Markeds- og kapitalkoncentration betyder, at færre og færre får mere og mere magt-trods et vist indslag af »folkekapitalisme«.

Formålet med denne artikel er at give et empirisk baseret signalement af moderne dansk kapitalisme, samt at afdække udviklingstendenserne siden nyliberalismens gennembrud i Danmark i begyndelsen af 1980’erne. Artiklen er baseret på mit bidrag »Den danske kapitalisme og demokratiets forfald« i antologien Dansk Nyliberalisme (Frydenlund 2009).

Utålmodige sjæle kan overspringe afsnittet om markedsmagt (eller nøjes med sammenfatningen). Frygtsomme sjæle bør ikke læse afsnittet om kapitalmagt, – det er ikke for folk med sarte nerver. Alle må konsultere nævnte bog for detaljer, teknisk-økonomiske forklaringer, den udenrigsøkonomiske dimension samt den økonomiske politik.

Markedet og kapitalen

Marx lærte os at kapitalismen har to niveauer.

Der er overfladeniveauet, som Marx kaldte »enkel varecirkulation« og hvis formel er Vare – Penge – Vare. Her hersker konkurrencen blandt utallige firmaer på utallige varemarkeder, og hvis konkurrencen er fuldkommen er ethvert firma for lille og ubetydeligt til at påvirke prisen. Ingen har markedsmagt, dvs. magt over markedet; i stedet må alle tilpasse sig markedet og dets konkurrence. Magten ligger hos det upersonlige marked, af Adam Smith derfor kaldt den »usynlige hånd«.

Dette er den egentlige markedsøkonomi, og den er ikke specifik for kapitalismen, for man kan godt have en sådan konkurrence under andre produktionsmåder, jf. eksempelvis det socialistiske Jugoslavien.

Marx så dette niveau som overflade, og dermed mente han dels, at det er denne aktivitet, der springer i øjnene, dels at den skjuler et dybere lag, den egentlige kapitalisme. Ved analysen af markedsøkonomien er det ligegyldigt, hvem der har magt over firmaerne, om de er ejet af enkeltpersoner, aktieselskaber eller måske endda kooperativer. Ved analysen af kapitalismen er ejerforholdene det interessante, og her er hovedreglen – som vi skal se – at ejerskabet ligger hos aktieselskaber. Og at mange firmaer er en del af en større koncern, f.eks. en kapitalfond, eller indgår i strategiske aftaler med andre firmaer, således at der er lagt større økonomisk magt bag firmaet, end man kan se på det enkelte marked.

Markedsøkonomien er en flad struktur med mange beslutningstagere: forbrugerne, det offentlige, virksomhederne, lønarbejderne, udlandet. Kapitalismen, derimod, er en hierarkisk struktur, hvor den ultimative magt ligger hos kapitalen. Liberalt sindene og deres økonomer (»neoklassikerne«) mener vi lever i en markedsøkonomi, kritiske økonomer at vi lever i et kapitalistisk samfund. Det er altså ikke ligegyldigt om man taler om markedsøkonomi eller kapitalisme: der er en verden til forskel.

Artiklen følger denne todeling. Første del om markedsøkonomi er kortfattet; her må man gå til nævnte bog for at finde den fulde analyse. Anden del om kapitalmagt er mere fyldig.

Markedsmagt

Det kan tænkes, at der er 30 ligeværdige konkurrenter på markedet for køleskabe i Danmark, og så er der rimelig konkurrence. Det kan også tænkes at der kun er tre firmaer; så har man »oligopoli«, dvs. »få sælgere«, hvilket muliggør at disse firmaer har markedsmagt, altså kan bestemme priser og andre vilkår gennem stiltiende aftaler.

Generelt gælder at jo færre firmaer på et marked, desto mindre konkurrence og mere markedsmagt. Det kunne jo tænkes – teoretisk set – at der er næsten fuldkommen konkurrence på 5.000 markeder, fordi der er 20 lige store virksomheder, der konkurrerer på dem alle, men det giver selvfølgelig en stor forskel mht. den økonomiske magtkoncentration om alle virksomheder er uafhængige af hinanden (således at der er i alt 100.000 selvstændige virksomheder), eller om det er de samme 20, der opererer på alle markeder; og i det sidste tilfælde om de 20 er selvstændige eller forbundet i et netværk af krydseje, kæder og strategiske alliancer (eller måske ejet af samme kapitalfond). Det kan tænkes at magten på markedet er spredt, men magten over den danske kapital koncentreret.

Alle véd, at nogle brancher er blevet betydeligt mere koncentrerede gennem de sidste 20-30 år. Det gælder landbruget, hvor de mange små eller mellemstore brug hastigt erstattes af store agroindustrielle foretagender; medieverdenen, hvor aviser er blevet nedlagt eller opslugt på stribe; detailhandelen, hvor de mange små selvstændige købmænd er blevet erstattet af megavirksomheder som Netto eller Fakta; og banksektoren, der efter en række fusioner nu helt domineres af Danske Bank, med Nordea som en »distant second«.

Lad os betragte den danske markedsøkonomi lidt nøjere.

Den primære sektor

Blandt alle erhverv er det formentlig landbruget, der har oplevet den mest dramatiske og vedvarende koncentrationsforøgelse; antallet af virksomheder falder fra år til år og deres gennemsnitlige størrelse øges stadig.

Antal bedrifter er faldet fra godt 79.000 i 1990 over knap 55.000 i 2000 til godt 47.000 i 2006. De mindre bedrifter under 30 ha udgør en stadig mindre andel, fra 63 i 1987 til 53 procent i 2006, og deres andel af det samlede areal er faldet fra 29 i 1987 til 12 procent i 2006. Omvendt har de større bedrifter over 50 ha fået større vægt, idet deres andel af de samlede bedrifter mellem de to årstal er vokset fra 17 til 34 procent, og deres andel af det samlede areal steget fra 46 til 79 procent (Danmarks Statistik, Årbog 2007: 261f).

Råstofudvinding er den anden store branche indenfor den primære sektor. Grundet olien og gassen fra Nordsøen er denne aktivitet blevet langt mere betydningsfuld; dets bidrag til privat bruttoværditilvækst (BVT) er øget fra 0,5 procent i 1966 over 3,1 i 2001 til 4,6 procent i 2006.

Denne virksomhed har i mange år været et privat, statskoncessioneret monopol (koncessionen blev sidst fornyet i 2003), så en egentlig konkurrence kan der ikke være tale om. Aktiviteten varetages af DUC (Dansk Undergrunds Consortium), hvor A. P. Møller er operatør og ejer 39 procent, mens Shell og Chevron ejer hhv. 46 procent og 15 procent (www.maerskoil.com/da). Også indenfor denne branche er koncentrationen øget betydeligt i de sidste år, CR3 fra 65,7 procent i 2003 til 82,4 procent i 2006, og CR10 fra 89,9 procent til 96,2 procent i samme periode (personlig oplysning fra Danmarks Statistik). CR betyder Concentration Rate, og CR3 angiver de tre størstes andel af det pågældende marked, målt på omsætning; tilsvarende betyder CR10 de 10 størstes andel osv.

Den sekundære sektor

Industrien inddeles i 35 underbrancher. Det viser sig, at mellem 1999 og 2004 er koncentrationen øget i 17 og faldet i 7 underbrancher, mens de resterende er uklare.

Men da det er ret ligegyldigt om værdien er steget eller faldet i en lille branche, må vi vægte ændringerne i koncentrationen med branchens omsætning. Gør man det får vi en almen stigning i CR3 på 2,1 procentpoint og i CR10 på 2,6 procentpoint på blot 5 år (Statistisk Årbog 2000: Tabel 302, og 2005: Tabel 316). Stigningen i koncentration har været særlig kraftig indenfor slagterier, mejerier, medicinalvirksomhed og møbler.

Hansens undersøgelse (2005) dokumenterer i detaljer den mangeårige koncentrationstendens indenfor fødevareindustrien, en tendens der måske er ved at nå sit logiske resultat, fordi der snart ikke er flere til at fusionere: Når én aktør sidder på omkring 95 procent af markedet – som Danish Crown indenfor slagteri og Arla indenfor mælkeprodukter – kan koncentrationsindekset dårligt komme længere op. Yderligere koncentration er nu kun mulig gennem europæiske fusioner.

Energi og vand (2,5 procent af privat BVT) var tidligere stort set udenfor markedsøkonomien; det var en helle af fælleseje og økonomisk demokrati. Området blev administreret af kommunen eller af forbrugerne, og princippet var at virksomhederne skulle »hvile i sig selv«, dvs. et eventuelt overskud skulle udmøntes til forbrugerne i form af lavere priser, altså ikke være en profit, der kunne tjene som basis for kapitalistisk akkumulation.

Da der ikke var konkurrence, blev systemet dømt ineffektivt; det er nu langt hen ad vejen blevet liberaliseret og privatiseret, og det beherskes nu af nogle få, meget store kapitalkoncentrationer (Hvelplund, 2007).

El-markedet er uhyre koncentreret, også i international sammenligning. E2 har 70 procent af markedet i Østdanmark og Elsam den samme andel i Vestdanmark (www.dors.dk, efterår 2005). Koncentrationen tog et tigerskridt fremad, da DONG opkøbte de to nævnte selskaber. DONG er formelt statsligt, men det optræder som en privat aktør og forventes at blive privatiseret.

Naturgas og olie produceres i Nordsøen af DUC, men i Danmark sælges langt det meste til DONG, som på dette marked er den helt dominerende spiller (i hvert fald 73 procent af grossistmarkedet indenfor naturgas, jf. KS, 2007); som nr. 2 har svenske Vattenfall 25 procent af markedet.

