Overvejelser om EL og EU

Men hvad har Enhedslisten lært af Europa parIamentsvalget? I en artikel i Rød Grøn fra juni måned siger Eva Flyvholm og Anne Rehder, at der er gået et stort rødt stemmepotentiale tabt for en venstreorienteret EU modstand. Den situation skal ændres ved hjælp af mere uddannelse, bedre kommunikation og mere solidaritetssamarbejde i Europa, således at flere af EL´s vælgere næste gang stemmer imod EU. De to første tiltag betyder, at ”hvis I ikke har forstået det, så skal vi nok lære jer det i løbet af de næste 5 år”. Det tredje punkt handler om konkret solidaritetsarbejde med udsatte grupper, men siger ikke at EL vil samarbejde med andre europæiske socialistiske partier. Til gengæld skriver Søren Søndergaard i samme nummer af Rød Grøn at han ønsker en åben og fordomsfri diskussion på baggrund af valgresultatet. Den melding vil vi gerne følge op på og ønsker på den måde at starte en debat om Enhedslisten fremtidige Europapolitik, som vedtages i 2016 eller 2017.

HVAD ER VI ENIGE OM I ENHEDSLISTEN?

Alle ved at Enhedslisten er delt næsten lige over i spørgsmålet om EU. Det ville være ulykkeligt både hvis modstanderne vinder totalt eller hvis vi, der mener at vi skal arbejde fuldgyldigt inden for EU, får flertal på et landsmøde. Begge dele vil medføre en ødelæggende splittelse. Så lad os derfor fokusere på hvad vi er enige om.

a) Med det Indre Marked fra midt i 80erne blev EU en éntydig neoliberal institution, blandt andet fordi kapitalen nu retsmæssigt fik fri bevægelighed, hvilket stort set overtrumfer alle andre retsmæssige hensyn. Der er fuld enighed i EL om at bekæmpe denne neoliberalisme.

b) Vi er enige om, at EU påvirker DK med mange forkerte beslutninger bl.a. med finanspagten.

c) Vi er enige om, at EU stadig mangler demokratisk legitimitet, selvom Europarlamentet langsomt får stigende magt.

d) Vi er enige om, at EL naturligvis vender sig mod den fremmedfjendske og nationalistiske modstand mod EU.

e) Vi er enige om, at det indre marked skaber problemer mht. løndumping, faglig organisering, strejkeret og lønmodtagervenlig arbejdsmarkedspolitik

f) Vi er enige om, at EL vil samarbejde med European Left om at påvirke udviklingen i Europa.

Vi kan konkluderende sige, at ingen i EL ser EU som en ideel model, endsige en færdig model  for et europæisk samarbejde. Alle i EL vil i stedet arbejde for et rødt, grønt og fredeligt Europa på lang sigt.

HVORLEDES VIL EU MODSTANDERNE FREMME EN SOCIALISTISK UDVIKLING?

EU modstanderne ønsker at Danmark skal melde sig ud af EU så hurtigt som muligt. Folkebevægelsen deltager i arbejdet i parlamentet, hvor den repræsenterer Enhedslisten. De stemmer for konkrete forslag blot det ikke fører til en styrkelse af EU eller legitimerer EU´s institutioner og selvfølgelig imod forslag , der forringer levevilkår og miljø osv..

Derfor kunne EL i foråret 2014 ikke støtte Syrizas formand, Tsipras, som kandidat til kommisionsformands-posten, som European Left anbefalede. Hvis EL stemte for hans kandidatur var det ensbetydende med at legitimere kommissionens rolle. Enhedslisten begrundede sin holdning med, at opstillingen af en formandskandidat vil »tilføre politisk legitimitet til kommisionsformanden og give EU kommissionen en øget politisk status«.

Vi spørger derfor om modstandere eksempelvis også ville stemme nej til følgende forslag:

– forslag om en finansskat gennemført af EU, hvor en del af eller hele provenuet går til EU?

– forslag til et kemidirektiv, der giver EU magt til at kontrollere danske virksomheder mht. til skadelige kemikalier?

– et forslag om, at Dublin modellen blev ændret således at EU fordeler flygtning til medlemsstaterne frem for at belaste de kriseramte Middelhavslande.

– et forslag om, at EU gennemfører et energidirektiv, hvor medlemsstaterne blev beordret til at lave energibesparelser med en bestemt procentsats.

