitalgevinsten, der kan opstå, når aktivet sælges til en bedre kurs end det blev købt for; renteudgifter – især prioritetsrenter – fratrækkes for at få de finansielle kapitalindkomster, netto.
Kapitalindkomsten fra pensionsformuen er pensionsudbetalingerne. Da pensionerne først og fremmest tilfalder en særlig befolkningsgruppe, nemlig de ældre, er de vanskeligere at inddrage i de kapitalindkomster, som fx forskellige typer af lønmodtagere modtager. Det ville kræve at man beregnede personernes (eller familiernes) livsindkomst; derfor holder statistikken normalt pensionerne ude af de opgjorte kapitalindkomster. Men pensionsformuen kan godt adderes til den øvrige formue, fordi formue er relevant for hele livsforløbet. Opsparingen gennem livsforløbet indebærer naturligvis, at formue og formueindkomster vokser kraftigt med alderen, uanset socialgruppe.
Endelig er der afkastet fra ejerboligen, nemlig den såkaldte ‘lejeværdi af ejerbolig’, som er den årlige værdi af at have tag over hovedet. Den kan beregnes på to måder, enten ved at beregne det kapitalafkast, ejeren ville opnå ved at sælge boligen og investere pengene (benyttet før 2007), eller ved at sammenligne med markedshuslejen for en tilsvarende lejebolig (benyttet efter 2007). Begrundelsen for at operere med et sådant fiktivt kapitalafkast er, at vi ellers får et skævt billede af forholdet mellem ejeres og lejeres reale indkomster.
Dette er den måde, tingene opgøres på i Danmarks Statistik. Men er formue kapital, og formueafkastet derfor kapitalindkomster? Lad mig her erindre om bestemmelsen af kapitalbegrebet i Kapitel 3. Kriteriet var her at pengene gives ud for at får flere penge tilbage. Formålet er at maksimere profitten (i bred forstand). Når en lønmodtager køber en bil er det for at øge nytten, men hvis et selskab køber en bil er det for at øge indtjeningen; den første bil er et forbrugsgode, den anden kapital. Dette er grunden til at jeg ikke inkluderer bilen.
Jeg er interesseret i at belyse i hvilken udstrækning lønmodtagerne er kapitalister, men lønmodtagerne er ikke profitmaksimerende virksomheder. Al deres økonomiske aktivitet sigter mod forbrug, konkret nytte. De tegner ikke en privat pension for at maksimere afkastet af denne, men for at sikre sig en tryg alderdom; jo højere afkast, desto større tryghed, men afkastet er ikke et mål i sig selv, det er et middel. Mens et selskab er nødt til at profitmaksimere for ikke at tabe i konkurrencen, er lønmodtagerne ikke involveret i en sådan kappestrid. Tilsvarende køber de en ejerbolig for at have et sted at bo, altså erhverve ‘boligydelse’; for nogle få er den eventuelle kapitalgevinst måske det overordnede mål, men dette er ikke hovedreglen som ved egentlige boligspekulanter. Almindelige boligejere belåner måske friværdien, men igen er motivet at øge forbruget. Og selv køb af finansielle aktiver såsom aktier sker i sidste instans for at øge levefoden.
Ud fra denne betragtning er lønmodtagerne pr. definition ikke kapitalister; den rolle er forbeholdt virksomhederne, især selskaberne. Lønmodtagerens formue er ikke kapital og formuens afkast er ikke kapitalindkomst.
Men vi kan også se sagen fra en anden vinkel, hvor lønmodtagernes motivation er irrelevant. Deres formue administreres nemlig overvejende af institutioner, der har profitmaksimering som overordnet målsætning. For den finansielle formue gælder det pengene, der sættes i banken, og aktier og andre værdipapirer, som investeringsforeninger og lignende normalt tager vare på. Det gælder pensionsformuen, der administreres af banker, forsikringsselskaber eller pensionskasser; således varetages arbejdsmarkedspensionerne af kasser, der agerer som enhver anden ‘spiller’ på de finansielle markeder, og faktisk er de ved lov forpligtet til at maksimere afkastet. Endelig er der ejerboligen, hvor boligejeren i realiteten alene ejer friværdien, mens kreditselskaberne ejer resten af boligværdien, i form af prioriteter. Hvad enten denne friværdi bruges til belåning eller realiseres ved salg af boligen, bliver den administreret af kapitalinteresser, normalt banken eller kreditselskabet.
Konklusionen må være, at selv om lønmodtageren nyttemaksimerer, så varetages formuen af profitmaksimerende institutioner; formuen indgår i det kapitalistiske kredsløb, især dets finansielle del, helt på lige fod med andre penge. Derfor er lønmodtageren objektivt set kapitalist, i den udstrækning vedkommende besidder formue, og afkastet fra denne formue er objektivt set kapitalindkomster. Lønmodtageren er ‘fjernkapitalist’, også i den forstand at han eller hun kun indirekte er kapitalist. Lønmodtageren ejer formuen, og traditionelt giver eje kontrol, men i dette tilfælde altså ikke kontrol over formuens samfundsmæssige funktion.
Derfor – og i den forstand – betragter jeg formuen som kapital og formueafkastene som kapitalindtægter.
Selv om kapitalindtægterne altså ikke er lønmodtagerens ultimative mål, er det klart at han eller hun har en umiddelbar interesse i størst muligt afkast: At pengene i banken forrentes godt, at aktierne giver en høj dividende og at pensionskassen har en heldig hånd ved spekulation på de internationale finansmarkeder; specielt som boligejer må lønmodtageren håbe på lave prioritetsrenter og stigende boligpriser (dermed øget friværdi). Disse nye interesser – nye i forhold til den traditionelle interesse i høj løn, sikker beskæftigelse og ordentlige arbejdsforhold – må nødvendigvis påvirke de politiske præferencer, herunder holdning til nyliberale tiltag.
Lad os nu se på empirien.
I tabellen nedenfor betragter vi lønmodtagerne under ét, idet vi i første omgang udelader pensionsindkomster. Vi vægter kapitalindkomsterne i forhold til løn for at få et indtryk af de to indkomsttypers relative betydning.
