I andet afsnit behandles forholdet mellem markedsøkonomi og kapitalisme. Marxistisk og neoklassisk økonomisk teori kritiseres som lidet anvendelige redskaber til at forstå den moderne kapitalisme.
I. Finansiel økonomi og realøkonomi
Nyliberalismens teoretiske fundament
Hvad er egentlig den »officielle« begrundelse for deregulering af kapitalen, dermed for kernen i nyliberalismen? Det er naturligvis en lang snak om markedets fortræffelighed og deraf følgende effektivitetstab ved politisk styring, men især to teser har stået centralt.
1) For det første hævder standardøkonomisk teori – ofte kaldet »neoklassisk økonomisk teori« – at kapitalen automatisk vil søge derhen, hvor der er mest brug for den, vel at mærke hvis den er fri til selv at bestemme. Hvorfor? Fordi i lande med knaphed på kapital vil prisen på dette gode – renten eller profitten – være høj, på samme måde som mangel på tomater giver en høj tomatpris. Derfor vil kapitalen lokkes til de fattige lande, der jo pr. definition er kapitalfattige. Nyliberalismen tager fra de rige og giver til de fattige, om man vil.
Vi har da også set outsourcing til Kina, Vietnam, Mexico osv. i betydeligt omfang; dette er produktive kapitalbevægelser (»direkte udenlandske investeringer«). Men ser vi på den egentlige finansielle kapital, er strømmen gået i modsat retning, nemlig til USA, der har modtaget mere kapital end alle fattige lande tilsammen! Her har teorien altså ikke fungeret.
Den aktuelle krise har betydet, at den private kapital i massivt omfang flygter fra de fattige lande (»emerging economies«). I 2007 modtog de $928 milliarder, i 2008 $466 milliarder, og i 2009 forventes beløbet at falde til $165 milliarder.
Pengene går overvejende til USA, fordi amerikanske statsobligationer menes at være det sikreste i verden (»flight to safety«). Det betyder dels at finansieringen af de amerikanske hjælpepakker lettes, dels at krisen forværres udenfor USA, fordi der her er færre penge til hjælpepakker og til at understøtte de lokale valutaer (oplysninger fra New York Times, 9. marts 2009).
Finansmarkederne synes altså ikke at være specielt socialt sindede.
2) For det andet hævdes det, at finansmarkederne grundlæggende er stabile og for så vidt effektive.
Denne tese er særdeles vigtig for nyliberalismen, for den begrunder jo at disse markeder »kan selv«, dvs. ikke har behov for regulering.
Tesen, der kaldes »Efficient Market Hypothesis« (EMH), forekommer i forskellige varianter, men grundideen er, at priserne på værdipapirer afspejler alle de informationer, herunder om realøkonomien, der er til rådighed på et givet tidspunkt. Priserne på de finansielle markeder er derfor rationelle, i den forstand at de er i overensstemmelse med realøkonomien.
Det betyder, ret beset, at der ikke eksisterer »bobler«, for i denne betegnelse ligger jo at priserne på f.eks. ejendomme eller aktier har løsrevet sig fra »fundamentals«.
Umiddelbart lyder det selvfølgelig utroværdigt, at markedets aktører er så vidende, og det hævdes da heller ikke, at alle er det, men hvis de manges fejlinformation afføder forkerte priser, vil dette blive rettet af de professionelle lånere og udlånere, der faktisk véd alt (hævdes det). De vil f.eks. spotte, at kursen på et bestemt papir er blevet for lav og derfor opkøbe papiret, således at kursen retter sig.
Kursændringer fra i dag til i morgen kan alene skyldes nye begivenheder (nye informationer). Den tidligere historie er ligegyldig, dvs. et kursfald i dag kan ikke skyldes, at kurserne faldt i går og dermed udløste en pessimistisk bølge.
Tesen indebærer som sagt at de finansielle markeder grundlæggende er stabile. I fravær af nye begivenheder vil markederne altid stabiliseres med de rationelle priser. Udsving forstærker ikke sig selv, men dæmpes tværtimod.
EMH ligger til grund for de modeller, som investorer, økonomer og regeringer har benyttet for at beregne risici og for at lave prognoser.
Nu træffer det sig imidlertid sådan, at tesen blev falsificeret empirisk adskillige gange allerede før den nuværende krise, men når den alligevel blev fastholdt, skyldes det givetvis, at den var vigtig som teoretisk grundlag for den finansielle deregulering.
I dag må det være nogenlunde klart selv for økonomer, som nyliberal ideologi har gjort halvblinde, at tesen ikke holder: De prognoser, som EMH har affødt, har konsekvent vist sig at være forkerte, nemlig alt for optimistiske.
Mange økonomer har da også erkendt, at deres modeller ikke kan fange den nye virkelighed. Den bedste tommelfingerregel i denne tid er at ignorere prognoser om arbejdsløsheden om et år etc, den næstbedste at gange et sådant arbejdsløshedstal med to.
Og når eksperter udtaler at »det vender« i begyndelsen af 2010, er det at regne for besværgelser, på linje med de optimistiske udtalelser, som finansministre får deres løn for at fremsætte.
Så længe det gik derudad og deropad, var der ingen grund til at gribe ind, for »bobler« eksisterer jo ikke. Tværtimod formodedes den nye deregulerede kapitalisme at have ført os ind i en ny krisefri økonomi (»New Economy«), fordi markedskræfterne nu endelig var sluppet fri af forvridningerne fra politiske indgreb.
Tilbage under aktieboblen i anden halvdel af 1990erne – den såkaldte dot.com boble, der brast i 2001 – talte Greenspan om »irrational exuberance«, dvs. irrationelt overmod, men det blev sidste gang, man hørte noget sådant fra den kant.
Derefter blev hans udtalte holdning, at man ikke skal gribe ind mod bobler, fordi disse ikke kan identificeres, og fordi det er mere simpelt og effektivt at gribe ind efterfølgende, dvs. når/hvis priserne på aktiver begynder at falde. De voldsomt stigende ejendomspriser i det nuværende årti blev derfor ikke imødegået (i tide) af rentestigninger, og dereguleringen af den finansielle sektor blev accelereret.