Den tertiære sektor

Vi kommer nu til sektoren for service (tjenesteydelser).

Privat service bidrager nu med 58 procent til den private bruttoværditilvækst (BVT), så koncentrationstendenserne indenfor dette område er helt afgørende for det generelle billede af den danske økonomi. Sektoren kan bedst defineres negativt, som »det man ikke kan tabe over foden«. Deri ligger også at den er meget heterogen. Generelt ligger koncentrationen på godt 40 procent (CR4).

Handel udgør den tungeste post indenfor service, og her har der været en uomtvistelig og kraftig tendens til øget koncentration.

Indenfor detailhandel (5 procent af privat BVT) er de mange små specialforretningers markedsandele erobret af super- og hypermarkeder, hvis »markedsandel er vokset kraftigt, idet de nu står for over 80 procent af den samlede danske dagligvarehandel«; de to største kæders markedsandel er vokset støt siden 1991 (Hansen, 2005: 185ff).

Generelt er antallet af butikker reduceret med 70 procent siden begyndelsen af 1970’erne (Andersen, 2002: 444).

Markedet er præget af kæder. Dels de såkaldte frivillige kæder, hvor f.eks. et antal selvstændige skoforretninger samarbejder om indkøb og meget andet, dels kapitalkæder, dvs. koncerner der ejer et antal butikker. Kapitalkæderne har øget deres markedsandel fra 1997 til 2003 indenfor samtlige områder, undtagen legetøj (fald) og radio/TV (uforandret), jvf. Andersen, 2007: 112.

I en redegørelsen fra 2005 undersøgte Konkurrencestyrelsen (KS) branchen, se www.ks.dk . Hovedresultaterne er disse:

1) Indenfor dagligvarer domineres markedet af to kapitalkæder: Coop (tidligere FDB), der i slutningen af 1990’erne havde 38 procent, og Dansk Supermarked, der stod for 22 procent; disse 60 procent var i 2003 vokset til 65 procent. Den tredje betydende aktør er SuperGros, der har godt 15 procent af markedet; dette er en frivillig kæde, der fungerer som indkøbsforening; den blev dannet i 1999 gennem en storfusion af to kæder samt engrosfirmaet Dagrofa. Den resterende del af markedet varetages af andre frivillige kæder, bortset fra 2 procent, der er helt selvstændige (så denne kategori er næsten udslettet). Andersen o.a. konkluderer (2002: 447), at da kun tre aktører kontrollerer over ¾ af markedet er dette kendetegnet ved en »ganske betydelig dominans (koncentration)«.

Oligopolernes magt er således stærk og stigende.

2) Indenfor resten af detailhandelen har der været meget lidt bevægelse. Her har kapitalkæderne omkring 25 procent, de frivillige kæder godt 35 procent og de helt selvstændige 40 procent.

3) Hvordan branchens struktur betragtes afhænger af, hvordan de frivillige kæder vurderes. Formelt – juridisk – er en sådan kæde blot et samarbejde mellem mange selvstændige virksomheder, så hvis der lægges vægt herpå er koncentrationen udenfor dagligvareområdet begrænset og generelt ret stabil.

På den anden side er samarbejdet (strategisk alliance, hedder det også) ret så omfattende, nemlig »om bl.a. fælles indkøb, markedsføring, administration eller uddannelse«, og endog om maksimalpriser i forbindelse med kampagner. Ledelsen af kæderne ønskede større myndighed i forhold til de enkelte medlemmer, og dette blev tilstået i 2005 efter anbefaling fra KS. En kædes medlemmer skal stadig generelt konkurrere om priserne, dvs. de må ikke udgøre en trust med aftalte priser. De må ikke misbruge deres magt til at skade konkurrencen, som det fromt hedder hos KS.

Men prisen er kun én af konkurrenceparametrene, og f.eks. betyder fælles indkøb (således at en kæde bedre kan optræde som en enhed overfor de umiddelbare konkurrenter) at varesortimentet bliver fælles, således at produktkvaliteten tenderer mod at udgå af konkurrencen. Fælles indkøb betyder videre, at kæderne har stor markedsmagt overfor grossister og andre leverandører (»oligopsoni«); før detailhandlerne organiserede sig, var det grossisterne, der havde fat i den lange ende.

Alt i alt indebærer etablering af frivillige kæder en kraftig koncentration af den økonomiske magt.

Ses der bort fra alliancer var CR5 i 1999 56 procent for hele den danske detailhandel (ikke blot dagligvarer), men hvis allierede virksomheder tæller som én stiger dette tal til 77 procent (Hansen, 2005: 195). Man aner den samme udvikling som indenfor andelsbevægelsen, fra myriaden af selvstændige mejerier til Arla. Styrelsens begrundelse for at »liberalisere« i 2005 var især, at det var nødvendigt, hvis de frivillige kæder skulle kunne konkurrere med kapitalkæderne. Det er formentlig rigtigt: For at skærpe konkurrencen må den svækkes.

4) Hele branchen, altså inkl. dagligvarer, har været præget af mange fusioner og ophør. Antallet af frivillige kæder er faldet fra ca. 130 i 1997 til ca. 100 i 2003, mens kapitalkæderne er blevet reduceret fra ca. 220 til 180. Så ud fra den målestok er der sket en klar koncentration. Men de helt selvstændige – der naturligvis er små – har fastholdt deres andel af omsætningen udenfor dagligvareområdet.

Indenfor engroshandel er de tre største virksomheder korn- og foderstofvirksomhederne DLG og KFK samt Dagrofa, der som nævnt fusionerede med to frivillige indkøbskæder i 1999 (Andersen 2002: 440). Koncentrationen er således øget blandt de helt store.

Endelig skal det fremhæves, at det europæiske marked er præget af strategiske alliancer, der samarbejder om især fælles indkøb. De 10 største alliancer dækker 53 procent af omsætningen i Europa, så der er »tale om en ganske stor europæisk koncentration skabt via de globale alliancer mellem detailkæderne« (Hansen, 2005: 196). Dansk Supermarked, COOP og Super Gros indgår i hver sin alliance.

Finans (banker, forsikring og realkredit) er særdeles koncentreret, både i forhold til udlandet og til andre danske erhverv. Koncentrationen er øget markant gennem de sidste årtier.

Sektoren blev liberaliseret i 1980’erne, da udlånsloftet blev afskaffet (1980) og bankerne fik lov til frit at konkurrere på renten (1984); i 1988 blev den sidste kontrol med internationale kapitalbevægelser ophævet, således at danske finansielle institutioner nu frit kunne låne i udlandet. Endelig blev sektorens traditionelle brandmure mellem banker, realkredit og forsikring/pension nedbrudt i årene omkring 1990, således at enhver finansiel institution nu stort set kan beskæftige sig med alt. Kapitalen havde omsider frigjort sig fra fortidens »finansielle undertrykkelse« – som det hedder – og var blevet fri.

Den overordnede politisk-økonomiske konsekvens af dette var, at myndighederne dermed mistede et centralt instrument til at regulere den finansielle sektor og dermed den danske økonomi. Beslutningerne om, hvor kapitalen skal ledes hen og på hvilke vilkår, var blevet afdemokratiseret. Denne deregulering var en hjørnesten i det nyliberale gennembrud i Danmark. Bankerne – også i de andre nordiske lande, der tilsvarende havde liberaliseret – kastede sig ud i orgier af spekulation, og resultatet blev den store nordiske bankkrise omkring 1990.

Som så ofte tidligere ledte krisen til en »konsolidering«. I Danmark fusionerede seks af de otte største banker i 1990, således at man fik to megabanker: Danske Bank (Danske Bank plus Handelsbanken plus Provinsbanken) og Unibank (SDS plus Privatbanken plus Andelsbanken); samtidig overtog Bikuben nogle mindre banker og Sydbank og Sønderjylland fusionerede.

HHI hoppede fra 797 i 1989 til 1.863 i 1990; HHI er et andet mål for koncentration, idet 0 betyder fuldkommen konkurrence og 10.000 monopol (én sælger). Det hele blev godkendt af Konkurrencestyrelsen, som senere hvert andet år beklager de store konkurrenceproblemer i sektoren. Indekset holdt sig på dette niveau op igennem 1990’erne, men i 2000 øgedes koncentrationen atter i ét hug, fra 2.089 i 1999 til 2.987 i 2000.

Det skyldtes, at Danske Bank opslugte Real Danmark (BG Bank), så Danske Banks markedsandel af samlede udlån steg fra 37,6 procent til 47,6 procent på ét år. I 2001 fusionerede Unibank med en række store nordiske banker til Nordea, den største bank i Norden; dette havde ingen effekt på koncentrationen på det danske marked, men medførte naturligvis en stærk magtkoncentration på det nordiske marked. Det hele atter godkendt af Konkurrencestyrelsen.

Ultimo 2006 havde Danske Bank 49 procent af markedet for udlån, mens Nordea havde 16 procent; målt på balancen havde Danske Bank 54 procent, Nordea 17 procent. Til sammenligning måtte fem mere ligeværdige pengeinstitutter i 1983 deles om 60 procent af den samlede balance (Brixtofte, 1984: 74ff).

Udviklingen er gået fra oligopoli til en mere monopolpræget markedsstruktur. Den aktuelle krise eliminerer mange banker, der enten går fallit eller opsluges af de store; Peter Straarup fra Danske Bank glæder sig af letforståelige grunde over denne reduktion i konkurrencen, og han ønsker endnu færre banker. Resultatet af hele denne udvikling har været at i hvert fald Danske Bank er blevet »too big to fall«; i praksis kan statskassen – skatteyderne – tælles med i bankens aktier, hvilket betyder at den kan tage flere risici og låne billigere.

