Adam Smith havde i Wealth of Nations argumenteret generelt for økonomisk liberalisme med sin teori – eller snarere påstand – om at den almene velstand fremmes, såfremt vi alle sættes fri til at forfølge vore egeninteresser; så vil markedets Usynlige Hånd tage vare om os. Omkring 40 år senere supplerede Ricardo med sin teori om de komparative fordele, der i hans egen forståelse var et argument for frihandel, altså for at staten skal blande sig udenom og specielt undlade at fortolde varer.
David Ricardo (1772-1823) kom fra en rig jødisk slægt, men i en ung alder brød han med familien og dens religion. Han blev børsmægler – eller spekulant – og var så succesrig i denne branche, at han som 42-årig kunne trække sig tilbage som en overordentlig velstående mand og hellige sig sine teoretiske og politiske interesser. I 1819 blev han valgt til Parlamentet, hvor han utrætteligt argumenterede imod korntolden og i øvrigt gjorde sig til talsmand for liberale politiske mærkesager såsom ytringsfrihed, religionsfrihed og en humanisering af retsplejen; han gik også ind for valgreformer, herunder hemmelig afstemning. To år før, i 1817, havde han udgivet Principles of Political Economy and Taxation, der ryddede op i uklarhederne hos Adam Smith og etablerede en teori om sammenhængen mellem jordejernes jordrente, kapitalejernes profit og arbejdernes løn; denne teori kom til at dominere økonomisk tænkning helt frem til den marginalistiske revolution i begyndelsen af 1870erne. Bogen indeholdt også den handelsteori, som er genstanden for dette kapitel.
For den læser, der er interesseret i at gå i dybden med Ricardo og hans teori, vil jeg anbefale Schumpeter 1954, Blaug 1968 og Spiegel 1991.
Klassekampen om korntolden
Kampen om korntolden stod øverst på den politiske dagsorden i England, indtil frihandelstilhængerne vandt og fik tolden afskaffet i 1846. Et årti senere blev told på andre varer afskaffet, og fra da af stod England som frihandelens fyrtårn og ypperstepræst. Denne kamp var – og blev forstået som – en klassekamp mellem jordejerne, der var knyttet til det gamle aristokrati, og kapitalejerne, der var kernen i det fremvoksende borgerskab.
Det giver sig selv at jordejerne ønskede at beskytte deres kornproduktion mod udenlandsk konkurrence, men hvorfor havde kapitalejerne (fabriksejerne) en interesse i at åbne for billigt udenlandsk korn?
Det forklarede Ricardo’s økonomiske teori. Økonomiens nettoprodukt – det vi i dag kalder nationalproduktet eller nationalindkomsten – fordeles til de tre klasser som jordrente, profit og løn. Ricardo mente pessimistisk at den almene tendens i kapitalismens økonomiske udvikling er at jordejerne får en stadig større andel, fordi befolkningen stedse vil vokse og dermed øge efterspørgslen efter brød (korn); derfor må også den dårlige jord inddrages i produktionen, men fordi den er dårlig øges omkostningerne pr. brød. Brødet bliver dyrere, hvilket naturligvis er til fordel for de jordejere, der står for produktionen og salget; deres indkomst – jordrenten – øges.
En mindre andel af nettoproduktet er derfor tilbage til kapitalejerne og lønarbejderne. Kan fabriksejerne ikke være lige glade med at deres arbejdere skal betale mere for brødet? Ikke ifølge Ricardo. Han mente at arbejdernes realløn var nogenlunde konstant, idet de altid ville få en løn, der netop satte dem i stand til at købe deres livsfornødenheder (hvor brød var den afgørende post). Argumentet var at hvis reallønnen falder herunder begynder arbejderne at dø af sult, hvilket vil reducere udbudet af arbejde, hvilket igen vil presse prisen på arbejde op, præcis lige som mindre udbud af tomater giver øget tomatpris; og hvis reallønnen kommer op over subsistensniveauet, får arbejderne råd til at holde liv i flere børn, dvs. fremtidige arbejdere, således at arbejdsudbudet ad åre øges, hvilket vil presse lønnen ned. Denne teori kan kritiseres for fejlagtigt at betragte arbejderen som en vare på linie med tomater, hvilket kun er korrekt i en slaveøkonomi, hvor arbejderne faktisk købes og sælges; i en kapitalistisk økonomi med frie lønarbejdere er kun arbejdet, men ikke arbejderen (eller hans arbejdskraft, som Marx mente) underlagt markedets konkurrence, se Lundkvist, 2004, Kapitel 22.
Men Ricardo mente altså at reallønnen stort set er konstant. Derfor må pengelønnen stige i takt med brødprisen, så arbejderen kan faktisk være ligeglad med denne pris. Det kan kapitalejeren derimod ikke. Når jordejernes indkomst øges, samtidig med at arbejdernes er uforandret, må profittens andel af nationens nettoprodukt falde. Profitraten vil falde i takt med at befolkningen vokser, og derfor forudså Ricardo at investeringerne efterhånden ville svinde ind, således at kapitalismen på langt ligt ville stagnere og den økonomiske vækst ophøre (senere økonomer har argumenteret at teknologiske fremskridt bl.a. i landbruget trækker i modsat retning, altså gør brød billigere).
