Den historiske materialisme er marxismens historieteori.
Som bekendt inddeler den historien i et antal produktionsmåder, der følger efter hinanden: Slavesamfund, feudalisme, kapitalisme, socialisme og kommunisme.
Den faktiske historie har afveget fra dette skema.
Det startede med den Russiske Revolution i 1917. Denne var i strid med ortodox marxisme, der lærte at socialismen først ville komme i de mest udviklede lande (dengang Tyskland og England), for det var her kapitalismens indre modsætninger var mest udviklede, og her at der var en stor arbejderklasse.
Derfor mente de mere ortodoxe menshevikker at man skulle samarbejde med borgerlige kræfter for at eliminere resterne af feudalismen og berede vejen for en kapitalistisk udvikling; først senere, når der på denne måde var skabt en industri og en arbejderklasse, kunne socialismen komme på tale.
Og derfor mente bolsjevikkerne i de første år, at socialismen i Rusland ville gå til grunde, med mindre der kom en socialistisk revolution i Vesteuropa. Det kom der ikke, men snarere end at erklære Oktoberrevolutionen for en fejltagelse, satsede man nu på ‘socialisme i ét land’.
Generelt holdt Marx fast i, at fattige lande skulle gennemløbe en kapitalistisk udvikling, før socialismen kunne blive aktuel. Derfor bød han den britiske imperialisme velkommen i Indien; grusom og undertrykkende, men den nødvendige forudsætning for socialismen. På sine gamle dage skrev han dog i et brev til den russiske revolutionære, Vera Zasulich, at de russiske landsbyfællesskaber (‘mir’) kunne tjene som basis for det socialistiske fællesskab, således at man kunne springe det kapitalistiske stadium over.
Denne mulighed tog de kinesiske kommunister til sig, da de efter 1949 begyndte at opbygge folkekommuner. Generelt satsede de sovjetiske kommunister efter 2. Verdenskrig på arbejderklassen i de kapitalistiske lande, altså den klassiske strategi, men i den 3.Verden skulle brede nationale befrielsesbevægelser virkeliggøre socialismen ved at besejre den vestlige kolonialisme og imperialisme; det betød, at nationalisme – anatema i klassisk marxisme – nu fik en fremtrædende rolle i kampen for socialisme. Den klassiske historiske materialisme med dens 5 successive produktionsmåder reserveredes til de vestlige, kapitalistiske lande.
Denne nationalistiske og anti-imperialistiske strategi må siges at have været en succes i mange år efter 1945, især i Asien (Indokina) og Afrika. Under den Kolde Krig kom kommunismen snart i defensiven i de kapitalistiske lande, men i den 3.Verden var det snarere kapitalismen – og især dens højeste stadium (iflg. Lenin), nemlig imperialismen – der havde problemer. Det bevidnes af det amerikanske nederlag i Vietnam og de mange socialistiske, endog marxistiske, regeringer i Afrika.
Meget af dette er velkendt stof, men det, der inspirerede mig til at tage den historiske materialisme op til fornyet overvejelse, var læsningen af Branko Milanovic’s ‘Capitalism, Alone. The Future of the System That Rules the World’ (Belknap Press, 2019). Milovic er mest kendt for sit arbejde med global ulighed (især ‘Worlds Apart’), men i denne bog fokuserer han på kapitalismen, dens historie og fremtidige skæbne.
Han beskæftiger sig med det, vi alle véd, skønt vi nødig vil vide det, nemlig at socialismen har fejlet både i de rige og fattige lande.
Efter 1945 modereredes kapitalismen i Vesteuropa og USA i første omgang med forskellige versioner af en socialdemokratisk velfærdsstat, før den (efter 1980) havnede i den modsatte grøft, nemlig den rå og rene kapitalisme, også kaldet nyliberalisme.
I de tidligere kommunistiske lande brød systemet som bekendt sammen i 1989-91; den tidligere socialistiske produktionsmåde, med statsligt eje af produktionsmidlerne, blev på få år erstattet af kapitalisme i den nyliberale version. Her havde socialismens historiske funktion været at rydde vejen for kapitalismen ved at modernisere og industrialisere økonomien. Den historiske materialismes rækkefølge (først kapitalisme, så socialisme) er vendt på hovedet (først socialisme, så kapitalisme).
Præcis det samme har iflg. Milanovic været tilfældet i den 3. Verden. De nationale befrielsesbevægelser befriede landene fra imperialismen, dvs. afhængigheden af de rige lande, og gav dermed i en periode et frirum for økonomisk udvikling; instrumentet var socialismen i sin autoritære form, altså kommunismen, men slutresultatet – kan vi nu se, især i Kina – var kapitalisme i sin autoritære form.
For en socialist er Milanovic’s bog ikke opmuntrende læsning.
Men for et komme ud på den anden side, til et nyt håb, er det nødvendigt at erkende at socialismen for nuværende har tabt, mens kapitalismen, endda i såvel sin nyliberale som autoritære form, overalt har vundet.
Er der så en ‘anden side’, hvor den demokratiske socialisme kan blomstre?
Den historiske udvikling viser at den historiske materialisme tog fejl, når den erklærede kommunismen (fælles ejendomsret til produktionsmidlerne) for historiens endemål. Hvad vi kan lære af den historiske materialisme er snarere, at alle produktionsmåder er ustabile og derfor udvikler sig:
”We know that capitalism will evolve, too. Whether it will change in a dramatic way, such that either privately owned capital will cease to be dominant, or that wage labour will lose its importance, we do not know.
It could be that thanks to the new type of technological progress, small-scale production organized by self-employed individuals, or small groups of people working with their own capital and borrowing at preferential rates from state-owned banks, will become the standard ways to organize production. Or there could be other combinations that would marginalize capitalism as Marx and Max Weber defined it.”
Men jeg kan forestille mig mange andre bud på den fremtidige udvikling.
PS. Milanovic bruger til tider en lidt forvirrende terminologi, fx kalder han autoritær kapitalisme a la den kinesiske for ‘politisk kapitalisme’, men er alle kapitalisme-former ikke politiske?
Offentliggjort i Solidaritet.dk 23. maj 2022.