Realkredit var oprindeligt baseret på brugerejede foreninger, og branchens lånepolitik var gennemkontrolleret. Allerede i 1970’erne blev 25 foreninger slået sammen til syv, men denne magtkoncentration var ikke nok til, at de kunne konkurrere med bankerne og det øvrige kapitalmarked, efter at disse områder takket være dereguleringer havde fået frie hænder (Johansen, 2005). Derfor blev de i 1989 omdannet til almindelige aktieselskaber.

Den finansielle liberalisering i 1980’erne gav bankerne lov til at etablere realkreditinstitutioner (brancheglidning). Det gav umiddelbart flere aktører – fra seks realkreditinstitutter i 1986 til 10 i 1999 – og dermed lavere koncentration (fra et HHI indeks på 3.360 i 1990 til 2.447 i 1998); antallet faldt dog til otte i 2000 (og HHI voksede til 2.708), fordi Dansk Kredit og BG Kredit forsvandt ved fusionen af Danske Bank og RealDanmark (BG Bank). I dag har de fire største 95 procent af udlånet, fordelt med 44 procent til Nykredit, 27½ procent til Realkredit Danmark (Danske Bank), 15 procent til Nordea Kredit og 8½ procent til BRF (Mølgaard, 2007: 41). På det snævre marked for realkredit er det således gået lidt op og ned med koncentrationen, men ses udlån som ét marked har vi fået klart øget koncentration; bankerne har fået lov til at forvandle sig til finansielle supermarkeder, som i direkte konkurrence med traditionel realkredit tilbyder banklån mod sikkerhed i fast ejendom.

Videre er der skadesforsikring (bil, ejendom, indbo, ansvar og ulykke), hvor koncentrationen er øget fra 906 i 1990 til 1.245 i 2000 (HHI).

De fire største er Tryg (21 procent af markedet, målt ved præmieindbetalinger), TopDanmark, der er knyttet til Danske Bank (19 procent), Codan (14 procent) og Alm. Brand (10 procent), altså i alt 64 procent i 2004; i 1996 var dette tal ca. 56 procent, så også efter denne målestok er koncentrationen øget i de senere år (www.ks.dk; Redegørelse fra 2006). Også her har bankerne fået en fod indenfor, i kraft af brancheglidningen.

Som sagt er service en meget heterogen sektor. Der er en myriade af meget små virksomheder, fra pizzeriaer til it-konsulenter, men der er også giganter som ISS, Dansk Supermarked og Danske Bank.

Erhvervsministeriet søgte tilbage i 2000 at kortlægge markedsstrukturen i den tertiære sektor. Resultatet er bemærkelsesværdigt:

»Servicesektoren er præget af mange små virksomheder. Men derfor er servicevirksomheder ikke nødvendigvis selvstændige ’øer’. Således indgår næsten halvdelen af servicevirksomhederne på den ene eller anden måde i faste samarbejdsstrukturer. 22 procent indgår i en egentlig koncernstruktur. 6 procent af virksomhederne er baseret på et franchise- eller licenskoncept. Endelig indgår 35 procent af virksomhederne i andre faste alliancer – f.eks. en kæde, et fast samarbejdsnetværk eller lignende.« (Erhvervsministeriet, 2000: 97).

Ikke overraskende topper finans og detailhandel, hvor hhv. 79 og 64 procent af virksomhederne indgår i samarbejdsordninger, men også transport (46 procent), operationel service, dvs. rengøring, reparation etc. (43 procent) og vidensservice (37 procent) er meget organiserede brancher.

Ministeriet ser gerne en udvidelse af sådanne samarbejdsordninger, da de vurderes at fremme innovation.

Problemet er naturligvis, at hvad enten samarbejde er godt eller skidt, så er det det modsatte af konkurrence. Jo mere samarbejde, jo mindre konkurrence. F.eks. nævner ministeriet at samarbejdet »kan indebære at man henviser kunder til hinanden på andre geografiske områder« (s. 126), altså aftaler om markedsdeling, således at man ikke konkurrerer med hinanden i de forskellige områder af Danmark. Fælles indkøb har vi allerede nævnt i forbindelse med detailhandel. En sådan organisering af markedet reducerer antallet af effektive aktører, men denne forøgelse af markedsmagten fanges ikke af CR eller HHI, fordi disse index er beregnet ud fra antallet af formelt uafhængige virksomheder indenfor hver underbranche.

Samtidig er en præcis kvantificering af denne markedsmagt vanskelig eller umulig, fordi samarbejdet ikke omfatter alt (så ville det være en fusion), men kun nogle af konkurrenceparametrene.

Der er ingen tvivl om at disse »faste samarbejdsstrukturer« opnår en stadig større udbredelse. KS (og ministeriet) modsætter sig dem ikke, snarere tværtimod, og den økonomiske logik tilsiger, at når en gruppe virksomheder høster fordele af at organisere sig, må andre virksomheder enten tilslutte sig eller skabe sin egen kæde, for at overleve i konkurrencen.

Sammenfatning

1) Indenfor den primære sektor er landbrug og råstofudvinding blevet betydelig mere koncentreret.

2) Indenfor den sekundære sektor er koncentrationen øget for industri mellem 1999 og 2004.

3) Indenfor den tertiære sektor (service) er koncentrationen steget væsentligt indenfor handel og finans.

4) Dette dækker kun en del af brancherne, men det har været svært at finde eksempler på faldende koncentration.

5) Koncentration er ikke identisk med markedsmagt, men den er den centrale indikator herfor. Det kan tænkes, at øget koncentration går sammen med øget rivalisering, men det kan også tænkes, at den målbare koncentration undervurderer markedsmagten grundet et opsving i forskellige samarbejdsordninger. Som vi har set er dette især tilfældet indenfor service.

Kapitalmagt

Et firma er et firma, og det giver mere konkurrence, hvis der er 30 ligeværdige firmaer på markedet for køleskabe i Danmark, end hvis der blot er tre firmaer.

Men er de ligeværdige? Det kan kun afgøres ved at undersøge kapitalstrukturen i hele samfundet. Måske er et af de 30 firmaer et lille led i en koncern, måske indgår det i en strategisk alliance. I begge tilfælde kan der være milliarder bag firmaet.

For at undersøge den økonomiske magt i Danmark, må man derfor undersøge i hvilken udstrækning kapitalmagten i landet er koncentreret.

Den danske selskabskapitalisme

Moderne kapitalisme er selskabskapitalisme (»corporate capitalism«). Det gælder, når man ser på de globale relationer, dvs. de udenrigsøkonomiske relationer, hvor de multinationale selskaber står for 2/3 af verdenshandelen og næsten alle internationale investeringer. Og det gælder, når man ser på de dominerende økonomier, f.eks. den amerikanske, hvor selskaberne genererer 90 procent af bruttoindkomsten og ansætter 90 procent af arbejdsstyrken.

Det er ikke ejendommeligt, at selskabsformen dominerer. I en gammeldags virksomhed er ejeren personligt ansvarlig, så hvis firmaet går fallit mister han hus og bil og den sidste skjorte. I et aktieselskab, derimod, kan ejerne – aktionærerne – højst miste den investerede kapital, altså aktieværdien (»begrænset ansvar«). Deraf den særegne asymmetri i moderne kapitalisme, hvor der er bund under tabet, hvorimod der ikke er en øvre grænse for profitten. Det er klart, at denne relative ansvarsfrihed fremmer kapitalakkumulationen og dermed investeringerne, men det er også klart at risikofritagelsen opmuntrer til ansvarsløshed.

Også i Danmark er selskabsformen dominerende.

Som det ses af Tabel 1 stod aktieselskaberne i 2005 for 67 procent af omsætningen (i dette afsnit er kapitalen den rette målestok, men desværre findes der ikke tal for de forskellige virksomhedstypers balancer – aktiver eller passiver – så man må nøjes med omsætningen som proxy). Hertil må lægges anpartsselskabernes 11 procent, fordi de blot er små aktieselskaber, og måske andelsforeningernes 5 procent, fordi Arla og Danish Crown i praksis er (multinationale) aktieselskaber; alt i alt over 80 procent af omsætningen i Danmark. I 1980 havde aktie- og anpartsselskaber blot 54 procent, hvortil kom 13 procent fra andelsforeningerne, der imidlertid dengang var ægte foreninger.

Derimod er enkeltmandsvirksomheder gået drastisk tilbage, fra 21 procent til 10 procent af omsætningen; det samme gælder de små interessentskaber (og kommanditselskaber, der er inkluderet her), der overvejende er baseret på fuldt, personligt ansvar. Enkeltmandsvirksomhederne er også gået betydeligt tilbage som andel af firmaerne, fra 78 procent til 57 procent. Dette fald harmonerer med, at andelen af selvstændige næsten er halveret, fra 12 procent i 1980 til 7 procent i 2003 (således at andelen af lønmodtagere er vokset fra 88 procent til 93 procent). Mellemklassen af mindre erhvervsdrivende synes således på vej ud, trods regeringens ihærdige bestræbelser for at fremme en iværksætterkultur.

Den private sektor opdeles stadig klarere i en bestemmende selskabskapital og et stedse større flertal af afhængige ansatte.

Tabel 1: Den danske selskabskapitalisme

Kilde: Statistisk Årbog, 1992, tabel 327 (for 1980 og 1990) samt Statistikbanken, tabel GF5 (for 2000 og 2005). Tallene fra de to tabeller er ikke helt sammenlignelige, fordi Danmarks Statistik i 1999 indførte en ny Generel Firmastatistik.

Dansk selskabskapitalisme har nogle særtræk.