Disse dystre perspektiver kan ikke afværges, men dog mildnes og udskydes, hvis engelsk korn får lov til at blive suppleret af billigt udenlandsk. Derfor ville Ricardo og de liberale fabriksejere afskaffe korntolden.
Kampen om korntolden – hvor arbejderklassen altså stod på sidelinien – var en simpel interessekonflikt, en klassekamp. Men som altid iklædes interessen en nobel moralsk habit. Den hed arbejdsværdilæren, som forklarer at kun arbejdet skaber værdi. Det simple eje – af jord – skaber ingenting, så derfor er jordrente en snylterindkomst og jordejerne en parasitær klasse, der guffer i sig hvad andre har skabt. De aktive, skabende og produktive klasser er kapitalejerne og arbejderne, der i Ricardos’s verdensbillede stod som en samlet front mod jordejerne, med fabriksherrerne som de naturlige ledere. 50 år senere – i Das Kapital fra 1867 – overtog Marx denne arbejdsværdilære med den ikke uvæsentlige kvalifikation, at også kapitalejerne er passive, mens det iflg. sagens natur kun er arbejderne, der faktisk yder en indsats. Ricardo så ikke at arbejdsværdilæren er et tveægget sværd, fordi læren også delegitimerer kapitalejerne som snyltere, der indkasserer profit uden at skabe værdier, og det gjorde han ikke, fordi arbejderklassen på hans tid var en ufarlig underklasse, – den var endnu ikke organiseret i fagforeninger, endsige i et politisk parti.
Teorien om komparative fordele
Denne teori viser at et land vil have fordel af at specialisere sig i at fremstille og eksportere det, som landet er god til, og importerer de øvrige varer som det har brug for; også et fattigt, uproduktivt land vil stå sig ved at følge denne recept.
Antag at vi har et fattigt, ineffektivt land og et rigere, effektivt land. De bruger flg. mængde arbejdstimer til at producere en telefon og en skjorte (Ricardo byggede som nævnt på arbejdsværdilæren, så kapitalomkostningerne må tænkes at være omregnet til arbejdstimer):
| En telefon | En skjorte | |
| Rigt land | 10 | 20 |
| Fattigt land | 30 | 40 |
Det ses at det rige land er bedst til at fremstille såvel telefoner som skjorter. Så umiddelbart skulle man tro at det ville vælge selv at fremstille begge dele, altså ikke handle med det ineffektive land (Lundkvist, 2001).
Men sådan er det ikke, iflg. teorien om de komparative fordele. Pointen er at ethvert land har en begrænset mængde ressourcer (arbejdstimer) til rådighed, så jo flere skjorter det rige land producerer, jo færre telefoner kan det få. Det koster at producere en skjorte, umiddelbart 20 timer, men i realiteten de to telefoner, der i stedet kunne være blevet fremstillet; de 20 timer er den direkte omkostning, mens de to telefoner er den såkaldte ’offeromkostning’.
Dette er grunden til at det kan betale sig for det rige at koncentrere sig om at fremstille de produkter, hvor det er langt mere produktivt end det fattige land (dvs. telefoner, hvor det er tre gange så produktivt), og så anvende de telefoner, som landet ikke selv har brug for, til at købe de produkter, som det ikke er helt så overlegent ved fremstillingen af (dvs. skjorter, hvor det rige land kun er dobbelt så produktivt som det fattige land). I forhold til det fattige land har det rige land en relativ – eller komparativ – fordel ved telefonfremstilling. Tilsvarende bør det fattige land koncentrere sig om skjorteproduktion, i stedet for at fumle med telefoner, hvor det er håbløst bagefter. Parallel: Både Peter og Paul vil have fordel af at samarbejde om at skrive et projekt, selv om Peter på alle punkter er dygtigere end Paul. Hvorfor? Fordi Peter altid har begrænset tid til rådighed, måske 16 timer pr. døgn. Derfor bør Peter koncentrere sig om at skrive indenfor det område, hvor han er helt suveræn, og overlade til Paul de dele, hvor Peters overlegenhed ikke er helt så stor.
At begge parter opnår gevinst ved et sådant produktions- og handelsmønster ses bedst gennem et eksempel:
Antag – urealistisk! – at det rige land råder over i alt 30 timer. Uden handel kan det få 1 telefon (10 timer) og 1 skjorte (20 timer). Med specialisering og handel kan de 30 timer fremstille 3 telefoner; den ene beholder landet, mens de 2 øvrige sælges til det fattige land, og hvis prisen svarer til arbejdsomkostningerne i det fattige land kan 1 telefon her købe 30/40 = 0,75 skjorter, 2 telefoner derfor 1,5 skjorter. Nettogevinsten ved specialisering og handel er derfor 0,5 skjorter.
