Klassekamp og folkefront – om formandsvalgene i SD og SF

Helles parole er ‘Hjertet til venstre, og politikken på midten’, dvs. fortsat brandtaler om fællesskab, – som så skal glemmes når der skal laves politik.
Pia er åben for udlicitering. Det betyder mindre magt til byrådet, mere til privatkapitalen, så når man støtter udlicitering, hvis der kan spares 25 øre, sælger man demokratiet for 25 øre; det kaldes at være fordomsfri og økonomisk rationel, men det er inkonsekvent, hvis man er tilhænger af demokrati. Det er denne inkonsekvens, der har slidt SF og S ned. Vi véd ikke, hvad de står for, og hvor de vil hen, fordi vi ikke længere tror på idéerne som praktiske rettesnore for disse partier.

Selv om Anders Fogh måske/måske ikke er rykket mod midten – tvivlen er pointen – er der langt bedre overensstemmelse mellem principper og praksis hos Venstre. I principprogrammet hedder der at “folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt”, og denne idé om minimaldemokrati virkeliggøres jo fint i strukturreformen og markedsgørelsen af den offentlige sektor.
Bliver det Frank, får vi klassekamp, hvilket er uden fremtid, fordi den danske arbejderklasse er svindende. Det skyldes af-industrialiseringen og det skyldes at folks økonomiske profil bliver stadig mere flertydig. Færre og færre henter deres indkomst alene fra en privat arbejdsgiver; mange lønarbejdere får løn og/eller tilskud fra det offentlige og flere og flere har også kapitalindtægter. Det er i Kina og Indien, at vi i de kommende år vil se klassekamp, ikke i Danmark.
På vore breddegrader forklarer arbejderklassens skrumpning og implosion at kapitalen ikke længere har en effektiv modmagt; det er derfor nyliberalismen har kunnet vinde frem. Men demokratiet var den stafet, som arbejderklassen gav videre til os. Demokrati betyder lige indflydelse på de fælles anliggender, hvilket alle større økonomiske beslutninger er. Demokratiet er den modmagt vi i vore dage må sætte vor lid til i Danmark og EU.
Klassekampsretorikken er en taberstrategi. Den skjuler de virkelige, men mere komplicerede interessemodsætninger.

I dag er der ikke et synligt alternativ til højrefløjen, kun tilpasning til nyliberalismen eller defensive bagtropsfægtninger.
Hvorfor får vi ikke nogle forslag, der legemliggør ideerne om fællesskab, lighed og demokrati? Afkommercialisering af DR, så vi slipper for reklamer og livsstil, og i stedet får et forum for vore fællesanliggender. Demokratisering (nationalisering) af Novo Nordisk, så medicinpriserne kan halveres, og det bliver Folketinget og ikke nogle tilfældige aktionærer og direktører, der bestemmer på sundhedsområdet. Opsplitning af Danske Bank og A.P.Møller i hver 10 selvstændige virksomheder, så vi kan få mindre kapitalmagt og mere konkurrence (burde kunne støttes af principfaste liberale markedstilhængere).
Alt det er selvfølgelig i modstrid med reglerne i EU og WTO. Derfor skal disse organisationer, og mere generelt den økonomiske verdensorden, laves om.
Alle véd, at vore dages store udfordring er den såkaldte globalisering, og her er det klart at der er brug for mere uddannelse og forskning, men er forskellen mellem højre og venstre kun et spørgsmål om bevillingernes størrelse? Man kan få det indtryk.
Det gælder om at se politikken og interesserne i udfordringen. GATS-aftalen om international liberalisering af tjenesteydelser (uddannelse, sundhed, vandforsyning) vil snart være over os.
Disse sektorer er fremtidens store forretning, så det er ikke mærkeligt, at de transnationale selskaber presser på for at overtage styringen og økonomien fra byråd og Folketing. Den helt frigjorte kapital kan til hver en tid udkonkurrere demokratiet, hvis der ikke opstilles grænser (der i sagens natur ‘forvrider’ konkurrencen).
Sådanne trusler har vi ikke hørt meget om i formandsdiskussionerne. Vi har hørt om en tåget, naturlovsagtig ‘globaliseringsudfordring’, og en sådan giver det ikke mening at bekæmpe. Den kan man kun tilpasse sig. Denne udfordring skal afsløres som det, den er, nemlig den internationale kapitals indretning af verden efter sine interesser. Først efter en sådan afmystificering bliver et egentligt modspil meningsfuldt, men det skal være på internationalt plan. Hvis socialdemokraterne genopfandt internationalismen og foreslog en folkefront inden for EU, kunne vi begynde at ane muligheden for en anden samfundsudvikling.
Det, der er brug for, er lidt kamphumør og vilje til at lave verden om!