Som en steppebrand breder Seattle-bevægelsen sig over verden. Fra amerikanske studenter til Zapatisterne i Mexico, fra demonstranterne i Pragh og Nice til World Social Forum i Porto Alegre.
For første gang i 25 år er det ikke neoliberalismen, der sætter dagsordenen. Den er selv sat på dagsordenen. Fanatiske liberalister og følgagtige regeringer har foræret verden til den internationale kapital; den ejer den halve og styrer den hele.
Som ATTAC siger: Det drejer sig om, sammen, at generobre verdens fremtid.
Neoliberalismen er den monetariske og anti-Keynesianske økonomiske politk, som Friedman stod for, og hvis idé er at pengevæsenet skal unddrages demokratisk kontrol, så kampen mod arbejdsløshed kan nedprioriteres i forhold til inflationsbekæmpelse. Og det er den fundamentalistiske liberale økonomisk-politiske filosofi, som Hayek har forfægtet.
Denne politik blev betragtet som extremt højreorienterede dengang i 80erne, da Reagan og Thatcher praktiserede den. I dag er neoliberalismen ‘mainstream’. Det er fordi den har vundet. Den er blevet identisk med den ‘økonomiske nødvendighed’, og deles derfor af Blair, Joschka Fischer, Nyrup og Anders Fogh.
De kan være uenige om detaljer, men de er enige om hovedsagen: Privatisering og udlicitering, og deregulering af kapitalen så den frit kan flyde fra land til land og fra branche til branche. Der kan være forskel i begejstringen for denne politik, men alle ser den som nødvendgig af hensyn til ‘konkurrenceevnen’, hvilket er kodeordet for nødvendigheden af at vi tilpasser os kravene fra den internationale kapital. Derfor er man i gang med at privatisere DSB, og derfor er vi tvunget til at kommercialisere universitet og forskning. Kapitalen sætter betingelserne for politikerne, fordi politikerne har frigjort kapitalen.
Seattle-bevægelsen og ATTAC vil afskaffe denne ‘nødvendighed’ og erstatte den med en ny: Nødvendigheden af at give de fattige lande en chance, nødvendigheden af at løse miljøproblemerne og nødvendigheden af at genvinde demokratiet. Den første betingelse er at den internationale kapital og dens organisationer afgørende svækkes. Det er naivt at tro at man med gode argumenter kan overtale Coca Cola eller Nike eller Soros til at lægge en dæmper på deres profithunger. Man kan måske lære en hyæne af flå sit offer mere hensynsfuldt, men man kan ikke lære den at spise græs. Derfor må kapitalen atter ind i buret.
Neoliberalismen blev solgt under slagordet: Mindre stat og mere marked. Vi skulle have mindre af den utålelige stat, med dens tvang og utallige reguleringer, og mere af den frie konkurence. Tvang eller frihed, – det var valget.
Dette var og er et stort bedrag. Hvad vi fik var mindre demokrati og mere monopolkapital. Vi fik mindre frihed for almindelige mennesker og vi fik mindre fri konkurrence, til gengæld fik de rige mere frihed til at ophobe gigantiske formuer og til at kontrollere økonomien. I dag er det ikke markedet, der bestemmer over kapitalen, men kapitalien, der bestemmer over markedet. Da Tele Danmark – på ordre fra EU – blev solgt til et amerikansk selskab, og da Aalborg kommune udliciterede rengøringen, tømte man demokratiet for noget af dets indhold og flyttede magt over til monopolkapitalen. Demokratiet koster i dag ikke mange kroner.
Kapitalens globale magtovertagelse har forskellige konsekvenser i fattige og rige lande.
I de fattige lande betyder de formelle og reelle krav om kapitalliberalisering, at statsapparatet må tilpasses den udenlandske kapital, med omfattende fattiggørelse til følge. Kløften mellem rige og fattige lande er mere end fordoblet i årene efter at neoliberalismen satte sig igennem. Særlig ondartet er WTO’s krav om at alle ‘intellektuelle goder’ stilles til rådighed for de multinationale selskaber; skønt de fattige lande er kilde til 90% af verdens biologiske ressourcer, befinder 97% af patenterne sig i den rige verden.
I de rige lande er problemet mindre fattigdom – omend uligheden også her er vokset dramatisk – end den udhuling af demokratiet, der er den nødvendige bagside af kapitalens øgede magt. Almindelige mennesker føler sig i stigende omfang umyndiggjort, uden mulighed for at påvirke vilkårene for deres eget liv og deres eget samfund. Det er fordi det ikke længere er deres samfund.
Det er vigtigt at ATTAC formår at støbe en solid legering af international solidaritet og kampen for herhjemme at genvinde demokratiet.
Vær aktiv i oprøret mod neoliberalismen!