Et tilsvarende argument viser at også det fattige land kan vinde ved handelen. Antag at dette land råder over i alt 70 arbejdstimer. Uden handel kan det få 1 telefon (30 timer) og 1 skjorte (40 timer). Med specialisering og handel kan de 70 timer fremstille 1,75 skjorter; de 0,75 skjorter sælges til det rige land, hvor en telefon kun koster det halve af en skjorte, således at 0,75 skjorter kan købe 1,5 telefoner. Nettogevinst: 0,5 telefon.
Teorien argumenterer altså at handel er nyttig for alle parter, hvilket egentlig er ukontroversielt, for hvem vil benægte at der er fordele ved specialisering og arbejdsdeling, også på det internationale plan? Men heraf følger ikke at denne gavnlige handel skal varetages af helt frie private agenter. Handel indbegriber ikke frihandel.
Videre er det ubetvivleligt at teorien er rigtig. Men heraf følger ikke at den er relevant som en teori om moderne, kapitalistisk handel; et bevis for at en stenøkse er mest effektiv, hvis den er skarp, har højeste relevans i stenalderen, men næppe i dag.
Liberalismen har overset disse to forhold, og derfor misbrugt teorien til at forklare de fattige lande at de skal åbne deres økonomier for os. Dette skal vi se nærmere på i det følgende.
Absolutte og komparative fordele
Adam Smith havde allerede forklaret at specialisering øger effektiviteten. Det blev til et argument dels for den planlagte arbejdsdeling indenfor fabrikken, dels for den uplanlagte arbejdsdeling mellem forskellige private agenter, hvis aktiviteter koordineres via markedets Usynlige Hånd (hvis der produceres for mange sko i forhold til de købedygtige behov, falder skoprisen, med det resultat at de indskrænker produktionen og dermed udbudet, hvilket vil hæve skoprisen: uligevægt reparerer sig selv, takket være konkurrencens udbud og efterspørgsel).
Han så ikke nogen principiel forskel mellem indenrigs- og udenrigshandel (Gomes, 2003: 31). Det skyldes også at han anså arbejdskraften for at være mobil over landegrænserne; det samme gjaldt kapitalen, som i overensstemmelse med arbejdsværdilæren blev opfattet som til sit væsen akkumuleret arbejde. Dermed er de forskellige lande integreret i ét marked.
Hvis der ikke er nogen afgørende forskel på om London-købmænd handler med købmænd fra Glasgow eller med købmænd i Paris, så gælder markedets almene love også udenrigshandel. Man køber hos den produktive og derfor billige, mens den mindre produktive udkonkurreres; princippet er de absolutte fordele. Så hvis franskmændene generelt er mindre effektive end de engelske producenter, har de et problem som kun kan løses ved protektionisme. Men den konsekvens drager Smith naturligvis ikke. Han har mange gode argumenter imod merkantilistiske forvridninger af handelen, og det er ingen sag at vise at frihandel er godt for den effektive engelske manufaktur, men han mangler et positivt, alment argument for sin hjertesag, nemlig frihandel; han kan ikke vise at frihandel også er godt for det fattige og ineffektive land, faktisk implicerer hans teori at frihandel er skidt for et sådant land. (Jeg skelner mellem fattige og rige land, snarere end den mere almindelige sondring mellem udviklingslande og udviklede lande. Det skyldes, at mens den første sondring er neutral, nemlig rent beskrivende, indbegriber den sidste en bestemt ideologi, fordi det antages at den moderne (aktie)selskabskapitalisme skal være standard for de fattige lande. Alternativt kan man mene at såvel fattige som rige lande er fejludviklede).
Ricardo fandt antagelsen om faktormobilitet urealistisk; arbejdskraft og kapital bliver stort set i sit eget land og udveksles kun indirekte internationalt, nemlig gennem varehandlen (en vare ’indeholder’ jo arbejde og kapital). Derfor har han en særlig teori om udenrigshandel, og derfor er dennes første præmis produktionsfaktorernes internationale immobilitet. Formodentlig var Ricardo’s model dengang mere relevant end Smith’s. Det var først i sidste halvdel af 1800-tallet at vi dels fik masseemigrationen til Amerika, dels den omfattende engelske kapitaleksport til resten af det Britiske Imperium (og til Amerika).
Udviklingen fra absolutte til komparative fordele fremstilles gerne som et rent intellektuelt fremskridt, altså at Ricardo så dybere end Smith. Men der er snarere tale om to modeller, der er forskellige, fordi de har forskellige forudsætninger; den ene model er ikke rigtigere end den anden, men afhængig af den historiske situation er den ene model mere gyldig end den anden.
Er Ricardo’s teori et argument for frihandel?
Sådan opfattede Ricardo det naturligvis, og sådan opfattede eftertiden sagen: Hvis man ikke vil have frihandel, må man på en eller anden måde tilbagevise teorien om de komparative fordele.