Tabel 9.6. Løn- og kapitalindkomster for alle lønmodtagerfamilier 2000, 2007 og 2014 (1.492.791 familier i 2014)
| Kroner; procenter | 2000 | 2007 | 2014 |
| Løn, kroner | 398.300 | 489.000 | 570.300 |
| Procenter af løn (absolutte tal i kroner i parentes): | |||
| Finansielle kapitalindkomst, netto | -5,9% (-23.600) | -4,8% (-23.700) | -2,2% (-12.300) |
| – fra aktier, obligationer m.v. | 2,5% (9.800) | 3,7% (18.000) | 3,1% (17.600) |
| – renteindtægter | 0,9% (3.500) | 1,1% (5.500) | 0,5% (2.900) |
| – renteudgifter | -9,3% (-36.900) | -9,7% (-47.200) | -5,8 (-32.800) |
| Lejeværdi af ejerbolig | 7,3% (29.200) | 7,6% (37.300) | 8,6% (49.200) |
| Netto kapitalindkomst, kroner | 5.600 | 13.600 | 36.900 |
| Netto kapitalindkomst i % af løn | 1,4% | 2,8% | 6,5% |
Den samlede kapitalindkomst, netto, er den finansielle kapitalindkomst, netto (aktier etc. plus renteindtægter minus renteudgifter) plus lejeværdien. I den sidste række er dette beløb sat i relation til lønnen, så man kan få et indtryk af, hvor meget lønmodtageren qua lønmodtager vejer i forhold til lønmodtageren qua fjernkapitalist.
Dramaet i tabellen er fraværet af drama. Netto betyder kapitalindtægterne meget lidt i forhold til lønindkomsten. Der har ganske vist været en stigning efter 2007, men det skyldes næsten udelukkende at renteniveauet er faldet. Det ses også at værdipapirer og renteindtægter (finansiel bruttokapitalindkomst) udgjorde en næsten konstant og meget lille procentandel.
Det kan konstateres, at lejeværdien er den helt store positive post og renteudgifterne den helt store negative post for almindelige mennesker. Da renteudgifterne overvejende er prioritetsrenter, er det altså ejerboligen, der betyder noget.
Den nævnte tabel opdeler videre lønmodtagerne i ‘højeste niveau’, ‘mellemste niveau’ og ‘grundniveau’, idet kriteriet er længden af uddannelse.
For den øverste kategori (369.192 familier i 2014) er kapitalindkomsternes vægt i forhold til lønnen naturligvis noget højere end for den gennemsnitlige lønmodtager i Tabel 9.6. I de tre år vokser andelen (netto) fra 4,6% i 2000 over 5,6% i 2007 til 8,7% i 2014.vii Desuden er indkomsten fra værdipapirer af nogen betydning (34.200 kr. i 2014). I øvrigt kan det oplyses at selvstændige har lidt højere kapitalindkomster (erhvervsprofit ikke medregnet) end denne øverste kategori.
For den mellemste kategori (295.611 familier i 2014) er kapitalindkomsternes andel af lønnen vokset fra 0,0% i 2000 over 1,5% i 2007 til 5,1% i 2014. Indkomsten fra værdipapirer var i 2014 godt 9.000 kr.
For grundniveauet, der er langt den største med 526.590 familier, er kapitalindkomsten i 2000 og 2007 svagt negativ, fordi de minimale, positive kapitalindkomster overvældes af renteudgifterne, og ikke kan kompenseres af lejeværdien.
Kan vi følge udviklingen i forholdet mellem kapitalindkomst og løn for lønmodtagerne før 2000, ideelt til 1982? Det kan vi ikke systematisk. Danmarks Statistik har ikke mange tal på dette område. Jeg har dog fundet to indikatorer.
Den første refererer til 1987, hvor det angives at arbejdernes aktieindkomst og renteindtægter udgjorde hhv. 0,0 og 1,2% af lønnen, mens tallene for funktionærer var 0,1 og 2,0%, så de fleste lønmodtagere havde i praksis ingen finansielle kapitalindkomster, hvor vi i dag trods alt er oppe på 3-4%.
Den anden indikator er Statistikbankens forbrugsundersøgelser, der går tilbage til 1994. Vidnesbyrdet her er faktisk ret så dramatisk. Det viser sig at nettoopsparingens andel af lønnen for lønmodtagere på mellemniveau er steget fra 4,3% til 20,3%! Nettoopsparingen går især til bolig og pension, så her får vi en indikator på det store opsving i pensionsindbetalingerne efter at arbejdsmarkedspensionsordninger så småt kom op at køre i 1990erne. Men hvor meget, der skyldtes dette, og hvor meget stigningen i lejeværdi grundet stigningen i huspriserne, er ikke godt at vide.viii
Pensionsindkomster
Pensionsindkomsterne falder som nævnt i en kategori for sig, fordi modtagerne (645.412 pensionistfamilier i 2014) gør det.
Tabel 9.7. Pensionsindkomster for folkepensionister 2000, 2007 og 2014
| Kroner | 2000 | 2007 | 2014 | Vækst 2000 til 2014 |
| Folkepension, førtidspension og tjenestemandspension | 120.300 | 153.000 | 191.900 | 59,5% |
| Individuelle og arbejdsmarkedsbaserede pensioner samt ATP | 28.900 | 45.700 | 65.800 | 127,7% |
Det er indlysende at offentlige pensioner taber terræn til de private (sidste kolonne).
Den ringere betydning af folkepensionen og afviklingen af tjenestemandsinstitutionen er en tilsigtet udvikling; der menes ikke at være råd til offentlige pensioner, hvilket var årsagen til den politiske opbakning til arbejdsmarkedspensionerne fra 1987 og frem og til skattefavorisering af privat opsparing. Marginaliseringen af denne hjørnesten i den statslige, universelle velfærdsstat har bragt den danske velfærdsmodel nærmere til den tyske model, der er baseret på arbejdsmarkedet og dets parter, og til den angelsaksiske model, der er liberal fordi den giver et sikkerhedsnet for de allersvageste, mens øvrige selv må forsikre sig mod alderdom. Omkostningen er at mennesker uden tilknytning til arbejdsmarkedet tenderer mod at falde ud.ix
Det er formentlig på dette område, at den nyliberale tendens har vist sig kraftigst. Enorme beløb kanaliseres fra demokratisk til kapitalistisk kontrol.
