Man må forvente at en regering gerne vil overleve, men hvorfor fjerner den så sit eget parlamentariske grundlag?
Jeg mener: Efter Socialdemokraternes markante højredrejning i de sidste par måneder må det anses for udelukket, at Enhedslisten vil stemme for finansloven til efteråret. De borgerlige er enige i regeringens politik, men vil stemme mod fordi de foretrækker selv at administrere den.
Hvad er der sket?
Efter valgresultatet kunne Fair Løsning ikke gennemføres, men i regeringsgrundlaget og efterårets finanslov var der dog markante politikændringer i forhold til den borgerlige regering, med afskaffelse af fattigdomsydelserne bl.a.
Nu har regeringen midlertid valgt en éntydig borgerlig politik. Den bebudede reform af flexjob ordningen neutraliserer afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Samtidig tilslutter regeringen sig Finanspakten, hvis krav om balancerede budgetter nødvendiggør en nedskæringspolitik. 2020-planen implementerer denne pagt. Frem til 2020 må de offentlige udgifter kun stige med 0,8%, dvs. klart mindre end BNP. Det betyder blodbad i kommunerne og en klar vægtforskydning fra den demokratiske til den kapitalistiske sektor, altså en tilnærmelse til den liberale minimalstat. De entusiastiske udtalelser fra S og SF synes at vise at de selv mener disse ting, at der altså ikke er tale om indrømmelser til de Radikale. Det er dermed en illusion at tro at et ægte rødt flertal ville have gjort meget til eller fra.
Det er åbenbart at regeringen satser på at kunne banke EL på plads, men det er usandsynligt efter de skarpe udmeldinger, der er kommet fra partiet. EL kan ikke stemme for en kompromisløs nyliberal politik uden i praksis at nedlægge sig selv som et troværdigt parti. Regeringens dage synes talte. Alt er lagt til rette for selvmordet.
Siden sidste søndags valg i Frankrig har regeringen vaklet.
SF og S måtte for skams skyld juble over Hollande’s sejr, til trods for at man med tilslutningen til Finanspagten og 2020 planen havde valgt Merkels linie. Formlen blev i nogle dage, at man måtte gå på to ben, både nedskæringsvejen og vækstvejen. Men det er dybt inkonsistent, for man kan ikke både spare og bruge penge, både føre nyliberal og keynesiansk politik. Man må vælge.
Det gjorde Helle Thorning så søndag i Politiken (http://politiken.dk/politik/ECE1623449/thorning-afviser-europaeisk-kickstart/ ), hvor en europæisk kickstart – dvs. ekspansiv finanspolitik – blev afvist. Dermed er regeringen klart linet op bag Merkel i de kommende konfrontationer med Hollande, Grækenland og hele det europæiske oprør mod den hidtidige økonomiske politik.
Taktisk er dette næppe klogt i en situation, hvor alt i Europa flyder.
Det umiddelbare problem er naturligvis Grækenland, hvor det er udelukket af regeringen efter det forventede nyvalg ville acceptere EU’s nedskæringskrav; venstrefløjspartiet Syriza står til valgsejr, og selv Nea Demokratia og Pasok har krævet genforhandling. Pokerspillet med EU er i fuld gang, hvor man fra tysk side lader som om, man fint kan leve med at Grækenland siger nej til kravene og så forlader Euroen. Men det er utroværdigt. Dels fordi det går stadig værre i Spanien (se http://www.bloomberg.com/news/2012-05-09/spain-underplaying-bank-losses-faces-ireland-fate.html ), hvorfor en græsk exit med garanti vil smitte af på Spanien, dels fordi IMF, EU redningsfonden samt især ECB efter diverse opkøb og sikkerhedsstillelser ligger inde med store mængder af græske statsobligationer, så hvis grækerne stopper med at betale (erklærer sig fallit) får selveste ECB store økonomiske problemer, og det er ECB, der udsteder og garanterer for Euroen. En græsk exit vil kort sagt true Euroen. Derfor tror jeg, at en forhandlingsløsning, hvor nedskæringskravene frafaldes eller mildnes betydeligt, er den mest sandsynlige udgang.
Generelt er det næppe klogt af Thorning at kravle højt op i et træ, der er i stormvejr og truer med at vælte.
Den danske og tyske politik er ikke populær i Europa.
Det er os, der har de mindste offentlige underskud, så europæisk solidaritet fordrer, at vi agerer økonomisk lokomotiv ved at føre en ekspansiv politik (seJesper Jespersens kronik i Information om behovet for en Keynesiansk politik: http://www.information.dk/300691). Det paradoksale er at en af de mest ivrige nedskæringsregeringer i Europa har en af de – relativt – bedste økonomier: Danmark har overskud på betalingsbalancen, og det offentlige underskud er lille – og betydeligt mindre end forudset, men denne forbedring er tilsyneladende ligegyldig for regeringen.
Merkel har tilsyneladende også anlagt en kompromisløs linie.
Godt nok talte hun pænt om vækst, men det viste sig at væksten skulle komme fra ‘strukturreformer’, hvilket ikke betyder reformering af den finansielle sektor med kapitalkontrol etc., så pengene går til investeringer snarere end spekulation (det gør de nu), men er kodeord for hele paletten af nyliberale tiltag såsom privatiseringer og deregulering af arbejdsmarkedet (dvs. svækkelse af fagforeningerne og generelt forringelse af lønmodtagernes rettigheder). Reformerne vil – som den bebudede reform af den danske flexjob ordning – give øget arbejdsudbud, hvilket skulle give øget beskæftigelse (selv om alt tyder på at det blot giver øget arbejdsløshed).