Men det er en misforståelse. Teorien viser at der er en velfærdsgevinst – som normalt deles mellem parterne – ved at specialisere og handle; derfor skal denne handel ikke hæmmes. Men teorien er i princippet tavs om, hvorvidt private eller offentlige aktører bedst evner at skabe gevinsten. Det er klart at opgaven skal overlades til profitmaximerende private importører og eksportører, såfremt man har tillid til at disse v.hj.a. den Usynlige Hånd formår at optimere det almene vel. Men forholder man sig kritisk til markedsmekanismen, vil man naturligvis mene at de uomtvistelige gevinster ved handel bedst skabes – og fordeles mest retfærdigt – gennem bevidst offentlig styring; hvis man er lige så fundamentalistisk som liberale frihandelstilhængere (væk med statslige indgriben), vil man satse på offentlig handel (væk med privat indflydelse), men der er selvfølgelig også det mere moderate standpunkt, der blot ønsker en vis offentlig kontrol med de private aktører. Det skal tilføjes at økonomisk gevinst ikke er det eneste mulige kriterium for valg af handelssystem; hvis man er demokrat må man af principielle grunde foretrække en demokratisk reguleret handel.
Pointen er ikke her om det ene, det andet eller det tredje er mest effektivt og retfærdigt; det er en evig diskussion. Pointen er at denne diskussion er logisk adskilt fra spørgsmålet om handelens omfang. Offentlig regulering betyder ikke nødvendigvis told og importrestriktioner, der begrænser handelen; den kan også bestå i eksporttilskud eller i samarbejde med den udenlandske handelspartner, hvorved den gavnlige handel – hvor der er komparative fordele – fremmes og priserne fastlægges således at gevinsten fordeles mest retfærdigt (fx høje priser for fattige landes eksport). Man kan meget vel forestille sig at offentlig styring giver mere handel end privat styring. Det er ikke naturgivet at modsætningen til frihandel er protektionisme (= lidt handel).
Mens Ricardo især tænkte på klimatiske og andre naturlige forskelle, når han talte om komparative fordele, viste Heckscher-Ohlin modellen at teorien kan udvides til at gælde produktionsfaktorniveauet: Et land har en komparativ fordel i produktionen af de goder, der kræver en stor andel af den produktionsfaktor, som landet er rigeligt forsynet med. Så et fattigt land med megen arbejdskraft og lidt kapital, bør specialisere sig i produkter, der kræver relativt meget arbejde (arbejdsintensive produkter), mens et rigt land med masser af kapital bør producere og eksportere kapitalintensive varer (og importere arbejdsintensive varer). Velfærden vil øges, hvis rige og fattige lande handler efter denne recept. På sin vis giver dette sig selv: Selvfølgelig skal et land drage fordel af sine rigelige ressourcer og økonomisere med de mere knappe.
Faktisk har det vist sig at den sovjetiske statshandel – det modsatte af frihandel – levede smukt op til velfærdsforskrifterne i Heckscher-Ohlin teorien. Når Sovjetunionen handlede med rige lande med megen kapital, eksporterede landet arbejdsintensive varer og importerede kapitalintensive, mens det omvendte var tilfældet, når Sovjet handlede med fattige lande med en relativt stor forsyning med arbejdskraft. Derimod formåede den privatkontrollerede amerikanske handel ikke at virkeliggøre de potentielle gevinster; den russisk-amerikanske økonom Leontiev viste at det særdeles kapitalrige USA i 50erne eksporterede mere arbejdsintensive varer end det importerede! (Kreinin, 1991: 293). For Kreinin er problemet med dette sidste resultat, at han finder at det giver en empirisk falsifikation af Heckscher-Ohlin teorien, men derved vendes tingene på hovedet. Denne teori viser at landene optimerer deres velfærd ved at eksportere varer med et stort, relativt indhold af den rigelige produktionsfaktor; dette er logisk uangribelig og kan derfor ikke falsificeres. USA’s konflikt med teorien viser ikke at der er noget galt med teorien, men at der er noget galt med USA, eller rettere med profitbaseret handel. Kreinin’s tolkning synes som forudsætning at have, at markedsreguleret handel er standarden for rationalitet.
Det er svært at sige, hvor meget man kan generalisere herudfra, men det synes i det mindste at vise, at det ikke er naturgivet at privathandel er den bedste form for handel. Der kan naturligvis gives mange eksempler på at offentlig regulering kvalitativt eller kvantitativt forvrider handelen i uønsket retning, ligesom det ikke er svært at finde eksempler på at privatkapitalistisk handel giver et sub-optimalt resultat for befolkningen. I en markedsbaseret udenrigshandel træffes beslutningerne umiddelbart af de private importører og eksportører, men de tager naturligvis kun hensyn til den købedygtige del af befolkningen. I Yeltsin-årene betød det at Ruslands sparsomme udenlandske valuta blev brugt til import af Mercedes-biler og andre luksusvarer til den nye overklasse, mens det befolkningen havde brug for var vestlig teknologi og mere basale forbrugsvarer.
