Man kan ikke låne sig ud af en krise, hedder det fra økonomer og politikere. Pengene skal passe, budgettet balancere, før man kan begynde at tænke på øgede udgifter og
vækst.
Budskabet vil overraske de fleste virksomheder. De låner for at ansætte arbejdskraft og sætte investeringer i søen. Det er en fornuftig strategi, mener de fleste økonomer sjovt nok, forudsat – selvfølgelig – at der investeres rigtigt, så pengene kommer hjem og
lånet kan tilbagebetales.
Derfor paralleliseres der ikke til virksomhederne, men til familiens privatøkonomi, når
nedskæringsbudskabet skal sælges. Hvis husholdningens udgifter begynder at overstige indkomsten, kan vi i første omgang klare sagen ved at dække underskuddet med lån, men enhver ved, at det ikke går i længden. Så må man droppe rødvinen og udlandsferien.
Man kan imidlertid ikke slutte fra familiens til statens økonomi. For hvis der skæres ned på de offentlige udgifter til dagpenge, lærere osv., falder indkomsterne, herunder statens skatteindkomster – som hvis familiens nedskæringer ramte de kartofler, der sætter den i stand til at arbejde.
Nedskæringspolitikken i Europa har gjort os alle fattigere, uden at de offentlige budgetter er blevet mærkbart forbedrede.
Det er især gået ud over sydeuropæerne og englænderne, men vi har også mærket politikken i Danmark. Og står det til regeringen og de borgerlige partier skal de
offentlige udgifter kun vokse med minimale 0,8 pct. frem til 2020.
Blind tro på tillidsfeen
Når en politik systematisk har gjort ondt værre, må man spørge, hvorfor den ikke ændres? Hvorfor antager EU, at den politik, der giver negativ vækst i år, vil give
positiv vækst i de følgende år? Hvorfor opererer man stadig med økonomiske modeller, der antager at øget arbejdsudbud giver øget beskæftigelse, selv om erfaringen viser, at effekten blot er øget arbejdsløshed?
Det umiddelbare svar er troen på ’tillidsfeen’, som Paul Krugman kalder fænomenet, altså at de udenlandske købere af statsobligationer tør låne et land mere, i takt med at det offentlige underskud reduceres. Det antages, at staten får råd til at skabe arbejdspladser, hvis finanspagten – eller nedskæringspagten – implementeres. Kapitalen strømmer da også til Nordeuropa, men ikke så meget fordi vi er gode til at spare.
Snarere takket være kapitalflugten fra Sydeuropa.
Så skal sydeuropæerne blot lære at spare endnu mere end os? Jamen, så er det jo bare os, der sidder med sorteper. Finanskapitalen sætter landene i et konkurrenceforhold,
hvor den, der skærer mest brutalt ned, vinder prisen. Men det er et kapløb mod bunden. Ligesom handelskonkurrencen, der tvinger til lave omkostninger for virksomhederne, altså lav løn og beskatning.
Nødvendig regulering
Denne dødedans kan kun brydes ved at staterne begynder at regulere kapitalen, mest akut i form af et forbud mod kapitalflugt.
Desuden bør Danmark og Tyskland bruge nogle af de penge, der nu vælter ind fra Sydeuropa, til en ekspansiv politik, så vi får råd til at købe noget mere fra vore fattige
brødre i syd. Det er simpel europæisk solidaritet.
Men regering (og opposition) vælger nedskæringsvejen. Og når nye tal viser, at statsbudgettet har det betydeligt bedre end frygtet, er reaktionen ikke, at vi så har råd
til en mere ekspansiv politik, men at det er ligegyldigt. Det kan give mistanke om, at regeringens 0,8 procents-politik er udtryk for et principielt ønske om en strukturel ændring af dansk økonomi, fra den demokratiske til den kapitalistiske sektor. Altså en liberal minimalstat.
Med Hollande’s valgsejr er der begyndt at blæse nye vinde, i form af forslag om lavere pensionsalder, 60.000 flere lærere og vækstpolitik. Altså præcis det modsatte af vor regerings politik, der vil øge arbejdsudbuddet og skære i det offentlige forbrug.
Det simpleste ville være, hvis Europa erkendte, at nedskæringerne har været gift og derfor stoppede for doseringen. Men det vil nok være et for stort nederlag for Merkel,
så formlen synes at blive at ordinere en modgift – altså en vækstpolitik. Man lader som om, de to politikker supplerer hinanden, men generelt kan man ikke både spare og give penge ud.
Kan Hollande dreje Frankrig og Europa?
Sporene skræmmer. I begyndelsen af 1980’erne blæste de nyliberale vinde fra Reagan og Thatcher ind over Europa, men i Frankrig satsede socialisten Mitterand på den modsatte politik, med lavere arbejdstid og vækst. Men finanskapitalen var uenig; den flygtede, og Mitterand måtte rette ind.
Det samme vil formentlig ske i dag, hvor kapitalen er langt stærkere end i 1980’erne. Med mindre Frankrig indfører kapitalkontrol, eller tyske socialdemokrater kan presse Merkel til en ny økonomiske politik.
Kommentar i Information, juni 1012.