I forhold til andre lande ejes de større virksomheder i stor udstrækning af familier eller af fonde, som familien eller andre har placeret kapitalen i, dels af skattehensyn, dels ud fra et ønske om at beskytte virksomheden mod overtagelse ved at have få eller ingen frie aktier. Dette gælder således A P Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Danfoss og Carlsberg. Dette fremgår ikke af tabellen, fordi disse fonde ejer selskaber, og det er som sådan de er kategoriseret.

En fond er en særlig konstruktion, der oprindeligt blev etableret af lovgivningen for skattemæssigt at favorisere almennyttig aktivitet, men i dag er de betydende fonde alle erhvervsdrivende. En del skattefordele i forhold til selskaber er elimineret; det ‘almennyttige’ tager gerne form af støtte til forskning og uddannelse med erhvervspolitisk sigte, altså en slags privatisering af denne politik, f.eks. har A. P. Møller-Mærsk og Danfoss fået oprettet institutter ved Odense Universitet.

Mens selskaber har personlige ejere i form af aktionærerne, er fonde selvejende, dvs. det er fonden som sådan, der står som den ultimative ejer af de selskaber, som koncernen omfatter; fondskapital er således anonym kapital. Fondsformen er på fremmarch i Danmark (men næsten ukendt i udlandet). I 2002-2003 var 12 af de 28 største danske virksomheder, målt efter balance, fondsejede, mens yderligere fire var kontrolleret af en fond og en familie; blot syv fondsejede virksomheder stod for halvdelen af børsselskabernes værdi.

Krydseje, dvs. at selskaber ejer aktier hos hinanden, er ikke særlig udbredt; kun fire procent af aktierne på Københavns Fondsbørs var ejet af andre virksomheder, og denne andel synes vigende.

Man skelner normalt mellem den bankbaserede kapitalisme, der er karakteristisk for Tyskland og Japan, fordi bankerne her ejer og kontrollerer betydelige dele af erhvervslivet, og den markedsbaserede kapitalisme i de angelsaksiske lande, hvor kapitalmarkedet (børsen) regulerer vilkårene. Her ligger Danmark tættest på den bankbaserede model. Bankerne forsyner selskaberne med en stor del af deres kapital, og den danske børs er lille, selv efter den nordiske fusion til OMEX. Dog er der en almen tendens til at den kontinentaleuropæiske og japanske kapitalisme nærmer sig den angelsaksiske model.

Produktiv og finansiel kapital

Produktiv kapital fremstiller noget (varer og service), mens finansiel kapital – banker, forsikring, realkredit, pensionskasser, investeringsforeninger, ATP og LD – ’blot’ formidler, nemlig opsparing til produktive investeringer.

I afsnittet om markedsmagt var omsætningen og værditilvæksten de relevante faktorer, og her udgjorde den finansielle sektor en branche blandt andre, med en andel af privat BVT på 7½ procent. I dette afsnit er temaet ejerforholdene, hvilket gør kapitalen – de samlede aktiver (balancen), evt. egenkapitalen – til den relevante faktor, og under denne vinkel svulmer den finansielle sektor i betydning.

Sammenligner vi f.eks. nr. 1 indenfor produktiv og finansiel kapital, nemlig hhv. A. P. Møller-Mærsk og Danske Bank, viser det sig, at Danske Bank i 2006 havde en balance, der var næsten ni gange så stor som Mærsk’s, mens omsætningen kun var godt halvdelen af denne koncerns (Børsens DK1000, 2007).

Økonomisk magt har mange aspekter, men den er funderet i ejerskab. Et selskabs samlede aktiver er den kapital, som den kan disponere over, men hvem ejer denne kapital, dvs. har den ultimative magt over selskabet? Egenkapitalen består af aktieværdien, der selvfølgelig ejes af aktionærerne, samt sidste års overskud som selskabet som sådan ejer. Fremmedkapitalen ejes af kreditorerne, især banker; i udlandet, men ikke i Danmark, er virksomhedsobligationer også en almindelig finansieringsform.

Der er således tre typer af ejere: Aktionærerne, virksomheden som sådan, og finanskapitalen. Forholdet mellem finansiel og produktiv kapital er dog langt mere kompliceret end det, der fanges af skellet mellem fremmedkapital og egenkapital.

For det første placerer produktive selskaber en del af deres overskud i aktier, obligationer og andre værdipapirer. De har aktier i andre virksomheder (krydseje) og de opkøber – som i udlandet – i stigende grad deres egne aktier, som alternativ til at udbetale dividende; det sidste betyder at selskabet som sådan kommer til at eje mere og mere af virksomheden. Og de har ofte finansielle afdelinger, der optræder præcis som anden finanskapital.

For det andet investerer finanskapitalen i aktier. Tidligere var dette stort set ikke tilladt, fordi politikerne ønskede en vis afstand mellem långiver og låntager, dvs. man ønskede at forhindre at den produktive kapitalisme blev domineret af finanskapitalismen; og man ønskede, at en pæn del af landets opsparing gik til at finansiere den demokratiske sektor (ved at midlerne blev placeret i statsobligationer).

Selv om det stadig er forbudt disse finansielle investorer at opnå »bestemmende indflydelse« i et selskab, er disse regler blevet liberaliseret. I betragtning heraf kan det undre, at de institutionelle investorers andel af de børsnoterede aktier ikke er steget mellem 1988 og 1997, men har ligget nogenlunde konstant på omkring 22 procent. Forklaringen er, at disse investorer i stigende udstrækning foretrækker udenlandske aktier; i den nævnte periode er den udenlandske aktieandel vokset fra 20 procent til 40 procent af finanskapitalens samlede aktieinvesteringer (Erhvervsministeriet 1999: 53f og 67f). Så dansk erhvervsliv har ikke fået meget ud af de mere lempelige regler.

Finanskapitalen er disse institutionelle investorer (pensionskasser, herunder ATP og LD, og investeringsforeninger) plus banker, realkredit og skadesforsikring, alt i alt 35 procent af børsens aktiekapital.

Lad os nu se på den samlede kapital, som den finansielle sektor og den produktive sektor råder over.

I den følgende tabel anføres balancen for den finansielle og produktive sektor samt den faktor, der fortæller, hvor meget den første er større end den sidste. Den finansielle sektor sammenlignes også med bruttonationalproduktet, BNP, mest som et check på at udviklingen er korrekt aflæst.

Tabel 2: Produktiv og finansiel kapital

Kilde: Statistikbanken Tabel MPK55, GF2 og NAT01 (tallene for den produktive sektor omfatter kun byerhvervene).

Det ses for det første at finanskapitalen råder over to til tre gange så mange midler som den produktive kapital, og for det andet at den i løbet af disse fem år har øget sin økonomiske magt kontinuerligt og betragteligt, både i forhold til den produktive kapital og i forhold til hele økonomien. Denne udvikling harmonerer med den globale.

Ser vi på de 100 største virksomheder i landet – rangordnet efter omsætning – var de finansielle selskaber 4,27 gange så store som de produktive i 2002, men 4,46 så store i 2006 (men blandt de 50 største var der et fald fra faktor 5,08 til faktor 4,77), jf. BørsenDK1000 (2007) og DK500 (2003). Ikke overraskende ses det også at de finansielle selskaber vejer langt tungere i toppen af erhvervslivet end i økonomien generelt.

Det er vanskeligt at finde sammenlignelige tal for den finansielle sektors relative vægt i 1980’erne og 1990’erne. Dog viser det sig, med en anden opgørelsesmetode, at den finansielle sektor i perioden 1995-1999 var 3,78 gange så stor som den produktive, mens gennemsnitstallet for perioden 2000-2006 var 3,99. Dette er en begrænset vægtforøgelse, men ganske interessant kommer der et stort hop i 2004, og 2004-06 er faktoren i gennemsnit hele 5,55. Går man tilbage til 1983 var balancen i den finansielle sektor 525 mia, og BNP var nogenlunde det samme, nemlig 541 mia (Brixtofte 1984: 20, og NAT01), således at forholdet var ca. 1 til 1.

I dag er forholdet mere end 5 til 1, som det fremgår af tabellen. Finanskapitalen er svulmet enormt op i den nyliberale epoke.

At finanskapitalen vejer tungere i forhold til produktiv kapital indebærer ikke nødvendigvis, at den spiller en større rolle ved finansieringen af produktionen. Faktisk faldt fremmedkapitalens andel af virksomhedernes samlede kapital til 50 procent i 2005, efter i mange år at have udgjort 60 procent.

Hvordan hænger det sammen? Svaret er, at finanskapitalen gør meget andet end at finansiere den produktive sektor. Kapital kommer fra opsparing, men noget af dette overskud går til direkte forbrugslån og andet bruges til spekulation, der aldrig kommer i nærheden af hverken produktive investeringer eller forbrug.

Den kraftige koncentrationstendens indenfor den finansielle sektor, affødt af nyliberalismens dereguleringer, er allerede omtalt. Resultatet er, at den danske finanskapital i dag kontrolleres af tre megakoncerner:

Danske Bank med en balance på 2.492 mia, hvoraf banken som sådan har 1.638 mia, Realkredit Danmark 625 mia og Danica Pension 228 mia. Hertil kommer ejendomsmæglerkæden Home samt Topdanmark (skadesforsikring).

Nykredit med en balance på 1.030 mia, hvoraf Nykredit Real 642 mia, Totalkredit (købt i 2003) 300 mia, Nykredit bank 84 mia og Nykredit Forsikring 3 mia.

Nordea Danmark med en balance på 853 mia, hvoraf banken har 537 mia, Nordea Kredit 208 mia og Nordea Pension 108 mia.11

Danske Bank er således klart dominerende; det ser vi nærmere på nedenfor.