Den familiebaserede formuefordeling
Lad os nu undersøge fordelingen af formue og gæld, igen på familiebasis (deraf de høje beløb). Pension kan nu inddrages.
Tabel 9.8 belyser situationen i 2014; desværre er tabellen endnu ikke ført tilbage til tidligere år, så vi kan ikke analysere udviklingen.
Tabel 9.8. Formue og gæld i 2014, familiebaseret; andele af formuen
| Kroner Procenter af formue | Lønmodtagere i alt | Lønmodtagere, højeste kategori | Lønmodtagere, mellemste kategori | Lønmodtagere, grundniveau | |
| FORMUE i alt, kroner | 3.367.000 | 5.092.400 | 3.560.700 | 2.307.200 | |
| ANDELE AF FORMUE | |||||
| Bolig | 44,3% | 44,6% | 44,5% | 44,0% | |
| Finansiel formue | 12,0% | 12,3% | 10,3% | 9,2% | |
| – heraf aktier m.v. | 5,9% | 6,3% | 4,3% | 3,2% | |
| Pensionsformue i alt, før skat på 40% | 43,7% | 43,0% | 45,2% | 46,7% | |
| GÆLD i alt | 1.152.300 | 1.625.300 | 1.238.200 | 842.800 | |
| – heraf prioritetsgæld | 76,2% | 79,7% | 77,0% | 73,6% | |
| NETTOFORMUE | 2.214.700 | 3.467.100 | 2.322.500 | 1.464.400 |
Vi kan konstatere at bolig og pension er de helt store poster og at de vægter nogenlunde lige meget; den finansielle formue kommer langt bagefter, og den er – ikke overraskende – af størst betydning for den øverste kategori.
I de sidste 20 år, nemlig1995-2014, er danskernes nettoformue nærmest eksploderet. Inkl. pensionsformue, men ekskl. ejerbolig, er den vokset med omkring 285%. Finanskrisen gav et betydeligt dyk, især blev friværdien halveret frem til 2012,x men derefter er det atter gået frem. Denne stigning afspejler ikke mindst udbygningen af de arbejdsmarkedsbaserede pensioner og faldet i renteniveauet, dermed gælden. Samtidig er huspriserne naturligvis steget meget kraftigt.
De 285% kan sammenlignes med at lønindekset i den private sektor i samme periode er steget med 67%.xi Kapitalismen har kort sagt oplevet et voldsomt opsving.
Folkekapitalisme?
Giver det, på baggrund af undersøgelserne ovenfor, mening at tale om ‘folkekapitalisme’? Hvis ‘ja’ vil det som nævnt bidrage til at løse vores problem med, hvorfor nyliberalismen ikke fik mere modstand. Det vil også gøre det vanskeligere at skabe et alternativ til kapitalismen.
Folkekapitalisme er en gammel liberal drøm. Her er privatejendom (snarere end offentlig ejendom) et gode i sig selv, fordi det giver individet (snarere end fællesskabet) magt og frihed. Hertil kommer at markedsøkonomien naturligvis stabiliseres, hvis flere får en interesse i kapitalismen; også liberale kan indse at en polarisering mellem en klasse, der arbejder, men ikke ejer, og en klasse, der ejer, men ikke arbejder, er en eksplosiv cocktail.
Analysen ovenfor viser, at der er en tendens til at kapitalindkomster netto betyder mere og mere for almindelige lønarbejdere, idet de er vokset fra 1,4% af lønnen i 2000 til 6,5% i 2014 (Tabel 9.6). Men dette skyldes næsten udelukkende rentefaldet. De positive kapitalindkomster har stort set ikke øget deres vægt. Dog har bestræbelserne for at fremme private pensionsordninger givet denne type indkomst øget vægt (Tabel 9.7).
Alt i alt drukner kapitalindkomsterne stadig i forhold til lønnen, så det er ikke dækkende at tale om ‘folkekapitalisme’ i vore dages Danmark.xii
Alligevel er det oplagt at ejerboligen siden 1960erne (især grundet boligforliget mellem SD og de borgerlige i 1966, hvor ejerlejligheder blev introduceret) er kommet til at betyde meget, og at de objektive interesser, der knytter sig hertil, har svækket klassebevidstheden; det så vi som nævnt allerede i 70erne med Erhard Jacobsen’s Centrumdemokrater. Tidligere var det en hovedregel i politik at behandle lejere og ejere ligeligt, men efter 2001 er lejerne blevet glemt og ejerne begunstiget. Fogh Rasmussens skattestop indebar at der blev lagt låg på ejendomsskatterne, og boligboblen frem til 2008 var et forsøg på gøre ejerne glade ved at øge friværdien; denne politiske tendens er nærmest eskaleret på det sidste (i modsat retning trækker dog udfasningen af rentefradragsretten). Samtidig er det almennyttige byggeri blevet udsultet og andelsformen, med dens mini-fælleskaber, undergraves. Dette er konsekvent liberal politik, varetaget af borgerlige og socialdemokratiske regeringer, hvor det gælder om at udbrede privatejendommen og kapitalismen.
Derimod er pensionsformuernes betydning for den politiske bevidsthed formentlig noget svagere. Pengene er langt væk, i nogle fonde, og for de fleste kommer udbetalingerne først i en fjern fremtid.
Polarisering
Ovenfor noterede vi, at når vi ser på det mest relevante mål for styrkeforholdet mellem arbejde og kapital, nemlig lønkvote pr. time, har udviklingen siden 2000 overraskende været, at arbejderklassen er blevet styrket i forhold til kapitalen: mere af værdiproduktet er gået til løn, mindre til kapitalindkomster.
