Konkurrence eller samarbejde

Benneke lægger ud med det teoretiske, nemlig Ricardos teori om de komparative fordele, som viser, at også det fattige og uproduktive land har fordel af fri varehandel. Denne teori er rigtig, men Benneke overser, at den er irrelevant i vore dage, fordi den forudsætter, at kapitalen – som på Ricardos tid – holder sig hjemme. Det gør den ikke i dag, og dermed bliver der ingen grænser for konkurrencen mellem den produktive og uproduktive, hvilket betyder at den uproduktive (fattige) udkonkurreres og taber, med mindre løn og andre omkostninger (f.eks til miljø) holdes nede. Den store idé i konkurrence er faktisk at luge de ineffektive ud, til formodet gavn for alle. I det lange løb. I øvrigt: Du er som jeg medlem af SF, og som socialister må vi vel af princip afsky konkurrence og foretrække dens modsætning, nemlig samarbejde? Er vort ideal ikke at lade samarbejdsevnen afløse konkurrenceevnen?

Lad os dernæst se på den faktiske økonomiske udvikling de sidste 20-30 år. Det er vanskeligt at benægte, at der er sket en voldsom stigning i ulighederne i verden. Benneke kommenterer ikke denne tendens mod stigende uretfærdighed i verden. Og måske kan den da også forsvares, hvis globaliseringen giver en så stor forøgelse af den samlede ’kage’ at også de fattiges levestandard forøges, trods deres relative fattiggørelse. (Eller kan den? Er der ikke nogen miljøproblemer ved grænseløs økonomisk vækst? Som tilsiger omfordeling, snarere end vækst?).

Benneke’s pointe er nu at netop de lande, der har åbnet sig for globaliseringen, har klaret sig bedre end de mere ’isolerede’ lande. Det er muligt, at dette er rigtigt. Og hvad beviser det? De modige lande, der modstår presset for at liberalisere og privatisere, vil ifølge sagens natur blive isoleret og diskrimineret; de vil ikke komme til at nyde gavn af vor rigdom – for ikke at sige overflod – eftersom denne rigdom har form af kapital; og kapital kan ikke lide grænser og regulering. De lande, der har bøjet sig for den neoliberale dagsorden, tiltrækker derimod kapital og kan øge BNP; hvem der nyder godt heraf er en anden sag, f.eks. viser Mexico’s eksempel at højere BNP fint kan kombineres med en fattiggørelse af den almindelige befolkning; og vi skal også have med at landene dermed udsætter sig for risikoen for en ødelæggende krise, hvis kapitalen kommer på andre tanker.

Hvis lande, der fører en neoliberal politik, klarer sig bedre end andre, beviser det én ting, nemlig at de, der bøjer sig for den herskende politisk-økonomiske magt, klarer sig bedre. Det beviser ikke at globalisering er godt, lige så lidt som nazismens fortræffelighed bevises af, at lande, der – som Danmark – tilpassede sig denne magt, klarede sig igennem krigen med færre skrammer end mere vrangvillige. Normalt er der en politisk og økonomisk bonus ved at sælge sin selvstændighed; og i hvert fald er der altid en hård straf for ikke at gøre det.

Lad os antage, at hvad der er bedst for den internationale kapital er bedst for menneskeheden. Lad os antage, at neoliberalismen økonomisk set har ret. Lad os altså antage, at du har ret i alle dine økonomiske argumenter, således at globalisering faktisk skaffer den bedste af alle verdener, målt i penge.

Er denne verden værd at købe? Er prisen ikke for høj, når det er nogle tusinde mennesker i nogle tusinde bestyrelser, der virkeliggør og behersker denne verden? Er socialisme forenelig med monopolkapitalisme? Hvad betyder ’socialisme’ for dig, hvis det ikke er noget med at almindelige mennesker skal have en vis indflydelse på deres liv?