Opskriften på en alternativ politik er i princippet lige så simpel som for en æbletærte: Man tager regeringens politik, udskiller det sagligt fornuftige, og negerer det egentligt politiske.
Men der er to typer af negation. Den ene består i blot at sige nej; regeringen vil nedskære i A, privatisere B eller deregulere C og det protesterer venstrefløjen så imod. Fint nok, men hvis det er alt, er alternativet defineret som status quo og venstrefløjen som reformmodstandere, for ikke at sige konservative og moderniseringsfjendske. Det er desværre, hvor vi står i dag.
For at komme videre og virkelig rykke må venstrefløjen opdyrke den positive negation, hvor man identificerer i hvilken retning regeringen vil, og derefter stiller forslag der går i den modsatte retning. Udbygning i stedet for nedskæring, demokratisering (nationalisering) i stedet for privatisering, kontrol med kapitalen i stedet for deregulering. Hvis regeringen foreslår at privatisere Meteorologisk Institut skal venstrefløjen ikke sige nej, men sige: Fint, men så skal vi også lige have demokratiseret A.P.Møller. Noget for noget: Kapitalen får klimaet, Folketinget får olien (plus alt det løse). Først når det bliver holdningen, holder venstrefløjen op med at være defensiv, reaktionær og fremtidsangst. Demonstrationspolitik? I første omgang, ja, men også nødvendigt for at forrykke den herskende magt- og meningsstruktur, så demonstrationen i anden omgang kan praktiseres.
Monolitten
Danmark står i fremtiden overfor to udfordringer. Den indre er ældrebyrden, den ydre konkurrencen fra det globale marked. Hvis vi ikke gør noget ved ældrebyrden kan den offentlige sektor i længden ikke finansiere velfærdsstaten, og gør vi ikke noget ved vor konkurrenceevne vil den private sektor forslumme.
Hvad må der gøres? Ældrebyrden kan i princippet aflastes ved at hæve skatterne, men i praksis skal pengene hentes ved at trimme overførselsindkomsterne. Udfordringen fra globaliseringen skal imødegås ved at gøre den danske arbejdskraft mere fleksibel og kvalificeret (mere forskning og uddannelse). Og løsningen af begge problemer kræver en større arbejdsstyrke, derfor mindre efterløn og højere pensionsalder.
Det er Danmarks problemer og deres løsning på ni linier. Diagnosen og kuren er der stort set enighed om blandt sagkundskab og betydende politiske kræfter (det sidste især efter socialdemokraternes højredrejning og de facto accept af skattestoppet). Detaljerne, reformtempoet og det ‘mod’, hvormed man ser udfordringerne i øjnene, kan der være forskelle i, men hovedlinien ligger fast. Politik er uenighed, så uden fundamental uenighed afpolitiseres politikken og bliver til saglig nødvendighed; det er derfor eksperterne i deres magnifikante kommissioner kommer først, mens politikerne kommer luskende noget bagefter. Uenigheden ligger i stedet mellem denne nødvendighed og den træge og reformresistente befolkning, men dette er heller ikke en politisk uenighed, dvs. en uenighed mellem ligeværdige meninger og interesser; det er i stedet en modsætning mellem viden og ikke-viden, så metoden til at gennemføre konsensus-programmet er ikke politisk kamp, men oplysning.
Alternative dagsordener
Hvad skal man stille op med denne Monolit?
Det første spørgsmål er naturligvis om man skal sætte spørgsmålstegn ved den herskende konsensus?
Det skal jeg ikke komme nærmere ind på, af den simple grund at læsere, der har forvirret sig hen til denne hjemmeside og disse linier, vil være enige heri.
Men grunden er naturligvis, at konsekvenserne er uappetitlige: Ældrebyrde-diskursen plus skattestop betyder nedskæring i velfærdsstaten, og konkurrenceevnen som obiter dictum betyder at alt hvad der kan krybe og gå – arbejdsmarked, skattepolitik osv. – må tilpasses den internationale kapitals interesser. Og måske vigtigst: Sådanne ‘nødvendigheder’ fratager os valg, dermed frihed, dermed et meningsfuldt demokrati. Frihed er ikke indsigt i nødvendighed (som Hegel mente), men det modsatte af nødvendighed.
Det umiddelbare er at acceptere Monolittens dagsorden, men diskutere løsningsforslagene.