Denne tendens for den funktionelle indkomstfordeling må imidlertid sammenholdes med en lige så bemærkelsesværdig tendens for den personlige indkomstfordeling, nemlig at uligheden er øget markant i samme periode, ja faktisk allerede siden 1995. Resultatet har været det paradoksale, at selv om arbejderklassen er blevet styrket, er den almindelige lønmodtager faldet bagud i forhold til deres bedrestillede medborgere.xiii
Uligheden i indkomst var stort set uforandret fra 1987 til 1994, men fra 1995 og frem til 2015 er den steget kraftigt, målt på Gini fra 22,41 til 28,79, svarende til 28½%, og mens de 20% rigeste i 1995 havde en indkomst, der var 3,16 gange så høj som resten, var denne faktor i 2015 vokset til 4,38, altså med 38½%. Begge opgørelser er målt på disponibel indkomst.
Tabel 9.9. Ulighed i disponibel indkomst 1987-2015
| 1987 | 1995 | 2000 | 2007 | 2015 | |
| Gini | 22,07 | 22,41 | 24,38 | 27,02 | 28,79 |
| 20/80 | 3,24 | 3,16 | 3,46 | 4,00 | 4,38 |
For lønmodtagerne (det store flertal i befolkningen) er lønnen naturligvis den store post i indkomsten, så for dem skyldtes den øgede indkomstulighed især større lønspredning. Siden 2000 er nominallønnen steget med 45% i den øverste kategori, overfor en stigning for lønmodtagere på grundniveauet med 34%; afstanden mellem top og bund er øget. Men også deres kapitalindkomster er blevet polariseret, idet lejeværdien (der vægter langt mest blandt kapitalindkomsterne) siden 2000 er vokset 70% hos toppen og 47% hos bunden.xiv
AE har nærmere undersøgt grundene til den stigende indkomstulighed og kapitalindkomsternes rolle her. Tallene handler om de fattigste og rigeste 10% blandt 25-59årige, altså ikke specielt om lønmodtagere (der er givetvis mange marginaliserede blandt de fattigste). Det viser sig at i perioden 1995-2004 voksede den reale disponible indkomst for de fattigste 10% med sølle 2,7%, hvilket næsten udelukkende skyldtes de faldende renter; derimod er indkomst fra såvel løn som positiv kapitalindkomst faldet, og lejeværdien er stort set uforandret. Ser vi på de rigeste 10% steg deres reale disponible indkomst med ikke mindre end 27,2%, trukket især af lønnen og de selvstændiges overskud, men også takket være betydelige stigninger i de positive kapitalindkomster, ikke mindst lejeværdien.xv
Denne polarisering blandt kapitalindkomsterne harmonerer med den samme tendens for samme periode ved nettoformuen. Der er ikke tal med en opdeling på selvstændige og forskellige typer af lønmodtagere, så vi må nøjes med udviklingen i den generelle formueulighed. En eksakt aflæsning af udviklingen er ikke mulig, fordi principperne for opgørelsen af nettoformuen har skiftet.
En opgørelse viser fordelingen ved starten på den nyliberale periode (1982). Det fremgår at de 50%, der havde den mindste nettoformue, besad -2,1 % af alle formuer (dvs. de havde gæld), mens den 9.decil (næstrigeste) ejede 24,6% og den 10.decil (rigeste) 62,6%. Dette kan – med stor forsigtighed – sammenlignes med en opgørelse for 2009, der viser at de ‘fattigste’ 50% (igen rangordnet efter formue) nu havde -19,1% af nettoformuen, mens 9. og 10. decil satte sig på hhv. 23,4% og 69,3%. Det tyder på en betydeligt mere skæv fordeling, drevet af at ‘de fattige’ har gældsat sig. Denne tendens bekræftes af en anden type opgørelse, der har set på fordelingen af den skattepligtige formue; her øgedes nettogælden for de fattigste 50% fra -9% i 1980 til -24% i 1993, mens den rigeste decils formueandel voksede fra 63% til 81%, hvilket bringer andelen i nærheden af de 84%, som de rigeste havde i 1939. Den store ulighed i 30ernes gammeldags klassesamfund blev altså udjævnet i efterkrigstiden, men i den nyliberale periode har vi atter fået mere polarisering.
AE har specielt undersøgt underperioden 1996-2003. Det viser sig at de fattigste 20%, nu rangordnet efter indkomstens størrelse, gik tilbage fra 9,1% til 5,2% af nettoformuen, mens de rigeste 20% gik frem fra 43,6% til 48,6% (de 60% herimellem er gået 1,1 procentpoint tilbage). Dette er en meget kraftig polarisering på blot 8 år. AE henfører denne udvikling næsten udelukkende til de stigende boligpriser, der favoriserer ejere over lejere og blandt ejerne dem med de dyreste boliger. Som vi så i Tabel 9.8 er det boligen, der er den helt afgørende post i formuen, når pensionsformuen ikke tælles med; AE anslår for 2008, at friværdien udgjorde 86% af nettoformuen.xvi
I tallene ovenfor er pensionsformuen ikke medregnet, så lad os se lidt nærmere på den. Hvor skævt er den fordelt og hvad er tendensen?
Generelt vejer arbejdsmarkedspensionerne (AMP) stedse tungere indenfor den private pension (72% i 2005), og det giver i sig selv øget ulighed, eftersom de forskellige typer af marginaliserede kun i beskedent omfang er dækkede; modsat ATP, der er en universel ordning.
Privat pension har tre faser: Indbetaling, formue og udbetaling. Indenfor AMP indbetales en bestemt procent af lønnen, og indenfor privat pension generelt indbetalte højtlønnede 11,1% af indkomsten og lavtlønnede 8,9%; resultatet var at de 18% rigeste i 2005 stod for 53% af indbetalingerne. I 2011 indbetalte de ‘fattigste’ 40% af hele den voksne befolkning mellem 0,8 og 5,2% af indkomsten, de rigeste 40% mellem 12,7 og 14,7%. Det er klart at denne skævhed afspejler sig i pensionsformuens størrelse (og i udbetalingerne): I 2011 havde de rigeste 25% mænd en formue på 4 mio kr. som 67årige, andet kvartil 2 mio kr, tredje kvartil 1 mio kr og 4. kvartil ca. 0,6 mio.xvii
Det forhold, at de rige indbetaler en større andel af indkomsten, betyder at uligheden i pensionsformue og udbetalingerne skærpes år for år.xviii
Den stigende ulighed i fordelingen af kapitalindkomster og formue sætter diskussionen om folkekapitalisme i perspektiv.
