Vakler USA’s kontrol med Mellemøsten?
Det aktuelle oprør i Mellemøsten er blevet sammenlignet med Murens Fald i 1989, hvor Sovjet mistede sine vasaller i Østeuropa.
I dag er de amerikansk-støttede diktaturer i de arabiske lande tilsvarende i fare for at falde. USA har gennem årtier holdt dem ved magten gennem massiv økonomisk, militær og politisk støtte, oftest hjulpet af Valutafonden og til tider (især Tunesien) af EU. Det er ikke fordi Vesten er principielt modstander af demokrati, men fordi idealer må vige overfor økonomiske og strategiske interesser. Diktaturerne har indtil nu tjent USA vel, især ved at holde den folkelige vrede mod Israel nede og forhindre radikale -måske islamistiske – magtovertagelser.
Det går allerede den forkerte vej for USA. Tyrkiet synes ved at svinge fra en vestlig til en mere arabisk og iransk orientering, med øget kritik af Israel; måske fordi landet har indset at det aldrig bliver medlem af EU. Det nylige regeringsskifte i Libanon har øget Hitzbolla’s magt og synes at have reduceret vestligt orienterede kræfters indflydelse. Endelig kan de nylige Wikileaks om at de palæstinensiske myndigheder på vestbredden var villige til at afstå Østjerusalem til Israel destabilisere denne vigtige alliancepartner for Israel og USA, og tilsvarende styrke Hamas.
Ingen kan naturligvis i dag vide, hvordan tingene udvikler sig i Ægypten og de andre arabiske lande. Beslutningen om at evakuere amerikanske borgere fra Ægypten antyder, at USA ikke er for optimistisk (Israel har allerede evakueret, og Tyrkiet vil – mærkeligt nok – gøre det samme). Tunesien er allerede faldet, og hvis Ægypten også gør det, er det formodentlig Jordan, Bahrain og Yemen, der står for tur; her har der også været store demonstrationer.
Det er udelukket at USA affinder sig med, hvad vi kan kalde ’ustyrede demokratier’, eftersom sådanne formodentlig bliver antivestlige, hvad enten de antager en nationalistisk eller islamistisk form. USA vil erklære sig omvendt til demokratiske styreformer og søge at fremme ’moderate’ kæfter. Hvis det ikke lykkes, vil landet mobilisere sin enorme økonomiske og militære magt i regionen.
Ægyptens økonomiske afhængighed
Her er sagen den, at især Ægypten er helt afhængig af USA og Valutafonden (IMF). Ligesom Latinamerika og Afrika blev Mellemøsten ’ramt’ af gældskrisen i 1980erne, dvs. blev et offer for Federal Reserves rentestigninger, der ved at sætte den globale standard umuliggjorde at den fattige verden kunne honorere deres lån. IMF trådte til og krævede ’strukturreformer’, dvs. hele den nyliberale dagsorden med privatiseringer, toldsænkninger og åbning af økonomierne for vestlig kapital.
Også Ægypten måtte byde IMF indenfor. Det gik ikke så godt, men så var landet så heldigt, at den første Golfkrig brød ud (fordi Irak invaderede Kuwait). Her var det vigtigt at Ægypten bakkede op, hvilket blev honoreret med eftergivelse af en stor del af udlandsgælden, dog betinget af at landet levede op til skærpede IMF-krav om liberalisering.
Siden da har Ægypten fået en årlig massiv økonomisk støtte fra USA, faktisk er landet nr. 3 på den amerikanske gaveliste. Samtidig er USA Ægyptens vigtigste handelspartner. Enhver regering efter Mubarak må tage højde for disse kendsgerninger, så derfor vil dens hænder være mere eller mindre bundet, – med mindre den tager et radikalt brud med den vestlige kapitalisme.
Især i det sidste årti har Ægypten gennemført store nyliberale reformer. Tolden er blevet sænket, selskabsskatten er blevet reduceret fra 40% til 20%, mange banker og andre virksomheder er blevet privatiseret, men privatiseringerne har været af den ’russiske’, dvs. korrupte type (Mubarak’s søn har gaflet meget til sig). Valutaen er blevet gjort flydende, så den har mistet megen værdi. Det har sænket virksomhedernes omkostninger på det globale marked, men samtidig medført prisstigninger, især på fødevarer, hvilket – sammen med den omfattende korruption – givetvis er en vigtig baggrund for den aktuelle utilfredshed.
Umiddelbart har de nyliberale reformer været en succes, eftersom væksten i BNP var på omkring 7% i 2005, 2006 og 2007 (men derefter er landet blevet ramt af den globale krise, bl.a. ved at gæstearbejdere i golfstaterne har måttet vende hjem). Desværre synes landets gode økonomi ikke at være smittet af på befolkningen. De fleste borgeres levestandard er uændret, især fordi købekraften er udhulet af de voldsomme prisstigninger på fødevarer.
Ægypten er fortsat et meget fattigt land. 40% af befolkningen kategoriseres som fattige og halvdelen er analfabeter.
Kilder:
1) Wikipedia om ’Egypt’: Artikler om landets økonomi samt en meget detaljeret dækning af de nylige demonstrationer.
2) A. Richards og J. Waterbury: A Political Economy of the Middle East, , 3. ed., Westview Press 2008 (indeholder bl.a. en balanceret vurdering af de nyliberale reformer i Mellemøsten).
3) http://www.imf.org/external/pubs/ft… (IMF’s positive vurdering af de nyliberale reformer i Ægypten, fra 2008).