Dette tidsskrift har siden sin start for mere end 5 år siden været dedikeret til at kritisere nyliberalismen og forsvare og udbygge demokratiet.
De to ting hænger sammen, for nyliberalisme er den uhæmmede kapitalisme, altså et system hvor demokratisk styring af økonomien er fortrængt af kapitalistisk kontrol. Det solidariske fællesskab er kommet til at veje mindre, pengene mere.
Hvilken holdning til EU tilsiger dette grundlag?
Nyliberalismen slog igennem i EU i 1985, med vedtagelsen af det Indre Marked, der sikrede frie kapitalbevægelser (foruden frihandel og arbejdskraftens frie bevægelighed). Socialisten Delors mente – naivt – at dette var i orden, fordi denne nye magt til kapitalen blev opvejet af en ’social dimension’, men det sidste kom der ikke meget ud af. Senere blev nyliberalismen så indskrevet i Forfatningstraktaten; lige så bemærkelsesværdigt som hvis skattestoppet blev optaget i den danske Grundlov, men ikke bemærkelsesværdigt ifølge traktakfædrene, der præsenterede nyliberalismen som en upolitisk ramme for økonomien. Traktaten faldt heldigvis med de to nej’er, og nu får vi se hvad der videre sker (irerne).
Så kampen mod nyliberalismen er også en kamp mod EU?
Så enkelt er det ikke. Nyliberalismen blev importeret til Europa, men den kan også smides ud igen. Det afhænger af de politiske styrkeforhold. Og her er der overordnet grund til optimisme, fordi den økonomiske krise har delegitimeret den uhæmmede kapitalisme. 10-ørerne falder langsomt i de forskellige EU institutioner, men der er trods alt positive tegn. Der er forslag om at gøre noget ved skattelyene og spekulationsfondene (hedgefondene og kapitalfondene), i Den Europæiske Centralbank – nyliberalismens Tempel – er der opstået splittelse, og forbudet mod en aktiv og ekspansiv finanspolitik (grænsen på 3% for offentlige underskud) er i realiteten væk. Men et virkeligt opgør kræver naturligvis at centrum-venstrekræfterne styrkes og – lige så vigtigt – tager et opgør med deres egne tendenser til tilpasning til nyliberalismen. I takt med at krisen svækker kapitalen, og udstiller kapitalismens irrationalitet og uretfærdighed, bliver der mulighed for at svække nyliberalismens praktiske og ideologiske hegemoni. Ved at politisere hvad der tidligere kunne sælges som saglig økonomisk nødvendighed, men som nu fremstår som økonomisk vanvid.
Hvilken vej det går, kan ingen vide, men der er kun én vej, og den går gennem EU, ikke ud af EU. Den helt afgørende politiske kamp drejer sig om kontrollen med kapitalen, for den, der vinder denne kamp, vinder magten til at føre en fornuftig klimapolitik, arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik osv. osv. Og en sådan kontrol er kun mulig på EU niveau. Et Danmark uden for EU – eller blot med svækket tilknytning til EU – kan gøre meget lidt. Hvis vi trak os ud af EU og det Indre Marked, kunne vi fx forbyde eksport af kapital til rent spekulative formål (jv. Danske Bank’s og ATP’s katastrofale investeringer i amerikanske værdipapirer), men resultatet ville være at vi ikke ville få én dollar, én euro eller én yen fra udlandet. Resultatet ville altså være økonomisk ruin i løbet af nul komma fem.
Der er ting, vi kan – og bør – gøre selv, såsom at hæve beskatningen af den immobile kapital, stramme reguleringen og stille modkrav, når bankerne beder om at komme på støtten, men i vore dage er Danmark så økonomisk sammenvævet med andre lande, at ’økonomisk politik i ét land´ er en umulighed. Det kan man beklage eller ej, men sådan er det. I praksis vil et Danmark udenfor EU – ligesom Norge – være nødt til at følge EU’s politik som en skygge, som vi allerede ser det med Nationalbankens rentepolitik.
EU, derimod, har en sådan økonomisk-politisk styrke, at det er realistisk at sætte kapitalismen under demokratisk administration; ingen multinationale selskaber, banker etc. kan tillade sig en boycott. Og EU kan, hvis det vil, afgørende påvirke den globale økonomiske struktur, og fx arbejde for en reformering af IMF, WTO etc. eller for en genopliven af Bretton Woods, hvor valutakurserne – en central pris på kapitalen – blev bestemt af politikerne og ikke som i dag af ’markedet’, dvs. den globale kapital.
Det Euromemorandum, som kan findes i denne udgave af Kritisk Debat, er værd at studere, for her er der en række spændende forslag til veje fra nyliberalisme til demokrati. Indenfor EU´s rammer, vel at mærke, og mere end det: EU skal ikke svækkes, men styrkes, fx ved at EU’s latterligt lille budget – hvor næsten halvdelen spildes på landbrugsstøtte – øges til 5% af BNP, sådan at der på EU plan kan føres en ekspansiv finanspolitik til imødegåelse af krisen.
Men der er desværre en – lille – risiko for at EU går mere eller mindre i opløsning. De øst- og sydeuropæiske lande har så store underskud, at Euroen kan komme i fare, for vil Tyskland subsidiere disse lande?
Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU vil sikkert klappe i hænderne ved et sådant sammenbrud. Dansk Folkeparti med god grund, for resultatet vil – udover økonomisk ruin for Europa – betyde en voldsom styrkelse af nationalismen. Folkebevægelsen mod EU er ikke nationalistisk, men den er naiv, fordi den ikke ser at Danmark i virkelighedens verden ikke kan gennemføre en venstreorienteret politik udenfor EU, og fordi den ikke ser at den de fakto er allieret med højrekræfterne. For 40 år siden var et nordisk økonomisk samarbejde (Nordek) et realistisk alternativ til EU, i dag er nationalismen – og det, der er værre – eneste alternativ.
Der er god grund til at stemme ved EU parlamentsvalget på søndag. At gøre sin demokratiske pligt, som det hedder, lidt højstemt, men rigtigt. Parlamentet har fået lidt mere indflydelse, men vejer stadig alt for lidt i forhold til især Kommissionen (men også i forhold til EU domstolen, der er gledet mere og mere til højre). Derfor bør man styrke parlamentet ved at stemme.
Det er svært med EU, men uden EU er det umuligt.
Kommentar i www.kritiskdebat.dk d. 1. juni 2009.