Nok kan der iagttages en – svag – tendens til at kapitalindkomster betyder mere for lønmodtagerne, når disse ses samlet, men den stigende polarisering på dette felt betyder, at langt de fleste almindelige lønmodtagere ikke er blevet opslugt af kapitalismen. Folkekapitalisme er højst et fænomen med gyldighed for de øverste lag.
Hvis denne tendens fortsætter og de rige i stigende grad monopoliserer kapitalen og dens indkomster, kan vi meget vel nå en situation, hvor kapitalen og dens frugter får mindre betydning for lønmodtagerne, således at vi nærmer os den marx’ske dikotomi mellem arbejde og kapital, løn og kapitalindkomster.
Alt i alt vil jeg konkludere, at hypotesen om at arbejderklassen tabte, fordi den blev erobret indefra af kapitalen, er svagt underbygget af empirien. Tallene er små og hypotesen svækkes af polariseringen af formue og kapitalindkomster.
Sammenfatning
Klasseanalysen i dette kapitel har holdt sig til det fundamentale, nemlig klassernes placering i den kapitalistiske produktionsmåde.
Vi har her set (Tabel 9.2), at arbejderklassen (private lønmodtagere) set over hele perioden efter 1982 er gået relativt frem på bekostning af de selvstændige, der er en blandingsform mellem kapital og arbejde; de selvstændiges rolle er nu ret ubetydelig. Vi kan også se, at der ikke er sket forskydninger efter 2000. Videre har de offentligt ansatte, der ikke er relateret til kapitalen, haft en konstant vægt på godt 1/3 af de beskæftigede.
Dernæst fokuserede vi på det centrale forhold mellem (privat) arbejde og kapital (Tabel 9.5). Det viste sig at over hele perioden har arbejdet fået en mindre andel af værdiproduktet, når vi måler pr. time. Dette skyldes at andelen er faldet betydeligt frem til 2000 og derefter er gået svagt frem. Når kapitalen – måske lidt overraskende – ikke har kunnet fastholde sin andel på det sidste, beror det på at kapitalismen er blevet mere ineffektiv (lav produktivitet) og mere krisebefængt (bemærk at det er under den lille krise og derefter under finanskrisen at kapitalen har mistet terræn). Og vigtigst: Nok har lønmodtagerne samlet forbedret deres relative indkomstposition i forhold til kapitalen, men den stigende ulighed efter 2000 (1995), som dokumenteret af AE’s analyser og udviklingen i Gini-koeffecienten, tyder på at dette alene skyldes at de bedrestillede lønmodtagere har trukket lønkvoten op; det store flertal af almindelige lønmodtagere har ikke forbedret deres position i forhold til kapitalen.
Endelig har vi set, at kapitalindkomsterne har haft en svagt stigende betydning for lønarbejderne, når disse ses samlet; det er her ejerboligen og pensionen, der er vigtige, mens finansielle indkomster (aktier etc.) er meget små. Tendensen til folkekapitalisme modvirkes dog af den stigende polarisering af kapitalindkomsterne.
I Kapitel 10 breder vi klasseanalysen ud. De marginaliserede, der lever af overførselsindkomster, inddrages og overfor denne underklasse kan vi bestemme en overklasse.
Statistisk appendiks
Statistikken inddeler hele befolkningen i arbejdsstyrken og dem udenfor arbejdsstyrken, nemlig børn, ældre (pensionister) og de, der af en eller anden grund (fx på efterløn eller invalidepensionister) ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Arbejdsstyrken inddeles i beskæftigede og arbejdsløse, hvor de sidstnævnte enten modtager dagpenge eller kontanthjælp.
De offentlige ansattes vægt måltes tidligere normalt som andel af arbejdsstyrken, men senere især i forhold til beskæftigede. Hvis arbejdsløshedsprocenten er den samme for offentligt ansatte som for andre, giver det ikke nogen forskel.
De beskæftigede kan opgøres på forskellig måde.
I nogle opgørelser lægges heltids-og deltidsbeskæftigede sammen til et bruttobegreb om antal jobs, i andre medregnes kun heltidsbeskæftigede og i en tredje type opgørelser indregnes deltidsbeskæftigede, men med en lavere vægt. Endelig kan man i stedet for antal jobs måle antal præsterede timer (den opgørelse benytter jeg ikke).
Dette giver problemer med sammenlignelighed over tid, fordi den relevante statistik ofte bruger forskellige beskæftigelsesbegreber i forskellige perioder. Derfor kan der være databrud. Det afgørende i min sammenhæng er imidlertid ikke de absolutte tal, men tendensen over tid, og den kan aflæses indenfor perioder med samme beskæftigelsesbegreb.
Til Tabel 9.1.
Dobbeltstregerne markerer databrud efter 1982 og efter 1995.
For 1982: Se Tabel 6.2, med tilhørende forklaring, hvoraf det fremgår at beskæftigede i offentlige virksomheder er beregnet ved at addere beskæftigede indenfor forsyning, post og tele etc.
For 1985, 90 og 95: Jeg bruger nationalregnskabets opgørelsesmetode frem til og med 1995, for kun her er der tal for beskæftigede i offentlig service, jf. St.TO 1990: 113 og St.TO 2000: 126.