Men der er også tyske signaler, der trækker i en anden retning, idet Merkel har talt om at øge den tyske realløn, se http://www.nytimes.com/2012/05/11/world/europe/europe-opting-for-growth-over-austerity-in-name-at-least.html?_r=1&ref=global-home . Den har stået i stampe i mange år, hvilket har forhindret de tyske lønarbejdere i at købe varer fra bl.a. Sydeuropa og dermed forhindret disse lande i at komme på fode. Tilsvarende bør man i Danmark arbejde for at forringe konkurrenceevnen, således at lande med virkelige problemer kan få deres forbedret. Her kniber det med europæisk solidaritet hos regeringen og arbejdsgiverne.
Lad os nu se mere generelt på den europæiske krise.
EU-Kommissionen har netop udsendt en rapport om udsigterne for 2012 og de følgende år. Det ser skidt ud for 2012, med negativ vækst i Euro-landene og nulvækst i EU som helhed, men fra 2013 begynder det at gå fremad.
To bemærkninger:
1) Man har gennem et par år gennemtrumfet en nyliberal nedskæringspolitik og må nu konstatere at Europa er i recession og at en allerede tårnhøj arbejdsløshed er stigende. Et ti-års barn ville vel finde en sammenhæng mellem de to ting og derfor anbefale et skift i politikken. Men Kommissionen er ikke et ti-års barn.
2) Så er der prognoserne om at skuden vender, og at det vil gå fremad i 2013 og følgende år. Kan vi fæste lid til det? Næh.
For det første er Kommissionen og dens økonomer ikke uafhængige af politiske hensyn. De er tilhængere af nyliberalismen og har derfor en interesse i sige, at denne politik leder til gode resultater. En sådan betragtning kaldes ‘kildekritik’, hvilket er en disciplin, er kan anbefales journalister.
For det andet: Prognoser er baseret på økonomiske modeller, og sådanne ser meget videnskabelig og derfor neutrale ud, med alle deres matematiske ligninger. Men man kan kun hente det ud af en model, som man har fodret den med, dvs. økonomiske fakta plus antagne økonomiske sammenhænge. Sådanne sammenhænge er baseret på økonomiske teorier, og den herskende teori er udbudsøkonomisk (neoklassisk, monetaristisk, nyliberal – kært barn har mange navne, men ‘udbudsøkonomisk’ er måske det mest præcise, fordi det klart udtrykker modsætningen til den keynesianske efterspørgselsøkonomiske tilgang). 90% af alle økonomer og op mod 100% af de magthavende hylder denne doktrin, der generelt mener at den økonomiske politik skal satse på at give gode vilkår for ‘udbyderne’, dvs. virksomhederne, især i form af lave lønninger og skatter, og et fleksibelt – fra lønmodtagernes vinkel: usikkert – arbejdsmarked.
Hvis man er udbudsøkonom mener man, at udbud skaber sin egen efterspørgsel, hvilket fx betyder at et øget udbud af arbejdskraft mere eller mindre automatisk vil blive ansat, altså give øget beskæftigelse. Efterspørgslen i samfundet er ikke et problem, den skal nok tilpasse sig.
Da den herskende økonomiske politik i EU er udbudsøkonomisk, og da modellen antager at en sådan politik er god for økonomien, fordi den giver øget beskæftigelse, giver det sig selv at modellen må forudse at økonomien vil rette sig om et år eller to. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
Om man satser på udbuds- eller efterspørgselsøkonomi er i høj grad et ideologiske spørgsmål. Skal man satse på at arbejdernes interesser tilpasses virksomhedens eller omvendt? Men det er også et empirisk spørgsmål om, hvad der virker, dvs. bringer os ud af krisen.
Det afhænger nok af ‘situationen’.
Det kan argumenteres at Keynesianismen kom til kort i 70erne, efter sine store triumfer i de gyldne år i 50erne og 60erne. Men det er – eller burde være – ukontroversielt at udbudsøkonomien havde katastrofale konsekvenser under 30ernes depression, frem til 1933, da man begyndte at skifte politik. Den aktuelle krise er et uhyggeligt replay af 1929-33. Hver gang man skærer i almindelige menneskers levevilkår (lavere løn, ringere offentlige ydelser) bliver det værre for samfundsøkonomien.
At nedskæringspolitikken er slået fejl burde være en ’tilståelsessag’, som det hedder på nudansk politiker-sprog.
Netop nu, da det er gået op for franskmænd, græker og mange andre i Europa, at den hidtidige politik har gjort ondt værre, har S-SF-RV regeringen valgt at omfavne den. Dårlig timing. Måtte protesterne fra baglandet – se
http://politiken.dk/debat/profiler/hummelgaard/ECE1623820/jo-helle-der-er-brug-for-en-europaeisk-kickstart/ – brede sig og tvinge S og SF til endnu engang at foretage en 180 graders ændring i politikken. Erfaringen vise at noget sådant er muligt for fleksible partier.
Bragt på modkraft.dk i maj 2012.