Demokrati forudsætter politisk ytringsfrihed, og ytringsret forudsætter ytringsmulighed. Så hvordan er denne ytringsmulighed fordelt? Det ideelle i et demokrati er vel at alle – og især alle væsentlige synspunkter og interesser – har praktisk mulighed for at komme til orde.
Her kniber det, og det synes at gå i den forkerte retning. Vi ser først på den generelle tendens indenfor den moderne selskabskapitalisme (især USA).
Medierne i den moderne selskabskapitalisme
TV, radio, film, aviser, musik etc. beherskes nu stort set af den helt store kapital.
I USA domineredes sektoren af 50 selskaber i 1983; dette tal faldt til 23 i 1990 og til blot 6 i 2000, især som følge af de mange fusioner i 90erne (Disney og ABC, Viacom og CBS, Time Warner og AOL).1 Det drejer sig om Viacom, Disney, Bertelsmann, Time Warner, Murdoch´s News Corp og General Electric, hvor Bertelsmann og News Corp er ikke-amerikanske; alle har de interesser indenfor hele mediespektret (blade, aviser, film, musik, radio, TV og – ikke mindst – telekommunikation), jvf. Bagdikian, 2000: xff.
Et andet eksempel: I 1996 ejede de to største radiokæder 115 stationer, i 2003 mere end 1.400, samtidig med at antallet af stationsejere er faldet med en tredjedel.
Konkurrencen begrænses yderligere af de mange ‘joint ventures’ mellem de store, og af udbredt gensidigt eje:
“Under the folklore of capitalism, even giant firms would compete forcefully against each other. But through mutual cooperation, interlocked directors, and shared partnerships in media operations, contemporary capitalist competition has become more like a cooperative cartel” (Bagdikian, 2000: xv).
Hvert af de 8 største amerikanske medieselskaber har i gennemsnit indgået joint ventures med 5 af de andre; Time Warner er repræsenteret på direktørnivo i 7 af de 10 største medieselskaber (McChesney, 1999: 28f).
Denne koncentration øger naturligvis mediekapitalens magt. Hvad betyder det for bevidsthedsdannelsen?
Det er ikke svært at finde eksempler på at kapitalen bruger sin mediemagt politisk, til at undertrykke ubelejlige synspunkter og kendsgerninger, til at fremme selskabernes interesser eller til at mobilisere i forbindelse med krige. Mere generelt er det vel en plausibel hypotese at bestyrelse og direktion i den håndfuld selskaber, der bestemmer hvad vi skal vide og ikke vide, og hvad vi skal mene og ikke mene, vil være tilbøjelige til at disponere på en sådan måde at kapitalens interesser fremstilles som folkets interesser. En antikapitalistisk dagsorden er ikke sandsynlig.
Men i øvrigt er mediekapitalens overordnede mål ikke politisk, men kommerciel: at tjene penge, at maksimere profitten. Derfor henvender medierne sig til det købedygtige publikum, hvilket globalt set betyder at de fattige landes kulturer og interesser tenderer mod at udstødes. Hvad profitmotivet i øvrigt betyder for mediernes kvalitet overlader jeg til læserens vurdering; den væsentligste nyskabelse er formentlig sammenblandingen af nyheder, underholdning og reklame til en enhed, således at de kommercielle interesser usynliggøres og selskaberne selv bliver ét med vestlig – amerikansk – kultur.
Det er en illusion at tro at privatkapitalistiske medier er politisk neutrale medier, fordi det er ‘forbrugerne der bestemmer’. For det første er det ikke forbrugerne, men de købedygtige forbrugere, der bestemmer, og for det andet er denne indflydelse rent negativ, idet den består i muligheden for at fravælge; medieudbuddet – dvs. det vi vælger imellem – bestemmes suverænt af mediekapitalen, fx repræsenteret af Murdoch eller Berlusconi.2 Det private system giver en klar politisk tendens.
Alternativet er offentligt styrede medier. Der er naturligvis en risiko for at flertallet benytter sin magt til politisk ensretning af medieudbuddet. Men demokratisk regulering giver i det mindste muligheden for alsidige medier.
Internettet repræsenterer naturligvis den store nyskabelse indenfor medieverdenen.
Nettet giver i sig selv uanede muligheder for at demokratisere ytringsmulighederne. Alle med netforbindelse, dvs. mange i den globale over- og middelklasse, har mulighed for at udtrykke deres meninger og deltage i debatten på blogs og andetsteds, og de fleste informationer er stadig gratis. Nettet er således en moderne fælled.
Selskabernes bestræbelse må naturligvis være at sætte en stopper for dette ved at privatisere så meget som muligt, således at der kan tjenes penge på dette enorme marked. I den udstrækning det lykkes, bliver informationsmuligheden atter proportionel med pengepungens størrelse.
