– at teorien om komparative fordele begrunder frihandel,
– at det er landene, der handler med hinanden,
– og at frihandel giver en konkurrencebaseret handel.
Lad os se på disse myter i tur og orden.
Første myte: Komparative fordele begrunder frihandel
Teorien om komparative fordele siger at der er fordele ved at de forskellige lande specialiserer sig i produktionen af det, de er bedst til, og handler sig til de produkter, som landet ikke har særlige forudsætninger for selv at fremstille. Vi skal købe bananer fra Afrika i stedet for at spilde ressourcer på drivhuse i Danmark. Derfor er international arbejdsdeling, og den handel der flyder deraf, en god ting.
Denne teori er ubetvivleligt rigtig, indenfor sine grænser. Det er ineffektivt eller umuligt for et menneske at producere alle sine fornødenheder selv, og det et samme gælder et land. Mig bekendt er der ingen, der sætter spørgsmålstegn herved.
Men fordi specialisering og handel er en god ting, er mere specialisering og mere handel ikke nødvendigvis en bedre ting.
Det menneske, der kun kan ét, er et fattigt menneske, og det land, der satser på – eller tvinges ind i – monokultur, skævvrides og er meget udsat, hvis verdensefterspørgslen efter dets varer svigter.
Derfor søgte mange fattige lande i 1960’erne og 1970’erne selv at producere nogle af de varer, som de ellers måtte importere; det kaldes ’importsubstitution’. Især oplevede disse lande det som vigtigt at være nogenlunde selvforsynende med basale produkter såsom fødevarer.
I forbindelse med gældskrisen i 1980’erne tabte de imidlertid en stor del af deres økonomiske suverænitet til kreditorerne i de rige lande (banker og den Internationale Valutafond, IMF); magtforskydningen skyldtes også svækkelsen og senere sammenbruddet i den kommunistiske verden, for dermed elimineredes en modvægt til de vestlige interesser.
De fattige lande skulle nu énsidigt satse på export, hvilket blev en blandet fornøjelse for mange. Det kan kaffeproducenterne verden over fortælle om. Verdensbanken anbefalede en række lande at specialisere sig i kaffeproduktion (hvis man ikke fulgte ’rådet’ blev kassen smækket i); resultatet blev et overudbud af kaffe, priserne styrtdykkede og flere lande i specielt Mellemamerika ruineredes.
(NB. Jeg anvender de objektivt beskrivende betegnelser ’fattige’ og ’rige’ lande, frem for ’udviklingslande’ versus ’de udviklede lande’. Sidstnævnte sprogbrug implicerer at vi er idealet, historiens endemål; alternativt kan man mene at de rige lande er fejludviklede, med overforbrug og miljøødelæggelse).
Men altså: Ingen betvivler at en vis handel er nødvendig og velfærdsfremmende.
Det næste spørgsmål kan synes åbenbart, men alligevel stilles det aldrig af de liberale og deres lærebøger. Spørgsmålet er det simple: Hvem skal så udføre denne handel? Hvem skal bestemme hvad og hvor meget, der skal handles internationalt?
Denne tavshed er bemærkelsesværdig. Når først den ukontroversielle teori om de komparative fordele er på plads, er resten ’plain sailing’: Handel og export er godt, jo mere jo bedre, så derfor er det skidt, at det offentlige hæmmer denne handel med told og restriktioner. Derfor beviser teorien om komparative fordele, at vi skal have frihandel, altså at staten skal blande sig uden om.
Overhovedet ikke. Teorien beviser, at vi skal have handel. Den siger intet om, hvilke aktører, der bedst formår at indhøste specialiseringsfordelene, altså om handelen skal være offentligt eller privat styret.
Hvis det offentlige styrer handelen, kan den handel, der intet har med komparative fordele at gøre, hæmmes med told, mens den mere nyttige handel kan fremmes med eksportstøtte. Faktisk foregår den største del af verdenshandelen mellem rige lande, hvor der ikke er væsentlige komparative fordele, fordi produktionsvilkårene er stort set ens.
