Robert Fisk: The Great War for Civilisation. The Conquest of the Middle East. Fourth Estate, 2006.
John Pilger (udgiver): Tell me No Lies. Investigative Journalism and its Triumphs. Vintage 2005.
John Perkins: Confessions of an Economic Hit Man. Ebury Press 2006.
Fisk – hvis artikler til tider bringes i Information – kan bedst beskrives som det modsatte af en ’embedded journalist’. Engang i 90erne udførte Israel nogle gengældelsesangreb i Sydlibanon. De bestod i at bombe landsbyer og opfordre folk til at flygte. Det gjorde de så, bl.a. nogle familier, der masede sig sammen i en ambulance. Ambulancen blev efterfølgende smadret af et missil fra en helikopter og de fleste dræbtes. Det var ingen fejltagelse, for israelerne erkendte at ambulancen var målet. Den skulle nemlig være ejet af en terrorist (Hitzballah) og indeholde terrorister, hvilket begge dele var urigtigt.
Fisk finder nu en missildel, hvor ‘registreringsnummeret’ var anført. Han sporer det til Boeings fabrikker i USA, og nu træder den aktive journalist i karakter: Han smugler missildelen til USA, og aftaler et møde med Boeing, der ikke ved hvad der venter dem. Nemlig at Fisk under mødet tager missildelen ud af tasken, lægger den på bordet, og spørger hvordan de har det med at være bagmænd for mord på civile. Det har de det lidt forskelligt med, men de er rædselsslagne ved tanken om at Israel skal høre om sagen. Det vil skade forretningerne. Se det er ‘investigative journalism’.
Fisk har dækket Mellemøsten siden slutningen af 70erne, da Sovjet invaderede Afghanistan. Og ‘dækket’ betyder at han er der, midt i kugleregnen. Kapitel for kapitel følger vi krigene, massakrerne, forbrydelserne, og ikke mindst Vestens hykleri og den manglende vilje hos det store flertal af journalister til at afsløre det (Fisk arbejdede først for The Times, men da avisen blev solgt til Robert Murdoch og derfor begyndte at censurere ham, skiftede han til The Independent).
Der er kapitler om den iranske revolution og krigen mellem Irak og Iran i 80erne; det var dengang Vesten støttede Saddam Hussein politisk og militært (våbenleverancer) – vel vidende at han brugte giftgas – af frygt for at Khomeinis fundamentalisme skulle brede sig. Støtten gik så langt at USA kritiserede Iran, da Irak kom for skade at sænke et amerikansk krigsskib; Iran var nemlig ansvarlig for den overordnede ustabilitet i området (skønt krigen var startet af Irak). Så kommer den 1. Golfkrig, hvor Vesten og medierne med glans klarer opgaven overnight at forvandle Saddam Hussein fra en lidt barsk sherif til en genopstanden Hitler. Mange kapitler er om Israel-Palæstina konflikten, hvor vi både hører om det diplomatiske spil – ‘fredsprocessen’ som dække over den israelske kolonialisme – og den skrækkelige hverdagsterror, især mod palæstinenserne, men også selvmordsaktionerne i Israel.
Overhovedet er der ingen krige mellem gode og onde. Krig gør alle onde.
Det er den ene konklusion, man kan drage (ikke mindst fra kapitlet om den algierske borgerkrig i 90erne, da regeringen kopierede islamisternes ufattelige grusomheder). Den anden er at den gammeldags, ‘ærefulde’ krig mellem soldater ikke længere eksisterer. Hitler var forud for sin tid, da han i april 1945 sagde ‘Es gibt doch keine zivilisten’, da der blev talt om at søge at beskytte kvinder og børn i Berlin. Al Qaeda og selvmordsbombefolkene går direkte efter ‘civilisterne’. Det gør Israel og USA sjældent: De er blot ligeglade med civile ofre. Hvad der er værst, moralsk set, véd jeg ikke, men det er givet at Vestens aktioner – i Kampen for Civilisationen, som er bogens sarkastiske titel – har dræbt tusind gange flere end de ‘officielle’ terrorister, og det er givet at Vestens benægtelse af at være terrorister tvinger ‘os’ ud i løgne og hykleri.
Det værste eksempel er her nok sanktionerne mod Irak i 90erne, hvis effekter Fisk beskriver i flere forfærdelige kapitler. 500.000 irakiske børn døde af underernæring og sygdomme. Nogen døde af kræft, fordi USA havde brugt uran-missiler (‘uranium depleted missiles’) i den 1. Golfkrig, men langt de fleste af banale sygdomme, fordi vand og sanitet brød sammen (USA havde bevidst bombet infrastrukturen). Mens Saddam Hussein i 80erne frit kunne forsyne sig fra Vesten med kemikalier til giftgas, fordi de også kunne bruges til fredelige formål (var forklaringen), blev Irak nægtet medicin mod difteri og andre børnesygdomme, fordi de kunne bruges – hævdedes det – til masseødelæggelsesvåben.
Madeleine Albright – USA’s daværende udenrigsminister – blev spurgt om de 500.000 døde børn ikke var for høj en pris. Det mente hun ikke. Så der var ikke tale om uvidenhed om effekten af sanktionerne. Målet med sanktionerne var naturligvis ikke at dræbe børn, man var blot ligeglad. Jeg véd ikke om det juridisk kvalificerer til betegnelsen ‘folkemord’, men hvis hungersnødkatastrofen i Stalintidens Ukraine var folkemord (det mener nogen), så var sanktionspolitikken det også. Under alle omstændigheder må det være i strid med folkeretten at tage et lands børn som gidsler.