I 1929 lod Fed tilsvarende boblen udvikle sig uden at gribe ind. Man prøvede halvhjertet på et tidspunkt om sommeren, men det blev undergravet af et bestyrelsesmedlem i Fed, der havde store personlige, økonomiske interesser i boblen.
Ud over denne personlige grund nævner Galbraith som årsag, at da først boblen var under udvikling, stod Fed overfor et valg mellem pest og kolera: Hvis man greb effektivt ind, f.eks. med en umisforståelig udtalelse om, at der forelå stærk overvurderede aktier, ville det udløse finansiel panik med det samme, og hvis man ikke greb ind, ville kollapsen også komme, men på et ubestemt tidspunkt.
Men i det første tilfælde ville det være let at udpege de skyldige for den økonomiske kollaps, nemlig mændene i toppen af Fed, mens skyldsspørgsmålet i det andet tilfælde altid kunne diskuteres. Se J. K. Galbraith: The Great Crash, der i høj grad er værd at læse i dag (også fordi den er så velskrevet), omend nogle af de økonomiske instrumenter og dermed sammenhænge er lidt forskellige fra i dag, og derfor kan være vanskelige at forstå.
Tilbage til nutiden. Når boblen og drømmene brister, og det går nedad bakke, træder Fed i karakter og sænker renten drastisk (både i 2001 og 2008). Fint nok, men mærkeligt at det ikke gav anledning til selvransagelse:
Er der ikke noget galt med en teori, der formodes at virke på opturen, men ikke på nedturen?
Og mere generelt: Hvad skal markedet overhovedet med Fed og dermed administrativ-politisk styring, når det nu kan selv?
De fleste økonomer er tilhængere af Fed, men det er inkonsekvent. En principfast herre som Milton Friedman ville da også have Fed afskaffet (hvilket ikke nødvendigvis var en helt urealistisk tanke, i betragtning af at Fed først blev etableret i 1913, efter mere end 100 års strid for og imod en centralbank).
Virkelige liberale, med en klippefast tro på markedet (eller en ubrydelig loyalitet overfor kapitalen), har ikke svært ved at identificere offentlig kontrol med pengevæsenet som den helt store anstødssten; f.eks. ville Hayek afskaffe statens monopol på udstedelse af penge, til fordel for private banker, der kan udstede konkurrerende penge.
Faktisk er Hayeks program virkeliggjort et stykke af vejen, for de private banker skaber penge, der er lige så gode som sedler og mønter, når de bevilger en kassekredit. Om man har 100 kroner i hånden eller umiddelbar rådighed over 100 kroner i banken, er stort set det samme.
Tidligere regulerede centralbanken udlånsmængden med udlånsloft etc., men efter dereguleringen er bankerne frie til at skabe penge. I teoretisk sprogbrug er penge ikke længere en exogen, men en endogen variabel.
Finansmarkedernes faktiske ustabilitet
Hypotesen om at finansielle markeder grundlæggende er stabile, fordi realøkonomien korrigerer udsving, blev betvivlet af Keynes.
Han beskæftigede sig stort set ikke med egentlig konjunkturteori, men han argumenterede, at hvis en økonomi er havnet i en depression udløses der ikke kræfter, der automatisk trækker den op. Uanset hvor meget renten sænkes, vil forretningsfolk ikke investere, når fremtiden tegner sort. Mere generelt kritiserer Keynes og keynesianerne den gamle idé, om at penge/finanser blot er en neutral katalysator: Money matters.
I nyere tid er kritikken af EMH især blevet knyttet til den amerikanske økonom Hyman Minsky (1919-96), hvis hovedværk er Stabilizing an Unstable Economy (1986), der under inspiration af krisen netop er blevet genudgivet af McGraw Hill (man skulle efterhånden betale $1.000 for et brugt eksemplar!).
Bogen er lang og uklart opbygget, men man kan finde essensen i Minskys synspunkter på Wikipedia eller i G. Cooper: The Origin of Financial Crises, Harriman House 2008; i det følgende trækker jeg meget på sidstnævnte bog, der er klar, kort og morsom.
Der er to centrale grunde til, at de finansielle markeder er immanent ustabile (»immanent« betyder at ustabiliteten kommer indefra, – alle er enige om, at ydre chok á la 9/11 kan skabe finansiel panik).
For det første: Hvis aktiver købes på gammeldags facon, dvs. med egne midler, vil et fald i efterspørgslen naturligvis lede til en lavere pris, og det vil være det.
Men i vore dage er efterspørgslen ofte lånefinansieret; en »gearing« eller »leverage« på 10 betyder, at man låner 10 gange så meget, som man selv har. Når man låner, skal man normalt stille sikkerhed (»collateral«, pant). På ejendomsmarkedet er det det hus, man køber, og i USA er det åbenbart det generelle system, at sikkerheden er det aktiv, man bruger lånet til at købe.
Hvis efterspørgslen efter et aktiv af en eller grund falder, vil prisen på aktivet naturligvis falde til et lavere niveau, men i dette tilfælde med lånefinansiering er nedturshistorien først lige begyndt.
Udlåneren – f.eks. en bank – opdager nemlig, at sikkerheden for lånet er forringet (aktivet mindre værd), og vil derfor kræve øget sikkerhed. Det er der mange, der ikke kan honorere. De må sælge aktivet (eller banken overtager f.eks. boligen og sælger den) for at tilbagebetale så meget af lånet, som der nu er penge til, og resten må banken så søge at inddrive i byretten eller hvor det nu sker.
Det betyder, at den lavere pris på aktivet, starter en dynamisk proces, hvor udbuddet (salget) af aktivet øges, hvilket giver yderligere prisfald. Dermed bliver der endnu flere, hvis sikkerhed er utilstrækkelig, og så kører den nedadgående spiral. (I Galbraiths bog om krakket i 1929 beskriver han den tilsvarende proces, blot var det dengang ikke boliger, men aktier og andre værdipapirer, der faldt i værdi og dermed – fordi de også var sikkerhed – udløste yderligere fald).
For det andet: Den fundamentale begrebslige fejl i EMH er, at aktiver/kapital betragtes som almindelige varer, således at den generelle økonomiske teori om varemarkeder kan aktiveres. Og den teori siger, kort fortalt, at Adam Smith’s »usynlige hånd« sørger for ro og orden, stabilitet og rationalitet (at denne teori, der i sin moderne udformning hedder »generel ligevægtsteori«, også er kritisabel, af både logiske og empiriske grunde, er en anden sag).
