Det kan være svært at forstå forhandlingerne mellem Euro-landene og grækerne. Der er meget spin og næsten enslydende udtryk betyder vidt forskelligt. Også journalister går galt i byen.
Det blev jeg opmærksom på i går, da ellers velinformerede Guardian omtalte Grækenlands plan for en forlængelse af låneaftalen (extension of the loan agreement), se http://www.theguardian.com/business/2015/feb/17/greece-bailout-talks-george-osborne-says-its-crunch-time-for-the-eurozone . Det tolkede avisen som græsk overgivelse, en U-vending, og kunne ikke selv få det til at stemme med at Varoufakis gentog sine udsagn om ‘røde linier’ for grækerne og især ikke med Tsipras tale i parlamentet, hvor han annoncerede at regeringen fredag vil forelægge en række af forslagene til social genopretning; de er et opgør med hele nedskæringspolitikken, altså med alle de betingelser, som er indbygget i det hidtidige låneprogram.
Tidligere har grækerne kaldt en sådan forlængelse en bro, nemlig en aftale om at man sikres penge i nogle måneder, mens man forhandler hele låneprogrammet.
Forklaringen på Guardians misforståelse er simpel. Grækenland vil fortsat gerne have penge, men ikke en forlængelse af det gamle låneprogram, også (af Trojkaen) kaldet bailout programmet eller redningsprogrammet; heri er nemlig indbygget alle nedskæringskravene, også kaldet memoranda.
D. 28. februar udløber bailout programmet, så en afklaring skal ske senest da, ja, faktisk på fredag, hævdes det, eftersom eventuelle revisioner skal godkendes af nogle af Euro-landenes parlamenter, hvilket tager tid.
Schäubles holdning er klar (indtil nu, i hvert fald): Der er et bailout program (altså inkl. nedskæringerne), og det kan grækerne bede om at få forlænget – eller de kan undlade at bede herom. Altså: Ud af vagten, hvis I ikke makker ret – til skræk og advarsel for eventuelle ligesindede.
For Grækenland er der to ting i disse forhandlinger (de to ting hænger sammen, men skal ikke sammenblandes).
Det ene er hvordan gælden skal betales tilbage. Oprindeligt ville man have en eftergivelse af halvdelen af gælden, men det er nu droppet; i stedet argumenteres for en moderation af afbetalingsvilkårene (måske moratorium, måske konjunkturafhængige betalinger).
Det andet er betingelserne for gælden, altså nedskæringskravene.
Alt dette vedrører Grækenlands lån, det langsigtede, så problemerne her svarer til en virksomheds solvensproblemer.
Dette skal så adskilles fra landets likviditetsproblemer, altså forsyning med penge for at klare løbende betalinger. Det problem kender virksomheder også til. De kan gå fallit, såfremt de ikke kan betale regningerne i morgen, selv om de er solvente, dvs. at aktiverne overstiger passiverne (lånene),
Denne forsyning varetages af ECB, der imidlertid – til grækernes utilfredshed – har sammenknyttet denne kortsigtede pengeforsyning med lånebetingelserne. For et par uger siden lukkede ECB for den normale pengeforsyning; jeg troede selv at det betød at Draghi havde lukket og slukket for Grækenland, men det viste sig at der var en reservekonto, der stadig var åben (den er dyrere, fordi der her er en rente). Disse penge er essentielle, fordi de græske banke skal have dækket det hul, der opstår fordi der af frygt for Grexit trækkes penge ud af bankerne (nogle sendes til udlandet, andre bliver i landet).
Denne reservekonto er på €60 milliarder (mia), senere forhøjet til €65 mia. Det lyder af en masse penge, men det er også en masse penge, der trækkes ud af bankerne. ECB tager stilling til denne konto hver eller hver anden uge, og det sker netop i dag onsdag. Rygtet går at kontoen reduceres til ca. €40 mia, fordi grækerne stadig er stejle, men er det nok for de græske banker? Hvis ikke, må grækerne indføre kapitalkontrol, formentlig restriktioner på udførsel af kapital samt grænser for hvad man kan trække på sin bankkonto; og så er vi tæt på, at forbindelsen til Euroen kappes. ECB er angiveligt upolitisk, men det er utænkeligt at Draghi på egen hånd, dvs. uden tysk samtykke, trækker stikket.
Så er der spinnet.
Tyskerne hævder at de ikke véd, hvad grækerne ønsker – og endda at grækerne ikke selv véd det. For de er ikke kommet med et positivt forslag (indtil i dag). Modsat Trojkaen er grækerne ukonstruktive.
Men det er Trojkaen, der ikke har givet en millimeter i indrømmelser: ‘I stand here on my bond’, som Købmanden i Venedig sagde (iflg. Shakespeare). Grækerne derimod har været kompromis-villige, altså har firet på kravene.
For det første har de som nævnt droppet kravet om at halvdelen af gælden slettes. Man vedstår altså hele gælden (selv om alle véd at den er så stor – 175% af BNP – at den aldrig kan betales tilbage), men vil have afbetalingsvilkårene modereret, så der bliver penge til den sociale genopretning.
For det andet har man firet lidt på tilbagerulningen af nedskæringspolitikken. Man stopper planlagte privatiseringer, men omgør ikke de allerede gennemførte. Varoufakis har også sagt at man accepterer 70% (var det vist) af Trojkaens krav i memorandaet. Det lyder af meget, men dækker over at meget heri er ukontroversielt, dvs. noget alle er enige om, nemlig en effektivisering af skatteligningen (den er håbløs og en væsentlig grund til Grækenlands økonomiske problemer), kamp mod korruption osv.
Jeg håber at det hele er lidt klarere nu.
PS. Onsdag d. 18/2 forøgede ECB reservefonden med €3,3 mia, hvilket kan holde Grækenland flydende i en uge. Torsdag forelå Grækenlands kompromisforslag, hvor Trojka supervision accepteres (stor indrømmelse), men ingen forpligtelse til et primært overskud på 4½% (som Trojkaen kræver, men som vil umuliggøre finansieringen af den sociale genopretning). Juncker/Kommissionen accepterer det som et godt forhandlingsudspil, men Tyskland afviser.