Det største problem ved frihandel er formentlig, at tidshorisonten bliver kortere end hvad der er muligt ved politisk planlagte handelsmønstre. Velfærdsøkonomisk må komparative fordele defineres langsigtet, dvs. der må tages højde for de dynamiske konsekvenser af specialisering. Private aktører reagerer på de aktuelle komparative fordele, med det resultat at de fattige lande ofte låses fast i ’gammeldags’ sektorer, mens de rige lande får monopol på den produktion, som der er fremtid i. I dag, hvor de rige lande af-industrialiserer til fordel for service-sektoren, placeres industriproduktionen i de fattige lande, bl.a. gennem outsourcing. Og da Europa industrialiserede, fik kolonier – og afhængige lande som Kina – rollen som leverandører af råvarer og blev derigennem af-industrialiseret: Mellem 1860 og 1914 faldt disse landes andel af verdens industriproduktion fra godt 1/3 til under 1/10; der var endog tale om af-industrialisering i absolut forstand, idet deres industriproduktion pr. indbygger i 1913 skønnes at være faldet til 1/3 af 1750-niveauet (Bairoch, 1993: 91, og Bairoch og Kozul-Wright, 1998: 52). Denne udvikling, der gjorde de ikke-kapitalistiske lande til den fattige verden, blev fremmet ved at kolonimagterne for at sikre afsætning for deres industrivarer, tvangsliberaliserede disse lande (en told på 5% var normalt det maximalt tilladte).
I samme periode industrialiserede bl.a. Tyskland og USA, fordi de havde magt til at beskytte sig mod den overlegne engelske industri; det synes godtgjort at toldstigningerne i Kontinentaleuropa i perioden fra slutningen af 1870erne til 1914 fremmede den økonomiske vækst, jf. Bairoch, 1993: 46f (Capie, 1994, betvivlede Bairoch’s resultater mht. effekten af told, men de er senere blevet bekræftet af O’Rourke, 2000). Overhovedet synes det at være en af de få undtagelsesløse historiske erfaringer, at økonomisk underlegne lande kun kan komme på niveau med de mere produktive, hvis de beskytter sig: England beskyttede sig frem til 1850erne (korntolden blev afskaffet i 1846, men øvrig told først et årti senere), hvorefter det var blevet gratis at indføre frihandel, fordi man nu var blevet konkurrenterne overlegne; Tyskland og USA kom som nævnt senere på niveau med England i kraft af høj told (som USA bevarede helt frem til 1945, da landet var blevet ubestridt nr. 1); og i efterkrigstiden udviklede de økonomiske mirakler i Japan, Sydkorea, Taiwan og senere Kina sig bag høje toldmure og på grundlag af en høj grad af planøkonomi. Det synes også at være et alment fænomen, at når et land først er kravlet til tops med protektionismen som stige, skifter ideologien fra protektionisme til frihandel, som nu prækes overfor dem for foden af stigen (dette mønster hedder ’at sparke stigen væk’), jf. Chang, 2006.
Et andet problem ved uplanlagt handel hænger sammen med den atomistiske fejlslutning (’fallacy of composition’). Denne teoretiske fejl manifesterer sig praktisk, når det enkelte land eller den enkelte private aktør satser på et bestemt eksportprodukt, hvor der måske isoleret set er en komparativ fordel, uden at tage hensyn til at andre måske gør den samme satsning, med det resultat at der bliver global overproduktion og prisfald. Præcis dette skete på kaffemarkedet; ironien i den historie er, at det var Verdensbanken der i stedet for at se på helheden medvirkede til overproduktionen ved bl.a. at anbefale Vietnam at dyrke kaffe. Så eksemplet viser at politisk styring kun muliggør, ikke garanterer, et optimalt resultat.
Sammenfattende: Liberale slutter fejlagtigt fra Ricardo’s argument for handel til frihandel. Fejlslutningen er et retorisk trick, baseret på den forkerte forudsætning at offentlig styring af handelen nødvendigvis betyder mindre handel.
I det følgende antager jeg imidlertid, at markedsøkonomien evner at indhøste de komparative fordele. Spørgsmålet er nu om den uhæmmede kapitalisme også kan.
Varehandel og kapitalbevægelser
Siden Ricardo’s tid er teorien om de komparative fordele udviklet betydeligt.
Ricardo så kun på produktivitet og ignorerede efterspørgselssiden; her viste Stuart Mill at når den inddrages, giver handelen stadig en samlet velfærdsgevinst, men dens fordeling mellem landene bestemmes af det bytteforhold, som efterspørgslen dikterer. Desuden kom udvidelsen med Heckscher-Ohlin modellen, der allerede er omtalt, samt diverse ’nye’ teorier, som det vil føre for vidt at komme ind på. Hovedsagen er at komparative fordele stadig er basis i liberal handelsteori; økonomiske lærebøger i international økonomi er alle liberale og funderer derfor handelsteorien på Ricardo’s teori.