Cooper lægger her vægt på, at hvis efterspørgslen på sofaer falder, vil prisen falde, hvilket vil lokke flere købere til, således at prisen stabilisereres på et lavere niveau, men hvis prisen på kapital, i form af et værdipapir, falder, vil mange tage det som udtryk for at papirets kvalitet er dårligere end antaget, og derfor reducere deres efterspørgsel yderligere, med flere prisfald til følge. Som hvis prisfaldet på sofaer fik kunderne til at betvivle sofaernes kvalitet. Bemærk at dette argument ikke gælder fysiske aktiver såsom boliger, for et prisfald på en bolig forårsager jo ikke revner i muren.
Og endelig et tredje argument for immanent ustabilitet: Finanssektorens opsvulmning har givet større udsving (volatilitet) i f.eks. valutakurserne. Det betyder, at afkastet på langsigtede, produktive investeringer bliver mere usikkert, hvilket tilskynder til at gøre investeringshorisonten stadig kortere. Finanskapitalen styrkes endnu mere på bekostning af den produktive kapital og ustabiliteten øges af denne immanente dynamik.
Læg mærke til at ingen af forklaringer udleder finansiel ustabilitet af aktørernes individuelle irrationalitet (endsige særlige grådighed).
I sin nylige, meget kritiske rapport The Global Economic Crises. Systemic Failures and Multilateral Remedies pointerer UNCTAD således, at bobleøkonomien ikke kunne ses ud fra den enkelte banks regnskab; aktivernes høje værdi syntes rimelig, fordi alle andre vurderede aktiverne højt. Kun en makroanalyse (»systemisk betragtning«) kunne afsløre, at der var noget helt galt.
Er finanskapitalen underordnet den produktive kapital?
Diskussionen om de finansielle markeders stabilitet handler om, hvorvidt den finansielle sektor i sidste instans er tøjlet af realøkonomien, og for så vidt sekundær i forhold til denne.
En sådan tese ligger implicit i EMH, der jo hævder, at aktiekurser etc. afspejler de faktiske forhold, nemlig den tilgængelige viden om disse. Realøkonomien forårsager de finansielle fænomener, på samme måde (Coopers parallel) som klimaet forårsager den temperatur, som barometret viser.
Finansmarkederne legitimeres ved at fremstilles som i sidste instans rationelle.
Keynes, Minsky og Cooper er mere skeptiske. I deres optik har man to-vejskausalitet, idet de finansielle forhold også indvirker på realøkonomien, som hvis barometret kunne påvirke klimaet. Ultimativt indebærer dette synspunkt, at der ikke er en »rigtig« pris på en aktie. Alt flyder.
Alle økonomer skelner mellem den produktive sektor (realøkonomien), hvor den produktive kapital fremstiller varer og service, og så den finansielle sektor, hvor finanskapitalen formidler produktionen, nemlig ved at kanalisere opsparing over i investeringer, der kan give fremtidigt forbrug.
Dette er også opdelingen i statistikken, hvor produktive selskaber blot – noget akavet – kaldes »ikke-finansielle selskaber«. Uden denne opdeling sejler alt, men det er en analytisk sondring, fordi mange selskaber er involveret i begge aktiviteter, fordi der er mange gråzoner, og fordi de to sektorer påvirker hinanden så meget, at de til tider flyder over i hinanden.
Forholdet mellem de to sektorer, og dermed de to kapitalformer, er en lang diskussion (der ustandseligt popper op), men et godt udgangspunkt er, som altid, at anlægge en historisk betragtning.
I 1800-tallet var den finansielle sektor et tyndt lag ovenpå realøkonomien, hvilket skyldtes at kun kapitalejerne havde et overskud, nemlig den profit, som deres virksomhed genererede; investeringerne blev så finansieret af denne profit. Lønarbejderne havde ikke råd til at spare op – de levede fra hånden til munden – så der var ikke basis for et finansielt marked, hvor virksomhederne kunne hente fremmedkapital.
Mere generelt blev penge opfattet som et »slør«, der blot skjulte den »virkelige« økonomi, jf. at vi også i dag trækker inflationen ud af f.eks. nominalløn eller nominelt BNP for at identificere kernen, nemlig realløn og reelt BNP; eller penge blev set som en katalysator, dvs. noget der fremmede den økonomiske proces, men ikke greb ind i den.
Efter omkring 1890 slår selskabsformen igennem, især i USA, og man får nu et aktiemarked, som virksomhederne kan ty til for finansiering, men dette er stadig egenkapital (aktionærerne er jo ejere af virksomheden).
Samtidig bliver bankerne mere betydningsfulde, og f.eks. den østrigske marxist Rudolf Hilferding argumenterede i Finanskapitalen (1910) for, at de var ved at blive dominerende i forhold til den produktive kapital.
Men kvantitativt var den finansielle sektor stadig lille, og en bankbaseret kapitalisme indebærer ikke, at de finansielle markeder får større betydning, snarere tværtimod. Virksomheder kan få kredit gennem direkte forhandlinger med bankerne, som vi kender det fra den tyske og japanske model, eller de kan købe fremmedkapital på finansmarkederne ved f.eks. at sælge obligationer (angelsaksiske model).
Helt frem til ca. 1980 – nyliberalismens traditionelle fødselsår – var den finansielle sektor af begrænset omfang, og siden 1930’rne stramt reguleret. Derefter er sektoren – dermed finanskapitalen – svulmet op til at være af næsten samme størrelse som den produktive sektor, målt ud fra den skabte profit. Dette gælder USA. For Danmark har jeg ikke tilsvarende tal, men hvor balancen (kapitalen) i sektoren i 1983 var af samme størrelse som BNP, er balancen nu fem gange så stor (Lundkvist: »Den danske kapitalisme og demokratiets forfald«, i Lundkvist (red): Dansk Nyliberalisme, Frydenlund 2009, side 47).
