Angrebet mod Libyen blev gennemført med Sikkerhedsrådets godkendelse. Kina og Rusland undlod at nedlægge veto, mod en klausul om at der ikke blev indsat landtropper.
Så vidt, så godt, folkeretsligt set (om interventionen iøvrigt var fornuftig, skal jeg ikke på dette sted tage stilling til). Imidlertid udtalte SF i forbindelse med diskussionen om et indgreb, at selv om et FN mandat naturligvis var langt at foretrække, kunne partiet acceptere et angreb uden dette. Søvndal har tidligere – i helt andre sammenhænge – været ude med samme budskab (http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/20…); hvis der er fare for massive overgreb, kan man gøre en undtagelse. Videre har Holger K. Nielsen udtalt, at det kunne komme på tale at indsætte landtropper (selv om FN resolutionen altså udelukker det); her måtte vi måbende overvære, at det af alle partier var Venstre, der manede til mådehold!
Det er et farligt skråplan. Folkeretten er klar: Man må angribe et andet land, hvis man selv bliver angrebet eller hvis FN (sikkerhedsrådet) sanktionerer det. Punktum. Det var derfor USA og dets allierede fik en hærskare af jurister til at bevise det ubeviselige, nemlig at der ’i virkerligheden’ var FN mandat til angrebet på Irak i 2003. Det var også derfor, at USA’s angreb på Vietnam i 60erne og Sovjets på Afghanistan i 1979 ikke måtte være ’angreb’, men i stedet hjælp til en regering.Stormagterne har til enhver tid sat egne interesser over Folkeretten, men på det principielle plan har man fastholdt denne.
Det er SF nu uenig i, men jeg tror ikke partiets ledelse har gennemtænkt konsekvenserne ved at lave undtagelser fra Folkeretten. SF er og skal være et pragmatisk parti, men hvis alt er pragmatik, bliver der ikke meget tilbage.
Problemstillingen minder meget om diskussionen om tortur. Bush-regeringen var selvfølgelig generelt imod, men gik udtrykkelig og åbent ind for tortur i undtagelsestilfælde, nemlig når det gjalt særlig farlige terrorister. Man forstod ikke – eller var ligeglad med – at blot én officielt tortureret fange var nok til at kompromittere grundlæggende værdier og dermed gøre USA til et land, som det ikke var værd at forsvare.
Eller tag rockerbanderne. Ingen kan lide dem, alle véd at at de skyder og er dybt involveret i tung kriminalitet som narko. Nogle dømmes og kommer i fængsel, men det er svært at gøre noget effektivt grundet regler om foreningsfrihed og krav til bevisbyrde og andre retsgarantier. Hvorfor ikke skære igennem ved at indfange dem og sende dem til Anholt, hvor en helikoppter en gang om ugen kan nedkaste vand, øl og hamburgere? En simpel nyttekalkyle vil vise, at det er det rigtige: Begrænset ulempe for nogle få hundrede overfor en sikker sænkning kriminaliteten i Danmark. Utilitarismens fader – Jeremy Benthem – ville have klappet i hænderne. Kort sagt, hvorfor ikke være pragmatiske og begrænse retsprincipper til ’the good guys’. Hr. jensen eller skakklubben i Brovst vil jo ikke være truet.
Svaret giver sig selv: Retsgarantier er ikke retsgarantier, hvis de ikke er undtagelsesløse. Og hvis man laver en sådan aktion mod rockerne kan vi alle leve fredeligere – i et samfund, som det ikke er værd at leve i.
Tilsvarende må opslutningen om Folkeretten være undtagelsesløs; jeg noterede derfor med tilfredshed at Trine Mach’s tilslutning til angrebet var betinget af et FN mandat (http://modkraft.dk/blogs/trine-pert…) . Ét tilfælde, hvor man siger ’skidt med Folkeretten’, vil åbne vejen for anarki i de internationale relationer. Eller rettere sagt: en orden der dikteres af magten, dvs. af stormagterne.
Det er selvfølgelig den verden, vi reelt lever i, men altså med FN og Folkeretten som en lille og svag bremse, som der må værnes om.