Men alle de teoretiske fornyelser, også Heckcher-Ohlin modellen, må operere indenfor Ricardo’s univers, hvor produktionsfaktorerne er immobile over landegrænserne. Som nævnt var både kapital og arbejdskraft internationalt mobil i perioden ca. 1870 til 1914, men i dag er det kun kapitalen, der er mobil. Til trods for at det i dag er blevet fysisk lettere og langt billigere at bevæge sig omkring på kloden, er migrationen langt mindre – især i forhold til arbejdsstyrken – end i årtierne før 1. verdenskrig. Det skyldes de politiske barrierer, som er blevet rejst (dengang behøvede man ikke engang et pas!). Dette er i strid med liberal politisk teori, der jo har individuel frihed som grundværdi, men det er også i strid med liberal økonomisk teori, for hvis det er effektivt og derfor godt at have en geografisk fleksibel arbejdskraft indenfor landets grænser, hvorfor så ikke mellem landene? I den udstrækning liberale støtter sådanne barrierer, må de betegnes som nationalliberale, hvor der nok skal sættes gåseøjne om det ”liberale”.
Denne asymmetri, hvor globaliseringen har givet frihed til kapitalen, men ikke til arbejdskraften (menneskene), betyder at vi må skelne mellem en ren liberal model, med frihed for alle økonomiske agenter, og så en mere realistisk model, hvor kun kapitalen er sat fri.
Det centrale på dette sted er imidlertid, at nyliberalismens frisættelse af kapitalen i årene efter 1980, således at selskaber og fonde nu kan investere overalt på kloden og indenfor alle brancher og alle værdipapirer, har elimineret den nødvendige forudsætning for teorien om de komparative fordele. Teorien har mistet sin relevans for en analyse af den moderne kapitalisme (hvorimod den naturligvis stadig har gyldighed som en normativ teori om betingelserne for at handel giver den største velfærdsgevinst). Lad os nærmere se hvordan.
Ricardo ser i sit eksempel på England og Portugal, hvor han antager at Portugal har en absolut fordel ved produktionen af begge de to varer, der indgår i modellen (det er mærkværdigt, at han ikke opfatter England som mest produktivt!). Hvad sker der, hvis vi ophæver Ricardo’s forudsætning og antager at de to lande udgør ét marked, fordi både kapital og arbejdskraft kan bevæge sit frit fra land til land? Blaug svarer:
The point of Ricardo’s analysis is to show that the conditions that make international trade possible are quite different from the conditions under which domestic trade will arise. If England and Portugal were two regions in the same country, all capital and labour would migrate to Portugal and both goods would be produced there. Within a nation, trade between two places requires an absolute difference in costs, but a comparative difference is a sufficient condition for the existence of international trade (Blaug, 1968: 127f).
Teorien om komparative fordele forudsætter at en given mængde kapital og arbejdskraft skal fordeles indenfor et land; jo mere tøj Portugal producerer, jo færre faktorer har landet til rådighed for produktionen af vin. Logikken bygger på denne offeromkostningsbetragtning, så den falder væk, hvis Portugal frit kan tiltrække produktionsfaktorer fra England. I Ricardo´s verden vinder også det fattige, lavproduktive land ved udenrigshandel, men i den moderne verden er dette højst usikkert, fordi kapitalen vil søge mod de rige højproduktive lande. Det forudsætter dog samme lønniveau i alle lande, og det vil der kun være en tendens til, såfremt også arbejdskraften kan bevæge sig frit; da arbejdskraften stort set er stavnsbundet i de fattige lande, forbliver lønnen lav her, hvilket giver en konkurrencefordel, der måske, måske ikke, kan kompensere for den lave produktivitet. I praksis har kapitalen bevæget sig ind og ud af de fattige lande, idet den eneste gennemgående tendens i de sidste par årtier har været at verdens rigeste land, USA, har suget så meget kapital til sig, at dets gæld nu er på niveau med de fattige landes samlede gæld. Pointen på dette sted er blot at alt dette intet har med teorien om komparative fordele at gøre; denne teori er i dag forældet som en analyse af handelsmønstre, på samme måde som en teori om stenøkser er blevet irrelevant i informationssamfundet. Desværre, for Ricardo’s teori er en fin standard for rationel handel.
Faktisk erstatter de frie kapitalbevægelser i en vis udstrækning varehandel, for et af motiverne til de transnationale selskabers investeringer i udlandet er at erstatte eksport til det pågældende land med produktion og salg på stedet. Det giver flere fordele, bl.a. spares transportomkostningerne. I dette tilfælde træder kapitalbevægelsen i stedet for eksport, resulterer altså i sig selv i mindre udenrigshandel.
