Liberalt
Da det nyliberale projekt blev lanceret i 70erne skete det under slagordet ‘Mere marked, mindre stat’.
Om det er er et godt projekt kan naturligvis diskuteres. Hvis staten er demokratisk, betyder det jo mere magt til pengene og mindre til folket, så den så populære -demokratiske markedsøkonomi – bliver noget af en hybrid.
Men lad det nu hvile. Problemet er at det virkeliggjorte program ikke har givet mere marked. Det har givet mindre marked og mere kapital.
Tre eksempler
*For det første: Når kommunerne udliciterer rengøringsarbejde er det ikke til Fru Hansen, Fru Jensen, Fru Petersen osv, som så konkurrerer indbyrdes for det fælles bedste.
Ved selve udliciteringen er der konkurrence mellem forskellige selskaber, og den vindes i gennemsnit af det mest kapitalstærke, for det er det, der kan tilbyde kommunen den billigste rengøring; det er lige så selvfølgeligt som at Føtex kan sælge billigere end den lille købmand. Udlicitering er offentlig støtte til monopolkapitalen.
*For det andet: Indenfor teleområdet krævede EU fuld liberalisering inden 1. januar 1998. Liberalisering indebærer -blot – at en statsvirksomhed ikke kan udelukke andre fra området, men i praksis går liberalisering og privatisering hånd i hånd, fordi det offentlige ikke kan klare sig, når standarden for succes er privat (profitmaksimering).
Regeringen valgte da også at sælge Tele Danmark til amerikanske Ameritech, der forøvrigt siden blev overtaget af et andet amerikansk selskab. I stedet for det danske folk er det nu en bestyrelse et eller andet sted i USA, der har den ultimative kontrol med dette vitale område.
Det kan som sagt siges at dette giver et problem for demokratiet, men det kan måske løses, hvis forskningsministeren bevilger 20 mio kr til en udforskning af, hvorfor det står så skralt til med det danske demokrati, hvorfor folk oplever sig som magtesløse osv. Mit ærinde her er imidlertid et andet, nemlig at påpege, at regeringens implementering af det nyliberale program ikke har styrket markedskræfterne med deres frie konkurrence, men det modsatte, nemlig den internationale monopolkapital.
*For det tredje: IMFs krav i forbindelse med IMF-krisen i Sydøstasien i 1997-98 styrkede i flere henseender monopolkapitalen på markedets bekostning. Den krævede deflationære politik ryddede voldsomt op i f.eks. de sydkoreanske virksomheder (med massearbejdsløshed til følge); dette er den velkendte effekt af kriser: der bliver færre – men større – tilbage til at konkurrere.
Videre betød de billige valutaer at især europæiske og amerikanske virksomheder (f.eks. Coca Cola) kunne opkøbe lokale virksomheder for en slik, altså igen en styrkelse af monopoliseringstendensen.
Og endelig var IMFs hjælp til disse lande i realiteten en ‘bail out’ – betalt af især vestlige skatteydere – af den udenlandske finanskapital. De mange milliarder fik ikke lov at ligge mange dage i landenes centralbanker.
Dette er i strid med markedets princip – og med god borgerlig moral, for den sags skyld – om ansvarlighed: Hvis investeringen går godt, får virksomheden profitten, hvis den går skidt, bærer den tabet.
Ubegrænsede profitter
I stedet lever monopolkapitalen – med den indiske økonom Singhs ord – efter maksimen ‘Private profitter, offentlige tab’; dette ligger generelt i aktieselskabsformen, hvor muligheden for ubegrænsede profitter står overfor det begrænsede ansvar, og på det internationale nivau er det altså institutionaliseret af IMF. Nyliberalismens sejrsgang har været monopolkapitalens sejrsgang. Antallet af strategiske alliancer, overtagelser og sammenslutninger vokser eksponentielt. De 1.000 største amerikanske selskaber står for mere end 60 procent af USAs BNP, mens 11 mio mindre virksomheder må dele resten, og de multinationale selskabers andel af verdenseksporten er vokset fra en fjerdedel i slutningen af 80erne til en tredjedel i 1995.
Små virksomheder er underlagt markedets vilkår, dvs. konkurrencen med dens berømte ‘usynlige hånd’. Det multinationale selskab kan immunisere sig overfor markedsusikkerheden gennem pris- og leveringsaftaler med underleverandører, det kan begrænse konkurrencen mellem sine forskellige afdelinger i forskellige lande osv. Selskabet har ‘markedsmagt’, som det hedder.
Vi har stadig markedsøkonomi, men den tenderer mod at blive underordnet monopolkapitalen. Konkurrencen viger for kapitalistisk planlægning.
De politiske myndigheder har tilpasset sig denne udvikling. Professor Petrella, der er (var?) rådgiver for Kommissionen i EU, har skrevet et bemærkelsesværdigt indlæg om EUs konkurrence-regler (i New Political Economy, 1998, vol.3, nr.2).
Disse regler er fyldt med dispensationsmuligheder, så de kan tolkes efter politisk ønske.
For 15 år siden forsvarede man konkurrencen ved at føre en anti-trust politik, f.eks. ved overvejende at forbyde sammenslutninger (‘mergers’). Dette har ændret sig afgørende.
Samtidig med at kampen mod statsstøtte er intensiveret, ser EU-Kommisionen nu med mere positive øjne på sammenslutninger i den private sektor (f.eks. fusionen i 1997 mellem Deutsche Telecom og France Telecom).
Kære Anders Fogh, vil du virkeligt se passivt til, mens dit hjertebarn – markedsøkonomi – kastes på historiens losseplads? Er du ikke modstander af planøkonomi? Hvornår ser vi dig under de anti-kapitalistiske faner?
Vågn til kamp af din dvale!