Hermed nogle få, skeptiske kommentarer til Wallerstein’s artikel om kapitalismens strukturelle krise (http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=896).
1) Jeg er skeptisk overfor at indramme analysen i cycle-teorier, økonomiske eller politiske. Det lugter af den historiske determinisme, som Wallerstein selv i slutningen af sit essay tager afstand fra.
Jeg mener: Ved at hugge en hæl og skære en tå kan man måske finde faser med en vis regelmæssighed i længde, men hvad så? Hvorfor skal dette gentages? I 1880erne fik vi et jernbaneboom, i 20erne et bilboom, men sådanne innovationer kommer vel ikke med forudsigelig regelmæssighed. I 1800-tallet havde man i nogle årtier kriser ca. hvert tiende år, og denne regelmæssighed kunne forklares med at maskineri etc – den faste kapital – typisk holdt i ti år, så hvis der var stor fornyelse ét år, kunne man vente et boom ti år senere. Men det var dengang.
2) Der er flere uholdbare elementer i Wallersteins analyser.
Han mener at virksomhederne er kommet under pres grundet stigende omkostninger. Det er ubetvivleligt at der var en profitklemme i 70erne grundet store lønstigninger. Men derefter har reallønnen ‘været i ro’, for at sige det mildt. I USA er den knap nok steget i 30 år. Ligeledes er omkostningerne til transport (containere) og kommunikation (internet, mails etc.) faldet drastisk, og hvordan det kan blive til at disse omkostninger ‘have gone up as they have become more efficient and faster’ fatter jeg ikke. Endelig er netop virksomhedernes skattebyrde faldet overalt, direkte i form af faldende selskabsskat, indirekte i form af faldende marginalbeskatning. Plus at alt tyder på at de – med kapitalens frie bevægelighed til ikke mindst skattely – er blevet i stand til at leve op til Glistrups morale om at betale i skat, hvad man selv synes; tænk på danske virksomheder, ikke mindst de multinationale.
3) Virksomhederne har givetvis et problem, men det er ikke på omkostningssiden. Det er på efterspørgselssiden, netop fordi reallønnen er steget så lidt. De kan ikke sælge skidtet, hvilket er en del af forklaringen på forskydningen fra produktiv til finansiel kapital (i Danmark overskred finanssektorens balance vort BNP med 40% frem til 70erne, nu er de 7 gange så store, jf. http://anderslundkvist.net/2010/11/dansk-selskabskapitalisme-status-og-lidt-historie/).
Her har Wallerstein givetvis ret i at kapitalismen har holdt dampen oppe ved at generere et gældsbaseret forbrug, jf. de forskellige ejendoms- og aktiebobler. Når boblerne brister går det umiddelbart ud over finanskapitalen, mens husejere og almindelige pensionsopsparere rammes i anden omgang. Derfor frikøber staten finanskapitalen, hvilket blot forskyder problemet til at være et offentligt gældsproblem, som vi pt ser i Europa. Dette problem søges så klaret med en drastisk nedskæring af de offentlige udgifter, altså en afvikling af velfærdsstaten som vi kender den.
Men her er der igen noget mystisk, for hvordan kan Wallerstein dog præsentere den nuværende krisepolitik som ‘protectionism and printing of money’ (s.5)? Protektionisme kommer måske (i form af konkurrerende devalueringer, snarere end told som i 30erne), men inflationspolitik? I Europa er ECB stadig hysterisk angst for inflation, og generelt fører de europæiske lande lande netop ikke en ekspansiv (inflationsskabende) politik, men præcis det modsatte.
4) Wallerstein har selvfølgelig ret i at kommunister, socialdemokrater og nationale befrielsesbevægelser kom i krise fra ca. 1980.
Det er der mange årsager til, men holder vi os til de to førstnævnte og til de kapitalistiske lande, er den dybe grund for mig at se simpel, nemlig at arbejderklassen siden da er imploderet. Kapitalen slap for sin modmagt, hvilket var hvad der muliggjorde dens store befrielsesbevægelse – også kaldet nyliberalismen – siden da. Den forklaring er helt fraværende hos Wallerstein, skønt en sådan klassebaseret forklaring burde ligge lige for for en marxist (hvis han er marxist? han taler om ‘merværdi’ et sted, men i begyndelsen af essayet er der på god neoklassisk vis ingen profit – derfor heller ingen merværdi – under konkurrencekapitalisme, dvs. profit er lig med monopolprofit).
Alt i alt synes jeg ikke at Wallerstein bringer os videre i en forståelse af krisen og den aktuelle kapitalisme.