Iflg. UNCTAD, 2002: 4, solgte de transnationale selskabers udenlandske datterselskaber i 1990 for i alt $5.479 mia (milliarder), hvoraf $1.169 mia eksporteredes; det betyder at disse datterselskaber solgte for $4.310 mia i de lande, hvor de opererede, hvilket kan sammenlignes med verdenseksporten, der dengang var omkring det samme beløb, nemlig $4.375 mia. Salg formidlet af udenlandske direkte investeringer havde altså i 1990 nogenlunde samme betydning for forsyningen af udenlandske markeder som eksport. I 2001 var verdenseksporten vokset til $7.430 mia, altså 1,7 gange, mens datterselskabernes salg (minus deres eksport) var vokset til $15.917 mia, altså næsten 3,7 gange! Relativt set synes kapitalbevægelserne altså i fuld gang med at erstatte udenrigshandel.
Endelig skal vi også have med i billedet, at kapitalen kun er virkelig fri, hvis den kan repatriere indtægter og afkast; dette var tidligere et stort stridspunkt mellem de fattige lande og selskaberne, fordi landene naturligvis ønskede at pengene blev i landet. Den øgede konkurrence mellem disse lande om at tiltrække kapital, samt IMF’s og Verdensbankens krav om at gøre økonomierne mere liberale, har i dag stort set givet selskaberne frihed til selv at disponere over indtjeningen.
Det betyder at den fremmede valuta, som et datterselskab indtjener ved at eksportere, ikke nødvendigvis kommer landets statskasse og befolkning til gode; dette er centralt, når man i dag skal vurdere de gavnlige eller skadelige effekter af handel, fri eller ej. Datterselskabet behøver ikke at omveksle de indtjente dollars (fx) til den lokale valuta, hvorved disse dollars kunne finansiere import, rente og afdrag på udenlandsk gæld osv. Pengene kan i stedet sendes hjem til moderlandet, hvis det skønnes mere profitabelt. Chad producerer olie, så man skulle tro at landet havde nydt gavn at de sidste par års voldsomme prisstigninger på denne vare; imidlertid er det ikke Chad, men nogle multinationale selskaber, der faktisk står for produktionen, og de har sendt de fleste af de indtjente penge hjem til moderselskabet. Kun lande med statslig olieproduktion, såsom Venezuela eller de fleste arabiske lande, kan selv disponere over indtægterne.
Overhovedet er det vildledende at tale om at ’Chad’ eller ’Nigeria’ eller ’Ungarn’ handler med hinanden, således som det så ofte hedder, ikke mindst i fremstillingen af de komparative fordele. ’Danmark’ importerer ikke fra ’Ungarn’, og ’Ungarn’ importerer ikke fra ’Danmark’. Det sidste var det rigtige udtryk, da Ungarn havde statshandel, således at det var handelsministeren, der bestemte, og det første var tilnærmeligvist rigtigt i 1950erne, da danske myndigheder skulle godkende import (grundet knapheden på fremmed valuta var der ikke fri valutakonvertibilitet, heller ikke til handelsformål). Men idéen i frihandel er jo netop, at det offentlige – evt. demokratisk valgte regeringer – skal afstå fra kontrol. Det er private importører og eksportører (overvejende transnationale selskaber), der handler; det er dem, og ikke staten, der er det økonomiske subjekt, for det er dem der bestemmer. Noget andet er at deres beslutninger naturligvis har konsekvenser for landene og deres befolkninger.
Den reelt eksisterende markedsøkonomi
Ligesom der var en vis afstand mellem socialisme og så den ’reelt eksisterende socialisme’ mod øst, således er den meget omtalte globale markedsøkonomi ikke ganske, hvad den giver sig ud for. Faktisk har den reelt eksisterende markedsøkonomi ikke så meget at gøre med markedsøkonomi. Den har mere at gøre med kapitalisme, nærmere bestemt kapitalistisk planøkonomi.
I dag varetager de knap 70.000 transnationale selskaber 67% af verdenshandelen (målt ved verdenseksporten), og denne andel er stigende (i 1990 var den på 59%); deres værditilvækst er i samme periode vokset fra 19 til 27,5% af den globale produktion (Lundkvist, 2004, Kapitel 33; Dunning, 1993; UNCTAD, 2002; Lundkvist, 2006).
Halvdelen af denne selskabshandel – altså 33% af verdenshandelen – foregår mellem moderselskabet og dets datterafdelinger, og denne handel har intet at gøre med marked og konkurrence. Den foregår på vilkår og til priser, der fastlægges stort set suverænt af selskabet, eftersom køber og sælger ikke er to modstående parter med forskellige interesser; selvom regeringerne af beskatningsgrunde tilstræber en vis kontrol, kan selskaberne i vid udstrækning fastlægge priserne på en sådan måde, at overskuddet lægges i de lande, der har de laveste skattesatser (’transfer pricing’). Denne tredjedel af verdenshandelen er ren kapitalistisk planøkonomi.
Den anden halvdel af de 67% er heller ikke præget af det frie marked. Selskaberne opkøber hinanden og indgår samarbejdsaftaler – begge monopoliseringstendenser tog et vældigt opsving i 90erne – så der bliver færre ’spillere’ og mindre konkurrence. Og jo mere monopoliseret den internationale økonomi bliver, desto mindre indflydelse får forbrugerne.