Denne forskydning fra produktiv til finansiel kapital skyldes to forhold. For det første var profitraten faldet betydeligt i 1970’erne, i Danmark fra 13 procent i 1972 til godt 9 procent i 1980 (jf. Anders Hadberg: »Klasser, fordeling og magt i nyliberalismens Danmark«, i ovennævnte bog, side 365). Dette skyldtes bl.a. betydelige stigninger i reallønnen, og det betød, at kapitalen havde et kraftigt incitament til at søge nye græsgange. For det andet betød dereguleringen af især den finansielle sektor efter 1980, at profitmulighederne her øgedes betydeligt.
Historisk set er finanskapitalen således sekundær. Den vægtede langt mindre end den produktive kapital, og det var problemer i sidstnævntes profitabilitet, der udløste finanskapitalens himmelflugt efter 1980.
Men hvordan er sammenhængen i dag? Har finanskapitalens langt større vægt i forhold til den produktive kapital invalideret tidligere, prøvede økonomiske sammenhænge og politikker og institueret nye?
EMH indebærer som nævnt, at det ikke er tilfældet, men mange tilhængere af denne hypotese mente samtidig, at kapitalismen havde svunget sig op på et nyt, krise- og konjunkturfrit stadium, takket være en »Ny Økonomi«, der »afdækker« risici mere omfattende og præcist, takket være alle de nye finansielle produkter, som dereguleringen tillod.
Det viste sig altså ikke at være tilfældet, men måske har vi fået en »ny økonomi« i en anden forstand?
Diskussionen om disse spørgsmål raser, men to ting synes klart:
For det første, at den umiddelbare årsag (anledningen) til den nuværende krise er den boligboble, som de fleste af de rige lande har oplevet, og som, igen umiddelbart, skyldtes den finansielle deregulering og centralbankernes og regeringernes uvilje mod at stoppe festen, formentlig fordi finanskapitalens voldsomme styrkelse havde gjort disse myndigheder afhængige af dennes kortsigtede interesser (især Greenspan og Bush-regeringen var ekspeditionskontor for finanskapitalen).
Men er der en dybere, realøkonomisk årsag til boligboblen og dermed krisen? Her kan man som sagt gå tilbage til profitratefaldet i 1970’erne som grund til finanskapitalens styrkelse. Mere aktuelt har Turner argumenteret, at outsourcing, altså en realøkonomisk forskydning, ligger til grund for krisen:
»da flere og flere virksomheder flygtede fra Vesten på jagt efter billigere produktionsvilkår, var centralbankerne tvunget til at holde renten på et lavt niveau for at stimulere den økonomiske vækst. Stigningen i gælden [grundet lav rente] var blot den anden side af tabet af arbejdspladser til Østen. Til sidst brast kreditboblen« (G. Turner: The Credit Crunch, Pluto Press 2008).
I samme ånd argumeneterer Jan Helbak i Kritisk Debat, april 2009 (»Diagnosen er afgørende«), at finanskrisen blot er symptom på grundlæggende problemer i den globale realøkonomi, nemlig overakkumulation (og overkapaciteten indenfor bilindustrien er da også åbenbar) med tilhørende ringe profitabilitet. Det problem er så blot blevet udskudt ved, at efterspørgslen er blevet stimuleret gennem en eksplosion i udlån, hvilket så skabte først aktieboblen i sidste halvdel af 1990’erne, siden boligboblen.
Men for det andet brast boligboblen altså, ligesom tidligere aktieboblen. Boligpriserne (aktiekurserne) var blevet »urealistisk høje«, som det hedder. Det betyder, at finanskapitalen ikke kan vokse ind i himlen, ikke kan løsrive sig totalt fra realøkonomien. Der er et anker og for så vidt en grad af rationalitet i økonomien. Heri ligger også, at krisen må have en realøkonomisk bund, hvor aktiekurserne er blevet »urealistisk lave« i forhold til virksomhedernes indtjeninsgevne.
Det er givetvis svært at fastlægge en »sand pris« for en aktie eller bolig, men det betyder ikke, at alle priser er lige rigtige.
Her henviser Dean Baker i Plunder and Blunder. The Rise and Fall of the Bubble Economy, PoliPointPress 2009, til aktieboblen i anden halvdel af 1990erne (der brast i 2001), hvor price-earning-forholdet pludselig øgedes fra 15:1 til 30:1; det betyder at aktieprisen fordobledes i forhold til afkastet fra aktien (dividenden), altså at det relative afkast halveredes.
En ædruelig analyse måtte tilsige, at det var uholdbart, og at noget måtte gøres, men finanskapitalen og dens støtter i Fed og regeringen havde ingen interesse i at stoppe en fest, der gav så lækre profitter.
Det er næppe holdbart, når Peter Gowan mener, at realøkonomi og finansiel økonomi er så håbløst sammenfiltret i den aktuelle kreditkrise, at det »kræver af os, at vi overskrider commonsense idéen, at forandringer i den såkaldte realøkonomi forårsager ændringer i den formodede finansielle overbygning« (P. Gowan: »Crisis in the Heartland«, New Left Review, nr. 55, februar 2009).
Finanskapitalens opsvulmning betyder sandsynligvis, at økonomien som en bordtennisbold hopper mellem et stadigt højere loft og en stadig lavere bund, og at den hopper med kortere mellemrum. Kriserne bliver dybere, og de kommer oftere.
En af Minskys pointer er, at kriserne tvinger myndighederne til en løs pengepolitik, hvilket skaber inflation, især i kapitalværdier, således at vejen er banet for den næste boble. Det så man ovenpå dot.com boblens punktering, og det ser man måske nu, hvor Fed netop har annonceret en historisk stor pengeudpumpning ($300 milliarder til køb af statsobligationer, og $750 milliarder til realkreditobligationer).
Det betyder dels, at myndighederne nu i betydelig udstrækning har overtaget finansieringen af boligmarkedet (man vil nok komme til at høre mere om Lenins genopstanden i USA, men der er snarere tale om statskapitalisme), dels at den globale økonomiske magtbalance forrykkes på uoverskuelig vis.
Dollaren vil falde, hvilket er skidt for Europa. Kina har nyligt udtrykt bekymring for værdien af deres mange amerikanske statsobligationer, og da Feds opkøb styrker kursen, er indgrebet også set som en indrømmelse til Kina, men på den anden side falder dollaren jo, hvilket reducerer værdien af disse statsobligationer.
Er økonomisk politik blevet impotent?