Hertil kommer ansatte i offentlige virksomheder. I statistikken er disse virksomheder besværlige at have med at gøre. I Statistisk Årbog, diverse årgange, er der for første gang samlede tal for denne kategori af offentligt ansatte. Virksomhederne kaldes ’tilskudsområder’, der ”omfatter ansatte i statslig og/eller kommunalt subsidierede private og selvejende institutioner, hvor mindst halvdelen af institutionens indtægter hidrører fra det offentlige, samt ansatte i institutioner og virksomheder med andre former for tilknytning til staten og kommunerne som fx folkekirken, kommunale organisationer, Danmarks Radio eller forsyningsvirksomheder, hvor staten og/eller kommunerne besidder mindst halvdelen af aktiekapitalen eller udgør hovedparten af virksomhedens interessenter” (St.Å. 1995: 177). Dette beskriver hvad der senere kaldes offentlige selskaber og selskabslignende virksomheder.
Problemet er at tallene for ‘ansatte’ i offentlige service i denne statistik er noget højere end ‘beskæftigede’ i nationalregnskabsstatistikken, som jeg i øvrigt benytter; ‘ansatte’ er altså en mere omfattende kategori end ‘beskæftigede’.
Jeg har søgt at løse dette problem ved at beregne, hvilken andel ansatte i ’tilskudsområderne’ udgør af ‘personalet’ i stat, amter og kommuner, fx 15% i 1985; derefter har jeg antaget at samme forhold gælder mellem offentlige virksomheder og offentlige tjenester i nationalregnskabets beskæftigelsesopgørelse, hvilket for 1985 er 15% af 751.700 = 112.800.
Tabel 9A. De offentligt ansatte 1985, 1990 og 1995, absolutte tal
| I tusinder (procent) | 1985 | 1990 | 1995 |
| Samlet beskæftigelse | 2.531,5 | 2.605,7 | 2.538,8 |
| Off. tjenester | 751,7 | 771,5 | 769,9 |
| Off. virksomheder | 112,8 | 121,1 | 134,0 |
| Off. beskæftigede | 864,5 | 892,6 | 903,9 |
For 2000 og derefter: Her benytter jeg ikke nationalregnskabet, men den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS), der anvender en anden opgørelsesmetode. I RAS er der direkte og sammenlignelige tal for ansatte indenfor offentlige tjenester og indenfor offentlige virksomheder, se St.TO 2010: 42f og St.TO 2014: 38f.
Tallene fra 2000 og frem er altså sikrere end tallene før, men selv om der kan være usikkerhed om de absolutte tal før 2000, er tendensen ubetvivlelig mellem 1985 og 95 eftersom jeg bruger samme metode.
Til Tabel 9.2.
Mit grundlag er nu arbejdsmarkedsstatistikken, for kun her er der tal for selvstændige og lønmodtagere. Det samlede tal for beskæftigede ligger lidt højere end i nationalregnskabsstatistikken, der som nævnt var grundlaget for beregningen af de offentligt ansattes andel af de beskæftigede, fx i 1985 hhv. 2.598.600 og 2.531.500.
Tallene for 1982 er fra Tabel 6.3.
Beregningsmetoden for 1985-95 er denne, med 1985 som eksempel:
1) Antal selvstændige plus hustruer udgjorde 314.900 ud af de 2.598.600, altså 12,1%; de resterende 2.283.700 var lønmodtagere (beskæftigede), og de udgjorde altså 87,9% af alle beskæftigede. Kilde: St.TO 1993: 46, og St.TO 1998:50. Bemærk at den samlede beskæftigelse i denne opgørelse ligger lidt højere end i forrige tabel, hvor nationalregnskabets tal blev anvendt.
Tabel 9B. Klassedelingen 1985, 1990 og 1995, før udskillelse af offentligt ansatte (absolutte tal)
| 1985 | 1990 | 1995 | |
| Selvstændige (inkl. hustruer) | 314,9 | 278,6 | 247,6 |
| Lønmodtagere (private og offentlige) | 2.283,7 | 2.395,1 | 2.369,6 |
| Samlet beskæftigelse | 2.598,6 | 2.673,7 | 2.617,2 |
2) Det antages at de offentlige ansattes andel af den samlede beskæftigelse er den samme i begge opgørelser, altså for 1985 34,2% (se Tabel 9.1), dvs. 888.700. Da alle offentligt ansatte er lønmodtagere, kan arbejderklassen – dvs. privatansatte lønmodtagere – beregnes som alle lønmodtagere minus de offentligt ansatte, altså for 1985 87,9% minus 34,2% = 53,7%. Altså 53,7% af 2.598,6 = 1.395.000.
Tabel 9C. Klassedelingen 1985, 1990 og 1995, efter udskillelse af offentligt ansatte (absolutte tal)
| 1985 | 1990 | 1995 | |
| Arbejderklasse | 1.395,0 | 1.480,7 | 1.437,9 |
| Selvstændige (inkl. hustruer) | 314,9 | 278,6 | 247,6 |
| Offentligt ansatte | 888,7 | 914,4 | 931,7 |
| I alt beskæftigede | 2.598,6 | 2.673,7 | 2.617,2 |
For 2000 og derefter forenkles tingene, fordi den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS) tillader direkte at relatere såvel de offentligt ansatte som selvstændige og lønmodtagere til den samme opgørelse af den samlede beskæftigelse.Denne opgørelsesmetode giver noget mindre tal end nationalregnskabet, der fx for 2013 har en samlet beskæftigelse på 2.776,9.
Tabel 9D. Offentlige og private sektor 2000-2013 (absolutte tal)
| 2000 | 2005 | 2010 | 2013 | |
| Samlet beskæftigelse | 2.759,3 | 2.710,5 | 2.699,8 | 2.660,4 |
| Offentlige sektor | 945,9 | 928,4 | 958,9 | 925,1 |
| – heraf off. tjenester | 846,3 | 844,0 | 885,2 | 859,5 |
| – heraf off. virksomheder | 99,6 | 84,4 | 73,7 | 65,6 |
| Private sektor | 1.813,4 | 1.782,0 | 1.740,9 | 1.735,3 |
| – heraf selvstændige | 226,2 | 196,4 | 210,5 | 203,4 |
| – heraf lønmodtagere | 1.587,2 | 1.585,6 | 1.530,4 | 1.531,9 |
Kilde: St.TO 2010: 42f, og St.TO 2014: 37ff.