Hvem var ansvarlig? Formelt FN (Sikkerhedsrået), der havde vedtaget sanktionerne. Det skete straks efter Iraks angreb på Kuwait, hvor man håbede at sanktioner ville tvinge Saddam til at trække sig tilbage, så krig kunne undgås. Da effekten af sanktionerne nogle år efter stod klart, søgte øvrige medlemmer af Sikkerhedsrådet at få dem ophævet eller lempet, men det modsatte USA og England sig. Så ansvaret ligger hos disse lande (jf. Joy Gordan: Cool War: Economic Sanctions as a Weapon of Mass Destruction, i Pilger-bogen).
I øvrigt var sanktionerne uden mening, dels fordi Irak efter nederlaget var så svækket økonomisk og militært at irakisk aggression var så godt som udelukket, dels fordi det snart stod klart at de ikke svækkede Saddams regime, snarere tværtimod.
Fisks bog indeholder også kapitler om forræderiet mod shiitterne i syd og kurderne i nord, da de efter opfordring fra USA gjorde oprør i kølvandet på den 1. Golfkrig. Saddam fik lov til at massakrere dem. USA gjorde intet (jo, de gav ham lov til at bruge kamphelikoptere i kampene). Og så undrer man sig over – efter støtten til Saddam i 80erne, efter forræderiet, efter sanktionerne – at amerikanerne ikke blev modtaget med blomster i 2003. Gad vide om det næste bliver historier om iranere, der hungrer efter at amerikanerne skal hjælpe dem til demokrati (efter CIA-kuppet i 1953 mod den demokratisk valgte Mossadegh, der uklogt nationaliserede olien, og efterfølgende amerikansk støtte til Shaens 25 år lange terroristiske diktatur).
Beretningen føres up-to-date, med kapitler om krigen i Afghanistan mod Al Qaeda og Taleban og naturligvis den 2. Golfkrig. Forinden har vi også hørt om det armenske folkedrab i 1915, om international våbenhandel og meget andet.
Bogen er på ikke mindre end 1.366 sider, men det er ikke én side for meget. Den er indbundet og er uforskammet billig (£16.50 hos Amazon). Jeg fandt én trykfejl, ingen faktuelle fejl (indenfor emner, som jeg vidste noget om). Den er velskreven ud over alle grænser og den indeholder ikke gentagelser (bogen er nyskrevet, dvs. det er ikke et genoptryk af gamle artikler).
En blodig, deprimerende og absolut nødvendig bog.
—
Dernæst antologien, som Pilger har redigeret. Bogen er på 566 sider og også meget billig (£7.19).
Den indeholder en række klassikere indenfor ‘investigative journalism’:
- Wilfred Burchett om Hiroshima (han rejste simpelthen på egen hånd til byen i 1945).
- Edward R. Murrow om McCartyisme, aktuel efter den fremragende film herom.
- Seymour M. Hersh beretning om My Lai massakren, og ikke mindst om hvor svært det var at få sagen frem.
- Günther Walraff’s oplevelser, forklædt som tyrkisk fremmedarbejder.
- Artikler om USA’s og Englands støtte til den indonesiske hærs massakrer på Timor.
- Robert Fisks reportage om falangisternes israelsk-støttede massakrer på palæstinensiske flygtninge i Sabra og Chatila (Libanon).
- Seumas Milne om en engelsk avis’ systematiske og bevidste misinformationskampagne mod minearbejdernes fagforening (da Thatcher med held fik knust den engelske fagbevægelse).
- Greg Palast om republikanernes ‘tyveri’ af præsidentposten i 2001.
- Plus artikler om thalidomid skandalen, om Tjetjenien og om den sidste Irak krig.
Må jeg foreslå at Journalisthøjskolen laver et kursus for eleverne, hvor de først læser Fisks og Pilgers bøger og på denne baggrund får i opdrag at vurdere dansk journalistik. Fx er TV2’s udenrigsdækning et fint eksempel på ’embedded journalism’. Et Dags Dato program om Iran for en måneds tid siden kunne ikke være blevet produceret bedre af Pentagon eller Fox News.
—
Mens de to ovenfor omtalte bøger er fremragende, lader Perkins’ meget tilbage at ønske: Den sensationelle titel dækker over den lidet dramatiske kendsgerning, at amerikanske konsulentfirmaer, hvor Perkins har været ansat, har givet bevidst overoptimistiske vurderinger af fattige landes økonomier. Formålet var at lokke investeringer til landene. Perkins indrammer nu dette simple forhold i en gigantisk konspirationsteori, iflg. hvilken formålet med lånene er at sætte landene i bundløs gæld, så de senere kan manipuleres økonomisk og politisk af USA. Ikke usandsynligt, men problemet er, at Perkins er så overbevist om denne sagernes sammenhæng, at han glemmer at give belæg for teorien. Masser af føleri, masser af gentagelser, og absolut ingen ‘hit men’.
Bragt 1. juni 2006 i www.kritiskdebat.dk.