Dette kapitel handler om den danske kapitalismes forhistorie.
Efter en kort bestemmelse af hvad, hvad kapitalisme er, diskuterer jeg, hvornår den slår igennem i Danmark; svaret er i 1890erne. Derefter springer jeg 100 år tilbage i tiden, til feudalismens opløsning med Landboreformerne sidst i 1700-tallet. Vi ser på hvordan kapitalismens to forudsætninger: den frie lønarbejder og pengeophobning, opstår herudaf.
I denne periode, hvor feudalismen er ved at dø og kapitalismen ved at fødes, har vi et interregnum, der bedst kan karakteriseres som simpel vareproduktion, dvs. en produktionsmåde, hvor producenterne overvejende er selvstændige (bønder); markedsøkonomien vinder frem, men kapitalismen eksisterer kun i kimform.
Denne analyse uddybes gennem en kritisk diskussion af Benito Scocozza’s analyse af perioden, og med en sammenligning af den danske og europæiske udvikling. Kapitlet afsluttes med en diskussion af periodens politiske udvikling.
Kapitalismen og dens gennembrud i Danmark
Ifølge Marx består kapitalforholdet af en person med produktionsmidler eller penge, der står overfor en anden person, der har arbejdskraft. Den første vil ansætte den anden, fordi aktivering af arbejdskraften i produktionsprocessen skaber profit. Den anden kan lade sig ansætte, fordi han/hun er fri i positiv forstand, dvs. suverænt råder over sin arbejdskraft (modsat slaven og fæstebonden). Og arbejderen er fri i negativ forstand, nemlig ’fri for’ alt andet end arbejdskraft, især produktionsmidler, og derfor afskåret fra selv at producere sine livsmidler; derfor er arbejderen nødt til at lade sig ansætte.
Dette er essensen i den kapitalistiske produktionsmåde, men hvordan blev dennes to forudsætninger – frie arbejdere hér, pengeophobning dér – skabt historisk? Hvordan voksede kapitalismen ud af feudalismen? Marx redegør for denne proces i England i kapitlet om ’den såkaldt oprindelige akkumulation’ i Das Kapital. Det centrale er her privatiseringen af den fælles jord (fælleden) gennem såkaldte ’enclosures’ (indhegninger), samt jordens monopolisering hos godsejerne. Bønderne berøvedes jorden – deres afgørende produktionsbetingelse – og blev tvunget til at blive lønarbejdere, enten på landet eller ved at søge til byerne. Adskillelsen af producenten fra produktionsmidlerne er essensen i den oprindelige akkumulation. Hvordan denne proces udspillede sig i Danmark, ser vi på nedenfor.
Når kapitalismen først er der, skaber kapitalen sine egne forudsætninger. Den genererer profit (pengeophobning), og den skaber frie lønarbejdere ved at udkonkurrere mindre producenter (‘småborgerskabet’). Spørgsmålet her er imidlertid, hvordan disse forudsætninger etableres forud for kapitalismens gennembrud.
Det er tautologisk, at en kapitalistisk produktionsmåde kræver en kapitalistisk produktion, så handelskapitalisme er ikke egentlig kapitalisme; profitmaksimering som dominerende drivkraft må være trængt ned i produktionsprocessen. I England skete dette først indenfor landbruget (‘agrarkapitalisme’), men i dette kapitel vil jeg argumentere for, at det i Danmark først sker med industrialiseringen i byerne.
Skabelsen af frie arbejdere på den ene side og pengeophobning på den anden er nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætninger for kapitalismens gennembrud. For at forstå overgangen fra den feudale til den kapitalistiske produktionsmåde må vi grave dybere, nemlig ned til produktivkræfternes udvikling, som det hedder i den historiske materialisme. Vi må med andre ord se på opkomsten af en ny teknologi.
At kapitalismen har denne tredje betingelse ses allerede af at flere norditalienske byer, med Venedig og Genova i spidsen, i 1300-tallet udviklede et stort proletariat, samtidig med at handelshuse tjente styrtende med penge på udenrigshandel. Det gav en traditionel klassekamp mellem arbejde og kapital, men ikke kapitalisme. Kapitalen fik nemlig ikke kontrol med produktionen, dertil var teknologien for primitiv.
De første kim til en industriel udvikling i Danmark har vi i ’forlagssystemet’, der er en overgangsform mellem handels- og industrikapitalisme. Den potentielle kapitalist leverer råvarer til producenten, der forarbejder dem hjemme (typisk syning), hvorefter forlæggeren sælger færdigvarerne.
Hertil kom at den spæde industrikapital blev hjulpet frem af en merkantilistisk politik, hvori også ligger at den ikke stod på egne ben, men var afhængig af staten. Denne ’manufakturadministration’ blev ingen succes, og den afvikles i 1817, hvorefter staten i stedet søgte at fremme landbrug og handel. Manufakturpolitikken lagde dog grunden til den senere industrielle udvikling, og i de næste årtier vakler politikken mellem merkantilistiske statsindgreb og liberalisme.i Først med Næringsloven af 1857 sejrer sidstnævnte og vejen ryddes for kapitalen.
Imidlertid var der flere tilfælde af ’falske starter’ for industrikapitalen.
Allerede 1840-46 opstod en række aktieselskaber, hos datidens liberale med den begrundelse at det var ’folket’, og ikke staten, der skulle bestemme. De fleste gik hurtigt fallit. Under boomet i første halvdel af 1870erne etableredes der igen mange aktieselskaber, men kun 16% af denne kapital investeredes industrielt, og anden halvdel af 1870erne var en decideret krisetid. Frem til omkring 1890 blev det kun til, hvad Sven Aage Hansen kalder ’pletvis industrialisering’.ii Industriens andel af BFI vokser kun beskedent, og efter 1875 stagnerer antallet af industriarbejdere på 30 – 35.000.
Tabel 1.1. Håndværk og industri som procent af BFI 1860-1900
Procent af BFI | 1860 | 1870 | 1880 | 1890 | 1900 |
Håndværk | 14,6% | 12,1% | 10,1% | 12,2% | 10,0% |
Industri | 4,3% | 4,1% | 5,2% | 6,6% | 9,9% |
Kilde: Hansen, II, 1974: Tabel 3. ‘Håndværk’ omfatter op til 5 ansatte, ‘industri’ 6 eller flere.
Det store gennembrud kom først i 1890erne, især efter 1895. Antallet af industriarbejdere steg nu med 25% fra 1890 til 1895 og med ikke mindre end 50% i de følgende 5 år. Og hvor den årlige vækst i industriens BFI havde ligget på omkring 4,5% efter 1855, hoppede den i perioden 1890-97 til 7,2%. Som det ses i tabellen nåede industrien først i år 1900 op på niveau med håndværket, målt på andelen af BFI.iii
Det er ikke mærkeligt, nærmest selvfølgeligt, at gennembruddet kom i 1890erne. Den Store Depression på internationalt plan klinger af omkring 1895, hvilket gavnede landbruget og dermed den generelle købekraft. Men den grundlæggende årsag ligger formentlig i, at udviklingen af kapitalismens forudsætninger – frie arbejdere og pengeophobning – på dette tidspunkt havde nået en kritisk masse.
I det følgende lægger jeg derfor til grund, at kapitalismen står på egne ben efter år 1900, mens perioden forud herfor er den oprindelige akkumulation i Danmark. Det er den vi ser på i dette kapitel.
Men først et par ord om den historiske materialisme, som denne fremstilling tager udgangspunkt i.
Den historiske materialisme
‘Produktionsmåden’ er grundbegrebet i den marxistiske historieteori, kaldet ‘den historiske materialisme’. Produktionsmådens fundament kaldes ‘basis’, som består af ‘produktivkræfterne’, dvs. teknologien og den fysiske organisering af arbejdet, og ‘produktionsforholdene’, hvilket er de ejendomsretlige regler for fordelingen af produktionsmidler og produkter.
Dynamikken i modellen, altså det, der undergraver én produktionsmåde og giver anledning til en ny, består i at produktivkræfterne udvikler sig autonomt (som en slags ‘prime mover’) og på et tidspunkt kommer i strid med produktionsforholdene, dvs. de gældende ejendomsforhold kan ikke længere styre teknologien; derfor revolutioneres produktionsforholdene, og en ny produktionsmåde opstår. Her skelner Marx mellem 5 grundtyper: Slavesamfund, feudalisme, kapitalisme, socialisme og kommunisme.
Nævnte ‘basis’ bestemmer ‘overbygningen’, dvs. rammerne for politik og ideologi (ikke detaljerne). Denne prioritering af årsagssammenhængene afspejler den marxistiske erkendelsesteori, den ‘praktiske materialisme’, ifølge hvilken den materielle interesse bestemmer idéen (‘erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral’, som Bertold Brecht digtede). Interessen bestemmer idéen, og de herskende interesser definerer de herskende idéer. Når den herskende klasse systematiserer idéerne, får vi en ideologi, hvis funktion er at tilsløre denne klasses materielle interesser ved at fremstille dem som almene, således at underklassen kan identificere sig med overklassens interesser.