Finanssektorens vækst til næsten paritet med den produktive sektor må nødvendigvis ændre mange spilleregler, og f.eks. gøre sammenligningen med 1930’rne problematisk.
Den mest synlige nyskabelse er, at meget af økonomien er blevet usynlig; deregulering betyder mindre offentlig kontrol, hvilket igen betyder mindre indsigt, f.eks. i omfanget af rådne lån. Enorme kapitalmængder placeres udenfor regnskaberne (»off balance sheet«), sådan at især bankerne kan omgå krav i forbindelse med udlån; andre beløb gemmes væk i skattely, hvilket betyder at det offentlige mister ikke blot skat, men også indsigt; og hedgefonde og kapitalfonde er helt unddraget kontrol.
Mange har vredet hænderne i frustration over, at regeringer og centralbanker ikke gør noget effektivt, men når de ikke gør det, skyldes det altså til dels, at de kun kan have en tåget idé om, hvor store problemerne er og hvor de er.
Der er nu en global tendens til at kræve mere regulering (Danmark er en charmerende undtagelse, – her vedtager man skattereformer). Fint, men hvordan og hvorledes? Kan man først skrue ned for regulering, og så – når det viser sig ikke at fungere – blot skrue op? Som et varmeapparat. Måske er der »path dependency«, dvs. ingen vej tilbage til det gamle, dvs. den trygge keynesianske regulerede økonomi?
Jeg véd det ikke, men der er foruroligende tegn på, at økonomisk politik generelt er blevet impotent.
Der er ingen tvivl om, at man i den aktuelle krise må satse på en ekspansiv finanspolitik, dvs. en bestræbelse på at få gang i realøkonomien.
Pengepolitik har i hvert fald stort set vist sig virkningsløs, ganske som Keynes sagde: I en alvorlig krise er det for det første svært for centralbanken at få den private rente ned ved at sænke den politisk fastsatte rente (diskontoen), og for det andet giver lavere rente ikke automatisk flere udlån, når ingen har tillid til fremtiden eller hinanden; alle – og især bankerne – holder fast i de penge, de kan skrabe sammen. Heri er der ikke noget nyt, sammenlignet med 1930’rne.
Men hertil kommer, at det andet pengepolitiske instrument, nemlig centralbankens forøgelse af pengemængden, er blevet meget upålideligt. Det skyldes, at den private pengeskabelse (»kreditmultiplikatoren«), hvor bankerne giver kassekredit eller store forretninger udsteder kreditkort, har fået langt større vægt (således at Hayeks ønske om at privatisere penge – jf. ovenfor – langt hen ad vejen er virkeliggjort).
Tidligere regulerede centralbanken udlånsmængden med udlånsloft etc., men efter dereguleringen er bankerne frie til at skabe penge. I teoretisk sprogbrug er penge ikke længere en exogen, men en endogen variabel.
Den private sektor kan derfor neutralisere en offentlig pengeudpumpning, hvis den vil, og det er netop hvad den vil i en krisesituation, hvor f.eks. kassekreditter indskrænkes.
De gamle, prøvede politisk-økonomiske instrumenter virker ikke ordentligt længere, simpelthen fordi politikken er svækket i forhold til privatøkonomien; derfor må man ty til bankpakker, hvor pengene nærmest tvinges ned i halsen på finanskapitalen (bankpakker befinder sig i gråzonen mellem pengepolitik og finanspolitik: pengepolitik, fordi indgrebet retter sig mod den finansielle sektor og administreres af centralbanken, men finanspolitik, fordi indgrebene – i hvert fald i Danmark – vedtages af de politiske partier).
Man får se, om Feds nylige gigantiske pengeudpumpning vil virke.
Men faktisk kan man heller ikke være sikre på, at finanspolitikken virker.
Det gjorde den ikke i Japan i 1990’erne, hvor uanede beløb blev givet ud til forbedring af infrastruktur og meget andet.
I 1930’rne førte Roosevelt tilsvarende en ekspansiv finanspolitik (projekter såsom Tennessee Valley, men især ved at holde hånden under arbejdernes købekraft), men det kan diskuteres, om det virkede.
Fra 1933 gik det fremad, dvs. nedad med arbejdsløsheden, men så kom en ny dyb krise i 1937. Ifølge Krugman skulle der en stimuluspakke af helt andre dimensioner til – »otherwise known as WWII« – før depressionen var overstået.
Hvis en ekspansiv finanspolitik ikke virkede i 1930’rne, er der mindre grund til at tro, at den vil virke i dag. Det skyldes, at realøkonomiske stimula batter mindre, når realøkonomien ligger under en enorm dyne af inficeret finanskapital.
Men det skal selvfølgelig prøves! Keynes er det teoretiske grundlag for, at den eneste mulige vej ud af krisen – altså ingen garanti for succes – er at sikre kontanthjælpmodtagere, dagpengemodtagere og andre almindelige mennesker en rimelig indtægt, så vi kan forbruge og dermed skabe arbejdspladser.
Hvad der er godt for almindelige danskere, er godt for Danmark! Vore dages Hoover-tilhængere, der mener at offentlige underskud er syndigt, altså at det offentlige budget skal balancere, vil »finansiere« øgede offentlige udgifter.
Ok, men så er den mindst skadevoldende finansiering at øge beskatningen af de rige, for de opsparer i sagens natur en stor del af deres indkomst, så når deres disponible indkomst falder, har det kun begrænset effekt på deres efterspørgsel; få arbejdspladser går tabt.
(Den nylige skattereform flytter, i bedste Bush-stil, indkomst fra de fattige til de rige, hvilket nødvendigvis vil forværre krisen, især hvis regeringen har ret i – det har den nok ikke – at skattelettelserne vil øge arbejdsudbuddet, dermed arbejdsløsheden).
I hele debatten om effektiv efterspørgsel og finanspolitik skal det i øvrigt ikke glemmes, at vi her har et centralt argument for velfærdsstaten, med en stor offentlig sektor.
Denne sektor virker nemlig som en automatisk stabilisator, når der er lavkonjunktur i den private sektor, med faldende indkomster og øget arbejdsløshed.: Faldende indkomster giver, med samme skatteprocenter, lavere skat, mens øget arbejdsløshed betyder større overførselsindkomster (igen: ved samme takster); vice versa ved højkonjunktur. Den disponible indkomst øges, hvilket øger den effektive efterspørgsel, dermed vækst og beskæftigelse. Denne effekt er automatisk, dvs. indtræffer også ved en passiv finanspolitik.