Har Velfærdskommission og andre regnet rigtigt, når det gælder ældrebyrden? Kan arbejdsstyrken bedre øges gennem forstærket integration, snarere end ved at afskaffe efterløn og øge pensionsalderen? Forbedres konkurrenceevnen mere effektivt ved at det offentlige satser på vindmøller og lignende, snarere end ved at sænke erhvervslivets omkostninger ved at liberalisere arbejdsmarkedet.
Disse diskussioner er vigtige, men de tenderer mod at være upolitiske – ‘saglige’ – fordi der ikke sættes spørgsmålstegn ved målet for samfundsudviklingen, kun midlerne. Det er en diskussion på Monolittens betingelser.
Den meste kritik har været af denne type, men det, det gælder om, er at udfordre dagsordenen.
Vi véd alle at den, der bestemmer et mødes dagsorden – hvad der skal diskuteres og hvad ikke, hvad skal diskuteres først og hvad sidst – har bestemt det meste, allerede før mødet er begyndt.
Man kunne forsøge sig med at afvise at ældrebyrde og konkurrenceevne ikke er problemer, i hvert fald ikke vigtige problemer, men det holder næppe, i hvert ikke mht. konkurrenceevnen; selvfølgelig er det et problem, hvis danske virksomheder udkonkurreres.
Men hvorfor er disse to problemer de vigtigste? Hvorfor er de øverst på dagsordenen? Det er et politisk valg, for der er mange andre problemer:
– i stedet for ældrebyrden kunne man hævde, at de 900.000 på overførselsindkomst er det største problem i dagens og morgendagens danske samfund. Det er et problem for de 900.000, men også for det danske samfund, i den udstrækning de ikke bidrager produktivt. Hvis det sættes øverst på dagsordenen, bliver ældrebyrden et underpunkt. En sådan diskurs dikterer naturligvis ikke entydigt en solidarisk løsning, men den åbner op for spændende diskussioner, måske om borgerløn, måske om nedsættelse af arbejdstiden, måske om deling af arbejdet mellem over- og underbeskæftigede; der er selvfølgelig også den liberalistiske løsning med mindre kontanthjælp, mindre minimumsløn osv. Det vil blive en politisk diskussion, snarere end den ‘saglige’ diskussion om ældrebyrde.
– man kunne sige at Danmarks største problem er vort overforbrug, fordi det beslaglægger ressourcer som den fattige verden har mere brug for, og fordi det giver stigende miljøproblemer. Hvis man kan få det emne øverst på dagsordenen, bliver ældrebyrden en detalje, og snakken kommer til at handle om, hvordan vi får stoppet væksten i privatforbruget og i stedet får brugt den stigende rigdom på at udbygge den offentlige sektor med bedre skoler, sygehuse, kollektiv trafik, miljøforanstaltninger, ulandshjælp osv. Kort sagt: en lidt anden snak.
– manglende konkurrenceevne: Er dette virkelig den største udefrakommende trussel mod Danmark? Eller er det måske kun fra arbejdsgivernes vinkel… det ser sådan ud? Er det måske sådan, at det er tvangen til hele tiden at forbedre konkurrenceevnen – for virksomheder, arbejdere, universiteter, skoler, alle – der er den største trussel, fordi den sætter danske og polske lønarbejdere op imod hinanden, tvinger staterne til at konkurrere selskabsskatten ned og lokker universiteterne til at kommercialisere forskning og uddannelse. Hvis sagen stilles op på den måde, bliver forbedret konkurrenceevne en del af problemet, ikke en del af løsningen. Spørgsmålet bliver da, hvordan vi bilateralt, indenfor EU og globalt, bedst arbejder for at erstatte konkurrencen med politisk-økonomisk samarbejde. Igen: en meget anden snak.
Disse alternative dagsordener kan diskuteres, men bliver det ikke. Indtil sådanne diskussioner kommer i gang – hvor man hele tiden søger at rive gulvtæppet væk under Monolitten – kan kritik kun blive pillearbejde.
Hvordan få sådanne problemer – og muligheder (hvorfor altid tænke så defensivt?) – ind i den politiske debat? Hvordan vende op og ned på den politiske dagsorden?
Svaret er simpelt, og det er givet af den mest succesrige revolutionære bevægelse i nyere tid, nemlig de amerikanske nykonservative: Man finder nogle milliarder dollars, og går derefter i gang med at finansiere tænketanke, radio- og TV kanaler og en omfattende lobbyvirksomhed. Man får reduceret arbejdsløshedsproblemet ved at få kontrol med produktionen af statistik, og i løbet af 10-15 år er det politiske landskab omkalfatret, så hvad der før var sort reaktion nu er hvid sherif.