Modsat overklassens historieskrivning, der lægger vægten på konger og krige, ser den historiske materialisme historien fra neden, i og med at vægten lægges på produktionen og de umiddelbare producenter.
I det følgende tager jeg udgangspunkt i den historiske materialisme som forklaringsmodel, men som vi skal se afviger den danske udvikling på flere punkter fra den mere firkantede fortolkning af denne teori.
Afviklingen af feudalismen
Den første forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde er naturligvis at den feudale produktionsmåde afvikles.iv
Derfor må vi begynde undersøgelsen med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet. De giver ikke kapitalisme, men de fjerner en kampesten fra vejen herimod. Vi spørger hvorfor systemet med fæste og hoveri blev afviklet, og vi ser på de umiddelbare virkninger af denne revolution.
Dernæst undersøger jeg udviklingen af kapitalismens positive forudsætninger frem til 1890, altså fremkomsten af frie arbejdere og pengeophobning op igennem 1800-tallet. Vi ser også på udviklingen af en yderligere forudsætning for kapitalismens, nemlig fremkomsten af en pengeøkonomi (markedsøkonomi); dette sidste element kunne alternativt have været præsenteret som et aspekt af pengeophobningen.
Revolutionen i landbruget
Omkring 1750 ejedes langt det meste af landets jord af godsejerne og Kongen; der var meget få selvejerbønder, og dermed var Danmark betydeligt mere feudaliseret end fx Norge.
Bønderne var fæstebønder, der til herremanden (evt. Kongen) ydede fæsteafgifter og hoveri (ulønnet tvangsarbejde), men i øvrigt havde en betydelig autonomi i landsbyfællesskaberne; man dyrkede jorden i fællesskab, traf beslutningerne i fællesskab og alle havde adgang til ’fælleden’ eller ’overdrevet’, hvor man kunne lade kvæget græsse og hente brænde. Landsbyfællesskaberne levede i en naturaløkonomi, mens godsejerne var afhængige af at sælge deres overskud på markedet, ofte til eksport. I Danmark var landbruget i krise i første halvdel af 1700-tallet, fordi priserne på landbrugsprodukter var faldende; godsejerne kom derved under økonomisk pres, og dette pres ytrede sig i øget hoveri og indførelse af Stavnsbåndet (1733).
Landbrugsrevolutionen i slutningen af 1700-tallet vedrørte både produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Den produktionsmæssige side bestod i at landsbyfællesskaberne blev opbrudt, således at den enkeltes jord blev samlet og gården flyttedes fra landsbyen og ud til denne jord; tidligere lå gårdene samlet i en landsby, og hver bonde ejede et utal af spredte jordstrimler, således at den gode og dårlige jord fordeltes retfærdigt.v Men udskiftning og udflytning er produktionsomlægninger, som ikke i sig selv betyder at bonden ophører med at være fæster.
Overgangen fra fæster til selvberoende gårdejer, jordknap husmand eller jordløs landarbejder er den ejendomsretlige del af revolutionen; i perioden 1787-1807 blev omtrent 60% af alle bøndergårde selvejere (især i Jylland).vi De gode konjunkturer i denne tid gav mange bønder flere penge på lommen, således at de fik mulighed for at købe jorden, men betød også at denne blev dyrere. Købet blev finansieret af bøndernes opsparing, ved lån fra lokale og med statslige lånemidler, men især ved at godsejeren fik prioritet i ejendommen. Højere jordpriser betød højere prioritetsydelser. De betalinger kunne foreløbig klares, men da konjunkturerne vendte i 1820erne kom mange af de nye selvejere ud i svære økonomiske problemer; overgangen fra fæste til selveje stoppede da næsten i et årti, og endnu i 1873 udgjorde fæstede landbrugsejendomme 14% af hartkornet, der er et mål for værdien af jorden.vii
Hvorfor skiftede de danske produktionsforhold grundlæggende karakter i løbet af nogle få årtier? Det skal vi se på i resten af afsnittet.
Feudalismens krise
Efter 1750 vendte konjunkturerne som sagt, fordi priserne begyndte at stige;viii revolutionen blev altså ikke udløst af en økonomisk krise. Overhovedet er det overfladisk at ville forklare en produktionsmådes undergang med henvisning til de økonomiske konjunkturer. De kan give et stød, men ikke vælte systemet, hvis det ikke i forvejen er ustabilt.
Faktisk lykkedes det op igennem 1700-tallet at øge produktionen betydeligt, fordi ødegårde forsvandt og husmandsbrug blev bemandet, således at ”erhvervet blev i stand til at brødføde 40% flere landboere i 1783 end i 1720”.ix Men produktiviteten blev næppe forbedret, så den enkelte landbruger producerede det samme, mens der blev flere til at producere. Og som vi snart skal se, blev bondens manglende evne til at producere et tilfredsstillende overskud et stedse større problem for godserne.
For nogle årtier siden var der indenfor marxistisk historieskrivning en spændende diskussion mellem Paul Sweezy og Maurice Dobb om disse emner.x
Sweezy lagde vægt på udefrakommende, destabiliserende faktorer, især handelskapitalen og den pengeøkonomi, som den gav anledning til. Denne forklaring på feudalismens undergang passer ikke på Danmark, hvor pengeøkonomiens udbredelse ikke var årsag til feudalismens fald, men en følge heraf. Det var nemlig landboreformerne, der gav et opsving i kommercialiseringen af den danske økonomi. Svend Aage Hansen vurderer at forud for reformerne (i 1783) udfoldede ‘næppe mere end halvdelen af erhvervslivet’ sig ‘under en egentlig pengeøkonomi’, noget mindre i landbruget, hvor kun godssektoren var inddraget i markedsøkonomien.xi Dette ændredes med landboreformerne, fordi selvejerne måtte betale for deres nye ejendom med afdrag og renter i kontanter, ligesom hoveri og naturaltiende efterhånden afløstes af pengeydelser. Hertil kom bøndernes skattebetalinger, hvor korn blev erstattet med penge som betalingsmiddel. I Danmark er kommercialisering altså ikke en forudsætning for feudalismens afvikling, men det er klart at kapitalismen ikke kan udbredes uden.
I overensstemmelse med den historiske materialisme hævdede Dobb, at den kapitalistiske produktionsmåde først tog over, da feudalismen havde nået sin grænse for generering af et overskud. Denne forklaring passer bedre på det danske eksempel. Op igennem 1700-tallet havde godsejerne og statsmagten strammet grebet om bønderne. Der blev indført stavnsbånd og hoveriet blev øget, hvilket viser at godsejerne havde problemer med at skaffe det nødvendige overskud. Senere lokkede de gode konjunkturer til øget produktion, men det viste sig vanskeligt at realisere eftersom bønderne unddrog sig arbejdet, enten ved at flygte (trods stavnsbåndet) eller ved at udføre hoveriarbejdet mere modvilligt og dermed mere ineffektivt.xii
Udbytningen under feudalismen synes at have nået en grænse. Derfor måtte denne produktionsmåde sprænges. Men den måde, det skete på, harmonerer faktisk dårligt med den klassiske historiske materialisme, ifølge hvilken en autonom udvikling i produktivkræfterne skulle nødvendiggøre og genere mere adækvate produktionsforhold. Vi ser i hvert fald ikke nogle produktivkræfter, der stormer frem, med ny teknologi og nye opfindelser, og som derved kommer i strid med produktionsforholdene. Selv om Enevælden (1660-1849) gjorde lidt for at forbedre landbrugsteknologien, er det først i slutningen af århundredet, altså efter revolutionen, at der virkelig sker nogle fremskridt. Og lader vi, som rimeligt er, begrebet ‘produktivkræfter’ også omfatte den måde, hvorpå arbejdet organiseres, var der før landboreformerne heller ingen udvikling her.
Sagen er at produktivkræfter og produktionsforhold ændredes samtidigt. Arbejdets organisering revolutioneredes med udskiftningen og udflytningen, og ejendomsforholdene revolutioneredes med overgangen fra fæste til selveje. De to omvæltninger understøtter hinanden, så man kunne lige så godt – eller dårligt – sige, at ændringen i produktionsforholdene forårsagede ændringen i produktivkræfterne.
Individuel og fælles produktion
Faktisk lykkedes det med landboreformerne at effektivisere produktionen betydeligt.
Der skete en fordobling af landbrugets produktion mellem 1770 og 1800, hvilket svarer til en vækst på op imod 2% pr. år.xiii Det beroede givetvis på, at en del af det trælse, og derfor ineffektive, hoveriarbejde blev afløst af bondens arbejde for sig selv på egen jord; og videre at det komplicerede produktionsmønster i landsbyen, hvor man ofte skulle bevæge sig langt for at dyrke en strimmel jord, blev gjort mere rationelt i kraft af udflytningen.
Liberalismen var i disse år så småt ved at vinde indpas i den intellektuelle elite, dvs. de fremsynede godsejere (Adam Smith’s ‘Wealth of Nations’ var udkommet i 1776 og blev hurtigt oversat). Det var selvfølgelig ikke liberale idéer, der var årsag til feudalismens afvikling, men de forsynede reformatorerne med argumenter. Liberale vil være tilbøjelige til at forklare den øgede produktivitet med individualiseringen af produktionsmønstret (udskiftning og udflytning) og styrkelsen af privatejendomsretten (selvejet i stedet for fæste).