Kapitalkoncentration

Aktieselskaber og andelsforeninger har en gennemsnitlig omsætning, der er mere end 10 gange så stor som enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og anpartsselskaber (i 2005 65 og 85 mio overfor 1,6, 4,6 og 5,8 mio).

De to førstnævnte virksomhedstyper er derfor ’de store’, mens de sidste tre er ’de små’. Som det ses af Tabel 1, er de stores andel af den samlede omsætning steget fra 59 procent i 1980 til 72 procent i 2005, mens de smås andel i samme tidsperiode er faldet fra 35 procent til 24 procent. Det skyldes ikke blot, at der er blevet relativt færre små virksomheder, men også at hver af dem er vokset mindre end de store. De små er således i alle henseender blevet marginaliseret.

Da omsætningen normalt er et rimeligt godt mål for kapitalstørrelsen (stor omsætningen forudsætter megen kapital), og da omsætningstendensen er så klar, er det givet, at der er sket en betydelig koncentration af de danske virksomheders kapital, hvad enten det har resulteret i øget markedsmagt på de enkelte markeder eller ej.

Traditionelt siges det, at dansk kapitalisme er præget af mange små og mellemstore virksomheder, mens det kniber med helt store virksomheder; modsat f.eks. Sverige og Tyskland, der har bilkoncerner og meget mere. Det er efterhånden en sandhed med stadig større modifikationer. Relativt set har Danmark i dag færre helt små virksomheder (mindre end 10 ansatte) end i EU generelt, og faktisk er der – stadig relativt set – flere helt store virksomheder (mere end 1.000 ansatte) end Sverige!

Ovennævnte beregninger betragter de forskellige virksomhedstyper som udifferentierede enheder. Jeg »åbner« nu to af boksene og ser på de interne forskydninger blandt aktieselskaber og andelsforeninger. Også på dette niveau er de store blevet større og de små marginaliseret. Dette er oplagt for andelsforeninger, men gælder også aktieselskaber.

I 1980 havde de 10 største danske virksomheder (koncerner) en samlet omsætning, der svarede til 20 procent af BNP; listet efter størrelse drejede det sig om ØK, FL Smidth & Co, FDB, ESS-FOOD, DLG, Lauritzen-koncernen, Dansk Esso, De Danske Sukkerfabrikker, Handelsbanken og Dansk Shell. I 2006 var de 10 størstes omsætning vokset til at udgøre præcis 50 procent af BNP, og de 10 udgjordes nu af A. P. Møller-Mærsk (inkl. Dansk Supermarked), Danske Bank, ISS, Danish Crown, TDC, Arla Foods, Carlsberg, Nykredit Holding, Novo Nordisk og DONG. Og antallet af ansatte hos de 10 største er samtidig vokset fra 83.000 i 1980 til ikke mindre end 628.199 i 2006, især grundet en voldsom ekspansion i udlandet (alene ISS har 363.000 ansatte).

Blot indenfor de sidste fem år har der været en markant udvikling. Man må her fratrække de finansielle virksomheder, fordi der for 2001 kun er tal for de produktive virksomheder. Således beregnet er de 10 størstes andel af BNP vokset fra 28 procent i 2001 til 34 procent i 2006. Ser man på de 50 største produktive virksomheder, er tendensen den samme i de sidste 5 år, fra 58,5 procent af BNP i 2001 til 67 procent i 2006.

Alle de nævnte virksomheder er multinationale selskaber (eller andelsforeninger), og ofte stammer mere end halvdelen af omsætningen fra udlandet. Tallene fortæller derfor en historie om disse danske virksomheders stejlt stigende vægt i forhold til det øvrige danske erhvervsliv, og måske i forhold til det politiske system, men angiver ikke i sig selv stigende indflydelse på det danske marked. At udtale sig om dette sidste ville kræve en adskillelse af danske og udenlandske aktiviteter, hvilket ikke forsøges her. Det skal også pointeres at BNP blot fungerer som »benchmark«; BNP angiver den samlede værditilvækst i Danmark i løbet af et år, så en direkte sammenligning med BNP ville kræve at virksomhedernes omsætning reduceres til det noget lavere tal for deres værditilvækst.

For en gang skyld er det muligt direkte at måle kapitalkoncentrationen, dog kun for udviklingen mellem 2001 og 2006 og kun for produktive virksomheder. Det viser sig nemlig at den kapital, som de 10 største – nu listet efter deres balance – rådede over, voksede fra 28 procent af BNP i 2001 til 50 procent i 2006.

Thomsen o.a. (2002: 99f) konkluderer deres undersøgelse af ejerskab i dansk erhvervsliv med at skrive, at der er ringe koncentration af økonomisk magt i Danmark, med henvisning til at landet er præget af mange små og mellemstore virksomheder. Det bliver mindre og mindre rigtigt. Det er hævet over enhver tvivl, at der er sket en voldsom koncentration af den økonomiske magt i Danmark siden 1980.

Øget kapitalkoncentration kan ske ved, at de stores indre vækst er større end de smås, eller gennem fusioner og opkøb. Siden kapitaldereguleringerne omkring 1980 har den sidste metode været den dominerende. Der er opstået et slags meta-marked, hvor det ikke er varer, men virksomheder, der handles; det kan være ligestillede, der fusionerer, eller f.eks. små IT-virksomheder, der har udviklet en god idé og derefter opkøbes af Microsoft (mange små virksomheder oprettes simpelthen med henblik på at sælge sig selv, jf. Hannaford, 2007).

Resultatet har været at »næsten alle globale sektorer har en oligopolistisk struktur, hvor 3-5 multinationale selskaber dominerer« (Harrod, 2006: 25). På globalt plan er fusioner og opkøb kommet i bølger, gerne i forbindelse med et økonomisk opsving; faktisk er deres antal en udmærket konjunkturindikator, f.eks. var der to bølger i 1980’erne og igen efter 2002. I foråret 2007 steg den samlede værdi af fusioner og opkøb med ikke mindre end 62 procent i forhold til første halvår 2006; kapitalfonde tegnede sig for en fjerdedel af denne vækst, og knap halvdelen var grænseoverskridende (Børsen, 2/7–07). Det er klart at effekten af indre vækst – grundet stordriftsfordele og andet – er ubetydelig i sammenhæng hermed. Da kreditkrisen brød ud i løbet af efteråret 2007 styrtdykkede denne aktivitet, fordi der ikke længere var penge til rådighed for at finansiere sammenslutningerne.

Danmark og Norden har fulgt med i denne udvikling. I Danmark kom det store hop i slutningen af 1980’erne, da antallet af fusioner og opkøb steg fra 20 i 1986 til 375 i 1990, hvorefter tallet faldt tilbage til godt 200 i 1998 (Erhvervsministeriet, 1999: 298f); efter krisen i 2001/02 kom et nyt opsving.

Alle de store danske selskaber ekspanderer gennem opkøb. A. P. Møller-Mærsk købte for et par år siden det store hollandske rederi P & O Nedlloyd (det har givet store problemer), Danske Bank opkøbte en finsk bank (Sambo Bank), Carlsberg har netop købt et stort skotsk bryggeri med adgang til Østeuropa. Danmarks tredjestørste virksomhed, ISS, blev i 2004 opkøbt af to kapitalfonde, EQT og Goldman Sachs Partners, hvorefter selskabet selv har fulgt en strategi med stadige opkøb af mindre virksomheder. Sådanne kapitalfonde skal ikke forveksles med de tidligere nævnte fonde. Her er der ikke tale om noget almennyttigt formål, snarere tværtimod.

Af de udenlandske fonde, der opererer i Danmark, er 62 procent indregistreret i skattely (herunder Luxembourg 28 procent og Cayman Island 19 procent). Sammen med anden skattetænkning betyder dette, at det offentlige mister milliarder på denne type investering, som bl.a. det offentlige ATP deltager i (!). Formelt er der tale om produktive investeringer, da det er selskaber, der opkøbes, men eftersom de sælges videre efter få år, har investeringerne et klart spekulativt præg. Dermed ligner de hedgefonde, der investerer i finansielle aktiver; i Danmark var der i 2006 20 af slagsen, bl.a. Scandium Asset Management, men også bankerne har hedgefond-afdelinger.

Det er klart at kapitalens samling i fonde i høj grad bidrager til dens koncentration. I alt 80 danske virksomheder var ved sidste optælling ejet af kapitalfonde, svarende til godt 10 procent af dansk erhvervsliv og fire procent af den private beskæftigelse. To af de fem største danske virksomheder, nemlig ISS og TDC, er i dag ejet af kapitalfonde.

Som mindretalsaktionær gerådede ATP i strid med de fem kapitalfonde, der overtog TDC i 2006. I den forbindelse angreb ATP, med høj moralsk cigarføring, kapitalfonde for at investere kortsigtet (Børsen, 10/1-06). Imidlertid har ATP en kapitalfond, ATP Private Equity Partners, som i 2004 sammen med den svenske kapitalfond Nordic Capital købte Falck og som samme år investerede 500 mio i den store svenske kapitalfond, EQT. Videre investerer ATP i den største danske kapitalfond, Axcell. ATP’s ambition er at investere 7,5 procent af formuen i kapitalfonde (Børsen, 7/6-04, 19/2-05 og 3/4-07; samt www.business.dk d. 10/3-08). »Arbejderklassens« opsparing er således en medspiller i disse fondes skatteunddragelse, og for så vidt er det kun konsekvent, at ATP’s direktør for nylig udtalte at den offentlige sektor er uansvarligt stor. Så vidt drømmene om økonomisk demokrati.