– et forslag om, at ECB køber sydeuropæiske statsobligationer til en lavere rente for at mindske f. eks. den græske statsgæld og derved lette tilværelsen for den hårdt plagede græker.

Hvis svarene på disse spørgsmål er ja, så prioriterer EU-modstanderne kampen mod EU over progressive politiske mål. Det er en legitim opfattelse, men det gør det vanskeligt for EL at arbejde helhjertet i European Left. Fordi stort alle de andre medlemspartier prioriterer omvendt i deres arbejde i Europarlamentet. De kæmper for et socialt, retfærdigt og fredeligt Europa inden for rammerne af EU. De vil blive i EU for at ændre EU. Det er dog paradoksalt, at EL og Folkebevægelsen faktisk støtter en styrkelse af kommissionen på f. eks. det grønne område.

Alt tyder på at EU-landenes økonomier er på vej ind i en ny recession. Nedskæringspolitikken har igen slået fejl. Det giver store spændinger, idet Frankrig og Italien bryder 3% kravet, fordi de ønsker en mere ekspansiv finanspolitik. Bør EL ikke gå ind i denne kamp, for eksempel ved at kritisere Thorning, der klart har udtalt sin støtte til Tyskland og de 3%? Men kan vi kæmpe en sådan kamp, så længe EL er håndsky overfor EU?

EU-modstandernes argument er, at man ikke ønsker at styrke EU parlamentet, fordi det vil svække Folketingets magt. Men det er forkert. Hvis EU parlamentet får mere indflydelse bliver det på bekostning af Ministerrådet og Kommissionen. EU´s kompetence til at påvirke medlemsstaterne ændres ikke. Derfor kan man roligt støtte en styrkelse af EU parlamentet.

Det er måske det, der sker nu i EU. Hvis kommissionsformanden i fremtiden skal udgå fra parlamentet og hente sin styrke og legitimitet herfra, vil det potentielt indebære en langt mere åben politisk kamp om beslutningerne mellem regeringslederne og flertalsgrupperne i parlamentet og skabe større åbenhed i den ellers teknokratiske og lukkede beslutningsproces og dermed større indflydelsesmuligheder.

KONSEKVENSER AF EN UDMELDELSE

Man kan også stille sig det spørgsmål, hvad Danmarks situation vil være, hvis vi faktisk meldte os ud af EU. Der findes ingen sikre og klare svar. Vi kan kun gisne.

EU-modstanderne mener, at det vil være muligt at opretholde det danske velstands – og velfærdsniveau efter en udmeldelse, fordi der vil være mulighed for andre markedsaftaler som f. eks. det nordiske eller for at slutte sig sammen med det tidligere EFTA, der i dag består af Lichtenstein, Norge, Island og Schweiz. Om det er et realistisk og tilstrækkeligt alternativ er usikkert. Der er endnu ikke udarbejdet troværdige alternativer.

Den anden mulighed som man peger på er, at vi kan få associeringsaftaler som Norge eller parallelaftaler med EU. I dag har Danmark meget få parallelaftaler med undtagelse af på retsområdet. Norge og Island har sådanne aftaler med EU f. eks. på Schengen området. En parallelaftale vil sige, at Danmark indgår en mellemstatslig aftale med EU om at deltage i f. eks. Europol samarbejdet, når det retlige område om kort tid bliver overstatsligt. Problemet ved parallelaftaler er at man ikke har indflydelse på senere ændringer i ordningen.  Det er meget vanskeligt at vurdere, hvad der er muligt fordi parallelaftaler skal accepteres af kommissionen, af parlamentet og af hvert enkelt EU-land.

Men man kan også vælge at se udmeldelsesstrategien ud fra et andet perspektiv, som vi finder mere givtigt.  Udmeldelsesstrategien ser kun på alternative markedsmodeller, men ser ikke på kampen for socialisme. Vi mener at man skal vurdere spørgsmålet om Danmarks forbliven i EU eller udmeldelse af EU ud fra om det vil fremme en antikapitalistisk, socialistisk kamp.

