Søren Krarup rejser ved lejlighed en diskussion om menneskerettighederne, sidst i dagbladet Information. Det er et vigtigt emne, ikke mindst fordi udenrigspolitiske interventioner i vore dage ofte begrundes med hensynet til disse rettigheder.

I Krarups diskurs bliver det hele imidlertid så tåget, vist fordi han ser sagen ud fra et bestemt teologisk synspunkt. Men det er noget med, at rettigheder bør vokse op af den danske muld eller dikteres af Gud; hvis de konstrueres af menneskene, bliver de abstrakt ideologi og dermed undertrykkende.

For at skabe lidt klarhed vil jeg i det følgende se på den faktiske diskussion, der historisk har været om menneskerettighederne.

Opfattelsen af disse afhænger naturligt nok af opfattelsen af mennesket. Det er der to meninger om.

Traditionelt er mennesket blevet set som medfødt socialt, en fælle; eller et ’politisk dyr’, som Aristoteles sagde. Det menneske, der stod udenfor eller overfor samfundet, var en asocial ’idiot’ (privatskoler hedder på moderne græsk ’idiotika scholia’, altså ’idiotskoler’) eller hjemfalden til den største ulykke (ostrakisme – udvisning – var værre end døden). Det menneske kunne der ikke være tale om at beskytte, og det græske demokrati kendte da heller ikke til individuelle, kun sociale rettigheder, især retten til at deltage i styringen af bystaten, herunder at kunne stemme og ytre sig frit om politiske anliggender.

Den amerikanske og franske revolution vendte op og ned på det. Kernen i menneskerettighederne bliver nu beskyttelsen af det nye liberalistiske menneske – individet – overfor samfundet. Det gælder om – med Henrik Dahls formulering – at kunne blive fri for de andre, snarere end at være fri sammen med de andre; liberalismens negative frihedsbegreb afløser antikkens positive begreb.

Denne udvikling var helt forståelig, for siden antikkens demokrati havde ’de andre’ – fællesskabet, samfundet – selvstændiggjort sig til en enevældig stat (Frankrig) eller en tyrannisk kolonimagt (England, der undertrykte amerikanerne). I dén historiske sammenhæng var liberalismen frigørende. Det sociale menneske var blevet splittet i et asocialt individ og en menneskefjendsk stat, og på den splittelse baseredes den borgerligt-liberale ideologi, vel at mærke på den måde at individet blev set som det naturlige menneske og som den højeste værdi. Idioten var blevet ideal.

I den franske revolution var der ansatser til demokrati, forstået som lige og almen politisk indflydelse, men det var kun ansatser, og det var først mod slutningen af 1800-tallet at demokratiet begyndte at vinde frem i Europa.

Men når staten bliver folkets stat, giver det da mening, at folket skal beskyttes mod den? Bliver opgaven ikke snarere at beskytte demokratiet mod de individuelle og private interesser – det er kapitalismen vi taler om – der sætter grænser for eller endda udhuler folkestyret?

Det blev arbejderbevægelsens og socialismens standpunkt; ringen var sluttet og vi var tilbage ved det sociale menneske som det egentlige og værdifulde menneske. Dermed blev menneskerettigheder sociale rettigheder, nemlig dels de demokratiske rettigheder (stemme- og ytringsfrihed), dels retten til arbejde, uddannelse, og en rimelig levestandard.

På det deklaratoriske plan var der her enighed mellem socialdemokrater og kommunister. Sovjetunionen fik disse ting indføjet i FN’s ’Verdenserklæring om Menneskerettigheder’ fra 1948 (men afholdt sig alligevel fra at stemme for), mens de danske socialdemokrater fik retten til arbejde med i Grundloven fra 1953 (§75). Da sociale rettigheder kun kan virkeliggøres ved at sætte grænser for den kapitalistiske ejendomsret, kan den private ejendomsret – fra denne vinkel – ikke være en menneskeret, snarere tværtimod.

Nu er der ingen af os, der er 100% demokrater.

Der må være grænser for, hvad selv et nok så demokratisk fællesskab kan foretage sig overfor den enkelte. Der må være grænser for demokratiet, således at der sikres et rum af personlig autonomi. Det er den værdifulde kerne i liberalismen.

Mere kontroversielt er det, når det ses som et ideal, at demokratiets domæne reduceres til et minimum: ”De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt”, som det hedder i Venstres principprogram.

I takt med at nyliberalismen har vundet frem, er de sociale menneskerettigheder trængt tilbage. Demokratiet udhules af ’frit valg’ og af kapitalens befrielse fra al regulering, mens reformeringen af velfærdsstaten, oversat til dansk, betyder at færre velfærdsgoder skal være rettigheder, mens flere skal købes på markedet af de, der har råd.

Det betyder dog ikke en ubetinget renæssance for de liberale menneskerettigheder. Nok krænker demokratiet ikke længere kapitalens ejendomsret, men ellers går det faktisk ikke godt. Krigen mod terror begrænser den personlige frihed, tortur kan igen diskuteres, og herhjemme skærpes kontrollen med de mere eller mindre udstødte.

Så Søren Krarup behøver slet ikke at være så bekymret. Menneskerettighederne har det skidt.

Bragt i Kontradoxa, www.modkraft..dk,  2. maj 2005.