Kreditkrisen har også i Danmark betydet, at det er blevet dyrt og vanskeligt at finansiere opkøb. På den anden side har faldet i aktiekurserne gjort flere virksomheder billige.

»Det er stadig svært at få finansieret de store transaktioner. Det betyder, at transaktionerne typisk vil være mindre og måske mere danske og nordiske«, har direktøren i Nordea udtalt (Børsen, 14/1-08).

Toppen: A. P. Møller-Mærsk og Danske Bank

Indenfor den produktive kapital har A. P. Møller-Mærsk (APM) en enestående position, ligegyldigt hvordan man måler.

APM er vokset eksplosivt, fra at have en markedsværdi på 0,5 mia i 1965 – da Mærsk overtog efter sin far – over 55 mia i 1993 til 216 mia i 2005. Koncernen har det største rederi i verden, og med sine omfattende aktiviteter indenfor skibsfart, olie- og gasudvinding, havne, skibsværfter, Dansk Supermarked og meget andet er APM nu nr. 183 på Fortunes rangliste over de største selskaber på denne klode. Væksten er sket gennem f.eks. udvidelse af flåden, men især gennem opkøb af andre selskaber, f.eks. Sealand og sidst P & O Nedlloyd, hvilket nu synes at fremprovokere en konsolidering blandt de lidt mindre konkurrenter, i en typisk oligopoliserings- eller koncentrationsproces.

Som andre store selskaber søger APM at begrænse konkurrencen gennem strategiske alliancer:

»I stedet for at konkurrere om kunderne, indleder Maersk Line et tæt samarbejde med sine to nærmeste konkurrenter om at drive fælles containerruter mellem Kina og USA. Det skriver maritimedanmark.dk. Det er verdens tre største containerrederier – Maersk Line, MSC og CMA CGM – der nu indgår et omfattende samarbejde. De tre rederier nedlægger fra april fire containerruter, som de indtil nu har drevet hver for sig imellem Kina og USA, og erstatter dem med tre nye ruter, som rederierne driver i fællesskab« (Politiken, 1/3-08).

Koncernen står for 25 procent af de 20 største selskabers markedsværdi på børsen (OMX C20) og er dermed afgørende for kursudviklingen i Danmark.

APM bidrager med godt syv procent til produktionsværdien i landet, knap 30 procent til CO2 forureningen og hele 80 procent til SO2 forureningen. Det nævnes ofte at koncernens omsætning svarer til godt 10 procent af det danske BNP, men som tidligere nævnt er det snarere den noget mindre værditilvækst, der bør sammenlignes med BNP.

APM’s vægt i den danske økonomi er voksende, også i de seneste år. Koncernens omsætning (inkl. Dansk Supermarked) udgjorde i 2002 37 procent af den samlede omsætning for de 10 største selskaber i Danmark, en andel der i 2006 var steget til 46 procent (målt på balancen var stigningen fra 40 til 46 procent).

Omkring halvdelen af APM’s aktivitet foregår i udlandet, men nogenlunde det samme gælder de andre ni selskaber.

Indenfor den finansielle kapital har Danske Bank (DB) en helt dominerende position.

Jeg har allerede nævnt, at DB efter en række fusioner og opkøb sidder på knap 50 procent af udlånene og knap 55 procent af balancen indenfor det rene bankområde, mens koncernen formodentlig har en vægt indenfor hele den finansielle sektor på omkring 33 procent (2.500 mia plus Home og Topdanmark ud af knap 8.000 mia, jf. ovenfor), målt på balancen. DB har i de senere år ekspanderet i Europa og er nu nr. 279 på Fortunes liste. Banken har købt sig ind i Norge (Fokus Bank), Finland (Sampo Bank) og Irland; megen af den udenlandske aktivitet drives af letforståelige grunde fra afdelingen i skatteparadiset Luxembourg.

Også for DB gælder, at dominansen er øget i de senere år. Koncernens omsætning (inkl. Topdanmark) udgjorde i 2002 42 procent af den samlede omsætning for de 10 største finansielle selskaber i landet, en andel der i 2006 var vokset til 51 procent af de 10 største (så de 33 procent nævnt ovenfor er formentlig en underdrivelse). Målt på balancen var der en stigning fra 46 procent til 51 procent.

APM og DB er så tæt forbundne, at en iagttager beskriver DB som »associeret selskab i A. P. Møller koncernen« (Andersen, 2006: 253). Forbindelsen går helt tilbage til 1928, da A. P. Møller hjalp DB´s forgænger – Landmandsbanken – under dens berømte krise og derefter blev formand for bestyrelsen. I dag kontrollerer APM DB, idet APM ejer 22,27 procent af DB´s aktiekapital, op fra 16 procent i 2002. Aktieposten giver et årligt udbytte på 1 mia. De øvrige aktier i DB er rimeligt spredt, og når det er tilfældet regner man normalt med at eje af 10 procent er tilstrækkeligt til kontrol. Samtidig er APM DB’s største kunde, så stor at APM en overgang lånte mere end bankloven tillod.

Da DB har 15 procent af aktieværdien på OMX C20 råder APM/DB over 40 procent af værdierne indenfor denne elite.

De personlige relationer kan tjene som indikator for sammenvævningen af APM og DB.

Poul Svanholm, tidligere Carlsbergdirektør, var i 1980’erne og 1990’erne APM’s »måske vigtigste forbindelsesled til resten af danske erhvervsliv«; Mærsk-Møller »havde placeret« ham som bestyrelsesformand i DB, som det ret direkte hedder i en virksomhedshistorie (Benson, 2004: 262), og efter sit arbejde her indtrådte han i 2003 som en af næstformændene i APM’s bestyrelse. Tage Andersen var oprindeligt revisor i APM, blev direktør i DB 1980-90 og senere medlem af bestyrelsen for Almenfonden og næstformand i Dampskibsselskabet Svendborg (begge APM). Knud Sørensen, direktør i DB i 1990, blev ved sin afgang i 1998 udpeget til bestyrelsesmedlem i Dampskibsselskabet af 1912 (APM) og blev i 2003 medlem af Almenfondens bestyrelse. Jess Søderberg, indtil for nylig ledende direktør i APM, var medlem af bestyrelsen i DB.

Økonomisk magt et funderet i eje, her godt 22 procent af DB. Magt er evnen til at gøre noget, og fordi alle kender dette potentiale, er det sjældent nødvendigt at udøve magten åbenlyst; APM kan udskifte ledelsen af DB, men gør det selvfølgelig ikke, når alt går som det skal. Kun når magten trædes over tæerne eller trues, ses den.

I 1982 overførte APM Familiefonden til skattely i Liechtenstein, fordi man frygtede en hårdere fondsbeskatning i Danmark; DB assisterede i denne hemmelige – og ulovlige – transaktion. I 1996 afslørede Jyllandsposten, at DB tilbage i 1989 havde givet APM en 10-årig skibsgaranti, som kunne koste banken milliarder; prisen for garantien var blevet sat til 9 kroner! DB forsvarede sig i store annoncer, og to dage efter fritog APM DB for garantien. APM fik fyret DB-kilden fra sit nye job på den amerikanske ambassade, efter at Mærsk havde »indkaldt« ambassadøren til samtale. Som et tredje eksempel kan nævnes, at en DB medarbejder i begyndelsen af 1990’erne offentligt kritiserede APM for lukkethed; DB tog afstand og fyrede den pågældende.

APM vejer således tungt indenfor den produktive kapital og kontrollerer via DB den finansielle kapital.

Denne centralisering af den økonomiske magt er formentlig enestående, f.eks. er magten langt mere spredt i sammenlignelige mindre økonomier, for slet ikke at tale om store økonomier som den franske eller amerikanske. Hvordan denne økonomiske magt oversættes til politisk magt er velkendt, især i forbindelse med olieaftaler med den danske stat.

Hvis Danmark – således som de nyliberale ønsker sig det – var én stor forretning, ville det være en underdrivelse at kalde APM for markedsførende.

Midten: Folkekapitalisme

Hvilke danskere ejer landets kapital?

I industrisamfundet for 50 eller 100 år siden var sagen simpel. Kapital forudsætter et overskud og et sådant havde arbejderklassen ikke; det store flertal af befolkningen brugte indkomsten til forbrug, og det var det. Derfor var kapitalen, både den produktive og finansielle, ejet af overklassen.

I takt med stigningen i levestandarden fik lønarbejderne et overskud. En del heraf gik via skatten til at finansiere velfærdsstaten, resten forblev privatejendom og blev forvandlet til kapital, dvs. midler der gives ud med henblik på at skaffe et afkast (rente, profit, kapitalgevinst).

Det ultimative formål er ofte, at sikre pension til alderdommen eller andre former for fremtidigt forbrug, og for så vidt er lønarbejderen ikke kapitalist i ultimativ forstand. Det kræver, at profitmaksimering som sådan er den overordnede målsætning. Men umiddelbart er det store flertal af lønarbejdere blevet »deltidskapitalister«, dvs. en del af indkomsten er kapitalindkomster, og denne andel er stigende.

Lønkvoten – dvs. lønnens andel af nationalindkomsten (BNP) – har været faldende gennem mange år, selv om andelen af lønarbejdere vokser. Løsningen på dette paradoks er at »lønarbejderne« – nu i gåseøjne – har ændret deres økonomiske profil i kapitalistisk retning; en stigende del af landets nettoprodukt (BNP) udbetales som kapitalindkomst.

Kapitalejet antager to former, indirekte og direkte. Det indirekte eje omfatter ATP og arbejdsmarkedspension. Direkte kapitaleje kan være rate- og kapitalpension, almindelige bankindskud (der giver rente og derfor er kapital) samt værdipapirer, herunder aktier, hvor kapitalgevinsten grundet kursstigninger er guleroden.