Alt andet lige indebærer dette, at Danmark med en offentlig sektor på knap 50 procent af bruttonationalproduktet skulle komme mere nådigt gennem krisen end f.eks. USA, hvor sektoren kun udgør omkring 20 procent af bruttonationalproduktet.
Disse sammenhænge er økonomisk børnelærdom, men mærkeligt nok har jeg i mange år ikke hørt meget til dette argument for en stor offentlig sektor fra vore økonomer og politikere.
Tilbage til den aktive finanspolitik.
Måske er læren, at ekspansiv finanspolitik, som vi kender den, er virkningsfuld ved begrænsede tilbageslag, men ikke når krisen har udviklet sig til en deflation (faldende priser), hvilket er hvad mange nu frygter vil ske; det store problem ved deflation er, at gæld bliver mere tyngende og derfor næsten umulig at komme af med.
Og alle er pt enige om, at det, det umiddelbart gælder om, er at få bjerget af rådne lån afviklet. Før det sker, er der ikke lys forude. Hvis vi havner i deflation, kan det med andre ord. blive nødvendigt med en omkalfaltring af samme størrelsesorden som WWII, kort sagt planøkonomi.
Fra en socialistisk vinkel kan det lyde tillokkende, men de sociale kræfter er for nærværende ikke til at gøre en sådan planøkonomi demokratisk. En kapitalistisk styret planøkonomi er mere sandsynlig, og så vil vi alle længes tilbage til markedsøkonomien.
Lad os prøve at konkludere om hovedsagen: Styrer realøkonomien stadig den finansielle økonomi?
Herimod taler, at finanskapitalen er svulmet op på bekostning af realøkonomien og desuden har opnået stor politisk indflydelse. Videre er det klart, at kreditkrisen udløste den realøkonomiske krise. Til gengæld betyder det forhold, at boblen brast grundet »urealistiske ejendomspriser«, at realøkonomien synes at være trumf; EMH hævder det samme, men dens tese er ugyldig.
Lad os se tiden an, tænke os om, og indsamle bevismateriale.
II. Markedsøkonomi og/eller kapitalisme
Varer og kapital følger forskellige økonomiske lovmæssigheder. Der er en kvalitativ forskel på en sofa og en aktie. Umiddelbart ser det ud som om, de er undergivet samme regler, eftersom der jo også er et marked for aktier, med konkurrence blandt købere og sælgere, men denne overfladiske lighed dækker over en kategoriel forskel.
Det er derfor EMH og neoklassisk økonomisk teori generelt kommer til kort i analysen af finansielle fænomener. Først søger jeg imidlertid at vise, at heller ikke Marx’ økonomiske teori er et godt redskab til at forstå kapitalismen, og slet ikke dennes moderne udgave.
Det følgende forudsætter et vist kendskab til økonomisk teori. Om Marx’ politiske økonomi vil jeg henvise til mine bøger: Kritik af Privatarbejdet. Del I: Simpel Vareproduktion, Forlaget GMT 1981, kapitel 9 (kritik af arbejdsværdilæren og pengeteorien), samt Hoveder og Høveder, Forlaget Frydenlund 2004, kapitlerne 21, 22 og 23 (kritik af Marx’ kapitalteori, især merværditeorien).
Fremstilling og kritik af neoklassisk teori kan også findes i sidstnævnte bog: kapitel 12 (markedsteorien/koordinationsproblemet, herunder den generelle ligevægtsteori), kapitel 14 (pengeteori) og kapitlerne 25, 26, 27 og 28 (kapitalteori).
Marx
Marx’ måske største bedrift i hans analyse af kapitalismen var at skelne klart mellem »simpel vareproduktion« og kapitalisme, dvs mellem analysen af markedsøkonomi som sådan (uden kapital) og så kapital. Dette til trods for at meget, ja faktisk alt, i hans analyser kan og skal kritiseres:
Teorien om markedsøkonomi (»simpel vareproduktion«):
Denne analyse bygger som bekendt på arbejdsværdilæren, som imidlertid er uholdbar af to grunde.
For det første er Marx’ argument for denne (»kommensurabilitetsargumentet«) ugyldigt, som allerede påvist af Bõhm-Bawerk. Marx siger, at den eneste fællesnævner mellem to varer, der udveksles, er, at de er arbejdsprodukter, hvilket for det første er forkert (også andet kan udveksles og antage vareform, f.eks. jomfruelig jord), og for det andet ikke begrunder, at det er dette arbejdsindhold, der bestemmer bytteforholdet, hvilket er pointen i arbejdsværdilæren qua pristeori; fordi alle mennesker har en vis højde, er det ikke dermed bevist, at det er deres højdeforskelle, der bestemmer deres indbyrdes relationer, – (passiv) fællesnævner og (aktiv) determinant er to logisk forskellige ting.
Uanset den valgte begrundelse gælder arbejdsværdilæren for det andet ikke, heller ikke på langt sigt, hvor efterspørgslen, dermed nytten, måske ikke spiller nogen rolle ved prisbestemmelsen. Grunden er, at varens indhold af kapital medbestemmer prisen, og det er ikke svært at vise, at kapital ikke kan reduceres til arbejde, dvs. kapital er andet og mere end »forgangent arbejde«.
Marx tager ikke konsekvensen af sin egen indsigt: At kapital er kvalitativt forskelligt fra arbejde og derfor ikke kan reduceres til dette.
Arbejdsværdilæren er imidlertid ikke blot en pristeori, men også en værditeori, nemlig et udsagn om at alle økonomiske værdier skabes af arbejdet og kun arbejdet. De andre produktionsfaktorer (kapital og jord/natur) skaber ikke noget, men er blot forudsætninger for produktion.
Dette er en filosofisk/normativ opfattelse, som forekommer mig troværdig. Den indebærer, at kun arbejderne har moralsk krav på værdien af produktionen, således at afkastet til kapitalisterne og jordejerne er tyvstjålet fra arbejderne. Indsats bør belønnes, ikke det blotte passive eje.
