Efter mødet for en måneds tid siden, hvor halvdelen af Grækenlands gæld blev afskrevet, udtalte Jens Rhode, at han måtte vente på markedets reaktion, før han kunne sige om aftalen var fornuftig eller ej. Tydeligere kan det ikke siges, at den ‘rigtige’ politik er finanskapitalens politik.
Men der er to problemer ved en sådan økonomisk politik.
Det første problem er politisk.
Den almindelige europæer er jo ikke økonom, men modsat de fleste indenfor denne profession kan hun se ud af vinduet og lægge to og to sammen. Og det, hun ser, er at alle ofrene, alle nedskæringerne, ikke bebuder en lysere fremtid. Væksten aftager eller forsvinder, arbejdsløsheden øges – og statsunderskuddet vokser. Den herskende politik synes at være problemet, snarere end løsningen. (Dog ikke for de tyske og franske banker, hvis aktier strøg ca. 15% i vejret efter den nylige aftale, hvor de tabte 50% på deres græske lån; de vurderede korrekt at det som sædvanligt er befolkningen, der dækker tabet).
Sydeuropæerne og Occupy bevægelsen er derfor klogere end økonomerne, når de revolterer med strejker og demonstrationer. Hvornår når befolkningernes mistillid den kritiske masse? Når finanskapitalens umiddelbare repræsentanter overtager den politiske styring, således som det allerede er sket i Grækenland og Italien?
Det andet problem er økonomisk, nemlig at den herskende økonomiske politik simpelthen ikke fungerer, uanset hvad succeskriteriet er.
Når nedskæringerne gør folk fattigere, betaler de mindre i skat, hvorved det oprindelige problem, nemlig for stort statsunderskud, forværres; det véd enhver, så den stigende arbejdsløshed og faldende vækst i Europa er en planlagt krise.
Men denne realøkonomiske tilbagegang skulle så kompenseres af at finanskapitalen fatter tillid til lande, der fører en sådan ‘ansvarlig’ økonomisk politik, så den strømmer til og dækker underskuddet. Men ligegyldigt hvor barske tiltag fx Grækenland gennemfører, synes banker og fonde aldrig tilfredse; tværtimod har kapitalflugten siden sidste forår forvandlet et alvorligt til et helt uhåndtérbart underskud.
I kølvandet på kriseudbruddet i efteråret 2008 førte man den modsatte økonomiske politik, nemlig ekspansiv finanspolitik, og den virkede faktisk, med pæn vækst i 2010. Denne politik gav naturligvis (også) stigende offentlige underskud, hvilket er som det skal være i krisetider. For når hjulene igen begynder at dreje, stiger indkomsterne og dermed skattebetalingerne, således at underskuddet reparerer sig selv.
Problemet med den politik var og er imidlertid at finanskapitalen tænker meget kortsigtet; den vil have sine rentebetalinger i morgen, hvor der ikke er penge i kassen – ikke om 3 år, når der er. Den definerer den ‘ansvarlige’ økonomiske politik som en meget kortsigtet politik, hvor pengene skal skrabes ind nu og her. Og det er finanskapitalens interesser, der har førsteprioritet.
I parentes bemærket skal man i øvrigt ikke gøre sig kritikken af det herskende økonomiske system for let ved at dæmonisere denne finanskapital.
Dens kilde er opsparingen, og den kommer også fra almindelige mennesker. I Danmark har ‘folkekapitalismen’ bredt sig, idet kapitalindkomster – fra aktier, friværdi og private pensioner – udgør en en stadig større andel af almindelige menneskers indkomst (mens lønnens andel falder). Menigmands indflydelse på bankers og fondes gøren og laden er minimal, men han har en interesse i et godt afkast. Det gør det naturligvis vanskeligere for politikere, der måtte ønske at begrænse kapitalens magt.
Dog skal vi også have med i billedet, at fordelingen af kapitalen er blevet meget mere skæv, i hvert fald fra 1996 til 2003 (de sidste tal, jeg har): I denne periode øgede de 20% med højeste indkomst deres andel af den danske formue fra 43,6% til 48,6%, altså med 5 procentpoint, mens alle andre tabte terræn. Hvis den tendens fortsætter, nærmer vi os et marxistisk klassekamps-scenarium med ‘rene’ lønmodtager overfor ‘rene’ kapitalister.
Tilbage til hovedsporet: En økonomisk politik på finanskapitalens betingelser fungerer ikke.
Er der nogen udvej?
Gennem de sidste 20-30 år er reallønnen vokset langt mindre end produktiviteten, så almindelige lønmodtagere har modtaget en stadig mindre andel af nationalindkomsten. Men hvordan skal varerne afsættes, når købekraften på denne måde udhules? Det går ikke, så derfor måtte forbrugerne låne, dvs. stifte gæld, typisk i boligens friværdi. Boligboblerne frem til 2008 – fremelsket af lave renter, flexlån mm. – var ikke (blot) udtryk for uansvarlig økonomisk politik, men nødvendige for at systemet kunne køre rundt.
Så brast boblerne, men så længe reallønnen holdes nede er eneste udvej atter at puste et lånefinansieret forbrug op. Men hvem skal man nu låne af? Marsmændene?
Der er ingen synlig udvej ud af krisen.