Men er individuel produktion generelt mere effektiv end fælles? Det spørgsmål er uafklaret. Den liberale grundfortælling er her ‘The Tragedy of the Commons’, iflg. hvilken eksistensen af en fælled (overdrev) leder til overudnyttelse. Jeg har ikke set argumenter for, at det skulle have været tilfældet i anden halvdel af 1700-tallet, men det kan ikke udelukkes. Den liberale fortælling gør sig det imidlertid for let. Formentlig er ureguleret fællesejendom (fri adgang) ineffektivt, men alternativet hertil kan lige så vel være reguleret fællesejendom som privatisering. Spørgsmålet bliver dermed om planøkonomi eller markedsøkonomi er mest effektivt, og det er en anden snak. Men datidens politisk-økonomiske magtforhold var naturligvis ikke til en styrkelse og effektivisering af den fælles produktion.
Næste spørgsmål bliver om gårdejernes selveje er mere effektivt end fæste? Og om landarbejdernes og husmændenes lønarbejde er mere effektivt end hoveri? Det er der næppe tvivl om (omend North for nogle år siden mente at kunne påvise at slavearbejdet i Amerikas sydstater var rimeligt produktivt). Frit arbejde, enten for sig selv eller for en arbejdsgiver, vil i gennemsnit være mere produktivt end en tvungen arbejdsindsats. Men det betyder ikke, at privat arbejde nødvendigvis er overlegent i forhold til egentligt socialt arbejde, altså en produktionsproces, hvor man arbejder i fællesskab, dermed umiddelbart for hinanden.
Imidlertid handler effektivitet ikke blot om produktion, men også om velfærd. Det kan udmærket tænkes at produktionen øges, men at det producerede fordeles mere skævt, således at de fleste tabte ved omvæltningen. Og det var præcis, hvad der skete.
Klassekampen
Landbrugsrevolutionen forstås bedst, hvis den ses i et klassekampsperspektiv, altså ved at inddrage de forskellige interesser, der var på spil.
Her kan vi starte med at spørge ‘Quo Bone’, dvs. hvem fik gavn af omvæltningerne? Svaret er at det fik den herskende klasse, nemlig godsejerne; i hvert fald i første omgang. Set fra den historiske materialismes vinkel er dette paradoksalt, eftersom denne teori tilsiger at afviklingen af en produktionsmåde betyder at den hidtidige herskende klasse udskiftes med en ny.
Derimod opførte staten sig som den historiske materialisme foreskriver, dvs. den udtrykte den herskende klasses interesser. Men denne klasse var delt. Frem til 1788 havde de reformvenlige, med Rewentlow i spidsen, overtaget, og de ønskede en ret bondevenlig linje såsom en regulering af det stadigt mere tyngende hoveriarbejde. Derefter kom et oprør fra reformmodstanderne. Disse godsejere indsamlede ligefrem underskrifter til en adresse til Kongen. Det blev de ganske vist straffet for, men de fik også Enevælden til at rette ind, således at politikken i de følgende år blev éntydigt godsejervenlig. Reformerne blev ikke sat i bero, hvilket nok også havde været umuligt, eftersom de var i fuld gang på græsrodsniveau, men såvel hoveriet som tiendeafgiften blev fastlagt på et højt niveau.
Alt i alt blev godsejerne den klare vinder. De fik solgt fæstejorden til høje priser, hvilket i mange år gav dem en god indtægt i form af renter og afdrag fra de nye selvejere, og samtidig bevarede de i et vist omfang husmændenes gratis arbejdskraft (hoveriet) i mange år; det blev dog i stigende omfang afløst af en pengeafgift. Godsejerne fik dermed frigjort store kapitaler, der kunne bruges til investeringer i hovedgården eller som blev placeret i københavnske handelshuse.
Også en del af bønderne nød godt af revolutionen. Der var gårdmændene, der havde midler til at købe så megen jord, at de sammen med familie, karle og piger kunne klare sig selv. De var ikke nødt til at arbejde for andre og blev derfor éntydigt selvejere.xiv
En noget større del blev husmænd, der ejede så lidt jord at de var tvunget til at arbejde på godset eller for gårdmændene; de var en blanding af selvejere og lønarbejdere. I 1700 var der 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug, men efter reformerne overhalede husene gårdene, idet der da var 60.000 huse, heraf 1/3 jordløse, overfor 50.000 gårde.xv
Endelig blev den laveste del af landbefolkningen helt ’fri’ for deres produktionsgrundlag, da landsbyfællesskabet blev opløst ved udflytningen af gårdene fra landsbyen, arbejdsfællesskabet nedlagt og fællesejendommen (’fælleden’) privatiseret. De blev landarbejdere, altså lønarbejdere, men deres forhold til arbejdsgiveren var i begyndelsen ofte patriarkalsk, ligesom forholdet mellem svend/lærling og mester i byerne, så man kan ikke karakterisere dem som aldeles ‘frie’ i Marx’s forstand. Deres antal var dog stadig forholdsvis beskedent, anslået 15.000 til 16.000.
Som vi skal se nedenfor vokser antallet af husmænd og landarbejdere betydeligt gennem 1800-tallet, mens antallet af gårdmænd stagnerer.
Revolutionen medførte således en klar polarisering på landet med godsejerne i toppen.
Flertallet på landet blev landarbejdere og husmænd, og dermed mere eller mindre skilt fra deres produktionsmidler; de var tvunget til at søge lønarbejde. De blev til dels frie arbejdere, markeret ved Stavnsbåndets ophævelse i 1788, men modsat i England blev de på landet helt frem til 1880erne, og unddrog dermed i mange år den egentlige kapitalisme en af sine betingelser.
Etableringen af en mellemklasse af gårdmænd peger imidlertid på en dansk undtagelse i forhold til fx England. Denne klasse er meget stabil i såvel omfang som økonomisk vægt helt frem til krisen i 1930erne, altså i næsten 150 år. Først meget sent går den til grunde ved at blive splittet i agrokapitalister og lønarbejdere.
Alt i alt er det ikke mærkeligt, at det var godsejerne og de bønder, der havde penge på kistebunden, der gik forrest i revolutionen, mens de to andre grupper var mere modvillige og konservative.
Husmænd og landarbejdere måtte se deres vilkår forringet. De havde ikke længere et overdrev at støtte sig til, og de måtte se en tilværelse i landsbyfællesskabet, hvor der herskede en vis grad af lighed og frihed, erstattet med et liv som afhængige af andre.
For så vidt blev feudalismen afviklet, fordi overklassen og mellemklassen var politisk og økonomisk stærkere end den mere talrige underklasse. Hos Marx indebærer fundamentale revolutioner at den undertrykte klasse overtager magten fra den herskende klasse. I Danmark bestod revolutionen snarere i, at de økonomisk mest priviligerede konsoliderede og udvidede deres førerposition.
Det har været diskuteret om landbrugsrevolutionen kom fra oven eller fra neden, og om den var politisk eller økonomisk genereret.xvi
I Danmark har historieskrivningen traditionel ment, at omvæltningerne kom fra oven, fra Enevælden og oplyste godsejere; i det perspektiv er Stavnsbåndets ophævelse i 1788 milepælen. Det er da også rigtigt at der blev nedsat en landbokommission, der barslede med reformforslag, og at Kongen ud af pengenød afhændede meget gods, gerne således at fæstere blev selvejere. Men initiativet til såvel udflytning som fæsteafløsning kom overvejende fra godsejere og bønder, for så vidt ‘fra neden’. Og bortset fra episoden med Struense (1770-71), der søgte at lempe hoveriforpligtelserne, var der i hvert fald ikke tale om en politisk revolution.
Vi skal nu se på genereringen op igennem 1800-tallet af kapitalismens to forudsætninger, først den frie arbejder, dernæst pengeophobning.
Udviklingen af den frie arbejder
I 1800-tallet stagnerer antallet af gårdmænd, samtidig med at der bliver langt flere husmænd og landarbejdere.xvii
Indtil 1870 var vandringen fra land til by af ringe omfang, i 1860erne godt 37.000. Derefter tog det fart, således var tallet i 1870erne 96.000 og i 1880erne hele 155.000.xviii Den grundlæggende årsag var en krise i landbruget, hvor kornsalgsperioden frem til 1875 blev afløst af den Store Depression, grundet billigt korn fra Amerika og Rusland. Men hertil kom at en stigende produktivitet overflødiggjorde landarbejdere.
Gårdejerne og godsejerne havde en interesse i at fastholde arbejdskraften på landet, hvortil kom at disse gruppers politiske repræsentation (henholdsvis Venstre og Højre) frygtede, at husmænd og landarbejdere skulle blive socialister ved at vandre til byerne. Der blev da også oprettet et betydeligt antal husmandsbrug frem til omkring 1875, bl.a. gennem udstykningsforeninger, men da krisen satte ind stagnerede antallet og dermed muligheden for på denne måde at opsuge overskudsbefolkningen. En mindre del udvandrede til Amerika, men de ringere løn- og arbejdsforhold på landet, sammenlignet med byerne, gav som nettoresultat at byproletariatet fra 1870 fik et stort tilskud. Kapitalismens ene betingelse – de frie arbejdere – begyndte at blive etableret.