Begge typer af investeringer har oplevet et vældigt opsving i de seneste årtier. Pensionsformuen er nærmest eksploderet, jf. afsnittet »Afdemokratisering«, og f.eks. ejer 250.000 unge under 20 år aktier, heraf en tredjedel i form af børneopsparinger, mens næsten 1 million er medlemmer af investeringsforeninger (hvis antal er tredoblet siden 2002).

Forudsætningen herfor er som nævnt. at vi har fået råd i kraft af velstandsstigningen, men folkekapitalismen er kun blevet en realitet, fordi den nyliberale politik dels har forhindret at en større andel af overskuddet administreres demokratisk ved at blive inddraget som skat, dels har opmuntret til private investeringer gennem meget favorable skatteordninger, der generelt har sænket skatten på kapitalindkomster, f.eks. blev beskatningen af aktieudbytte lempet betydeligt for nogle år siden.

Ud over pensionsformuen og den finansielle formue er der boligformuen, hvis nettoværdi er den berømte »friværdi« (dvs. boligens markedsværdi minus lån i den). Denne friværdi er en kapitalgevinst, selv om boligen måske ikke udtrykkeligt købes for at få dette afkast (men når eje vælges frem for leje spiller denne fordel selvfølgelig afgørende ind). Friværdien er overvejende et arbejdsfrit beløb, om end en mindre del kan være skabt af forbedringer og afdrag. Også denne boligkapital er blevet mere og mere udbredt gennem de senere årtier, men formentlig vil meget bliver barberet væk i den kommende krise.

Alt i alt er pensionsformuen vokset med knap 10 procent pr. år 1996-2005, mens nettoværdien af den øvrige kapital (boligernes friværdi plus netto finansiel formue) er vokset med 5,3 procent pr. år 1997-2004; friværdien tegner sig her for langt den største andel af stigningen. Da BNP, indkomsten og lønnen er vokset med et par procent om året – eller mindre – er det klart at kapitalindkomster generelt vejer stedse tungere i forhold til lønnen.

Når disse ting er slået fast, må det også fremhæves at kapitalen er meget ulige fordelt, langt mere end indkomsten.

Det gælder pensionsformuen, især takket være de individuelle ordninger, hvor beskatningen favoriserer de høje indkomster; boligkapitalen (friværdien), hvor de 20 procent rigeste (efter indkomst) i gennemsnit råder over næsten 6 gange så megen friværdi som et medlem af de fattigste 20 procent; og det gælder især den finansielle kapital (netto), der er minus 13.500 kroner for de fattigste 20 procent og 230.000 kroner for de rigeste 20 procent (tallene er fra 2003). Da boligkapitalen udgør langt større beløb end den finansielle kapital, er det skellet mellem ejere og lejere – og uligheden i pensioner – der især vejer tungt.

Sammenfattende havde de 20 procent rigeste i 2003 en disponibel indkomst, der var 3 ½ gange så stor som de 20 procent fattigste, men deres formue (pension ikke indberegnet) var ni gange så stor.

Denne ulighed er øget betydeligt. Den historiske udvikling fremgår tabellen.

Tabel 3. Fordelingen af husstandenes skattepligtige formue

Kilde: Bonke, 1997: 247 (tak til Nicolai Bentsen, der gjorde mig opmærksom på tabellen i notatet »Hvem ejer Danmark«). Noter: Jo længere ned i tabellen man bevæger sig, desto rigere bliver folk. Tabellen angiver nettoformuen af finansielle aktiver, ejerbolig og pensionsopsparing; negativ formue er gæld. Der er tale om den skattepligtige formue, så desværre er diverse fradrag inkluderet. Der er ikke denne type tal efter 1993.

Det ses at den personlige formuefordeling blev mere lige frem til 1970, især fordi de rigeste måtte afgive andele til middelklassen. Fra 1970 bliver fordelingen skævere, først fordi »underklassen« oparbejder gæld (tabellen nedenfor tyder på at denne er koncentreret hos den fattigste tiendedel), og fra 1980 – nyliberalismens traditionelle fødselsår – fordi den rigeste tiendedel dramatisk forbedrer sin relative position.

Tendensen er fortsat efter 1993. Uligheden i disponibel indkomst er øget ret betydeligt, nemlig fra 19,1 i 1995 til 21,8 i 2004, hvor 0 betyder absolut lighed og 100 absolut ulighed (Gini-indekset); i 1995 havde de rigeste 10 procent en indkomst, der var 3,7 gange så høj som de fattigste 10 procent, og denne faktor var i 2004 vokset til 4,7.

Denne polarisering skyldes først og fremmest at kapitalindkomsterne er skudt i vejret, dels grundet den store vækst i pensionsformuen, dels grundet aktiefesten i anden halvdel af 1990’erne og boligfesten i dette århundrede (krisen 2001/02 var her et føleligt tilbageslag). Disse kapitalindkomster tilfalder mere og mere de rige. Formuefordelingen (nu minus pension) er nemlig blevet betydeligt mere skæv siden 1996:

Tabel 4. Andel af nettoformuen (friværdi plus finansiel formue)

Kilde: AE Rådet: Fordeling og Levevilkår, 2006: 31 (www.aeraadet.dk). Bemærk: »Lavindkomst« er de 20 procent fattigste efter indkomst, »højindkomst« de 20 procent rigeste, og »mellemindkomst« de resterende 60 procent.

Det ses at den store mellemgruppe har øget sin gennemsnitlige kapital, om end den relativt har mistet lidt terræn. Den store historie er imidlertid den massive omfordeling fra bund til top.

Konklusionen kan ikke blive éntydig.

Det er givet, at kapitalindkomster generelt vejer stedse tungere i forhold til lønindkomster, og det gælder også for de fleste almindelige lønarbejdere.

Ser man bort fra de 20 procent rigeste og de 20 procent fattigste, altså fokuserer på de 60 procent med mellemindkomster, viser det sig, at friværdi plus finansiel nettoformue voksede 34 procent i perioden 1996-2003, hvortil kommer en formentlig større vækst i disse mellemindkomsters pensionsformue (især takket være arbejdsmarkedspensioner). Til sammenligning med denne vækst i kapitalindkomsterne voksede gruppens disponible indkomst kun omkring 20 procent (og det i en ét år længere periode).

Derfor er betegnelsen »folkekapitalisme« på sin plads. Denne udvikling kan ikke undre, når man tænker på den favørbehandling, som liberaliseringen har givet kapitalen og som skattesystemet har forstærket.

På den anden side er kapitalen og derfor kapitalindkomsterne meget ulige fordelt, og denne ulighed skærpes. Hvis denne tendens fortsætter, kan man godt forestille sig at folkekapitalismen smuldrer, og at man vil nærme sig en marxistisk klassepolarisering; dette vil især gælde, hvis den offentlige sektor marginaliseres, således at de offentligt ansatte – der ikke er en del af arbejderklassen i klassisk forstand – kommer til at veje mindre.

Hvor ligger magten?

Eje er den nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelse for økonomisk magt. Der er ikke proportionalitet mellem eje og magt.

Magten kan multipliceres, hvis ejet overskrider en vis grænse. Som nævnt er et aktieeje på 10 procent normalt nok til at sikre 100 procent kontrol med et selskab. Eller en fond kan eje 51 procent af aktierne i et holdingselskab, som ejer 51 procent af aktierne i et datterselskab, der ejer 51 procent af aktierne i et andet aktieselskab; dermed kan en fond komme til at kontrollere måske 10 gange så mange værdier som den nominelt ejer (Johansen/Møller, 2005: 99; et holdingselskab har som eneste aktivitet at eje datterselskaber). Og hvis en hedgefond (finansiel spekulationsfond) råder over 10 mio kan den måske låne det dobbelte beløb, men har den 10 mia kan den ofte sikre sig 10 gange så meget eller mere i lån. Princippet er, at den, der har meget, skal meget gives.

Omvendt udtyndes magten, hvis ejet er spredt ud på en lang række små investorer, således at en aktieandel på f.eks. tre procent giver nul indflydelse. Den almindelige småinvestor har stort set ingen indflydelse på den bank, investeringsforening eller pensionsfond, som vedkommende investerer i. Derfor ligger magten i dette tilfælde hos bankdirektionen eller formueforvalterne. Tilsvarende er det velkendt, at magten i et selskab tilfalder »management«, såfremt aktieejet er spredt.

Folkekapitalisme indebærer nok, at flere og flere ejer kapital, men det betyder ikke at befolkningen får mere indflydelse på den danske økonomi. Omvendt betyder koncentrationen på markederne og i toppen af dansk kapitalisme, at færre og færre får mere og mere magt.

Samtidig synes der at være en tendens – i Danmark og i andre vestlige lande – til at den upersonlige kapital vinder frem. En sådan anonym kapital kender man i form af fonde, hvor det er fonden som sådan, der er ejer (om end udbyttet tilfalder personer), eller selskaber, hvor selskabet som sådan ejer mere og mere, bl.a. takket være opkøb af egne aktier.

Dette er realiteterne i dansk kapitalisme; de følger af princippet om, at magten følger pengene. I modsætning hertil er demokratiets princip den fuldstændige lighed i magt: Én stemme pro person.

Artiklen bragt i Kritik og Kaos på www.modkraft.dk oktober 2009.

Litteratur

Abildgren, K. og C. S. Nielsen (2000): Dansk Erhvervsliv, Handelshøjskolens Forlag.

Abildgren, K. (2007): Financial liberalization and credit dynamics in Denmark in the post-World war II period, Danmarks Nationalbank Working Papers, nr. 47.

