Torsdag den 30. januar fulgte jeg de politiske eksperters kommentarer på DR2.
Den gennemgående mening var, at SF ikke havde formået at løfte ansvarets byrde (idet ‘ansvarlighed’ uudtalt blev identificeret med regeringens politik). Deraf problemerne i SF og nu partiets udtræden af regeringen. Og alle er tilsyneladende enige om, at EL er ‘uansvarligt’, fordi partiet ikke underskriver den nyliberale politik.
Men et tiårs barn med bind for øjnene vil ikke have svært ved at erkende realiteterne:
- Under Søvndal solgte SF alle sine principper for at få magt, men partiet endte principløst og magtesløst.
- Værre endnu: Så kom Anette Vilhelmsen til, fordi medlemmerne ville have en anden linie. Men efter nogle kvæk om at ‘udfordre’ regeringsgrundlaget (hun kunne faktisk have nøjedes med at kræve regeringsgrundlaget efterlevet, fx betalingsring og billigere offentlig transport) forblev alt ved det gamle. Eller rettere: Partiets situation forværredes, fordi Vilhelmsen så åbenbart ikke fungerer som politisk leder, så modsat situationen under Søvndal og Thor Møger sejlede alting. Det er ufatteligt, at Holger K. og de andre, der støttede Vilhelmsen, ikke kunne se det og derfor valgte en anden udfordrer. Samme politik, trods medlemmernes klare ønske om et kursskifte, og ingen ledelse, måtte give desillusion og opløsning.
- SF’s problem var ikke så meget, at man ikke kom igennem med mange af mærkesagerne, men at man stemte for hele paletten af nyliberale tiltag: Lettelse af selskabsskatten, forringelse af overførselsindkomsterne, en antikeynesiansk økonomisk politik med vægt på at øge arbejdsudbuddet, og endelig fyring af offentligt ansatte, især ved at lægge kommunernes budget i lænker (et krav om balancerede budgetter kan til nød forsvares, men forbud mod skattestigninger for at finansiere bedre velfærd er nyliberalisme af reneste karat – og aldrig begrundet, for her fungerer ansvarlighedsargumentet ikke). Det, der reelt trak eksistensgrundlaget væk under SF, var formentlig SF’s støtte til KL’s og regeringens opgør med lærerne, som var SF’s kernetropper.
- SF’s dødskurs kunne kun have været forhindret, hvis den nye formand var blevet valgt på at trække partiet ud af regeringen.
Så er der et par detaljer, der viser at alt sejler og at der ingen konsekvens er i partiets politik.
Hvorfor trækker Vilhelmsen partiet ud af regeringen (kan hun gøre det suverænt?), efter at de kritiske SFere havde erklæret at ville følge landsledelsesflertallets pålæg om at stemme for salget til Goldman Sachs. Hvad er logikken? Med rette undrede Özlem Cekic sig. Vilhelmsen havde jo vundet og fået kritikerne til at makke ret.
Men når man så beslutter at trække sig fra regeringen, hvad er så logikken i at stemme for DONG handlen? Man står jo frit og kan følge sin overbevisning, når man ikke længere er bundet af de andre regeringspartier. Ligesom når man opsiger et forlig.
Hvis den linie fortsætter, ender SF i den værste af alle verdener: Udenfor regeringen og derfor uden den angivelige indflydelse i denne, samtidig med at partiet fortsat kompromitteres ved at stemme for en politik, som mange MFer og (formodentlig) det store flertal af medlemmer er imod.
Men måske var dette panik før lukketid.
Det diskuteres nu, hvilken politik SF bør/vil føre. Fortsætte den gamle, ‘ansvarlige’ politik, eller vende tilbage til en venstreorienteret politik?
Men det er ikke et seriøst valg, for resultatet af den førstnævnte strategi er mere end velkendt: Dødskursen vil fortsætte, og mange politikere vil skalle af til Socialdemokraterne, mens mange medlemmer – og vælgere – vil foretrække Enhedslisten.
Den triste kendsgerning er, at der i Folketinget er et massivt flertal for en nyliberal politik. Derfor betyder en ‘resultatorienteret’ politik, som Vigsø Bagge og Pia Dyhr stadig advokerer, en højreorienteret politik. Regeringens frygt for valg kan på få og små områder bremse den herskende politik. Det er enkelte gange lykkedes Enhedslisten, men det er det.
De europæiske socialdemokrater følger nu éntydigt og aktivt den herskende nyliberale politik. Da Hollande blev valgt i Frankrig for 1 ½ år siden håbede mange på et modspil til Merkel, men han har rettet ind, sidst med en udtalelse hvor han støtter en udbudsorienteret politik.
I Italien blev det gamle eurokommunistiske parti først til ‘Venstre-demokraterne,’ og nu blot ‘Demokratisk parti’. Under Letta – aktuel statsminister i landet – prøver partiet at følge standardpolitikken i EU.
Socialdemokratismen er død og borte i Europa. Ikke grundet kollektivt forræderi, men fordi kapitalen er blevet så stærk, at den nu éntydigt sætter dagsordenen, dvs. definerer hvad der er ansvarlig og nødvendig politik.
Aktuelt betyder det stigende ulighed, stigende arbejdsløshed, lavere overførselsindkomster og stagnerende realløn – samtidig med at aktiekurserne og andre finansielle værdier stryger i vejret.
Der er ikke længere nogen krise for den finansielle sektor og dem, der henter deres udkomme her, mens krisen fortsætter for almindelige mennesker.
Dette er selve definitionen på en boble: At de finansielle værdier svulmer op, samtidig med at realøkonomien står i stampe. Men bobler brister, og hvad sker der så med den nyliberale konsensus?
Måske får vi endnu en chance for at sætte finanskapitalen fra magten, men det bliver nok uden de eksisterende ‘socialdemokratier’.
Den danske socialdemokrati har rettet ind, og det gjorde SF også indtil i går.
Hvis SF vil overleve, må det blive et venstreorienteret parti, hvor der atter bliver sammenhæng mellem politiske holdninger og politisk praksis.
Kommentar på Modkraft.dk, d. 31. jan. 2014.