Nej til skjold

Af ANDERS LUNDKVIST, ERIK CHRISTENSEN, JOHN HOLTEN-ANDERSEN, PIERRE LEMAITRE og TØRK HAXTHAUSEN

Ikke siden Anden Verdenskrig har en dansk stillingtagen kunnet gøre så stor en forskel internationalt

Åbent brev
Det er nu, der skal handles. I USA diskuteres raketskjoldet, ikke mindst efter det fejlslagne forsøg. Bush er for, men Clinton og demokraterne vakler tilsyneladende. Normalt er Danmark uden international betydning, men på grund af geografiske tilfældigheder har vi en ene-stående chance for at gøre en forskel: Vi kan sige nej til, at de amerikanske installationer på Grønland bruges til formålet.

USA som slyngelstat
Raketskjoldet er i strid med international ret, med mindre Rusland går med til at revidere ABM-traktaten fra 1972. Det gør Rusland af gode grunde ikke. USA erklærede på et tidspunkt, at det alligevel ville gennemføre projektet.
Dette er præcis lige så ulovligt som f.eks. Irak’s invasion af Kuwait for 10 år siden. Det vil gøre USA til en slyngelstat og Danmark – hvis vi siger ja – til medskyldig. Projektets officielle begrundelse er at det er vendt mod ‘slyngelstater’, specielt Nord-
korea. Dette er så latterligt at kun de danske medier kan tage det alvorligt. Det svarer til at købe en kanon, hvis naboens dreng er uvorn.
Raketskjoldet er beregnet til at gøre USA usårligt i en fremtidig konfrontation med Rusland og/eller Kina. For ikke at blive reduceret til tredjerangsmagter vil Rusland og Kina formentlig opruste (på deres nylige fællesmøde er-klærede de sig som modstandere af en verdensorden med amerikansk overherredømme).
Alternativet til et sådant våbenkapløb er et nyt Romerrige med USA nedgravet i sin førerbunker. Det er selvfølgelig fint, hvis det gælder, at hvad, der er godt for USA, er godt for verden, men ellers er det ikke så tillokkende. Bl.a. fordi absolut magt korrumperer absolut.
Raketskjoldet koster en masse penge. Tænk på al den nød, og dermed alle de krigs-årsager, der kunne afskaffes med disse ressourcer.
Om få uger eller måneder forventes den amerikanske regering at træffe sin beslutning (rygtet siger at Clinton vil give grønt lys for projektstart i Alaska og overlade resten til sin efterfølger).

Politisk umuligt
Enhver ved at Danmark ikke kan nedlægge veto mod et amerikansk projekt af den størrelsesorden. Vi kunne afvise atomvåben i Danmark (men ikke i Grønland), og vi kunne indføje fodnoter i 80’erne, fordi ingen af delene generede de andre Nato-lande væsentligt. Men hvis USA i oktober anmoder om udbygning af Grønlands-installationer, vil det være politisk umuligt for en dansk regering at sige nej.
Som påpeget af professor Ole Wæver (Information den 3. august) fører den danske regering en proamerikansk udenrigspolitik, der truer med at bringe Danmark på kollisionskurs med flere EU-lande, som er kritiske over for raketskjoldet. Regeringen vil ikke lægge sig ud med USA og derfor undlader man at tage stilling nu mens en stillingtagen kan have effekt. Man venter med at tage stilling indtil USA har talt og vor stillingtagen derfor givet på forhånd (af USA).
Hold Socialdemokratiet og det Radikale Venstre fast på deres tidligere klare afvisning af at modernisere Thule-basen i strid med ABM-taktaten. På Grønland vokser kritikken af regeringens passivitet, dag for dag og på tværs af de politiske partier – Syd-Danmark bør følge denne kritik op.

Dette indlæg blev udgivet i Andre lande, udenrigspolitik, krig, Dansk debat og tagget , , , . Bogmærk permalinket.