Vil en udmeldelse fremme den antikapitalistiske kamp i Danmark. Eller med andre ord: Kan man opnå socialisme i ét land med en henvisning til diskussionen mellem Trotskij og Stalin? Det tror vi ikke på, alene på grund af risikoen for kapitalflugt. Vi tror mere på en bred folkelig bevægelse i Europa som grobund for samfundsforandring i flere lande på én gang.

I Danmark vil ca. 15% af befolkningen stå bag ønsket om en samfundsforandring. Situationen ville sandsynligvis ændre sig og tilslutningen vokse markant, hvis man generelt i Europa så et skifte i folkestemningen, hvilket i sig selv ville gøre gennemførelsen i det enkelte medlemsland mere realistisk.

DK er for lille til at bekæmpe kapitalens dominans alene. Neoliberalismen er europæisk eller global og ikke kun dansk, derfor skal den bekæmpes internationalt. Hverken i Danmark eller i noget andet europæisk land er det muligt isoleret at gennemføre en social og solidarisk skattepolitik eller for den sags skyld industripolitik, arbejdsmiljøpolitik eller andet, uden at de samme lande udsættes for truslen om investeringsboykot, flytning af virksomheder eller kapitalflugt til skattely. Med den kendte grad af kapitalkoncentration og mobilitet er det kun muligt at rette op på ubalancerne indenfor en – som mindstemål – europæisk ramme.

En udmeldelse af EU vil formelt set gøre Danmark mere suveræn og gøre Danmark i stand  til at tage flere selvstændige beslutninger på enkeltområder. Men vores økonomiske suverænitet vil reelt set stadig være undergivet udefra kommende faktorer. F. eks. vil kronens kurs og det danske renteniveau skulle støtte sig på euroen, og dansk finanspolitik vil blive tilrettelagt i forhold til finansverdenens tillid og på dennes nåde. Derfor er det nødvendigt med en debat om, hvad EL forstår ved national suverænitet og hvilken grad af suverænitet vi kan opnå ved en udmeldelse.

DEN EUROPÆISKE VENSTREFLØJ SKAL SKABE ET ALTERNATIVT EU

Vi afviser ikke en nationalt funderet socialistisk forandringsstrategi i Danmark, som den danske venstrefløj kan samles om og mobilisere for. Men vi anser en sådan strategi for en illusion, hvis den ikke helt eksplicit er forbundet med og begrundet i en fælles politisk strategi for en sammenhængende demokratisk og solidarisk europæisk union. Vel at mærke en strategi, der er så konkret, at de forskellige politiske partier og faglige organisationer kan omsætte dens forskellige elementer til praktiske og konkrete politiske krav og mobilisering allerede i den nuværende krisesituation i EU.

Vi vil gerne, at EL fører en mere offensiv og solidarisk europapolitik, hvor vi siger, hvad vi vil og ikke kun fokuserer på, hvad vi ikke vil. En national forandringsstrategi, der vil andet end at være en samling af gode hensigter, må nødvendigvis indeholde helt konkrete strategiske perspektiver for, hvorledes der opbygges en europæisk venstre reformbevægelse både politisk og fagligt. I den sammenhæng forekommer det at være en central og aldeles aktuel opgave for det europæiske venstre at udarbejde udkast til en helt ny EU traktat – et nyt program for Europas videre udvikling og en demokratisering af Unionens institutioner, som de nationale reformstrategier kan forbindes med, og der kan skabes en bred folkelig europæisk mobilisering for.

Vores forslag til en fremtidig Europapolitik er, at vi vil have et andet socialt, demokratisk og grønt Europa. EL skal bruge energi på at diskutere, hvad det vil med Europa, fremfor kun at fokusere på hvad det er imod i EU. Og EL skal også være med til at bekæmpe højrebølgen –  for eksempel  UKIP, Front Nationale og Dansk Folkeparti – ellers kan vores parti nemt blive slået i hartkorn med dem pga. den fælles modstand mod EU.

Selvom det næste EU-parlamentsvalg først finder sted i 2019, kan EL påvirke Europapolitikken igennem European Left. Samtidig kan EL forbinde den europæiske venstrefløj med politikken ført i Danmark og derved få større slagkraft. EL kan også påvirke folketing og regering ved at fremsætte forslag om initiativer i EU. Samtidig kan EL forbinde Europa med bevægelser og organisationer i Danmark i kampen for et alternativt EU.