Denne udvikling på landet følges i 1857 op af en tilsvarende proces i byerne.
Næringsloven fra dette år opløste laugene, dvs. de urbane fællesskaber der gennem århundreder havde reguleret håndværksproduktionen. Dermed forvandledes det patriarkalske forhold mellem mester og svend/lærling til et forhold mellem kapitalejer og lønarbejder, men det var en proces, der tog tid og først slog igennem i 1880erne og især i 1890erne.
I første omgang opstod en stor mellemklasse af håndværkere og småkøbmænd (detailister); de havde måske nogle få ansatte, men de var arbejdende selvejere. Med den frie konkurrence efter 1857 frygtede de at blive udkonkurreret, håndværkerne af den store industrielle kapital, småkøbmændene af grossister og stormagasiner. De var meget klassebevidste, og de organiserede sig i opposition til den store kapital (og de nye brugsforeninger) for at få revideret loven fra 1857; det var lige ved at lykkes. De var kritiske overfor priskonkurrence, og de ønskede begrænsning af tilgangen til fagene.xix
Men faktisk klarede de sig ikke så dårligt som frygtet.
Selvstændige detailhandlere vrimlede frem, og vi fik et stort antal små butikker, også på landet, ofte som nøderhverv for fallerede landmænd eller håndværkere; disse småkøbmænd tog omsætning væk fra de store købmandshuse (Hvidt, 1990: 242ff).
Ifølge Hyldtoft klarede håndværket sig ‘nogenlunde’ i årtierne frem til 1890, trods de dårlige konjunkturer efter 1875, men man kommer ikke udenom at det langsomt mistede omsætning til industrien, jf. Tabel 1.1.xx Samtidig var der en tendens til at håndværkere solgte deres varer gennem grossister, altså underordnedes disse.
Alt i alt kan vi konstatere en betydelig stabilitet hos denne mellemklasse (i marxistisk sprogbrug kaldet ‘småborgerskabet’). Det tyder på, at det kommende proletariat i overvejende grad blev rekrutteret af vandringen fra land til by.
Så vidt skabelsen af den første forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde: den frie lønarbejder. Men hvad med den anden forudsætning, nemlig pengeophobning?
Pengeophobning
Vi har nu set på en negativ forudsætning for kapitalismen, nemlig at store befolkningsgrupper berøves deres tidligere eksistensgrundlag og må søge lykken som frie lønarbejdere.
Men kapitalismen har også, hvad man kan kalde en positiv forudsætning, nemlig at der opbygges kapital, som – under de rette betingelser – kan investeres i en industriel udvikling. ‘Pengeophobning’ skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at der opbygges fonde, som så pludselig i 1890 investeres i fabrikker og maskiner og til ansættelse af lønarbejdere, hvorefter industrialiseringen kan starte. Der var tale om en gradvis proces, der blot får sit gennembrud i 1890.
I den ’florissante periode’ fra 1755 til 1807 stortrivedes den danske handelskapital, fordi søfarten kunne leve højt på at Danmark var neutralt i tidens europæiske krige (Preussiske Syvårskrig og Amerikanske Uafhængighedskrig, senere Revolutions- og Napoleonskrigene), indtil spillet væltede for Danmark i 1807, da England tog vores flåde. Dette var merkantilismens store periode, dvs. statsmagten står bag og styrer til dels handelskapitalen. Der blev tjent store formuer – også lidt fra udbytningen af vore få og små slavekolonier – men meget gik tabt ved katastrofen i 1814, hvor vi mister Norge og pengevæsenet bryder sammen, og i kriseårene frem til 1828.
Senere gav kornsalgsperioden frem til 1875 handelskapitalen (rederier og grossister) en stor fremgang, således voksede udenrigshandelen fra 30-40 mio kr omkring 1830 til 135 mio kr i 1860. Frem til midt i århundredet lagde deflationspolitikken – for at styrke kronens værdi – dog en dæmper på megen økonomisk aktivitet, men det er klart at liberaliseringen i 1857, og de efterfølgende toldnedsættelser, gav storhandelen et vældigt rygstød. Generelt var disse år ‘fremfor nogen anden periode handelskapitalismens tidsalder, hvor storhandelens aktiviteter udfolder sig på alle tænkelige felter’ .xxi Handelskapitalen bidrog således afgørende til pengeophobningen.
Kapitalen stræber efter sin natur efter maksimalt afkast og kender derfor ikke til grænser. Industri, engros handel, transport og finans er sammenfiltret eller gennemtrænger hinanden. Det udelukker dog ikke at nogle sektorer er dominerende, eller at nogle kapitalgrupper er stærkere end andre. Meget tyder på, at handelskapitalen var den centrale kapitalform; i hvert fald var industrikapitalen svag, som vi så i begyndelsen af kapitlet.
Den større handel udøvedes traditionelt af de store handelshuse i København (fx Moses & Søn og Melchior og Suhr); de kaldte sig efterhånden ’grosserere’ og organiserede sig tidligt i Grosserer-Societetet. I provinsens købstæder var der også egentlige handelshuse, men hertil kom købmandsgårdene, der opkøbte bøndernes produkter og eksporterede nogle af dem; de varetog også detailhandel og bankforretninger og dominerede byrådene, så de var alsidige kapitalister.xxii Efter 1870 forsvinder disse købmandsgårde gradvis, og detail- og engroshandel adskilles.
Også finanskapitalen fik en øget rolle. Tietgen stiftede Privatbanken allerede i 1857, og i begyndelsen af 1870erne etableredes Københavns Handelsbank samt Landmandsbanken (forløberen for Danske Bank) under Glückstadt. De får alle snart et vidtstrakt net af filialer over hele landet, og mange provinsbanker overtages reelt, selv om de formelt – af hensyn til lokale følelser – forbliver selvstændige.xxiii Hen mod slutningen af perioden skubber Landmandsbanken Privatbanken i baggrunden, hvorved Glückstadt i 1890erne overtager Tietgen’s lederrolle.
Tietgen’s imperium illustrerer det komplicerede forhold mellem de forskellige kapitalformer.
I 1870erne etablerede han en række aktieselskaber, alle med relation til skibsfart, nemlig DFDS, Burmeister & Wain og Svitzers bjærgningsenterprise; han tog også initiativ til selskaber indenfor sporveje, telegraf og telefon. Senere kom De Danske Spritfabrikker til, og Tietgen ønskede også at sætte sig på det danske jernbanenet, der i starten var privat, men takket være Estrup kom det på offentlige hænder.
Det er indlysende at vi her har en meget stærk koncentration af kapitalmagt, faktisk kontrollerede Privatbanken 35% af landets aktiekapital (1886); vi skal nok frem til vore dages sammenfiltring af Mærsk og Danske Bank for at finde en tilsvarende koncentration.
Dette betyder ikke at finanskapitalen dominerede, for de store københavnske handelshuse leverede det meste af Privatbankens kapital. Samtidig koncentrerede denne banks aktiviteter sig om handel/transport/kommunikation, snarere end industri (der kun udgjorde 25% af investeringerne).xxiv Meget tyder dermed på at den ultimative magt lå hos handelskapitalen, og at perioden derfor bedst kan karakteriseres som handelskapitalistisk. Under alle omstændigheder var industrikapitalen stedse af sekundær betydning.
Også godsejernes overskud bidrog til kapitalophobningen.
Under landboreformerne tjente de meget på at sælge fæstegårdene til bønderne. Modsat i mange andre lande, forløb den danske proces efter alle frivillighedens regler; ingen drømte om at bryde privatejendommens regler ved at ekspropriere. 1814-28 var dårlige år, men så kommer kornsalgsperioden frem til 1875, hvor godsejerne kan eksportere deres korn til meget favorable priser. Der flyder nu betydelige beløb fra land til by. I 1840erne og 1850erne deltog godsejerkapitalen “jævnligt i finansieringen af industriforetagender under den begyndende industrialisering, ligesom den blev af væsentlig betydning ved en række bankstiftelser i 1850erne og de følgende årtier” (Hansen, I, 1972: 147).
Den store grundejendom spiller altså en stor rolle for den danske kapitalakkumulation i denne indledende fase af overgangen til kapitalisme; i den senere fase viger landbrugskapitalen til fordel for handelskapitalen som finansieringskilde for industrien.xxv
Simpel vareproduktion: 100 års interregnum
Det danske landbrug var kun i meget begrænset grad kapitalistisk.
Godserne var ganske vist kapitalistiske. De producerede med ansatte landarbejdere og produktionen blev solgt – og ofte eksporteret – med henblik på en profit. Men godsernes betydning blev reduceret i den sidste del af perioden, fordi de som kornproducenter ramtes hårdt af krisen efter 1875, og fordi de fra 1880erne blev presset af andelsbevægelsen.xxvi
Godsejernes stilling i 1800-tallet var paradoksal. Landboreformerne betød at de mistede en række magtinstrumenter, især af retlig karakter, og at de kom til at sidde på en langt mindre del af jorden, fra 80% af hartkornet i 1750 til 10% efter reformerne.xxvii For så vidt mistede de økonomisk vægt indenfor landbruget. Men samtidig betød salget til selvejet, at de erhvervede store kapitaler, hvilket satte dem i stand til at være førende på landet helt frem til 1870erne. Et andet paradoks var, at netop som godsernes økonomiske magt begyndte at vige, steg klassen til tops i det politiske liv med Højre-regeringer fra 1875 til 1901.