For at argumentere for det, behøver man ikke den merværditeori, som nu skal omtales
Teorien om kapitalisme (kapitalteori):
Denne er baseret på tesen om, at lønnen er betaling for arbejdskraften, dvs. evnen til at arbejde, snarere end betaling for selve arbejdsydelsen.
Arbejdskraftens (arbejds)værdi er lig med den arbejdstid, som det tager at (re)producere denne evne. Denne tid er lig med værdien af arbejderens subsistensmidler, f.eks. fire timer, for reproduktion af arbejdsevnen kræver reproduktion af den fysiske arbejder.
Hvis arbejderen arbejder f.eks. syv timer, bliver der en merværdi til arbejdsgiveren (kapitalejeren) på tre timer. Deraf profitten, og derigennem kapitalen.
Det er ikke mærkeligt, at Marx forfægtede en sådan subsistensteori om lønnen, for på hans tid havde arbejderne intet at rutte med, – hele lønnen gik til at overleve. Andre af datidens økonomer havde andre lønteorier, men de var enige om, at det, der skulle forklares, var en løn, der svarede til subsistensindkomsten.
Det logiske problem i Marx’s teori er (bl.a.) at arbejderen forvandles til slave, hvis han sælger sin arbejdskraft, for han kan kun sælge evnen til at arbejde ved at sælge sig selv. Dette er imidlertid i strid med grundtrækket i den kapitalistiske produktionsmåde, nemlig at lønarbejdet er formelt/juridisk frit arbejde (modsat en slaveøkonomi og feudalismen, hvor slaven hhv. fæstebonden er underlagt politiske bånd).
Det empiriske problem er, at teorien indlysende er i modstrid med lønforholdene i moderne kapitalistiske samfund, hvor lønnen er mange gange højere end hvad, der er nødvendigt for at overleve.
Marx indsatte ganske vist en gummiparagraf i sin lønteori ved at sige, at subsistensindkomsten inkluderede et »moralsk« eller »sædvanemæssigt« – dvs. socialt – element, så hvis årgangsvin og turistrejse til Kreta er »sædvane«, skal lønnen også dække disse udgifter; dermed ophæves teorien imidlertid og bliver et helt tomt udsagn om, at lønnen er, som den nu engang er.
Vore dages marxister er imidlertid nødt til at holde fast i denne ulogiske og empirisk forkerte (eller meningsløse) lønteori, for opgives idéen om at lønarbejderen sælger sin arbejdskraft (snarere end selve arbejdet), falder merværditeorien og dermed Marx’ kapitalteori, og hvad er der så tilbage af den marxistiske politiske økonomi?
Overraskende nok: en masse.
På mange punkter var Marx langt forud for sin tid, f.eks. med sin dugfrisk aktuelle analyse af overgangen fra konkurrencekapitalisme til monopolkapitalisme, eller med sin kriseteori (omend også teorien om profitratefaldet er behæftet med en logisk fejl), men først og fremmest gav hans kritiske geni, trods arbejdsværdilære og merværditeori, en lang række indsigter, herunder i inkonsistenserne og den apologetiske bias i datidens økonomiske teorier.
Det, man først og fremmest bør lære af Marx, er hans realisme, dvs. evnen til at se de praktiske interesser bag al snakken om idéer. »Den idé, der adskiller sig fra interessen, blamerer sig«, som han sagde i sine unge dage.
Man kan også lære af Aristoteles, men derfor skal man ikke af ærefrygt eller nostalgi overtage hans teorier. Jeg frygter, at marxismen får en opblomstring, i takt med at kapitalismens krise uddybes, for mange ser marxismen som den eneste radikale og konsekvente kapitalismekritik.
Men det er for det første forkert, og for det andet er der ikke råd til at tænke den moderne kapitalismes problemer indenfor en teori, der dels er logisk fejlagtig, dels empirisk af ringe nutidig relevans.
Paradokset er da også, at mange gode marxister overhovedet ikke bruger Marx’ begrebsapparat, når de analyserer kapitalismen og dens krise, bortset fra enkelte rituelle henvisninger til en »merværdi«. Teorien kan simpelthen ikke bruges hinsides det oratoriske niveau.
Hvilken indsigt får man f.eks. af skellet mellem arbejdsværdier og »produktionspriser« (der afviger fra arbejdsværdierne) eller af Marx’ uendelige diskussioner af, hvad der er merværdiskabende arbejde og hvad ikke?
Hvordan bruge arbejdsværdilæren til at forklare prisudviklingen, eller merværditeorien til at forklare virksomhedernes profitrater? Det kan man ikke, og derfor er der da heller ingen, der gør det.
(Jeg overdriver lidt – jeg har det bedste forhold til Marx og vi diskuterer dagligt – men overdrivelse fremmer forståelsen!).
Tilbage til Marx’ analytiske to-deling, der stadig er fundamental.
Markedsøkonomiens grundlov er konkurrencen, hvorigennem produktion og forbrug koordineres (mere eller mindre optimalt), mens kapitalismens grundlov er profitmaksimeringen. Dette er ikke blot forskellige, men modstridende principper, for kapitalen er uinteresseret i konkurrence, eftersom den eroderer profitten.
Når produktionsmåden styres af profitmaksimering kan der være konkurrence (konkurrencekapitalisme), men dette udskilningsløb tenderer mod at skabe nogle få aktører (selskaber og fonde), der ikke er underlagt markedet og dets konkurrence, men har »markedsmagt«, dvs. hersker over markedsøkonomien, ved enten at sætte konkurrencen ud af kraft gennem strategiske alliancer etc. eller ved at definere konkurrencebetingelserne.
Denne udvikling fra konkurrencekapitalisme til oligopolistisk kapitalisme er accelereret i den nyliberale epoke, hvilket ikke er svært at vise empirisk.
I den moderne kapitalisme er konkurrencen blevet hvad Marx allerede beskrev som »Schein«, dvs. et slør, der skjuler de mere barske kapitalistiske realiteter. Som sådan fungerer konkurrencen (markedsøkonomien) som basis for liberalismen, som er ideologi i Marx’ forstand, eftersom den præsenterer særinteressen som den almene interesse:
Kapitalens kontante interesse i profit skjules under velduftende snak om markedsøkonomiens generering af frihed og økonomisk fremgang for alle. Her er der masser at lære fra Marx.