Denne kamp mellem frihed og kommercialisering, mellem fælled og privathed, bølger frem og tilbage. Når den ikke kan siges at være afgjort til kapitalens fordel, skyldes det næppe en politisk opbakning til demokratiske medier fra Vestens politikere (snarere tværtimod), men at det teknisk er meget vanskeligt at håndhæve intellektuel ejendomsret.
Danmark
Hvordan er situationen, eller rettere udviklingstendensen, indenfor den danske medieverden?
For dagbladenes vedkommende har bladdøden samt det øgede strategiske samarbejde blandt de overlevende medført en kraftig koncentration.3
Markedet er typisk oligopolistisk, idet det helt er domineret af tre bladhuse:
– Berlingske Officin, der udgiver Berlingske Tidende, BT og Weekendavisen og desuden har ´betydelige ejerinteresser´ i Århus Stifttidende, Jydske Vestkysten og de Bergske Blade (dvs. 4 jyske lokale aviser). Desuden er der annoncesamarbejde med Nordjyske og Fyns Stifttidende. Hele gruppen havde i 2002 44% af det danske dagbladsoplag. Berlinske Officins nyere historie har været ret så dramatisk: For nogle år siden blev Mærsk Møller stødt over nogle artikler, der gravede i A. P. Møllers værnemageri under besættelsen (Riffelsyndikatet), så han solgte sin betydelige aktieandel; i første omgang overtog Orkla, en stor norsk koncern, men i dag ejes Berlingske Officin af Mecom, en multinational mediekoncern under ledelse af David Montgomery med base i England, kendt for sine skrappe afkastkrav.
– Politiken, der sammen med Ekstrabladet stod for 26% af det danske dagbladsoplag i 2002.
– Jyllandsposten, der har annoncesamarbejde med 3 jyske dagblade samt Fyns Amts Avis. Kontrollerede i 2002 18% af det danske oplag.
– Den resterende markedsandel tog nichedagbladene sig af (Børsen, Information, Kristeligt Dagblad).
Der er også et betydeligt samarbejde mellem grupperne.
I 2001 oprettede Berlingske Officin og Jyllandsposten et joint venture om annoncesamarbejde, og for et par år siden fusionerede Jyllandsposten og Politiken til én koncern, men med adskilte redaktioner.
Denne kraftige økonomiske koncentration muliggør en tilsvarende koncentration i ytringsmulighederne og dermed en erodering af den alsidige ytringsmulighed, som er en forudsætning for et livskraftigt demokrati.
Udnyttes denne mulighed? Fusionen mellem Politiken og Jyllandsposten tyder ikke på det, for de er lige så forskellige som de altid har været. Generelt er det oplagt at dagbladene konkurrerer aktivt, for ikke at sige desperat, om læserne, så Konkurrencestyrelsen karakteriserer dette marked som præget af ‘aktivt konkurrerende oligopolier’.
Men i historisk perspektiv er det klart at de store dagblade ligner hinanden mere og mere, i politisk profil og i prioritering af stoffet. I ‘gamle dage’ havde aviserne en klar partipolitisk tilknytning, og de fleste provinsbyer havde fire aviser, der repræsenterede hhv. Socialdemokratiet, Venstre, de Konservative og de Radikale. I dag appellerer alle aviser til alle, og derfor er der ikke råd til politisk énsidighed.
Ud fra en demokratisk synsvinkel kan dette tolkes forskelligt. Det er godt fordi de tilbageblevne dagblade i mindre grad bortcensurerer partipolitiske holdninger, hvilket øger alsidigheden; dagbladene er blevet en neutral meningsbørs. På den anden side er det skidt, fordi det hele tenderer mod at blive én grød. Hørup mente at demokrati handler om at vi skal dele os efter anskuelser, men det har vore dages kommercialiserede dagblade dårligt råd til. De ideelle demokratiske medier skal ikke blot i deres helhed afspejle (være alsidige), men også som den fjerde statsmagt være kritiske og udfordre magthaverne.
Den traditionelle venstreorienterede kritik af avismarkedet har været at avisudgivelse kræver kapital, og kapitalejere har i gennemsnit ikke kapitalismekritiske holdninger. Socialdemokratiet og partier til venstre herfor møder derfor frem til den demokratiske debat med den ene hånd bundet på ryggen.
I dag er der ikke mange, der problematiserer kapitalismen, og derfor kan det ikke tolkes som et anslag mod alsidigheden at dagbladene ikke lufter systemkritik. I dag er alle aviserne højreorienterede, målt efter en 50 år gammel standard. Aviserne er aktieselskaber, der skal tjene penge, og derfor må de tage hensyn til aktionærer og annoncører, hvilket sætter grænser for radikaliteten af synspunkterne, men få læsere vil ønske at afprøve disse grænser, så derfor er dette ikke – længere – et demokratisk problem.
Som bekendt er papiraviserne i næsten frit fald, fx har Politiken mistet op mod 10% af sine abonnenter på blot et enkelt år.