Gårdmændene kan ikke betragtes som kapitalister; de var arbejdende selvejere, på linje med byernes håndværkere. Gården betragtedes sjældent som et investeringsobjekt og handelsvare. Der var et begrænset antal ansatte landarbejdere, men der produceredes for at familien skulle kunne klare sig, dvs. det ultimative mål var brugsværdi, ikke bytteværdi (profit). Hertil kom at brugsforeninger og andelsbevægelse i slutningen af perioden indebar et klart ikke-kapitalistisk element i produktionsprocessen.
Gårdmændene genererede nok et overskud, især i slutningen af perioden, men dette overskud blev i høj grad i landbruget. Det gik ikke til byerne og den industrielle udvikling her. I stedet kanaliseredes pengene ind i sparekasser og kreditforeninger – der helt overvejende var landbofænomener – og tjente her til konsolidering og udbygning af det selvejende og andelsbaserede landbrug.xxviii Alt dette ser vi nærmere på i næste kapitel.
Husmandsbrugene var naturligvis i endnu mindre grad kapitalistiske. De blev gerne oprettet med offentlig støtte. De havde ingen ansatte lønarbejdere, tværtimod var husmændene normalt selv landarbejdere. Husmændene var derfor en blanding af arbejdende selvejere og lønarbejdere.
Af disse grunde må landbruget i sin helhed betragtes som et ikke-kapitalistisk erhverv, især i slutningen af perioden, hvor godserne mister økonomisk vægt og gårdmændenes (og husmændenes) andelsbevægelse vinder frem. Trods det store antal lønarbejdere, og trods de mere kapitalistisk orienterede godser, lå tyngden hos selvejere, der opererede indenfor en pengebaseret markedsøkonomi, men ikke var underlagt et kapitalistisk diktum om profitmaksimering.
De knap hundrede år mellem landboreformerne og industrialiseringens gennembrud var hverken feudalisme eller kapitalisme, selv om der i begyndelse af perioden stadig var rester af fæstevæsen og hoveri og i slutningen stadig mere tydelige tegn på industrialisering.
Hvilken produktionsmåde var da den dominerende?
De hundrede år var en blandet landhandel, men jeg tror at simpel vareproduktion er det svar, der kommer nærmest. Denne produktionsmåde er karakteriseret ved, at producenterne ejer deres egne produktionsmidler og derfor ikke behøver at sælge deres arbejde og ved, at de producerer for et marked. Producenten forbruger ikke selv deres produkter, dvs. der foreligger arbejdsdeling, og produkterne sælges som varer, dvs. vi har en pengeøkonomi.
Der er tale om markedsøkonomi, hvilket kan betragtes som den fjerde forudsætning for kapitalismen (ved siden af frie arbejdere, pengeophobning og industrialisering). Men simpel vareproduktion er ikke kapitalisme, eftersom producenterne nok ansætter et antal lønarbejdere, men ikke er drevet af profitmaksimering; deres mål er brugsværdi, at opretholde en passende levestandard, snarere end bytteværdi. Selvejerne sælger for at købe, mens kapitalisten køber (produktionsmidler og arbejde) for at sælge.
I marxistisk teori siges ofte, at en sådan produktionsmåde er en ren abstraktion, dvs. den har ikke eksisteret som historisk realitet. Hvorfor ikke? Fordi markedsøkonomiens konkurrence skaber vindere, der bliver kapitalister, og tabere, der er henvist til at sælge deres arbejdskraft. Simpel vareproduktion slår derfor om i kapitalisme.
Men den proces tager tid. Den fuldt udviklede markedsøkonomi indbegriber ganske rigtigt kapitalisme, men marxismen erkender også, at kapitalismen har en forberedelsesperiode, den oprindelige akkumulation. Og denne forberedelse må nødvendigvis indebære, at pengene begynder at gennemtrænge de økonomiske relationer, uden at kapitalen og dens profitmaksimering endnu er blevet dominerende.
Hvor lang denne periode har været, og dermed hvor markant den simple vareproduktion har været, har skiftet fra land til land.
I England blev de selvstændige bønder elimineret meget tidligt og landet fik ikke nogle reformer, der genskabte dem; samtidig slog industrialiseringen hurtigt igennem og udkonkurrerede håndværket.
I Danmark, derimod, afløstes feudalismen af et økonomisk system, hvor selvejere på land og i by spillede en markant rolle i 1800-tallet. På landet stagnerede antallet af gårdmænd ganske vist, men deres økonomiske (og politiske) vægt aftog ikke, tværtimod øgedes den med andelsbevægelsen fra 1880erne; samtidig voksede husmandsstanden – der er delvise selvejere – betragteligt. I byerne holdt håndværkere og småkøbmænd nogenlunde skansen, både målt på beskæftigede og andel af BFI, men det må erkendes at deres økonomiske (og politiske magt) var begrænset, idet håndværkerne efter 1857 blev presset af den frie konkurrence og småkøbmændene af handelskapitalen.
Når det giver mening at karakterisere produktionsmåden som simpel vareproduktion, skyldes det at Danmark i 1800-tallet var et landbrugsland, hvilket fremgår af tabellen.
Tabel 1.2. Landbrugets vægt 1820-90
Landbruget | 1820 | 1850 | 1870 | 1880 | 1890 |
Andel af landets samlede arbejdsstyrke | 59% | 54% | 52% | 50% | 47% |
Andel af BFI | 45% | 45% | 50% | 45% | 38% |
Kilde: Hansen, II, 1974: Tabel 1 og 3.
Det ses at landbrugets arbejdsstyrke kun langsomt mistede relativ betydning; i England oversteg bybefolkningen landbefolkningen i 1850, i Danmark først omkring 1880. Som vi har set er det først efter 1870, at vandringen fra land til by tog fart. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at landbrugets økonomiske vægt, målt på BFI, faktisk øgedes frem til 1870erne, takket være kornsalgsperioden; først derefter går det tilbage, men da hastigt, grundet den Store Depression 1876 – 1894 og opsvinget i byerne.
Landbrugets produktionsmåde er simpel vareproduktion, og frem til i hvert fald 1880 er landbrugets produktionsmåde, stort set, landets produktionsmåde. Det er landbrugets varer, der eksporteres, og dets produkter, der danner grundlag for megen byvirksomhed.
Den simple vareproduktion er ikke blot defineret negativt i forhold til kapitalismen, men også positivt, nemlig ved at indebære den markedsøkonomi, der er kapitalismens forudsætning.
Som nævnt ovenfor var kun omkring halvdelen af økonomien pengebaseret før landboreformerne, men disse gav anledning til en omfattende kommercialisering, fordi naturalydelser blev erstattet af pengeydelser og fordi de nye ejere skulle betale afdrag og renter i form af penge. Derimod kan man ikke sige, at datidens centrale produktionsfaktor, nemlig jorden, blev underlagt markedsøkonomien, med frit køb og salg. Overgangen fra fæste til selveje skete naturligvis ved køb og salg, men bortset herfra var der betydelige restriktioner. En pæn del af godserne, de såkaldte ‘majorater’, kunne ikke frit afhændes, fordi jorden af historiske årsager var båndlagt. Hertil kom at de færreste gårdmænd ville drømme om at sælge slægtsgården, og faktisk var der helt frem til omkring 1960 forbud mod sammenlægninger og samdrift.xxix
Op igennem 1800-tallet udbredes pengeøkonomien i takt med at selvforsyningen på landet erstattes med indkøb af varer fra byernes håndværkere og handlende, hvilket både muliggøres og nødvendiggøres af at en stedse større del af landbrugets produktion sælges, ikke mindst til eksport (eksportkvoten vokser fra 15- 20% i 1820erne til knap 40% i sidste halvdel af 1870erne).xxx
Hertil kom at infrastrukturen blev udbygget, med jernbanedrift, bedre veje og en større handelsflåde; de bedre transportmuligheder muliggjorde en større varehandel. Pengeøkonomien fik også bedre vilkår ved at landmændene efter ca. 1850 kunne placere deres overskud i sparekasser og låne i kreditforeninger.
Graden af økonomiens kommercialisering kan ikke måles præcis, men vi har et par indikatorer.
Den første er omfanget af handel og transport, for jo større vægt disse sektorer har, desto mere udbredt er arbejdsdelingen og pengeøkonomien. Tabellen viser deres procentuelle andel af BFI igennem 1800-tallet:
Tabel 1.3. Handel og transport 1820-90
% af BFI | 1820 | 1850 | 1870 | 1880 | 1890 |
Varehandel | 3,2% | 6,3% | 7,8% | 9,9% | 11,8% |
Indenrigstransport | 0,8% | 1,0% | 1,6% | 2,3% | 2,8% |
Udenrigstransport | 0,7% | 0,7% | 0,9% | 1,2% | 1,4% |
Kilde: Hansen, II, 1974: Tabel 3.