Neoklassikerne
I neoklassisk økonomisk teori blandes de to niveauer håbløst sammen, hvilket resulterer i selvmodsigelser og almindelig forvirring. Den herskende økonomiske teori er et korthus, der vil blæse omkuld, når/hvis økonomer får en interesse i at forholde sig kritisk til kapitalismen.
Hvad er kapital? Alle er enige om at kapital er »noget«, der gives ud med henblik på at få et afkast (rente, profit eller kapitalgevinst).
Hvis man bruger 100 kroner på at købe tomater, er pengene ikke kapital, for de 100 kroner yngler ikke, bliver ikke til flere penge; anderledes hvis man sætter pengene i banken og modtager rente, hvis man investerer dem i en virksomhed, hvis sigte er profit, eller hvis man køber aktier eller obligationer og – udover dividende/rente – håber på en kursstigning, der kan give en kapitalgevinst.
En sofa er en sofa, men kapital er »noget«, der altid ledsages af en lille drabant, nemlig afkastet.
Derfor har kapital en ekstra logisk dimension i forhold til varer, så hvis man betragter varer og kapital som af samme art, løber man ind i utallige teoretiske og empiriske problemer (jf. f.eks. det andet argument ovenfor mod EMH).
Vi kommer nu til en bemærkelsesværdig episode i den økonomiske teorihistorie. Ældre neoklassisk teori (Clark) hævdede, at profitten på produktiv kapital var bestemt af denne kapitals bidrag til produktionen, på samme måde som lønnen afspejlede arbejdets bidrag.
Mere præcist blev profitten bestemt som værdien af kapitalens (f.eks. en maskines) marginalprodukt. Hvad er det? Antag at en virksomhed udvider, så den i stedet for at bruge ni maskiner, bruger ti. Kapitalens marginalprodukt er nu det ekstra bidrag til produktionen, som den tiende maskine giver.
Kapitalist og arbejder får hvert sit, i overensstemmelse med deres bidrag til produktionen, så kapitalismen er et retfærdigt system.
Denne teori gav anledning til en lang diskussion i 1960’erne og 1970’erne mellem neoklassikere, bl.a. Samuelson, og venstreorienterede økonomer, bl.a. Piero Sraffa og Joan Robinson. Sagen er for indviklet til at komme ind på her, men kernen var, at neoklassikernes teori var meningsløs, fordi den overså at kapital har en ekstra dimension i forhold til almindelige varer, som hvis en arkitekt sammenblandede meter og kvadratmeter.
Konklusionen var klar: Neoklassikerne kastede simpelthen håndklædet i ringen og erkendte, at Clarks kapitalbegreb var uholdbart.
Diskussionen – kaldet kapitalkontroversen – var som sagt bemærkelsesværdig, og det var den ikke mindst, fordi den ene part, nemlig neoklassikerne, erkendte at have taget fejl. Faktisk ret flot. Og det drejede sig altså om kapitalbegrebet, dvs. opfattelsen af kapitalismen, hverken mere eller mindre.
Den følgende historie er ikke mindre interessant, men til gengæld mindre opløftende: Neoklassiske grundteoretikere reagerede ved simpelthen at droppe kapitalbegrebet, og opgav for så vidt at finde hoved og hale på kapitalismens grundstrukturer.
I stedet udviklede man den såkaldte »intertemporale generelle ligevægtsteori«, hvor man forestillede sig, at der er to forskellige markeder for en vare leveret i dag og den samme vare leveret om f.eks. ét år.
Hvis prisen på »nutidsvaren« er ti procent højere end prisen på »fremtidsvaren«, er renten ved at udlåne varen i ét år ti procent. Kapitalanalysen reduceredes dermed udtrykkeligt til markedsanalyse, dvs. kapitalens særegenhed blev benægtet.
Men nederlag og tomrum er ikke rart. Derfor glemte de fleste hele den ubehagelige sag i løbet af nogle år, og f.eks. udelod Samuelson de tidligere referencer til kapitalkontroversen i sin kendte lærebog. Det var muligt, fordi kritikerne fik mindre akademisk og politisk magt efter 1980.
I dag er alt atter roligt indenfor økonomisk teori, og få véd eller interesserer sig for, at hele den neoklassiske teori bygger på sand.
Kritikernes alternative teori, hvor kapital ikke betragtes som en vare, med tilhørende pris, men som en social kategori, der handler om fordelingen af nettoproduktet til lønarbejdere og ejere, er stort set gået i glemmebogen.
Så historien om videnskabens march mod stadig højere erkendelse, gennem kritik og diskussion, må nok modereres af en interessefaktor.
Summa summarum
Marx begreb vort økonomiske system som kapitalisme, dvs. en hierarkisk struktur med kapitalen i toppen og profitmaksimering som økonomiens grundlov, mens markedsøkonomien og dens konkurrence ses som sekundære fænomener.
Neoklassikerne, derimod, betragter det økonomiske system som en markedsøkonomi, dvs. en flad struktur, hvor en lang række ligestillede aktører, fra forbrugere over lønarbejdere til kapitalejere, konkurrerer på livet løs, og hvor alt ordnes af den »usynlige hånd«.
Der er en verden til forskel. Det skyldes, at kapitalisme lugter af grådighed og dominans, mens markedsøkonomi fremkalder billedet af økonomisk frihed og en ligelig fordeling af den økonomiske magt på en lang række aktører, ja, i sidste instans er der ingen aktører, der bestemmer, det gør kun det upersonlige marked.
Men valget mellem de to verdener er ikke et spørgsmål om smag og behag, altså om man er kritisk overfor vort økonomiske system eller tilhænger af det.
Diskussionen indenfor økonomisk teori har faktisk afgjort sagen: Kapital kan ikke reduceres til vare, kapitalisme ikke til markedsøkonomi. Det så Marx, og det er grunden til, at man på mange områder kan lære mere af ham end af neoklassikerne.
Det ville f.eks. være herligt, hvis kritisk indstillede økonomer og politikere brød med liberalismens ideologiske hegemoni og droppede begrebet »markedsøkonomi« som betegnelse for vort politisk-økonomiske system.
Artiklen bragtes første gang i www.kritiskdebat.dk, april 2009. Nærværende udgave, der er en lettere revideret version, blev bragt 19. april 2009 i Kontradoxa på www.modkraft.dk.