AE Rådet (Arbejderbevægelsens erhvervsråd) (2007): Fordeling og levevilkår, www.aerådet.dk.

Andersen, H. (1966): Hvem ejer Danmark? Fremad.

Andersen, J. Goul (2003): Over-Danmark og Under-Danmark? Ulighed, velfærdsstat og politisk medborgerskab, Magtudredningen.

Andersen, T. M., H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen (2002, evt. 2005): Beskrivende dansk økonomi, Handelsvidenskab Bogforlaget.

Andersen, S. (2006): Møllers mand. Historien om Jess Søderberg, Aschehoug.

Andersen, M. (2007): Erhvervsøkonomi i Videnssamfundet, Columbus.

Asmussen, B. (2007): Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994 (Ph.D afhandling), Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Baldvinson, C. o.a. (2000): Dansk bankvæsen, 4. udgave, København.

Benson, P. S., B. Lambek og S. Ørskov (2004): Mærsk. Manden og Myten, Politikens Bøger.

Bentsen, N. (2007): Hvem ejer Danmark? (Notat).

Blaug, M. (1985): Economic Theory in Retrospect, 4.edition, Cambridge University Press.

Boje, P. og M. Kallestrup (2004): Marked, Erhvervsliv og Stat. Dansk konkurrencelovgivning og det store erhvervsliv, Magtudredningen.

Bonke J. (1997), red.: Levevilkår i Danmark, Danmarks Statistik & Socialforskningsinstituttet.

Brinch, J. (1974): Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940, Politisk Revy.

Brixtofte, Peter (1984): Danmarks nye magthavere, Schultz.

Børsen, T. (2008): »Den medicinal-industrielle logik«, i P. Nielsen (red.): Brudflader. Økonomi og Samfund 2008, Frydenlund.

Børsens DK1000 (2007).

Christiansen, P. M., B. Møller og L. Togeby (2001): Den danske elite, Magtudredningen.

Christiansen, P. M., og A. S. Nørgaard (2003): De som meget har …, Magtudredningen.

Cornia, G. A.. T. Addison og S. Kiisky (2003): Income Distribution Changes and their Impact in the Post-World War II Period (www.wider.unu.edu/ ).

Damgaard, J. (2007): Fra debitor- til kreditorland – en analyse af formueindkomsten, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 1. kv. (www.nationalbanken.dk)

Due, J. og J. S. Madsen (2003): Fra magtkamp til konsensus. Arbejdsmarkedsmodellerne og den danske model, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Duménil, G. Og D. Lévy (2004): »Neoliberal Income Trends«, New Left Review nr. 30.

Dunning, J. H. (1993): Multinational Enterprises and the Global Economy, Addison-Wesley.

DØR 1999: Det Økonomiske Råd, forår 1999.

Eatwell, J. og L. Taylor (2000): Global Finance at Risk, The New Press.

Egstrup, R. og B. D. Fischer (2007): Valuta- og derivatmarkedet i 2007, Nationalbankens kvartalsoversigt, 4. kvartal 2007. (www.nationalbanken.dk)

Engelstad, F., E. Ekberg, T. Gulbrandtsen og J. Vatnaland (2003): Næringslivet mellom marked og politikk, (fra norske magtudredning), Gyldendal Norsk Forlag.

Erhvervsministeriet (1995): Offentlig/Privat – lige konkurrence.

Erhvervsministeriet (2000): Service i forandring.

Gjerding, S. og T. Wester (2008): »Informationsøkonomien og truslen fra piraterne«, i P. Nielsen (red.): Brudflader. Økonomi og Samfund 2008, Frydenlund.

Greve, C. (1997): »Fra ideologi til pragmatisme?« i C. Greve (red.): Privatisering, selskabsdannelse og udlicitering, Systime.

Guldager, J. (1978): Monopolkapital i Danmark i begyndelsen af 1970’erne, Politisk Revy.

Hagemann, A. (2008): Finansialisering af dansk økonomi? Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Hannaford, S. G. (2007): Market Domination! The Impact of Consolidation on Competition, Innovation, and Consumer Choices, Praeger Publishers.

Hansen, C. og M. J. Mortensen (2006): Dansk erhvervsliv i internationalt perspektiv, TemaPubl 2006: 1, Danmarks Statistik.

Hansen, H. O. (2005): Vækst i fødevareindustrien, Handelshøjskolens Forlag.

Harrod, J. (2006): »Century of Corporations«, i C. May (ed.): Global Corporate Power, London.

Hjulsager, M. A. (2004): Priser og indkomster, Handelshøjskolens Forlag.

Hvelplund, F. (2007): »Fra fælleseje til fjernejerskab og monopolkontrol«, i E. Christensen og P. Christensen (red.): Fælleder i Forandring, Aalborg Universitetsforlag.

Ingemann, J. H. (2007): »Fælled på andelsbasis«, i E. Christensen og P. Christensen (red.): Fælleder i forandring, Aalborg Universitetsforlag.

Iversen, M. J. (2005): 25 år som revolutionerede dansk erhvervsliv, Den Jyske Historiker, nr. 109: Virksomhedshistorie.

Jayaswal, P., M. Kornvig og K. Skjærbæk (2006): Kapitalfonde, kapitalbevægelser og valutamarkedet, Danmarks Nationalbank, Kvartalsoversigt, 3. kv. (www.nationalbanken.dk).

Jespersen, J. (1996): Økonomi og Virkelighed, Fremad.

Johansen, H, C. og A. M. Møller (2005): Fonde som fundament for dansk industri, Syddansk Universitetsforlag.

Johansen, P. U. og M. Trier (2004): Danmarks økonomi siden 1980 – en oversigt, Handelshøjskolens Forlag.

Larsen, T. og N. J. M. Pedersen (2005): Den offentlige sektor, Handelshøjskolens Forlag.

Lundkvist, A. (2001): De Riges Samfund. Nyliberalismen i globaliseringens epoke, Hovedland.

Lundkvist, A. (2004): Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, i 3 bind, Frydenlund.

Lundkvist, A. (2006): Bush, Neokonomien og Dollaren. En bog om USA’s politiske økonomi, Frydenlund.

Lundkvist, A., red. (2009): Dansk Nyliberalisme, Frydenlund.

Milios, J. (2005): »European Integration«, i Neoliberalism – A Critical Reader, ed. By A. Saad-Filho og D. Johnston, Pluto Press.

Mølgaard, E. (2007): Den finansielle sektor, Frydenlund.

Møller, M. og N. C. Nielsen (2004): Den kapitalmarkedsstyrede virksomhed, Handelshøjskolens Forlag.

Nationalbanken (2003): Finansiel styring i Danmarks Nationalbank (www.nationalbanken.dk)

Nordisk Ministerråd: Finansfusioner i de nordiske lande, Nord 1993:33.

Pedersen, T. (2004): Dansk erhvervslivs placering i globaliseringen, Magtudredningen.

Rasmussen, F. og P. Andersen (2002): Globaliseringens økonomiske konsekvenser for Danmark, Magtudredningen.

Samfundsstatistik (2007), red. af H. Arbo-Bähr, A. Christensen og N. Knap, Columbus.

Schøtt, T. (2003): Den økonomiske elites netværk, Magtudredningen.

Statistisk tiårsoversigt, 1987 og 2007.

Thage, B. og A. Thomsen (2004): Nationalregnskabet, Handelshøjskolens Forlag.

Thomsen, S., T. Pedersen og J. Strandskov (2002): Ejerskab og indflydelse i dansk erhvervsliv, Magtudredningen.

Togeby, L., J. Goul Andersen, P. M. Christiansen, T. B. Jørgensen og S. Vallgårda (2003): Magt og demokrati i Danmark. Hovedresultater fra Magtudredningen, Magtudredningen.

Tsoukalis, L. (1997): The New European Economy Revisited, Oxford University Press.

Vejrup.-Hansen, P., P. Lotz, B. Dalum og H. Bech (2006): Erhvervsbeskrivelse. Økonomiske begreber og data om virksomhedernes omverden, Handelshøjskolens Forlag.

Webb, M. C. (2006): »Shaping International Corporate Taxation«, i C. May (ed.): Global Corporate Power, London.

World Investment Report (1997 og 2007): www.unctad.org .

Økonomi- og Erhvervsministeriet (2005): Vækstredegørelse.

Øllgaard, J. og M. O. Madsen (red.) (2004): magt.dk. Kritik af Magtudredningen, Frydenlund.

Østerud, Ø., F. Engelstad og P. Selle (2003): En sluttbok fra Magt- og demokratiutredningen, Gyldendal Norsk Forlag.

Hjemmesider
Arbejderbevægelsens erhvervsråd (AE rådet): www.aeraadet.dk (kritisk)

Berlingske Tidende: www.business.dk

Bloomberg (globale finanser): www.bloomberg.com

Dagbladet Børsen: www.borsen.dk

Danmarks statistik: www.dst.dk

Finanstilsynet: www.ftnet.dk (statistik om finanssektoren)

Forsikringens Hus: www.forsikringenshus.dk

IT- og Telestyrelsen: www.itst.dk (statistik om telesektoren)

Konkurrencestyrelse: www.ks.dk (med årlige rapporter om konkurrencesituationen)

Kritisk Debat: www.kritiskdebat.dk (kritiske artikler om bl.a. dansk økonomi)

Nationalbanken: www.nationalbanken.dk (især kvartalsoversigterne)

Norsk Magtudredning, kortversion: www.sv.uio.no

Statistikbanken: www.statistikbanken.dk (hvor man kan søge efter bestemt statistik)

Ugebrevet A4: www.ugebreveta4.dk (udgivet af LO)

Økonomiske Råd: www.dors.dk (med to årlige rapporter)

---