Til Tabel 9.3.
Kilde: St.Å 1987, 2002 og 2016.
Anm.: Indkomsten er før skat og omfatter løn, profit og overførselsindkomster, men ikke formueindkomst og private pensioner. Medhjælpende hustruer er indregnet (forholdsmæssigt) i tallene for selvstændige.
Til Tabel 9.4.
Kilde: Som tabel 9.3.
Residualet er overførselsindkomster, fx for selvstændige i 1983 100 – 14 – 79 = 7% af indkomsten.
Til Tabel 9.5.
I denne analyse er det let at udskille den private økonomi fra den offentlige. Statistikbankens tabel for produktivitetsudviklingen – der går helt tilbage til 1966 – omhandler i udgangspunktet kun den private økonomi, og det samme gælder tallene for reallønsudviklingen.
Det skal nævnes at begrebet om arbejdsproduktivitet er en neutral opgørelse. Hvad årsagen til stigningen fra 100 til 110 enheder er, er et andet spørgsmål, som jeg ikke skal komme ind på. Marxister vil henføre væksten til arbejdet alene, idet kapital reduceres til arbejde (så og så mange timer ‘dødt arbejde’, også kaldet ‘konstant kapital’); moderne standardteori søger at måle, hvor meget der skyldes arbejdet (måske bedre organisering), hvor meget kapitalen (flere og bedre maskiner pr. arbejdstime), hvor meget innovation etc.
Tabel 9.5 er baseret på Tabel 9E.
Kilderne er St.B. NP23 om arbejdsproduktiviteten (‘vækstraterne for arbejdsproduktivitet er baseret på bruttofaktorindkomst (BFI) pr. time.’). Realløn fra Tabel 7.1.
Tabel 9E. Vækst i arbejdsproduktivitet, realløn og profit 1983-2015 (alle årene)
| Procent pr. år | Vækst i arbejdsproduktivitet = værdiprodukt pr. time | Vækst i privat realløn (pr. time) | Difference = vækst i profit pr. time |
| 1983 | 3,5 | -0,5 | 4,0 |
| 1984 | 3,4 | -1,2 | 4,6 |
| 1985 | 2,8 | 0,5 | 2,3 |
| 1986 | 1,7 | 1,4 | 0,3 |
| Gnsn. 1983-86 | 2,9 | 0,1 | 2,8 |
| 1987 | 3,6 | 4,3 | -0,7 |
| 1988 | 3,7 | 0,5 | 3,2 |
| 1989 | 3,5 | -0,6 | 4,1 |
| 1990 | 3,6 | 1,2 | 2,4 |
| 1991 | 2,5 | 1,6 | 0,9 |
| 1992 | 2,7 | 0,9 | 1,8 |
| 1993 | 2,8 | (1,0) | 1,8 |
| Gnsn, 1987-93 | 3,2 | 1,3 | 1,9 |
| 1994 | 6,9 | 1,1 | 5,8 |
| 1995 | 1,3 | 1,5 | -0,2 |
| 1996 | 1,5 | 1,6 | -0,1 |
| 1997 | 1,5 | 1,9 | -0,4 |
| 1998 | -0,5 | 2,4 | -2,9 |
| 1999 | 1,5 | 1,4 | 0,1 |
| 2000 | 3,4 | 0,4 | 3,0 |
| Gnsn, 1994-2000 | 2,2 | 1,5 | 0,7 |
| 2001 | -0,5 | 2,3 | -2,8 |
| 2002 | 0,5 | 1,3 | -0,8 |
| 2003 | 2,9 | 1,7 | 1,2 |
| Gnsn. 2001-03 | 1,0 | 1,8 | -0,8 |
| 2004 | 3,1 | 1,9 | 1,2 |
| 2005 | 1,7 | 1,1 | 0,6 |
| 2006 | 1,6 | 1,3 | 0,3 |
| 2007 | -0,6 | 2,0 | -2,6 |
| Gnsn. 2004-07 | 1,5 | 1,5 | 0,0 |
| 2008 | -1,7 | 1,2 | -2,9 |
| 2009 | -0,7 | 1,7 | -2,4 |
| 2010 | 6,2 | -0,1 | 6,3 |
| 2011 | -0,2 | -0,9 | 0,7 |
| 2012 | 2,2 | 0,8 | 1,4 |
| 2013 | -2,4 | 0,5 | -2,9 |
| 2014 | 0,3 | 0,8 | -0,5 |
| 2015 | -0,3 | 0,9 | -1,2 |
| Gnsn. 2008-15 | 0,4 | 0,6 | -0,2 |
Til Tabel 9.6 og 9.7.
Kilde: St.B INDKF104.
Det træffer sig så heldigt, at denne tabel indeholder alle de relevante oplysninger om kapitalindkomsterne for lønmodtagerne (dog ikke pension, som jeg inddrager efterfølgende). Tabellen dækker perioden 2000-14 og er på familieniveau, hvilket naturligvis giver højere tal end en tilsvarende tabel for personniveauet; den sidste har den ulempe at kun 2010-14 er dækket, hvortil kommer at det kan være problematisk at fordele familiens indkomst på mand og kone. Tabellen skelner ikke mellem privat og offentligt ansatte, hvilket imidlertid ikke gør så meget i denne sammenhæng, hvor der ikke er nogen grund til at antage en forskel.
‘Lønmodtager i alt’ inkluderer også kategorierne ‘Lønmodtagere i øvrigt’ og ‘Lønmodtagere uden nærmere angivelse’, i alt ca. 300.000 familier, som jeg ikke har udskilt til særlig analyse.