Det ses at varehandelens relative vægt 3-4 dobles mellem 1820 og 1890. Det fortæller i en nøddeskal om markedsøkonomiens store opsving, især efter 1870. Andelene for transport er meget små, men også her ser vi en klart stigende tendens.
Husflidens omfang er omvendt en negativ indikator for markedsøkonomiens udbredelse op igennem 1800-tallet.xxxi Husflid betyder hjemmearbejde i landbruget, såsom brygning, slagtning og vævning; det skal ikke forveksles med forlagssystemet, hvor arbejdet udføres for en udenforstående kapitalist. Nogle af disse produkter sælges, men meget forbruges i familien, og en sådan selvforsyning indgår naturligvis ikke i pengeøkonomien (i byerne kommer selvforsyning næppe på tale).
Under landbrugskrisen 1818-28, i kølvandet på statsbankerotten, begrænsede mange bønder deres indkøb af handelsvarer, således at selvforsyningsgraden øgedes. Husflidens omfang er i sagens natur – hvordan sammentælle ikke-prissatte produkter? – svær at vurdere. En af landets første statistikere, A. F. Bergsøe, skønnede i 1846, at det ‘tegnede sig for broderparten af landets samlede vareproduktion’, men Svend Aage Hansen sætter i dette år husflid til kun 12 mio kr, svarende til knap 4% af BFI!xxxii Disse voldsomt divergerende vurderinger er imidlertid mindre vigtige i forhold til den kendsgerning, at husfliden går meget tilbage efter 1840, især efter 1871.xxxiii
En sidste indikator på pengeøkonomiens stigende betydning har vi i skattebetalingen på landet. Endnu i midten af 1850erne betalte sognebeboerne over halvdelen af skatterne i naturalier (korn tørv, æg eller arbejde for kommunen); denne andel var faldet til 20% omkring 1870 og i slutningen af vor periode (1900) var denne naturalieøkonomi helt forsvundet.xxxiv
En stedse større andel af landets produkter varegøres således; selvforsyningsgraden reduceres. Med Svend Aage Hansens ord:
Landbruget lægges med andre ord mere og mere an på at producere for markedet, både hjemlandets og de fremmede industrilandes, samtidig med at det slipper den ene hjemmeproduktion efter den anden og i stedet aftager håndværkets og industriens varer. Efterhånden udvikles der med andre ord en arbejdsdeling mellem land og by og navnlig mellem det danske landbrug og den udenlandske, specielt engelske industri” (Hansen, I, 1972: 138).
Alt i alt vil jeg altså mene, at den danske produktionsmåde mellem feudalismen og kapitalismen bedst kan karakteriseres som simpel vareproduktion, om end det tager sin tid for pengeøkonomien at slå igennem; markedsøkonomi, ja, kapitalisme, nej. Landbruget er det dominerende erhverv, og landbruget domineres af selvejet. Samtidig vejer håndværkerne og de mindre handlende tungt i byerne.
Men i sagens natur er dette system under stigende pres frem mod kapitalismens gennembrud i 1890erne. På landet øges polariseringen, idet et proletariat af lønmodtagere vokser frem, og i byerne bliver håndværkerne mere og mere presset af konkurrencen fra industrien. Hertil kommer at handelskapitalen får stedse mere indflydelse på økonomien.
Kritik af Scocozza
Scocozza’s teori om den danske overgang fra feudalisme til kapitalisme er interessant i min sammenhæng, fordi han også bygger på den historiske materialisme, herunder især klassekampen som forklaring. Vi er også enige om, at den feudale produktionsmåde i slutningen af 1700-tallet havde nået en grænse for generering af et overskud.xxxv
Derudover er vi ret uenige. Scocozza mener at afviklingen af feudalismen umiddelbart betød etableringen af den kapitalistiske produktionsmåde på landet (‘agrarkapitalisme’), så han afviser et interregnum på 100 år.
Den opfattelse kræver at der forud for feudalismens fald kan påvises en oprindelig akkumulation, altså skabelse af frit lønarbejde og kapitalophobning. Der kan bestemt argumenteres for det sidste, for som vi har set tjente den danske handelsflåde store beløb takket være landets neutralitetspolitik, men stavnsbåndet forhindrede at der udvikledes en klasse af frie lønarbejdere; og langt de fleste bønder udførte tvangsarbejde (hoveri) for godsejeren.xxxvi Det er ulogisk, i hvert fald i en marxistisk sammenhæng, at hævde at produktionsmåden var feudalistisk og at der samtidig var et betydeligt antal frie lønarbejdere. Den frie lønarbejder var i stedet et resultat af feudalismens afvikling.
Det er Scocozza’s opfattelse, at indtil industrialiseringen senere i 1800-tallet er økonomien domineret af ‘kapitalistisk godsdrift og simpel vareproduktion (gårdmandsbruget)’. Gårdmændene er altså ikke kapitalister (de bygger ‘kun beskedent … på udbytning’), men ‘de er underlagt kapitalismens karakteristiske betingelser: varemarkedet og dermed konkurrencen og dermed igen akkumulationstvangen’ (s. 209).xxxvii Så nok var der simpel vareproduktion, med arbejdende selvejere og et begrænset antal ansatte, men denne produktionsmåde var underordnet den agrare kapitalisme.
Var den? Det mener jeg ikke.
I 1835 ejede godserne kun 10% af hartkornet, overfor 83% til gårdmænd og husmænd, og godsernes andel faldt i takt med at resterne af fæstevæsenet blev afviklet.xxxviii Godserne kontrollerede ubetvivleligt store kapitaler, og de var dominerende i (korn)eksporten, men deres økonomiske vægt var begrænset og aftagende. Og gårdmændene var ikke drevet af profitmaksimering. De skulle have solgt deres varer til en rimelig pris, men man leder forgæves efter en evig og utrættelig stræben efter at akkumulere stedse mere kapital. Med Hobsbawm’s ord: Hvor bønderne faktisk overtog jorden (og her nævner han udtrykkeligt Skandinavien)
they did not automatically, as hoped for, turn into the enterprising class of small farmers. And this for the simple reason that while the peasantry wanted land, it rarely wanted a bourgeois agrarian economy.xxxix
Så er der endelig spørgsmålet om, hvilken rolle klassekampen spillede. Her er Scocozza umisforståelig:
Godsejerne blev tvunget af bønderne til at gøre sådanne indrømmelser overfor selvsamme bønder, at selve den feudale grundstruktur begyndte at gå i opløsning. .. Det er således bøndernes klassekamp i alle dens varianter, som er den egentlige årsag til bondereformerne.(Scocozza, 1984: 205)
Reformerne er således udtryk for ‘bøndernes sejr over den feudale godsejerklasse’ (s. 209).
Her må man allerførst spørge, hvordan godsejerne kan være kernen i den formodede agrarkapitalisme, når de netop er blevet besejret? Men agrarkapitalisme eller ej: Var landboreformerne udtryk for bøndernes succesfulde klassekamp mod godsejerne, de hidtidige udbyttere? Det mener jeg ikke, selv om reformerne på sigt ubetvivleligt flyttede kontrollen med jorden fra godsejerne til bønderne.
Initiativet til reformerne kom fra de mere velstående bønder, der kunne få et komfortabelt selveje, og de mere fremskridtsvenlige godsejere, der kunne tjene meget ved at sælge jorden til fæstebønderne; imod var de bønder, der ikke havde penge til at købe jord og som stod til at tabe ved landsbyfællesskabets opløsning, samt de reaktionære godsejere, der ikke kunne affinde sig med at opgive den direkte kontrol med bønderne.
Derfor er det forkert at se klassekampen som en simpel strid, hvor bønderne besejrede godsejerne. Der er snarere tale om at godsejerne (de fleste) indrullerer de mere velstående bønder i et nyt system, der var til fordel for begge parter. Altså et typisk klassesamarbejde, snarere end klassekamp. Taberne blev så de fremtidige husmænd og landarbejdere.
Feudalismens afvikling i international belysning
Lad os dernæst belyse den danske proces ved at sammenligne med udlandet.
England udmærkede sig ved at selvejet var blevet afviklet meget tidligt, før 1700-tallet, og det kom aldrig igen. Der var ingen epokegørende reformer som i Danmark, endsige dramatiske revolutioner som i Frankrig. Gennem en lang historisk proces var de umiddelbare producenter blevet berøvet ejerskabet til jorden ved at denne blev privatiseret gennem såkaldte ‘enclosures’ (indhegninger).xl I 1851 ejedes 4/7 af jorden af blot 4.000 proprietærer, som udlejede jorden til 250.000 forpagtere, som så igen ansatte 1.250.000 landarbejdere og tyende.xli
Det er denne klassemæssige situation, vi finder beskrevet i Ricardo’s grundmodel af kapitalismen fra 1817.xlii Vi har tre klasser, jordejere, kapitalister (forpagtere) og lønarbejdere, hvor kapitalisterne lejer jorden fra jordejerne og ansætter lønarbejdere til at dyrke den. Dette er en typisk agrarkapitalistiske produktionsmåde, og faktisk spiller byerne og industrialiseringen en ringe rolle hos Ricardo.