Alligevel kan der selvfølgelige være fordele ved, at Danmark specialiserer sig i fjernsyn og nordmændene i vaskemaskiner, hvorefter vi udveksler, men en masse handel er af typen, hvor Danmark sender fjernsyn til Norge, mens Norge sender fjernsyn til Danmark; helt overflødigt og derfor skadeligt, fordi al handel selvfølgelig er forbundet med transport – og dermed miljøomkostninger.
Omvendt er der masser af tilfælde, hvor privatstyret handel ikke formår at indhøste indlysende specialiseringsfordele, fordi det ikke er profitabelt. Her er støtte til den import, der er nyttigt for hjemlandet, og til den eksport, der er nyttigt for aftagerlandet, på sin plads.
Afrika har betingelser for at producere en masse varer langt mere effektivt end Danmark, men hvor meget ser vi til afrikanske varer i supermarkederne? Her kunne politisk styring gøre underværker, fx en handelsaftale mellem Danmark og Nigeria.
Om offentlig styret handel netto giver mere eller mindre udenrigshandel, end når beslutningerne overdrages til private, er ikke til at sige. Det er nok også vigtigere at øge kvaliteten og rimeligheden i handelen.
Under Yeltsin var det profitabelt at exportere luksusbiler til Rusland, fordi købekraften lå hos den nye overklasse. Men det var ikke fornuftigt, eftersom Rusland snarere havde brug for vestlig teknologi og almindelige forbrugsvarer. Markedet og dets private aktører giver ikke altid et godt resultat.
Private importører og eksportører handler selvfølgelig for at tjene penge til sig selv. Hvis de samtidig udnytter landenes komparative fordele er det en utilsigtet sideeffekt. Men meget tyder på, at deres aktivitet ikke så ofte har denne sideeffekt.
To svenskere, Heckscher og Ohlin, har udvidet teorien om de komparative fordele til også at omfatte de produktionsfaktorer, der ligger bag varerne.
Idéen er den, at et fattigt land, der har megen arbejdskraft og lidt kapital, står sig ved at satse på arbejdsintensive produkter, altså produkter der kræver relativt megen arbejdskraft og relativt lidt kapital; omvendt for det rige land, der har megen kapital i forhold til arbejdskraft. Derfor skal det fattige land specialisere sig i at producere og eksportere arbejdsintensive produkter til det rige land, mens dette skal satse på kapitalintensive produkter. En sådan handel vil også have den gode effekt, at arbejdslønnen i de fattige lande øges, fordi arbejdsintensiv eksport giver stor stigning i efterspørgslen efter arbejdskraft.
Også denne teori giver næsten sig selv; ingen betvivler at handel efter disse retningslinier er fornuftigt. Selvfølgelig skal man især bruge de rigelige ressourcer.
USA er ubetvivleligt et rigt land med masser af kapital, så det skulle iflg. teorien eksportere kapitalintensive varer og importere arbejdsintensive. Gør det så det?
I 1950’erne undersøgte en russisk-amerikansk økonom – Leontief – sagen. Han fandt frem til at den amerikanske eksport var mere arbejdsintensiv end landets import, altså præcist det omvendte af, hvad teorien normerede!
Stor ståhej og masser af bortforklaringer, fordi det var uforståeligt, at profitdrevne agenter ikke automatisk virkeliggjorde den bedste af alle verdener; der kom ekstra salt i såret, da det viste sig at den sovjetiske udenrigshandel i langt højere grad levede op til teorien.
Men fordi det ikke blot var uforståeligt, men utænkeligt, tolkede man Leontiefs resultat som en empirisk kritik af Heckscher-Ohlin, snarere end som en kritik af privatkapitalisternes forvaltning af den amerikanske udenrigshandel!
Når liberale kan kortslutte fra handel til frihandel, skyldes det, at de indsmugler en ekstra præmis i ræsonnementet, nemlig at al økonomisk aktivitet så vidt muligt skal styres af private aktører og markedet.
Det er den gamle historie med Adam Smith og den Usynlige Hånd, altså at handelsfolk, der frit kan boltre sig på markedet, på forunderlig vis vil skabe den bedste af alle verdener. Velfærden vil blive optimeret. Den korte version af denne utopi er, at hvad der er godt for General Motors er godt for USA. Det er godt for alle, når de, der har penge, får lov til hæmningsløst at stræbe efter maximal profit til sig selv.