Af pekuniære grunde må kritiske kræfter i Danmark nok gå en anden og mere møjsommelig vej, hvor der i højere grad satses på hjerne og hjerte.
Strategien har to etaper, en negativ/kritisk og en positiv/opbyggende. Venstrefløjen i Danmark har koncentreret sig om det første, men forsømt det sidste, og det er en alvorlig forsømmelse, fordi folk først fravælger gamle synspunkter, når et alternativ kan ses.
Opbygning af et alternativ
Alternativet kan opbygges af fire elementer:
1) bestemmelse af verdensbilledet,
2) de grundlæggende værdier og dermed den overordnede vision for en ‘anden verden’ (et andet samfund),
3) konkret udmøntning af denne vision indenfor de forskellige politikområder og endelig
4) overvejelser om i hvilken udstrækning visionen og politikken kan virkeliggøres.
1) Demontering af Monolittens verdensbillede
Vi får alle forklaret at vi lever i en demokratisk markedsøkonomi, og at det går fremad på begge fronter, altså både for demokratiet (det fortalte Magtkommissionen) og for markedsøkonomien.
Vi har lykkeligvis et parlamentarisk demokrati, men styrkes det?
Tendensen går i liberal retning, hvor staten og det offentlige svækkes til fordel for den private sektor; regeringen planlægger, at den offentlige sektor skal vokse med 1/2 % i de kommende år, mens den private sektor skal ekspandere med 2-3% eller mere. Fint nok, hvis man er liberalist, men det betyder, at flere beslutninger træffes af private agenter, færre af borgerne i fællesskab og på demokratisk vis; pengesedlen betyder mere, stemmesedlen mindre. I et af sine lyse øjeblikke har liberalismen erkendt, at den står i modsætning til demokratiet: “De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt”, som det hedder i Venstres principprogram.
Afdemokratisering er tendensen og afdemokratisering er på programmet.
Men markedsdelen i den herskende ideologi er vel rigtig nok? Vi lever i en markedsøkonomi og den styrkes dag for dag, ikke sandt? Dette er rigtigt i den forstand, at markedsmekanismen i stigende omfang fortrænger demokratiske processer indenfor den offentlige sektor, men det er urigtigt i den forstand, at markedet dominerer den private sektor. Her er tendensen at den økonomiske magt – bl.a. gennem fusioner og overtagelser – koncentreres hos den store kapital; i Danmark sidder A.P. Møller på en pæn del af den produktive kapital, mens Danske Bank – der for resten er kontrolleret af A.P. Møller – styrer den finansielle kapital. I en egentlig markedsøkonomi er det markedet, dvs. konkurrencen mellem 117 agenter, der bestemmer priser og produktionsomfang, men i den økonomi vi er på vej mod, er det omvendt nogle få agenter, der bestemmer over markedet, og altså selv kan fastsætte priser og andre vilkår; markedets magt erstattes af magten over markedet. I den private sektor er markedsøkonomien på vej ud til fordel for en kapitalistisk planøkonomi (nærmere herom i min bog ‘Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund’, Frydenlund 2004).
Monolittens overordnede verdensbillede er en myte. Demokrati og markedsøkonomi er ved at blive reduceret til ideologier, dvs. smukke ord der dækker over ganske andre realiteter. Dette er i alt for ringe grad blevet klargjort og udnyttet af oppositionen.
Myter skal afsløres, især det liberale aksiom om at kun den private sektor er produktiv. Altså at samfundskagen alene bages af det private erhvervsliv, hvorefter det offentlige – desværre – beslaglægger en stor del af den. Men den private sektor kan ikke klare sig uden den offentlige, og ‘produktion’ af uddannelse og sundhed er vel kun ‘uproduktiv’, hvis fysiske dingenoter vurderes højere. Hertil kommer at det indenfor store og afgørende områder er dybt irrationelt at fremstillingen sker i privatkapitalistisk regi. Det gælder først og fremmest inden det område, der bredt kan kaldes videns-sektoren: Hvis det offentlige overtager dette område, kan man afskaffe patenter og copy-right, og dermed gøre produkterne alment tilgængelige til en meget lav pris; specielt er den private medicinalindustri en skandale (producerer overvejende overflødig kosmetik, bruger mere på reklame end på forskning og udbytter befolkningerne i især de fattige lande med eksorbitante priser).