Kontrasten til den danske udvikling er slående. Landboreformerne betød at langt det meste af jorden nu blev ejet af bønderne, ikke af hverken kapitalister eller godsejere. Derfor fik vi ikke agrarkapitalisme, men simpel vareproduktion. Og mens den engelske jord var frit omsættelig, var der som sagt betydelige juridiske og reelle restriktioner i 1800-tallets Danmark. Dette hæmmede en koncentration af ejerskabet til jorden og overhovedet den kapitalistiske udvikling; vort landbrug kunne slet ikke levere den kapital, som det engelske kunne.
Frankrig udgør en meget anderledes kontrast til Danmark. Her blev feudalismen ikke afskaffet gennem årtiers reformer, men ved et simpelt dekret fra Nationalforsamlingen i 1789. Men det var en feudalisme af en særlig, for ikke at sige særlig rodet type. Aristokratiet ejede kun 20% af jorden, hvortil kom kirkens 6%. Bønderne – 80% af befolkningen – var generelt frie (intet stavnsbånd) og de var ofte selvejere, men det betød ikke at deres vilkår var særlig gunstige; mange var jordløse eller ejede for lidt til at de kunne leve af det, og de blev udbyttet af en uendelighed af forskellige afgifter, fra fæsteafgifter over tiende til skatter. Revolutionens bortjagelse af aristokratiet betød at selvejet øgedes med anslået 50%.
Heroverfor var Danmark i 1780 et langt mere typisk feudalt samfund, idet selvejet kun dækkede et par procent af jorden; langt det meste var ejet af godsejere og – i mindre grad – Kongen.
Feudalisme, borgere og småborgere
I England opstod der aldrig en bondebevægelse eller et bondeparti, og i Frankrig var bønderne nærmest en reaktionær kraft, der holdt igen på ‘moderniseringen’, hvad enten det var kapitalismen eller arbejderbevægelsen; begge dele blev overvejende set som en trussel mod den traditionelle levevis.
I Danmark forvandledes bønderne i 1870erne fra underdanig almue til en stolt klasse, der i partiet Venstre – og senere andelsbevægelsen – kæmpede imod datidens overklasse (godsejerne) og dens stat. Og mens den liberale ideologi i England og Frankrig var knyttet til byernes borgerskab, blev det i Danmark gårdmænd og husmænd, der holdt denne fane højt, efter at byernes nationalliberale bevægelse var blevet knust ved Dybbøls skanser. Her til lands blev liberalismen således landbefolkningens våben mod godsejernes konservative stat, som byernes borgerskab blev et vedhæng til.
Opgørene med feudalismen beskrives gerne som borgerlige revolutioner, eftersom borgerskabet bliver den herskende klasse i den efterfølgende, kapitalistiske produktionsmåde. Men heraf følger ikke, at feudalismen nødvendigvis blev lagt i graven af et borgerskab. Feudalisme handler om et landbrugssamfund, hvor den objektive klassemodsætning går mellem jordejerne og bønderne (fæstere eller livegne). Så hvis feudalismen skulle afskaffet – gennem reform eller revolution – måtte det vel være ved at de umiddelbare producenter overtog jorden fra den tidligere herskende klasse? Dette er da også set i verden udenfor Europa, fx Kina efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949.
I Europa, derimod, kniber det med bonderevolutioner. Her er det i stedet borgerlige revolutioner, der lægger feudalismen i graven, hvad enten det er den langsomme i England eller den bratte i Frankrig, hvor borgerskabet, i form af advokater osv., var den drivende kraft. Disse revolutioner peger frem mod kapitalismen, selv om specielt de franske revolutionære snarere er småborgere end kapitalister.
I Danmark, derimod, fik vi ikke en borgerlig – eller småborgerlig – revolution i slutningen af 1700-tallet; vi fik heller ikke bondeoprør, som Danmark ellers har en stolt tradition for, før og efter Skipper Clement. I stedet afvikledes feudalismen fredeligt og gradvist af en koalition af fremsynede godsejere og de mere velstillede fæstere, under opsyn af kongemagten.
Byernes borgerskab var her i landet ret svagt. Statskuppet i 1660, da Enevælden blev indført, blev hjulpet på vej af borgerskabet, men derefter blev dette hurtigt marginaliseret. Den borgerlige – rettere: småborgerlige – revolution kom først i 1848, lang tid efter at feudalismen i det store og hele var afviklet. Enevælden blev afskaffet og vi fik et opgør med merkantilismens økonomiske statsstyring, samtidig med at loven om næringsfrihed i 1857 – lovet i forfatningen fra 1849 – banede vejen for en kapitalistisk udvikling. Men de revolutionære var ikke kapitalister, for der var simpelthen ikke megen kapitalisme og industrialisering i 1848.
Gryende demokrati – og reaktionen herimod
Den danske martsrevolution var unik, fordi den lykkedes, mens revolutionen i Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien blev slået ned allerede i efteråret 1848. Den reaktionære bølge i Europa betød i Danmark et vist pres for at demokratiseringen ikke skulle gå for langt; men presset blev afværget og forfatningen fra 1849 blev efter tidens forhold meget demokratisk, fordi der var bred valgret til både Folketing og Landsting. I Danmark kom reaktionen først efter nederlaget i 1864, med den såkaldte ‘gennemsete’ grundlov fra 1866, hvor valgretten til Landstinget begrænsedes til de rige, mens den brede valgret til Folketinget bevaredes.
Samtidig må det understreges at vi i 1849 fik et konstitutionelt monarki, ikke et egentligt demokrati.
For det første – og det var det afgørende for magtfordelingen i samfundet – deltes magten mellem den folkevalgte rigsdag, der lovgav, og Kongen, der havde den udøvende magt. Dette var i overensstemmelse med liberale principper om magtfordeling og magtbalance, begrundet i at statsmagten dermed neutraliseres, således at der bliver større spillerum for private kræfter. Imidlertid er magtfordeling og magtbalance i grundlæggende modstrid med demokratiets princip om, at magten skal ligge udelt hos folket, repræsenteres ved Folketingets flertal; denne magt skal ikke modereres af et andet, selvstændigt magtcentrum. ‘Ingen over og ingen ved siden af Folketinget’, som Hørup sagde. Dette princip vandt først i 1901, hvor vi fik parlamentarisme, således at regeringen blev underordnet flertallet i Folketinget; af veneration taler Grundloven stadig om magtens tredeling, men det er formalia.
For det andet var valgretten, dermed den politiske magt, ikke knyttet til den enkelte borger, men til husstanden og blev her udøvet af dennes overhoved, således at hverken kvinder eller tyende fik valgret (det fik de først frem til 1915); samfundets politiske grundenhed var altså familien, snarere end den enkelte.
Afviklingen af feudalismen svækkede på sigt godsejernes økonomiske magt, men rokkede ikke meget ved deres politiske magt. I 1848/49 blev de imidlertid marginaliseret politisk. Meget få fra denne klasse blev valgt til rigsdagen, så borgerskabet – de nationalliberale – blev politisk den dominerende klasse.
Godsejerne vendte imidlertid stærkt tilbage i 1866, hvor det liberale borgerskab, demoraliseret af nederlaget i 1864, gik i politisk opløsning; de to fraktioner indenfor den herskende klasse fusionerede nu under godsejernes ledelse. Danmark blev et overklassediktur, hvor den herskende klasse beherskede statsmagten og ignorerede Folketinget.
Dette er unægtelig en advarsel mod enhver firkantet fortolkning af den historiske materialisme: Godsejerne svækkes økonomisk op igennem 1800-tallet, mens det stedse mere kapitalistiske borgerskab styrkes, men dette afspejles ikke politisk, tværtimod.
Frem til omkring 1870 spillede underklassen og middelklassen en ringe rolle i den politiske udvikling. Den almindelige dansker var kongetro og overlod politik til dem, der havde forstand på de sager; i 1850erne lå stemmeprocenten omkring 25. Almindelige mennesker blev betragtet – og betragtede sig selv – som ‘almue’, dvs. alene objekt for politiske beslutninger. Det ændrede sig først, da Berg begyndte at organisere gårdmænd og husmænd i partiet Venstre og Hørup startede sin kulturelle indsats for at give menigmand selvrespekt (især ved at undergrave respekten for overklassen).
Derfor var den danske underklasse – i by eller på land – ikke en revolutionær kraft i 1848. Igen var Danmark en europæisk undtagelse, for specielt i Frankrig var underklassen revolutionens fortrop, hvilket forskrækkede borgerskabet så meget, at det allierede sig med de etablerede interesser for at afværge truslen fra folket (juni-opgøret i Paris). I Danmark var der ingen tilsvarende trussel. Bondevennerne var dannet nogle år før 1848, men de spillede en marginal rolle i begivenhederne, trods Tcherning’s heroiske indsats. Martsrevolutionen forblev et internt opgør indenfor overklassen, mellem det gamle system domineret af godsejere og bureaukrater og det liberale og nærmest statsfjendtlige borgerskab. Det forklarer det fredelige forløb.
