I USA er mange sure. Godt sure.
Jon Stewart afklædte en business journalist for åben skærm. Journalisten havde ikke blot ført folk bag lyset med overoptimistisk dækning af finanskrisen, han var også – viste det sig – pot og pande med de spekulanter, der har fattiggjort mange almindelige amerikanere. Som Stewart sagde: Der er det åbne lokale, hvor fx hans egen mor havde investeret for at sikre sin alderdom, og så baglokalet, hvor slipsedrengene fikser sagerne til egen fordel. Showet gav genlyd og blev en stor historie, fordi det viste det, som mange anede, nemlig at de er blevet snydt og bedraget.
Den anden historie fra den anden side af Atlanten er forsikringsgiganten AIG’s udbetaling af $130 millioner i bonus til de selv samme mennesker, der har inkasseret milliarder af offentlige penge, efter at have kørt selskabet ned. $130 millioner er småpenge, men sagen er blevet symbolsk for finanskapitalens arrogance.
Middelklassen gjorde oprør og sagde at nok er nok, og Obama blev presset til at gøre noget.
I Danmark har der selvfølgelig været vrede over Roskilde Bank, men de store aktører har stort set undgået ballade. Der er blevet trukket lidt på smilebåndet over Danske Banks engagement med Stein Bagger, men det er det, især er ATP og de andre pensionskasser sluppet af sted med at spille en pæn del af vores pensionsmidler bort.
Godt hjulpet på vej af de dominerende økonomer og politikere er der lykkedes at sælge Tsunami teorien: Den danske krise skyldes en flodbølge, der er skyllet ind over en ellers sund dansk finansiel sektor. At Danske Bank, ATP m.fl. selv var med til at starte flodbølgen ved fx at spekulere i risikable udenlandske papirer hører vi ikke meget om (i 2004 var der balance mellem bankernes indlån og udlån, men i 2008 havde festen resulteret i et udlånsoverskud på 600 milliarder kroner, jf. Stig Ørskov – en enlig svale – i Politiken 29/1 2009). Ej heller nævnes det, at alt dette var muliggjort af Schlüter’s liberalisering af grænseoverskridende kapitalbevægelser tilbage i slutningen af 80erne. Og vi hører slet ikke noget om, at regeringen med sine afdragsfri lån, skattestoppets låg over ejendomsbeskatningen etc. var med til at puste en boligboble op, der fint kan konkurrere med de udenlandske. Derfor står vort boligmarked til at falde noget mere end gennemsnittet i Vesten.
Dette er en væsentlig grund til at krisen ikke har resulteret i et politisk jordskred af den type, som synes på vej i USA. Den anden grund er, at mens amerikanerne i høj grad grad kan mærke krisen, hvor mange må opgive deres bolig og/eller bliver fyret (arbejdsløsheden stiger brat), har danskerne endnu til gode at opleve krisens konsekvenser. For langt de fleste danskere er dagligdagen den samme som for et år siden.
Når krisen slår igennem må det ændre det politiske landskab. Den store, saglige og afdramatiserende midte i dansk politik vil få problemer, når det bliver klart for enhver, at økonomi ikke er saglighed, men politik. Dagsordenen vil blive dybere og bredere, og ting, der ikke kan tænkes i dag, vil blive tænkelige. Som 30erne viste er dette ikke ensbetydende med en venstredrejning. Illusionerne om ‘markedsøkonomien’ – der er et skalkeskjul for en selskabs- og fondskapitalisme med en meget høj grad af koncentration af den økonomiske magt – vil falde bort, og mere politisk styring vise sig som en nødvendighed. Men skal statsmagten træde til og mere åbent subsidiere kapitalen – det har været tendensen indtil nu – eller vil der være grobund for at slå ind på en vej, hvor kapitalistisk styring gradvis erstattes af demokratisk styring af økonomien?
Hvordan har centrum-venstre reageret i Europa?
Billedet er meget broget. I Italien er der pt kaos på venstrefløjen, men det kan simpelthen ikke vare ved. I Frankrig er socialisterne paralyseret, hvilket har givet oppositionen til venstre herfor (‘det røde postbud’) et gevaldigt opsving. I Tyskland syder oprøret, mens Gordon Brown ikke kan finde ud af, hvilket ben han skal stå på, men mon ikke han følger Obama i en moderat drejning mod venstre?