2) Værdier og vision
Den traditionelle socialisme kan give værdier om solidaritet, lighed og fællesskab, som alternativ til individualismen, men kan ikke bruges til at udkaste en vision, af den simple grund at denne socialisme bygger på en arbejderklasse, som ikke længere findes.
Her gælder det om, mener jeg, at se at demokratiet inkarnerer de traditionelle værdier, men fører dem ud over arbejderklassen og gør dem relevante for alle. For demokrati betyder i sit fundament fælles beslutninger, lige indflydelse (én stemme pr. person, uanset rigdom) og solidaritet i den forstand at mindretallet bøjer sig for flertallet. Vi har det aktuelle parlamentariske demokrati at bygge på, og visionen må gå ud på at almengøre demokratiet ved at inkludere økonomiske beslutninger. Den offentlige sektor er den demokratiske sektor, fordi det i sidste instans er Folketing og kommunalråd, der bestemmer; den private sektor er ikke-demokratisk, fordi det her er pengene, der bestemmer. I anden omgang kan man så diskutere graden af centralisering/decentralisering indenfor demokratiet, konkret: i hvilken udstrækning skal beslutningerne på en virksomhed tages af de ansatte, i hvilken udstrækning af Folketinget?
Befolkningen skal præsenteres for denne vision, så den kan se alternativet; og se det i hverdagen, derved at det konkretiseres. Større vækst i den offentlige sektor end i den private sektor, større skattebidrag (oppositionen kunne begynde at blive opposition ved at afvise at overtage modstandernes liberalistiske betegnelser, her ‘skattetryk’), dermed mere offentlig og fælles rigdom i forhold til privat rigdom; flere tog og færre biler; mere almennyttigt byggeri og færre ejerlejligheder. Gad vide om mange mennesker ikke inderst inde fornemmer at de har nok mikrobølgeovne, og at det er de fælles rigdomme – i alle betydninger af ordet – som der er mangel på?
3) Konkret udmøntning
For at Alternativet kan fremstå realistisk skal der være en konkret slagplan.
Man kunne starte med sager, der er vigtige i sig selv, men også helt klart inkarnerer visionen, fx gratis kollektiv trafik finansieret gennem højere benzinafgifter. Det vil være til fordel for de mindrebemidlede og for miljøet, det vil fremme fællesskabet og modvirke individualismen (princippet om én person i én bil), og det vil illustrere, hvad der menes med demokrati, når privatkapitalen (Arriva) og markedsprincipperne bortvises til fordel for demokratisk kontrol, således at andre interesser end profitten kan være styrende. Regnskabet skal være realistisk – ikke noget med at bruge nationalproduktet to gange – men heri ligger også at privatkapitalens snævre omkostningsbegreb udvides til at omfatte de færre trafikulykker og dermed sygehusomkostninger, den mindre CO2 forurening og andet, som en sådan politik vil medføre.
Berettigede bekymringer skal besvares: Nej, det betyder ikke en ophævelse af individuel ejendomsret til din sofa, eller afskaffelse af individuelle valg af goder. Alternativet betyder at de rammer, som kapitalen i dag sætter for individualismen, erstattes af de rammer, som demokratiet sætter (det er en myte, at den aktuelle ‘økonomiske frihed’ giver frit løb for økonomisk individualisme: de afgørende økonomiske beslutninger tages af færre og færre direktører og bestyrelsesmedlemmer, dvs. mere dødelige ‘individer’ umyndiggøres i voksende omfang).
4) Problemer ved virkeliggørelsen af visionen
En sådan slagplan må tage højde for de to største forhindringer.
For det første at kapitalen vil flygte og bringe ruin over den danske økonomi ved selv blot moderate reformer i demokratisk retning. Ofte fremstilles nyliberalismen som en menu af mindre offentlig sektor, udlicitering/privatisering, markedsgørelse af det offentlige og deregulering, men den er en prioriteret struktur, hvor dereguleringen af kapitalen er den afgørende præmis, for det var frihedsbrevet til kapitalen (omkring 1980 i USA og England, i 1985 i EU med det indre marked), der flyttede magten fra demokratiet til kapitalen og dermed muliggjorde alt det andet. Kampen for kapitalkontrol er derfor den helt afgørende kamp. Men dette er ikke et alt eller intet, men en lang sej kamp, fra en beskeden Tobin-skat over kontrol med den finansielle sektors kapitalbevægelser, især til udlandet, til demokratisering af den produktive kapital (de privatkapitalistiske virksomheder). Man kan selvsagt ikke ændre kapitalismen uden at styre kapitalen.
