Alt tyder på at Latinamerika går et varmt efterår i møde. Det nyliberale eksperiment, som de fleste af landene indledte i slutningen af 80erne, er overalt slået fejl.
Væksten har gennem 90erne været lille og den i forvejen tårnhøje ulighed er vokset. Krisen tilspidses nu, mest dramatisk i Argentina, hvor staten på opfordring fra IMF havde privatiseret og liberaliseret alt, som rørte på sig, med det resultat at banksektoren og store dele af industrien i dag ejes af udenlandske kapitalinteresser. Resultatet kender vi. Efter at disse interesser har tømt landet for dets finansielle værdier, er Argentina havnet i en tilsyneladende bundløs krise; produktionen forventes at falde med 15 procent i år.
Argentinas små nabolande, Paraguay og Uruguay, er nu blevet smittet af krisen. I Uruguay er finansministeren trådt tilbage, efter at have været ude af stand til at bremse kapitalflugten (valutareserverne er faldet med en tredjedel alene i juli). Flere Mellemamerikanske lande Nicaragua, Guatemala og Honduras er ramt af drastisk faldende kaffepriser, efter at have fulgt råd fra Verdensbanken og IMF om at satse på deres »komparative fordele«.
Alt afhænger nu af Brasilien. Indtil for nogle måneder siden formåede dette land at undgå smitten fra Argentina, men siden da er valutaen (real) og aktiemarkedet styrtdykket. Kapitalen flygter nu, og det gør den først og fremmest, fordi Lula de Silva fra Arbejderpartiet ifølge opinionsundersøgelserne nu fører stort over regeringens kandidat til præsidentvalget i oktober; selvom Lula har modereret sin anti-kapitalistiske retorik, er han modstander af nyliberalismen, og han bakkes op af omfattende folkelige bevægelser, bl.a. de jordløse bønders organisation.
Spørgsmålet er om kapitalen får held til at nedlægge veto mod det brasilianske demokrati, ved at gøre omkostningerne ved at stemme på Lula for høje.
I det hele taget er denne modstand hurtigt voksende i hele Latinamerika. I Peru, Ecuador og Paraguay har der været demonstrationer og optøjer vendt mod privatiseringer, fordi disse som regel resulterer i prisstigninger; borgmesteren i den peruvianske by Arequipa, som ledte succesfulde protester mod at privatisere to elektricitetsselskaber, er nu en af de mest populære politikere i landet (ifølge Financial Times, den 29. juli).
I Bolivia resulterede en social protestbølge i, at Evo Morales leder af de indianske coca-bønder, som USA mener skal betale prisen for krigen mod narko vandt 20 procent af stemmerne.
Længere mod nord er der alvorlige politiske kriser. I Colombia raser en borgerkrig mellem guerillabevægelsen FARC og en ny ultra-højre regering, der nu har fået fuld militær støtte fra USA, trods amerikansk frygt for at blive involveret i et nyt Vietnam.
Venezuela har i flere år været ledet af Hugo Chavez, der støttes af det store flertal af fattige og derefter flere gange er blevet genvalgt. For ikke at udfordre amerikanske kapitalinteresser har han ført en ret forsigtig politik, men har dog udtalt forbehold overfor nyliberal ideologi.
Alligevel har han påkaldt sig amerikansk vrede ved at have besøgt Gadaffi og Saddam Hussein på en rundrejse for at styrke sammenholdet i OPEC, ved at have gode forbindelser til Cuba og ved at søge at få politisk kontrol med landets olie, som udgør en stor del af USAs olieimport. I april søgte nogle generaler i alliance med landets borgerskab og deres medier, og støttet af USA, at gennemføre et kup. Det mislykkedes, fordi Chavez tilhængere organiseret i Bolivar cirkler og bevæbnet med motorcykler, internetforbindelse og mobiltelefoner fik afsløret mediernes løgn om at præsidenten var trådt frivilligt tilbage. De organiserede massedemonstrationer, som så fik Chavez støtter i militæret til at tage affære.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at CNN og de fleste andre vestlige medier kolporterede den forkerte version, således at fjernelsen af en ubelejlig politiker kunne fremstå som demokratisk og i overensstemmelse med forfatningen; de store kapitalinteresser sidder nu tungt på medieverdenen og dermed bevidsthedsdannelsen.
Det er også værd at bemærke, at den amerikanske udenrigsminister Powell nogen tid før kuppet erklærede sig »bekymret« over Chavez demokratiske sindelag, og at Bushs sikkerhedspolitiske rådgiver Condolezza Rice efter, at det USA-støttede anslag mod det venezuelanske demokrati var fejlet erklærede at hun håbede at Chavez havde lært lektien«.
Der er altså god grund til at holde øje med Latinamerika i efteråret. Og med USA som i den region udgør den største trussel mod demokratiet.
Samtidig kan Latinamerika blive en stor inspiration i efterårets kampagner mod nyliberalismen i EU. Her gælder det om at vise, at der er alternativer til fremmedhad/nationalisme på den ene side og uhæmmet kapitalisme på den anden side.