Det store spørgsmål er, hvorfor denne nye overklasse gav så stor indflydelse til folket? Svaret er formentlig at det var en fejl, begået i en revolutionær stemning. Fejlen blev korrigeret, da de nationalliberale opdagede at folket ikke automatisk bakkede op om dem; de blev nu principfaste anti-demokrater, overbevist om at landet skulle ledes af ‘de begavede, de rige og de formuende’, som deres førstemand, Orla Lehmann, sagde. Sådan blev det indtil 1901.
Noter
i Olsen, 1962: 97ff, og Boje, 2014.
ii Hansen, I, 1972: 192ff.
iii Hansen, I, 1972: 286f; Hansen, II, 1974 appendiks; samt Busck, 1973: 7. – Hyldtoft argumenterer, at industrialiseringen forløb mere graduelt. Han taler om at de danske byer allerede fra 1840 havde et ‘kapitalistisk præg’, og han afviser såvel 1870erne som 1890erne som gennembrudsår; den danske industri havde allerede siden 1840 været inde i en ‘kraftig ekspansion’ (Hyldtoft, 1999: 123, 125 159f og 237f). Hyldtoft (1994) støtter sig på en undersøgelse af N. B. Kristensen (1987), der argumenterer, at industriens BFI generelt lå på et højere niveau efter 1872 end Hansen’s tabeller beskriver. Se også den omfattende diskussion i Historisk Tidsskrift om Hyldtoft’s disputats om ‘Københavns Industralisering, 1840-1914’ (Thomsen, 1985, og Hyldtoft, 1987); overhovedet er artikler og anmeldelser i dette tidsskrift en vigtig kilde til 1800-tallets økonomiske historie.
Generelt gælder naturligvis, at der er betydelig usikkerhed om tallene, når man går langt tilbage i tiden, ligesom forskellige beregningsprincipper kan give forskellige resultater, men indtil videre er Hansen’s tabeller de eneste vi har (for perioden 1896-1965 har Larsen, 2010, nyberegnede tal for landbrug og industri).
Det er rigtigt, at industrien gik kontinuerligt frem, bortset fra tilbageskridtet i anden halvdel af 1870erne, men der er ikke uenighed om at erhvervet gik voldsomt frem i 1890erne, ej heller om at industrien længe var langt bagefter håndværket, og at paritet først blev opnået i slutningen af århundredet (om det så var i 1900 eller lidt før).
Et par andre indikatorer peger også på 1890erne som afgørende. Investeringerne tager et stort hop opad netop i 1895, og antallet af nyudklækkede ingeniører vokser fra 15-20 i begyndelsen af 1890erne til ca. 60 i 1900 (Hansen, I, 1992: 238f og 294).
iv Jeg anvender det marxistiske begreb om feudalisme, hvor forholdet mellem jordejer og fæster er i centrum. Andre definitioner lægger mere vægt på det politiske niveau, nemlig jordejerernes vassalforhold til kongemagten.
v Se Løgstrup, 2015, der bl.a. giver en detailleret fremstilling af, hvordan denne proces forløb på tre godser.
vi Hansen, I, 1972: 66.
vii Hyldtoft, 1999: 45f.
viii Feldbæk, 1990: 243ff og Feldbæk, 1993: 108ff.
ix Hansen, I, 1972: 55.
x Hilton, 1980.
xi Hansen, I, 1972: 79.
xii Scocozza, 1984: 201ff.
xiii Hansen, I, 1972: 79f.
xiv Madsen 2007 og Olsen 1962.
xv Hansen, I, 1972: 67.
xvi Feldbæk, 1988 og Feldbæk 1990: 255ff.
xvii I 1860 var der 70.200 gårde og 139.300 huse, i 1885 73.000 gårde og 188.400 huse.
I slutningen af 1700-tallet var 67% af landbefolkningen gårdmænd eller husmænd, et tal der i 1870 er faldet til 55%. Da antallet af tjenestefolk samtidig er faldet, må der være blevet langt flere landarbejdere, relativt set. Tilbagegangen for tjenestefolk bekræftes af, at der i 1787 levede 5 gange så mange af disse i en gårdmandsfamilie som i en daglejerfamilie, i 1870 kun 1½ gang så mange (Johansen, 1979: 102, og Engberg, 2011: 184). Engberg’s bog er den nu klassiske fremstilling af perioden frem til år 1900 set fra underklassens synsvinkel.
xviii Denne tendens bekræftes af, at antallet af landarbejdere vokser med 20.000 fra 1860 til 1870, med 10.000 fra 1870 til 1880, og derefter falder med 5.000 frem til 1890 (Hansen, I, 1972: 246, se også Hyldtoft, 1999: 145).
xix Trods navnet repræsenterede ‘Fællesforeningen for industri og håndværk’ fra 1879 reelt håndværket; detailister var organiseret i et løst net af handelsstandsforeninger (der ofte også omfattede grossister). – Se den levende og detaljerede fremstilling hos Dybdahl, 1982: 173ff.
xx Hyldtoft, 1999: 67, 157ff. Dette er også vurderingen hos Hastrup, 1979. Desværre er denne bog vanskelig at benytte, fordi Hastrup lægger snittet mellem ‘industri’ og hvad han kalder ‘håndværk og mindre industri’ ved 20 ansatte, hvor øvrig statistik kræver 6 eller flere ansatte for at kvalificere som ‘industri’.
xxi Hansen, I, 1972: 201f, jf. også ss.148 og 151; tilsvarende taler Hvidt, 1990: 107, om tiden efter 1857 som ‘en merkantil guldalder’. – Statistikken tillader at følge forholdet mellem de små (håndværk) og store (industri) indenfor fremstillingsvirksomhed efter 1855. Dette er desværre ikke muligt indenfor handel og transport, hvor Svend Aage Hansens tabeller i slutning af Hansen, II, 1974, kun opererer med de generelle kategorier ‘ varehandel’, ‘udenrigsskibsfart’ og ‘indenrigstransport’; af noten s. 310 fremgår at engros- og detailhandel er beregnet separat, men desværre er kun totalen anført i tabellerne. Til mit formål er forholdet mellem engros (der bidrager til handelskapitalen) og ‘detail’ (der trues af proletarisering) centralt, men vurderingen heraf kan alene støtte sig på mere kvalitative beskrivelser.
xxii Dybdahl, 1982: 57ff.
xxiii Olsen, 1962: 259.
xxiv Hansen, I, 1972: 198 og 232.
xxv Hansen, I, 1972: 291.
xxvi Dybdahl, 1982: 92, Hansen, I, 1972: 146f. og Hyldtoft, 1999: 205.
xxvii Feldbæk, 1993: 111f og 164-166.
xxviii Hansen, I, 1972: 223.
xxix I Polanyi’s teori er den oprindelige markedsøkonomi begrænset af, at jord, penge og arbejdskraft ikke er handelsobjekter; først når disse ting kan sælges frit får vi kapitalisme (Polanyi, 1944).
xxx Hansen, I, 1972: 137f og 205.
xxxi Om dette emne se Hyldtoft, 1999: 32f, 69 og 157, Hansen I, 1972: 110 og Hansen, II, 1974: Tabel 3.
xxxii Hyldtoft (1994) argumenterer, at Hansen groft undervurderer husflidens omfang.
xxxiii Hyldtoft o.a. 1981: 71ff.
xxxiv Hvidt, 1990: 157.
xxxv Scocozza, 1984; sidetallene i dette underafsnit refererer til denne artikel. Se også Scocozza, 1976.
xxxvi Det er umuligt at få præcise tal for underklassen på landet, fx skelner en folketælling fra 1767 ikke mellem daglejere på land og i by. Svend Aage Hansen vurderer at husmænd og daglejere vokser ‘med overraskende fart’ op igennem 1700-tallet. Men husmænd er til dels selvejere, altså ikke rene lønarbejder, og antallet af daglejere (og ‘indsiddere’) var begrænset til blot 15.000-16.000 selv efter landboreformerne, der øgede deres tal betydeligt; videre levede der i 1787 fem gange så mange i en gårdmandsfamilie som i en daglejerfamilie, hvilket også tyder på at sidstnævnte var af marginal betydning. Hansen, I, 1972: 67 og Johansen, 1979: 102. – Iflg. Johansen, 1979: 165, var antallet af gårdmænd stort set uforandret mellem 1787 og 1801, mens antallet af husmænd, håndværkere og daglejere i 26 landsogne øges med mere end 30%.
xxxvii På dette grundlag mener Ole Hyldtoft (1999: 122), lige som Scocozza, at vi på landet får et ‘kapitalistisk præget samfund’ i perioden 1840-70.
xxxviii Feldbæk, 1993: 111f og 164-166. Det må understreges at hartkorn ikke måler areal, men udbyttet, altså angiver den umiddelbare økonomiske vægt.
xxxix Hobsbawm, 1962: 193.
xl Den engelske udvikling er fyldigt beskrevet i Marx, 1867: Kapitel 24 (om den oprindelige akkumulation).
xli Hobsbawm, 1962: 184f. Generelt bygger dette afsnit på Hobsbawm’s bog.
xliiRicardo, 1817.