Alt i alt kan man ane en generel tendens mod venstre. Faktisk kunne EU lederne blive enige om at foreslå indgreb overfor spekulationsfonde (hedgefonde) og skattely.
Hvordan har oppositionen i Danmark positioneret sig?
Socialdemokratiet har bevæget sig mod venstre, sidst med et forslag om topskat. Samtidig bevæger SF sig dagligt mod højre. Det kan diskuteres ud fra principielle overvejelser, men timingen må siges at være forbløffende. Hvorfor droppe kapitalisme-kritikken på netop det tidspunkt, hvor kapitalismen afslører sin uformåenhed og irrationalitet? I en original forståelse af ‘basisdemokrati’, placerer de fleste partier sig i dag efter, hvor vælgerne er. Det har hidtil givet SF stor succes. Men et pragmatisk parti må også tænke langsigtet, dvs. tænke på, hvor vælgerne er om ét år.
Dette sidste – langsigtet planlægning – bringer os tilbage til USA.
I sin bog ‘The Conscience of a Liberal’ gør Krugman opmærksom på en afgørende forskel mellem venstre (‘liberals’) og højre (‘conservatives’). Højre har selvfølgelig siden stenalderen haft fordelen af at have pengene, og den forskel skal man ikke kimse af, jf. forskellen mellem CEPOS og CEVEA. Men hertil kommer at de konservative i USA har udvist en faktisk imponerende principfasthed, udholdenhed og evne for langsigtet planlægning; hvortil kommer en brutalitet i metoderne, som venstresiden slet ikke har kunnet matche, og som får selv Claus Hjort til at fremstå som en hyggeonkel. Intet nederlag er endegyldigt, det er blot et taktisk tilbageslag. Venstresiden fik sit store gennembrud med New Deal, der blev gennemført med betydelig konsekvens, men den har siden Reagan’s valgsejr i 1980 svajet langt mere. Hvis noget ikke lykkedes, blev det droppet, og man tilpassede sig højresidens sejrende dagsorden. Højresiden ruller venstresidens sejre tilbage, mens venstrefløjen blot modererer højresidens reformer. Deraf det almene skred mod højre siden 1980, trods Clinton-perioden i 90erne.
Det minder om noget fra dansk politik.
Oppositionen kæmper imod skattestop med arme og ben, men da kampen ikke giver umiddelbar gevinst, accepteres politikken mere eller mindre. Oppositionen kæmper forfærdet imod en inhuman udlændingepolitik, men da det ikke giver stemmer, tilslutter man sig, med et par marginale forbehold, og overtager højrefløjens ord for denne politik: ‘Stram udlændingepolitik’.
Faren ved den taktik er, at det ikke er en strategi. Regeringen kan selvfølgelig gøre sig så umulig, at centrum-venstre vinder næste valg. Man kan få magten i bytte for principperne.
Men hvad så?
Note
1I forbindelse med forbrødringen mellem SD og SF om udlændingepolitikken talte Helle Thorning i TV positivt om en sådan ‘stram udlændingepolitik’ – det herskende sproglige alternativ er som bekendt ikke en ‘fleksibel udlændingepolitik’, men ‘at alt sejler’ – mens Søvndal sad ved siden af og ikke protesterede. Som bekendt bad Søvndal også antidemokratiske muslimer om ‘at rejse ad helvede til’. Hvad er der, helt præcist, galt ved det, i betragtning af at alle hurtigt kan blive enige om at bekæmpe anti-demokratiske og reaktionære holdninger? Der er det gale i det, at da SF ellers ikke skelner mellem folk efter deres race eller religion, så burde danske nazister også ryge ud af landet. Men det forlød der ikke noget om. Ved at spille udvisningskortet tabte Søvndal hele den progressive dagsorden på gulvet, og fik SF placeret i selskab med Dansk Folkeparti-holdninger om at folk skal behandles forskelligt, alt eftersom de er ‘gode danske’ eller ej. Og han fik derved lagt gift for integrationen af det store flertal af demokratisk sindede muslimer, fordi de nu fik fortalt at udskud blandt dem skal behandles anderledes end udskud blandt ‘almindelige danskere’, at de altså er andenrangsborgere. Dette var budskabet, budskabet blev forstået, og det bragte SF 3-4 % nærmere til magten.