Med til billedet hører også at den tredjedel af verdenseksporten, som ikke varetages af de transnationale selskaber, til dels består af eksport fra mindre firmaer i de fattige lande – hvortil produktionen er ’outsourcet’ – til selskaberne. Disse firmaer er formelt uafhængige, men reelt en integreret del af selskabernes magtsfære; blandt disse er der – som mellem regeringerne – masser af konkurrence om at tilbyde de transnationale selskaber de mest gunstige vilkår.
Alt i alt synes tendensen at være at kapitalistisk planlægning og samarbejde er ved at tage over fra den egentlige markedsøkonomi, med dens frie konkurrence mellem utallige virksomheder. Det betyder fx at afvikling af told overvejende er en overførsel fra statskassen til transnationale selskaber.
Den reelt eksisterende frihandel er de store selskabers frihed til at handle. Hvad enten de véd det eller ej, støtter tilhængere af frihandel i virkeligheden, at de transnationale selskaber skal styre verdenshandelen, – til deres egen fordel. Liberalister overser at ægte, markedsbaseret frihandel ikke blot er truet af statsindgreb, men også af den uhæmmede kapitalisme; deres lærebøger overser det også, fx bruger Krugman og Obstfeld, 2003, mange sider til at forklare at komparative fordele begrunder frihandel, men præcis 8 – ud af 754 sider – på de multinationale selskaber. De overser at når kapitalen sættes fri, som tilfældet har været i den nyliberale periode siden 1980, får den også frihed til at sætte konkurrencen ud af kraft. Virksomheder bryder sig naturligvis ikke om konkurrence, eftersom den eroderer profitten. Derfor vil de altid stræbe efter at få kontrol med markedet (’markedsmagt’), snarere end at være underlagt den Usynlige Hånd. Det er dette projekt, der nu er ved at lykkedes.
Litteratur
Bairoch, P. 1993: Economics and World History. Myths and Paradoxes, University of Chicago Press. (Glimrende historisk fremstilling af handel, told og forholdet mellem rige og fattige lande, især 1914).
Bairoch, P. og R. Kozul-Wright 1998: Globalization Myths, i R. Kozul-Wright og R.Rowthorn (eds.): Transnational Corportations and the Global Economy, MacMillan 1998.
Blaug, M. 1968 : Economic Teory in Retrospect (Second Edition), London. (En klassisk, men svær, økonomisk teorihistorie, hvor fortidens økonomer analyseres med et moderne – neoklassisk – økonomisk begrebsapparat).
Capie, F. 1994: Tariffs and Growth: Some Illustrations from the World Economy 1850-1940, Manchester.
Chang, H-J. 2006: Trade and Industrial Policies During the Age of Imperialism, i K. S. Jomo (ed.): Globalization Under Hegemony, Oxford.
Dunning, J. H.1993: Multinational Enterprises and the Global Economy, Addison-Wesley. (Klassisk, men lidt forældet, analyse af de multinationale selskaber).
Gomes, L. 2003: The Economics and Ideology of Free Trade. A Historical Review, Edw. Elgar.
Kindleberger, C.B. 1963 (Third Edition): International Economics, Illinois.
Kreinin, M.E. 1991 (Sixth Edition): International Economics. A Policy Approach, San Diego.
Krugman, P. og M. Obstfeld 2003: International Economics. Theory and Policy (Sixth Edition), Boston.
Lundkvist, A. 2001: De Riges samfund. Nyliberalismen i globaliseringens epoke, Hovedland. (En populær fremstilling og kritik af nyliberalismen).
Lundkvist, A. 2004: Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund. Bind 1, 2 og 3. Forlaget Frydenlund. (Her kan findes mange analyser af bl.a. Smith, Ricardo og Marx, samt kapitel 33 om de multinationale selskaber).
Lundkvist, A. 2006: Bush, Neokonomien og Dollaren. En bog om USA’s politiske økonomi, Frydenlund. (Et kapitel handler specielt om de amerikanske multinationale selskaber).
O’Rourke, K.H. 2000: Tariffs and Growth in the Late 19th Century, i Economic Journal, nr. 110.
Ricardo, D. 1817: Principles of Political Economy and Taxation, Penguin 1971.
Schumpeter, J. A. 1954: History of Economic Analysis, George Allen & Unwinn. Den klassiske økonomiske teorihistorie; til tider svær, men altid spændende og provokerende.
Spiegel, H. W. 1991: The Growth of Economic Thought, Duke University Press. En glimrende teorihistorie, – omfattende, underholdende og letlæst; med sans for den historiske sammenhæng.
Smith, A. 1763: Lectures on Justice, Police, Revenues and Arms, ed. by E. Cannan, New York 1964.
Smith, A. 1776: The Wealth of Nations, Penguin 1974.
UNCTAD, 2002: World Investment Report. Transnational Corporations and Export Competitiveness, UN.