De er presset af nettet og af gratisaviserne. De sidste er næsten upolitiske De skævvrider ikke de politiske ytringsmuligheder, men bidrager snarere til afpolitiseringen. Det kan ikke siges at være godt, demokratisk set.
Så er der radio og fjernsyn.
Disse var tidligere offentlige institutioner, og hjalp derfor til at rette op på den skævvridning, der er indbygget i private medier, fx dagblade, fordi disse i sagens natur er kommercielle og derfor må tage hensyn til aktionærer og annoncører. Heroverfor var radio og fjernsyn under demokratisk kontrol og havde ikke andre mål end god kvalitet og alsidighed.
I liberalt sprogbrug, altså set med private briller, havde DR ‘monopol’. Denne eneret blev set som noget negativt. Derfor skulle også denne del af den offentlige sektor indordne sig under den private sektors spilleregler. Den skulle konkurrere med private udbydere.
Med TV2 vil man tage skridtet fuldt ud og privatisere. For TV2 og DR vil man fastholde en kerne af demokratiske forpligtelser gennem kravet om ‘public service’. Desværre er denne del af mediebilledet nu under pres, fordi DR udsultes økonomisk.
Begrundelsen er budgetoverskridelserne i forbindelse med megabyggeriet. Vil man også nedlægge Folketinget, hvis rengøringsbudgettet overskrides?
Dermed ikke være sagt at public service medier er alsidige i en eller anden objektiv forstand.
DR2 inviterede i november til debat om, hvordan vi skal forholde os til formodet demokratiske tvivlsomme personer, illustreret med papfigurer af Chavez, Putin, Ahmadinejad og Mugabe. Isolere dem eller forhandle? Vestens smertefulde dilemma, bogstaveligt talt skåret ud i pap. De to debattører – Mogens Lykketoft og Søren Pind – var i øvrigt stort set er enige.
Debatten var ligegyldig, men debattens præmis interessant. Der er en masse diktaturer og halvdemokratier i verden, så hvorfor netop disse fire? Man kunne jo også have taget Ægypten, hvor Mubarrak regerer ved hjælp af fiflede valg og et hemmeligt politi, hvilket fint kunne berettige en dansk invasion; i modsætning hertil blev Ahmadinedaj faktisk præsident ved et reelt valg, hvor de moderate tabte (og for et års tid siden blev han svækket ved at tabe lokalvalgene). Eller Marokko og Jordan med deres kongelige pseudodemokratier. Eller Tunis, der er et af de mest brutale diktaturer i Mellemøsten. En femte mulighed er Musharraf’s militærdiktatur i Pakistan. Og så er der selvfølgelig Saudi Arabien, Kuwait, Dubai, Qatar og de andre små Golf-stater, alle sjove krydsninger af middelalderlige autokratier og corporate governance, hvor i det mindste en handelsboycot ville have været på plads. Alle noget mere oplagte end Venezuela, hvis mønsterdemokrati kun trues af USA.
Igen: Hvorfor valgte vor journalist mon ikke et af disse lande? Lad mig hjælpe læseren på vej ved at oplyse at de alle er allierede med USA, fx er Ægypten nr. 2 på listen over modtagere af amerikansk økonomisk støtte (Israel er nr. 1), Jordan har ligefrem en frihandelsaftale med USA og de andre modtager politisk og militær støtte fra USA. Flere af dem er så gode venner at de kvit og frit torterer for amerikanerne.
Jeg tror læseren nu har fundet mønsteret.
Den pågældende journalist var næppe en undercover agent for Fox News, og så ville historien også have været uinteressant, nemlig et isoleret tilfælde. Der er formodentlig tale et instinkt, der siger at venners fjender er fjender, mens venners venner ikke er det. Og USA er vores ven, i og med at vi er allierede i NATO.
Public service medier er alsidige (både Lykketoft og Pind var inviteret), men indenfor den ramme som vor placering i det globale magthierarki tilsiger.
Litteratur
Bagdikian, B.H. 2000: The Media Monopoly, Sixth edition, Beacon Press.
Korten, D.C. 1995: When Corporations Rule the World, Earthscan.
Lundkvist, A. 2004: Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, Bind 2. Frydenlund.
McChesney, R.W. 1999: Rich Media, Poor Democracy, The New Press 2000.
Noter
1Jeg trækker her på Lundkvist, 2004.
2Hertil kommer den mere indirekte indflydelse, som selskaberne har fordi de gennem deres reklamer finansierer specielt fjernsynsudsendelser: “The 100 largest corporations in America pay for roughly 75% of commercial television time and 50% of public television time” (Korten, 1995: 152).
3De følgende oplysninger er fra www.ks.dk (Konkurrencestyrelsen), rapport fra september 2002. Danske medieforskere er overvejende humanister, der ikke beskæftiger sig meget med de økonomiske magtforhold i branchen.