For det andet internationale forpligtelser, især i forhold til EU. De må overholdes, mener jeg, og derfor er det kun en begrænset del af en alternativ politik, der kan gennemføres isoleret i Danmark. ‘Demokrati i ét land’ er urealistisk. Opbruddet må gå hånd i hånd med et opgør med nyliberalismen i EU. Her var nej’et i Frankrig og Holland en stor opmuntring, – hvis det kommer ud over nej’et og bliver til et ja til et andet EU. Det arbejder Attac og franske socialister på højtryk for. Også etableringen af Die Linke og tendenser til kapitalismekritik i det tyske socialdemokrati giver grund til optimisme. Netop Tyskland er det store, triste eksempel på at modstand mod nyliberale reformer, hvis idé er at lønmodtagerne skal tilpasse sig kapitalens/konkurrenceevnens krav, af monolitiske medier i Danmark og verden kan fremstilles som fremtidsangst, fordi alternative reformer, der lægger omstillingsbyrden på kapitalens skuldre, hidtil har haft så svært ved at blive formuleret og slå igennem.
Lad mig til slut aktivere lidt marxisme: Idéer er godt, men uden interesser bagved forbliver de utopi. Så hvilke interesser kan mobiliseres bag en demokratiseringspolitik?
Det er her den største vanskelighed for en alternativ politik ligger, for den herskende politik har i mange år tenderet mod at fortrænge fællesejendom til fordel for privatejendom; privatejendom vil altid være en hæmsko for demokratisk styring, mens fællesejendom indbyder hertil. Det giver sig selv at liberalister har arbejdet for at løsrive borgernes interesser fra fællesskabets, fra individuel løn (‘ny løn’) over privatisering af pensionssystemet til boligpolitikken; socialdemokraterne har – mindre klogt – gravet deres egen grav ved at acceptere denne udvikling, startende i 60erne da man indførte ejerlejligheder.
Men også her krakelerer Monolittens verdensbillede. Iflg. liberalismens program er privatejendom en god ting, og derfor gælder det om at alle mennesker kan nyde godt af den; den skal almengøres. Men ligesom fri markedsøkonomi med ubegrænset konkurrence med jernhård økonomisk logik resulterer i sin modsætning, nemlig de store kapitalers samarbejde om at begrænse den indbyrdes konkurrence, således betyder frit slag for privatejendommen at den koncentreres i stadig færre og stadig større virksomheder eller fremmedgøres i store fonde. Individuelle privatejere kan glæde sig over fjernsyn og sofa, men den privatejendom, der giver magt, ligger andetsteds. I takt med at den tendens skærpes – i USA er den langt mere fremskreden – løsrives flertallets interesser fra privatkapitalens, og det bliver muligt at spørge om befolkningens interesser måske varetages bedre, hvis de afgørende økonomiske beslutninger tages demokratisk, snarere end af nogle tilfælde direktører og bestyrelsesmedlemmer.
Men der er klart, at nedbrydningen af fællesskaber på alle planer har styrket de individuelle interesser og sat dem i modsætning til en samfundsinteresse, der opleves som fjendtlig. Hvis det mønster skal brydes, gælder det om i reformforslag at prioritere den demokratiske beslutningsproces lige så højt som indholdet; det er vigtigt, at CO2 forureningen reduceres, men det er lige så vigtigt at reduktionen besluttes og gennemføres af demokratiske organer (snarere end af markedet). Der må gøres op med den utilitaristiske tænkning, der har bredt sig, også indenfor centrum-venstre, ifølge hvilken beslutningsprocessen er ligegyldig, når den blot giver gode resultater. Når det siges at udlicitering er OK, hvis den sænker omkostningerne, ellers ikke, glemmes det at det også er demokratiet, der udliciteres. Hvortil kommer at sorte katte formentlig fanger andre mus end røde katte.
Alternativet til Monolitten må være demokrati, i sin bredeste og dybeste betydning. Det er idealet, men det er også midlet, for det er kun ved at lade demokratiske beslutningsprocesser fortrænge individuelle og kapitalistiske beslutningsprocesser at borgerne atter får en objektiv interesse i fællesskabet.
Offentliggjort 15. oktober 2005 i www.kritiskdebat.dk.