Den tese er mere kontroversiel. Det er derfor den undertrykkes, når lærebøgerne slutter direkte fra komparative fordele til frihandel.
Adam Smith og markedet og privatkapitalismen lugter af politik, så det er mere hensigtsmæssigt at lade frihandel fremstå som det eneste rigtige ud fra en rent teknologisk betragtning.
Anden myte: Landene handler med hinanden
På en af de første sider i en lærebog i international økonomi hedder det:
”Fundamentalt kaster lande sig ud i international handel af to grunde; hver grund bidrager til deres gevinst fra handel. For det første handler lande, fordi de er forskellige; nationer kan – som individer – drage fordel af deres forskellighed ved at etablere en ordning, hvor hver nation gør det, som den er relativt bedst til. For det andet handler lande for at opnå stordriftsfordele” (Paul Krugman og Maurice Obstfeld: International Economics, 6.ed., 2003, side 10).
Dette er måske en god beskrivelse af handelsrelationerne imellem de hedengangne kommunistiske lande. Her handlede landene, repræsenteret ved deres handelsministre, faktisk med hinanden.
Men det er en misvisende fremstilling af den udenrigshandel, der foregår mellem kapitalistiske lande.
Amerikanske datterselskaber står for halvdelen af ’Kinas’ eksport, og det er ikke ’Danmark’, men private importører og eksportører på dansk territorium, der handler. Og jo mere fri handelen er, jo mindre har landene, repræsenteret ved deres politiske myndigheder, at gøre med den.
Dette er ikke en strid om ord. Det drejer sig om, hvem der bestemmer hvad og hvor meget, der skal handles, og derfor om hvilke interesser handelen umiddelbart tjener. Den ’detalje’ undertrykkes langt hen ad vejen i de liberale lærebøger, ikke mindst i fremstillingen af teorien om de komparative fordele.
Undertrykkelsen er ikke tilfældig. Når privatkapitalisternes handel fremstår som landenes handel, fremstår kapitalens interesser som nationens interesser.
Men i den virkelige verden er privatkapitalisterne ikke agenter for landene. Faktisk er vi på fuld fart mod en verden, hvor det snarere er landene, repræsenteret ved deres politikere, der er agenter for privatkapitalisterne; dette er særlig åbenbart i USA, men der er også ting, der tyder på at Danmarks handels- og måske udenrigspolitik tilrettelægges efter det store erhvervslivs interesser (specielt A. P. Møller).
At ’landene handler med hinanden’ betyder at staten, det offentlige, styrer handelen.
Hvis staten er demokratisk, er dette i sig selv et gode (hvis man er demokrat); det er bedre, at vi alle på lige fod – én stemme pr. person – bestemmer over et område, der er af så åbenbar betydning for alle borgere, end at disse beslutninger tages af nogle tilfældige kapitalejere.
En fuldstændig demokratisering – nationalisering – af udenrigshandelen er ikke realistisk, men offentlig indflydelse og regulering kan øges på utallige måder, fra told og tilskud til kontrol med den fremmede valuta, som kapitalejerne må købe for at importere og sælge efter at have eksporteret (indtil 1959 styrede regeringerne i Vesteuropa handelen ved at have kontrol med denne valuta).
Anderledes hvis staten er udemokratisk, som i de kommunistiske lande med deres statshandel. Men her skal man være lidt på vagt, når liberalisterne bruger politikernes korruption og diktatoriske tilbøjeligheder i mange fattige lande som argument for at fratage dem magt over deres stats udenrigshandel (og økonomi i almindelighed). Disse dårligdomme skyldes nemlig i høj grad, at den overførsel af magt fra den offentlige til den private sektor, som vestlige interesser har gennemtrumfet (’strukturtilpasningsreformer’), har berøvet disse politikere indflydelse over deres eget land og dermed legitimitet i befolkningens øjne. Her har liberalismen selv skabt sin egen præmis, nemlig at det offentlige er dårligere end det private.
Tredje myte: Frihandel giver en konkurrence baseret handel
Jo mere frihandelen vinder frem, jo mere bestemmes udenrigshandelen af private aktører.