Vi forstår godt, at man kan blive forbandet på EU. Når man hører navnet, trækker man sin pistol. Men der er måske brug for lidt mere refleksion. EU er ikke en fast (bureaukratisk) størrelse, men konkret afhængig af balancen mellem kommission, ministerråd og det parlament, som er bestemt af vælgerne i Europa. Hvis et flertal af borgere vælger konservative og liberale regeringer og EU parlamentarikere, så er EU som sådan ikke skyld i alle ulykkerne. EU er en fleksibel størrelse afhængig af de europæisk vælgere. Man kan ændre Lissabontraktaten. Men den skal igennem 28 landes accept og er stort lige så vanskelig at ændre som den danske grundlov.

Men tager man udgangspunkt i, hvad der kan fremme mulighederne for en antikapitalistisk, social retning, mener vi at denne kamp skal forbindes mellem den nationale og ikke mindst den europæiske virkelighed, herunder en ændret krisepolitik og en ændret forfatning. Det er vanskeligt at kæmpe i Europa, men det er umuligt udenfor. Kapitalen er blevet globaliseret. Kun 10 % af Carlsbergs ansatte er i Danmark.

Udmeldelse kan blive en nødvendighed, men ikke pga. EU som sådan, men pga. den politiske udvikling i EU og i den europæiske vælgerbefolkning, dvs. hvis Unionen går ind i en indre opløsningsproces, men så vil udmeldelsen ske på baggrund af en konkret historisk situation og ikke som konsekvens af en politisk strategi, som Enhedslisten har fulgt i 25 år.

Enhedslisten bør gå på to ben i EU politikken. Med det ene ben er vi kollektivt medlem af Folkebevægelsen mod EU, der vil udmeldelse her og nu. Med det andet ben er vi kollektivt medlem af European Left, der for 95% vedkommende vil kæmpe for ændring inden for EU. Det samme gælder Europaparlamentet, hvor European Left er organiseret i gruppen, der hedder GUE-NGL, hvor Folkebevægelsens repræsentant ikke er medlem, men teknisk tilknyttet. Ofte må Enhedslisten tage afstand fra den europæiske venstrefløjs synspunkter. Derfor er det velkomment, at vores parti skal tage stilling til Europa/EU politikken på et kommende årsmøde, sandsynligvis i 2016.

Denne medlemsdebat må gerne starte med det samme, fordi det er vigtigt, at Enhedslistens medlemmer får god tid til diskussionen. Det er også vigtigt, at vi får vores egen politik. Vi kan ikke være sikre på at Folkebevægelsen mod EU vil give deres repræsentant i parlamentet tilpas råderum til at kunne varetage Enhedslistens synspunkter. På sidste årsmøde i oktober 2014 blev Enhedslistens medlemmer ikke særligt tilgodeset ved valget til landsledelsen og der var megen kritik af Enhedslistens manglende støtte i valgkampen til Europaparlamentsvalget.

Derfor er det vigtigt at medlemsdebatten starter hurtigt i januar 2015, og at medlemmerne får en alsidig information, hvor flere stemmer fra Enhedslisten høres og synspunkter fra både Folkebevægelsen mod EU og European Left inddrages.

Som vi skrev først i artiklen, er uenigheden i Enhedslisten kort sagt ikke så meget om politikken, som om strategien. Om politik bør man være principfast. Vi arbejder for et socialistisk samfund. Om strategien bør man være fleksibel. Vi mener vi bedst bekæmper kapitalen i samarbejde med vores socialistiske søsterpartier som Die Linke, Syriza osv. inden for EU. Det er op ad bakke, men vi ser for øjeblikket ikke anden vej.

Men tingene ændrer sig hurtigt i disse år. Konjunkturerne er vendt. Det mest optimistisk scenario er permanent økonomisk og politisk stagnation i EU, samtidig med at højrefløjen styrkes. Man kan også forestille sig et sammenbrud af EU. Så må vi være klare til at justere strategien. Generelt set er de tre forfattere fleksible mht. strategien, fordi intet hjerteblod – såsom EU begejstring – er involveret. Vi håber også, at Enhedslistens EU modstandere er fleksible. Den faktiske uenighed må aldrig resultere i splittelse.

Vi håber på en god debat.

Offentliggjort i kritiskdebat.dk d. 15. dec. 2014 og på modkraft.dk d. 18. dec. 2014.