I 2013 omlagde Danmarks Statistik indkomststatistikken, hvilket bl.a. betød en justering af grænserne mellem lønmodtagergrupperne, at selvstændiges renteudgifter betragtedes som et fradrag i deres overskud og at lejeværdien blev nedjusteret. Forbrugerstatistikken (FU-tabellerne i Statistikbanken) er ikke omfattet af revisionen, hvilket betyder at den ikke er sammenlignelig med indkomststatistikken. Se Danmarks Statistik’s ‘Indkomster 2014’; der er mange årgange af denne publikation (før 1997 hed den ‘Indkomst og formue’). Ved samme lejlighed udarbejdedes der en ny formuestatistik, hvor der indtil nu kun er tal for 2014; denne statistik udmærker sig ved for første gang at inddrage pensionsformuen. Der arbejdes på at føre disse nye statistikker længere tilbage i tiden.
Til Tabel 9.8.
Kilde: St.B. FORMUE4.
Da jeg i dette kapitel søger at se bort fra den offentlige sektor, dermed også skat, er pensionsformuen opregnet før skatten på 40%; ligeledes er der set bort fra de offentlige tjenestemandspensioner. Et par mindre betydende pensionsordninger er udeladt.
Til Tabel 9.9.
Kilde: St.B. IFOR41.
Noter
i Jf. tabellerne 4.4 og 6.3.
ii St.B. INDKP104.
iii Der tales ganske vist om arbejdskraft og ‘andre produktionsfaktorer’, men disse ses som en helhed og deres afkast betragtes som forskellige typer af kapitalindkomster.
iv Jf. St.Å. 2016: 253: ”Den samlede indkomst fra produktionen består af løn og overskud i virksomhederne (bruttooverskud og ‘blandet indkomst’)”. ‘Blandet indkomst’ skyldes at det for nogle indkomster (tænk på den lille købmand) er umuligt at udskille afkastet fra arbejdet og afkastet fra kapitalen.
I øvrigt er BFI jo bruttofaktorindkomsten, så afskrivningerne (reinvesteringerne) er inkluderet i overskuddet; denne del af kapitalindkomsterne udgør ret stabilt knap 20% af BFI.
v Kilden er diverse årgange af St.TO. – I sin analyse af dansk kapitalisme overser Hadberg (2009) at lønkvoten også afhænger af beskæftigelsen. Desuden er hans aflæsning af reallønsudviklingen forkert, fordi hans kilder i Statistikbanken (NAT03 og NAT18) ikke kan bruges til dette formål; specielt når han frem til at der var en væsentlig stigning under Schlüter’s magre år.
vi De konkrete oplysninger ovenfor om arbejdere/funktionærer, ejere/lejere og biler stammer fra St.Å 1952 samt Boligtællingen fra 1955. Om vilkårene i dag er brugt St.Å 2016. Andel af lønmodtagere med egen bolig, se St.B. FU6.
vii Der er separate tal for topledere og ‘højeste niveau’. De nævnte procenter er beregnet ved at vægte de to sæt tal med antal familier i hver gruppe.
viiiOplysningerne stammer fra hhv. St.Å. 1995: Tabel 240 og St.B.FU6.
ixSFI, 2008 og 2014. – LO kæmpede for en statslig ordning, men tabte; se Due/Madsen, 2012.
xGoul Andersen, 2013: 35ff.
xiSt.Å. 2016, samt – for udviklingen i lønindekset – diverse årgange af St.TO.
xii I Lundkvist, 2008, overvurderede jeg tendensen til folkekapitalisme.
xiii ‘Ulighed’ må adskilles fra ‘fattigdom’ (som jeg ikke diskuterer). ‘Relativ fattigdom’ er et begrebsligt mismask, i Danmark defineret som mennesker med mindre end halvdelen af medianindkomsten. Det indebærer at i et tænkt minisamfund af milliardærer, er der nogen, der er ‘relativt fattige’, fordi de har lidt færre helikoptere end normen. Jeg mener det er absurd at aktivere fattigdomsbegrebet her: der er ulighed, men ingen fattigdom. Fattigdom bør alene defineres absolut, fx en indkomst på under $2 om dagen.
xivBeregnet ud fra St.B. INDKF104.
xv AE, ‘Fordeling og levevilkår’, 2007: 9.
xvi Se Danmarks Statistik: ‘Indkomst og formue, 1985-86’, tabel 4, for 1982. Dengang skulle man betale formueskat og tabellen er baseret på de opgivne formuer (og gældsposter). Formuer omfatter ejerbolig og indeståender hos banker og kreditforeninger samt virksomhedernes maskiner, inventar etc.; dette inventar er naturligvis koncentreret blandt de rigeste, og da denne post ikke er omfattet af formuebegrebet i 2009, må uligheden være vokset mere fra 1982 til 2009 end angivet i teksten. Andelene for 2009 er fra AE 2009 (‘Fordeling og levevilkår’), p.16, der også rangordner efter formuestørrelse. Hverken for 1982 eller 2009 er pensionsformuen med.
St.Å. 1995: Tabel 240, om finansiel formueindkomst i 1987. St.B. FU6 om nettoopsparingen.
Opgørelsen af fordelingen af den skattepligtige formue er fra Bonke, 1997: 247.
Om udviklingen 1996-2003, se AE 2006, Fordeling og levevilkår, s. 31.
Om friværdiens vægt i 2008, se AE 2008, Fordeling og levevilkår, s.13.
Det skal nævnes, at DØR i rapporten fra efteråret 2016 når frem til at formueuligheden (ekskl. pension) mindskedes mellem 1990 og 2007, for derefter at stige, således at graden af ulighed var stort set den samme i begyndelsen og slutningen af perioden. Dette er i modstrid med vurderingen ovenfor, og specielt med AE’s analyse af tidsrummet 1996-2003, hvor DØR finder at uligheden er reduceret. Se DØR, 2016: 258, Tabel V.18.
xvii SFI, 2008: 65ff, SFI, 2014: 39ff og 58, og Hadberg/Voss, 2008, der trækker på tal fra Skatteministeriet.
xviii Igen er denne vurdering i strid med DØR’s rapport, hvor det hedder at inkludering af pensionen i nettoformuen ‘formentlig’ ville “trække i retning af at reducere formueuligheden fra 1990 til 2014, da væksten i pensionsformuerne har øget formuerne relativt mest i bunden og i midten af formuefordelingen” (DØR, 2016: 257).