Vi kan være mere præcise: I dag varetager de knap 70.000 transnationale selskaber 67% af verdenshandelen (målt ved verdenseksporten), og denne andel er stigende (i 1990 var den på 59%); deres værditilvækst er i samme periode vokset fra 19 til 27,5% af den globale produktion. (Nærmere herom i kapitel 33 i min bog Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, Frydenlund 2004).
Halvdelen af denne selskabshandel – altså 33% af verdenshandelen – foregår mellem moderselskabet og dets datterafdelinger, og denne handel har intet at gøre med marked og konkurrence.
Den foregår på vilkår og til priser, der fastlægges stort set suverænt af selskabet, eftersom køber og sælger ikke er to modstående parter med forskellige interesser. Selvom regeringerne af beskatningsgrunde tilstræber en vis kontrol, kan selskaberne i vid udstrækning fastlægge priserne på en sådan måde, at overskuddet lægges i de lande, der har de laveste skattesatser (’transfer pricing’). Denne tredjedel af verdenshandelen er ren kapitalistisk planøkonomi.
Den anden halvdel af de 67% er heller ikke præget af det frie marked. Selskaberne opkøber hinanden og indgår samarbejdsaftaler – begge monopoliseringstendenser tog et vældigt opsving i 90erne – så der bliver færre ’spillere’ og mindre konkurrence. Og jo mere monopoliseret den internationale økonomi bliver, desto mindre indflydelse får forbrugerne.
Med til billedet hører også, at den tredjedel af verdenseksporten, som ikke varetages af de transnationale selskaber, til dels består af eksport fra mindre firmaer i de fattige lande – hvortil produktionen er ’outsourcet’ – til selskaberne. Disse firmaer er formelt uafhængige, men reelt en integreret del af selskabernes magtsfære; blandt disse er der – som mellem regeringerne – masser af konkurrence om at tilbyde de transnationale selskaber de mest gunstige vilkår.
Alt i alt synes tendensen at være at kapitalistisk planlægning og samarbejde – eksperten på området, John Dunning, bruger betegnelsen ’det Integrerede Internationale Produktionssystem’ – er ved at tage over fra den egentlige markedsøkonomi, med dens frie konkurrence mellem utallige virksomheder.
Det betyder:
– at afvikling af told overvejende er en overførsel fra statskassen til transnationale selskaber,
– at afvikling af politisk regulering af handelen giver mere magt til disse selskaber, snarere end til et anonymt marked,
– at fx Perus indtægter fra eksport overvejende går i selskabernes kasse. I dag kan kapitalen bevæge sig frit, og derfor kan selskaberne frit overføre disse penge til deres hjemland; der er ingen garanti for at peruvianerne kommer til at nyde gavn af handelen,
– at de liberale, såfremt de faktisk brænder for frihandel, snarere burde bekæmpe og opløse de transnationale selskaber end undergrave demokratisk indflydelse på handelen.
Sådanne kendsgerninger er ikke så hensigtsmæssige for de liberale. Det er bedre at opføre Hamlet uden at inddrage den danske prins: Ovennævnte lærebog i international økonomi bruger præcis 8 ud af 750 sider til at omtale de transnationale selskaber (hvor det i øvrigt konkluderes, at ”multinationale selskaber formodentlig ikke er en så vigtig faktor i verdensøkonomien, som deres synlighed antyder”).
Den reelt eksisterende frihandel er de store selskabers frihed til at handle. Hvad enten de véd det eller ej, støtter tilhængere af frihandel i virkeligheden, at de transnationale selskaber skal styre verdenshandelen, – til deres egen fordel.
Alternativet til frihandel er fair handel.
Dette er idéen om at mere handel skal styres politisk-demokratisk, mindre af de store kapitalinteresser; og det er idéen om at profithensynet og forbrugernes interesse i lavest mulige pris bør modereres af økologiske og sociale hensyn.
I dag er frihandelssynspunktet ’mainstream’, mens tilhængere af fair handel ofte opfattes som radikale og lidt mærkelige. Det er mærkeligt. Ret beset er frihandel en ekstrem position på en skala, hvis andet ekstrem er den rene statshandel.
Sagligt set er fair handel den moderate midterposition.
Artiklen, der blev bragt i Kontradoxa på www.modkraft.dk 24. okt. 2005, er en bearbejdning af en artikel, som tidligere har været bragt i tidsskriftet Kritisk Debat.