ATTAC blev dannet i 1998 i Frankrig.
I dag er der ATTAC-afdelingen i de fleste europæiske lande; bevægelsen står især stærkt i Frankrig og Tyskland, hvor der er en stor underskov af lokalafdelinger; alene i Frankrig er der 100. Der er også ATTAC-afdelinger i Afrika (bl.a. Marokko og Senegal) og Latinamerika (Brasilien, Argentina og Uruguay). ATTAC spillede en stor rolle i det ‘alternative topmøde’, som blev afholdt for et par måneder siden i Porto Alegre i Brasilien; fra Brasilien var der alt fra jordløse landarbejdere over biskopper til socialt ansvarlige arbejdsgivere og fra alverdens lande var folk strømmet til.
En dansk afdeling af ATTAC er nu under dannelse, og der er allerede lokalafdelinger i København, Odense, Århus og Aalborg.
For første gang i mange, lange år er det nu ikke neoliberalismen, der sætter dagsordenen. Den er selv sat på dagsordenen.
Oprører har to sider, begge vendt mod den ‘frigørelse’ af kapitalkræfterne, som blev indledt for 25 år siden
Der er en side, der vender udad og er rettet mod globaliseringens negative sider, nemlig mod finanskapitalens (og den Internationale Valutafond’s) undergravning af landenes økonomier. Det siges at kapitalens frie bevægelighed er en god ting, fordi den tvinger regeringerne til at føre en ansvarlig økonomisk politk, så når den flygter fra et land er det landets egen skyld. Det passer ikke, fx blev Sydkorea for et par år side ramt af en ødelæggende økonomisk krise, der sænkede reallønnen med 10%, til trods for en kernesund økonomi. Endog fremtræddende medlemmer af det internationale økonomiske system har erkendt dette, fx Stiglitz der var var cheføkonom i Verdensbanken indtil han blev fyret for sine kritiske meninger
Kløften mellem rige og fattige lande er blevet dobbelt så dyb efter at kapitalen fik lov at sætte dagsordenen. Den danske regering har helhjertet støttet Verdensbankens og Valutafondens politik (og fx også OECD’s berygtede MAI-aftale, der ville hæve de multinationale selskaber op til juridisk ligestilling med regeringerne, – heldigvis blev aftalen ikke til noget).
Den anden side vender indad, mod Danmark og os selv.
Kapitalliberaliseringen har betydet at dansk økonomi og politik har fået ét overordnet mål, nemlig at styrke vor konkurrenceevne (i bred forstand). Vi må leve op til kravene fra den udenlandske økonomi (læs: kapital). Det gælder selskabs- og formuebeskatningen (den skal være lav) . Det gælder forskningen, der ‘erhvervsrettes’ (Danmarks Tekniske Universitet er det sidste exempel). Det gælder privatisering (Tele Danmark, Combus, snart DSB) og udlicitering til fx ISS (hvor kommunerne overfører opgaver fra demokratiet til monopolkapitalen). Og det gælder hele kommercialiseringen af den offentlige sektor, hvor den typiske statsvirksomhed nu er et statsligt aktieselskab.
Alt dette har betydet en afdemokratisering, en udhuling af demokratiet; pengene har udkonkurreret alle andre værdier. Det er blevet præsenteret som rent saglige beslutninger, alene motiveret af at vi skal rationalisere og spare penge. Og selvfølgelig sparer det offentlige (de åndehuller hvor folket har indflydelse, direkte eller indirekte) da penge, i takt med at det nedlægger sig selv.
I ATTAC’s grundlag er bekymringen for demokratiet et fundamentalt aspekt. I Afrika og Latinamerika har neoliberalismen fattiggjort befolkningen materielt, i Danmark er det vores sociale liv der er fattggjort. Det bliver en central opgave for dansk ATTAC at rive denne saglighedens maske af den hjemlige neoliberalisme.
ATTAC har opstillet 4 krav, der på forskellige områder søger at modgå neoliberalismen:
– Tobin-skat, dvs. en lille skat på spekulative (kortsigtede) kapitalbevægelser. Sigtet er dels at hæmme disse, dels at opbygge en fond til gavn for de fattige lande,
– lukning af skatteparadiser (ellers kan en Tobin-skat ikke fungere),
– eftergivelse af de fattige landes gæld (i dag strømmer der langt flere penge i form af renter og afdrag fra den fattige til den rige verden end u-landshjælp i den modsatte retning),
– kontrol med pensionskassernes investeringer (de store ‘institutionelle investorer’ udgør i dag op mod halvdelen af den internationale finanskapital).
Disse krav er oplagt rimelige, og SF har bebudet at tage Tobin-skatten op i Folketinget.
ATTAC er og skal være en bred folkelig bevægelse, der kan samle alle, der vil være med i oprøret mod neoliberalismen. I Danmark er der enighed om at bevægelsen både kan huse EU-tilhængere og EU-skeptikere; og både folk der vil arbejde gennem EU og WTO (verdenshandels organisationen) og de der i højere grad sætter deres lid til græsrodsarbejdet og Seattle-bevægelsen. Selv tror jeg mest på den sidste strategi, for uden et bredt folkeligt opbrud kan intet sættes igennem; men det udenoms-parlamentariske arbejde må aldrig blive anti-parlamentarisk, og selvfølgelig slet ikke voldeligt.
For socialister må det være oplagt at indgå i og støtte dette oprør. ATTAC’s bestræbelser harmonerer med vore værdier om samarbejde fremfor konkurrence, om international solidaritet blandt almindelige mennesker, og om demokratisk regulering fremfor styring på kapitalens betingelser.
Anders Lundkvist,
medlem af SF-Aalborg