Morten Emil Hansen fra Ibis beklager Seattle-bevægelsen (den 30. november), fordi den forhindrer WTO at gøre noget for de fattige lande. Det gør EU og USA nemlig ikke af sig selv, forklarer Hansen overbevisende. Hvordan WTO så kan gøre det, forstår jeg simpelthen ikke, da alle er enige om at organisationen er domineret af disse magter. Når uretfærdighed multipliceres med uretfærdighed bliver resultatet næppe en retfærdig verdensorden.
Dagsordenen i WTO er nemlig ikke sat af Jesus, men af neoliberalismen. Der er brug for en bevægelse, der sprænger denne dagsorden. Begrundelse følger.
Kapitalliberaliseringen fra 70erne og fremefter er krumtappen i det, der kaldes globalisering, men som mere præcist kan betegnes det neoliberale projekt, et projekt der desuden inkluderer privatisering og udlicitering, løsrivelsen af den økonomiske styring (især pengepolitik) fra demokratisk kontrol og mere generelt en markedsgørelse af så meget som muligt. Dette projekt er i betydelig udstrækning realiseret, så hvad der for 25 år siden var ekstrem højrepolitik er i dag mainstream, præcis som mht. indvandrertemaet.
Spørgsmålet er her, hvad det har betydet for de fattige lande? Alle tal og de er bl.a. fra Verdensbanken viser at kløften mellem de rigeste 20 procent af verdens lande og de fattigste 20 procent er mere end fordoblet siden 1980. Samtidig er ulighederne også inden for både de fattige og rige lande vokset, især i USA og England, hvor neoliberaliseringen har været mest ekstrem. Det kan ikke undre. Sund fornuft tilsiger, at økonomisk frihed eller økonomisk egoisme? vil være til fordel for den, der har pengene til at udnytte den.
Lad os se på Mexico
Men skyldes denne udvikling neoliberalismen eller måske andre faktorer? Lad os som eksempel se på Mexico.
I 1982 blev landet ramt af en gældskrise, der ødelagde økonomien i det meste af 80erne. Fra 1984 til 1989 voksede antallet af fattige fra 20,7 til 29,6 millioner, relativt fra 28 procent til 36 procent af befolkningen (World Bank: Global Economic Perspectives and the developing Countries, Washington 2000, s. 52). Uanset hvad krisen i øvrigt skyldtes, var den betinget af de internationale kapitalstrømme.
I slutningen af 80erne gennemførtes neoliberale reformer, med privatiseringer og kapitalliberalisering og med en omlægning af den økonomiske politik fra importsubstitution til eksportorientering. Kapitalen strømmede til, men kun en beskeden andel blev anvendt produktivt, så den økonomiske vækst var ikke stor. Frem til 1994 voksede antallet af fattige stadig, nemlig til 30,7 millioner, omend det relative antal faldt lidt, til 34 procent. Det er beregnet at væksten i fattigdom over hele perioden 1984-94 helt overvejende (86 procent) skyldtes stigende ulighed.
Så virkede neoliberalismen for så vidt? Det er vel en smagssag, hvor smagen synes at afhænge af, om sagen ses fra oven eller fra neden. I 1995 mente Camdessus, den tidligere leder af IMF, at dette var en succes-historie og et bevis på at neoliberalismen er et godt projekt: »Mexicos øgede åbenhed over for verdensøkonomien og landets integration i internationale finansmarkeder har som for alle andre succesrige økonomier været et afgørende element i landets succes i det sidste tiår «.
Historien slutter imidlertid ikke her. I 1994/95 får den internationale kapital kolde fødder og flygter ud af Mexico. Resultatet er en ny krise, der øger den relative fattigdom dramatisk, nemlig til 45 procent, mens den absolutte fattigdom stiger til 41,7 millioner (1996). Hvis hvis! 1989 til 94 var neoliberalismens solside, må vi også have denne skyggeside med.
Det mener IMF imidlertid ikke. IMF forklarer at krisen skyldtes interne forhold i Mexico, nemlig en uansvarlig økonomisk politik. Det er lidt mærkeligt, idet det netop var med IMFs velsignelse at regeringen til dels havde sluppet tøjlerne. Men budskabet er klart nok: Du kunne bare have været mere solid, som stormfloden sagde til hytten.
Ideen er altså, at når det går godt er det neoliberalismens fortjeneste, og når det går skidt er det regeringernes skyld. Dette er baggrunden for at den herskende ideologi ikke kan nøjes med at fremhæve sine dyder. Den må præsentere det meste af den ikke-vestlige verden som præget af slyngler, korruption eller i bedste fald uduelighed. Slå op på en tilfældig side i en tilfældig avis en tilfældig dag. Hvis bare de fattige blev som os, ville problemerne løses.
Kernesund økonomi
Blandt økonomer kom hele denne verdensanskuelse i krise som følge af IMF-krisen det kaldes den derude i Sydøstasien 97/98. Grunden er, at de fleste af de lande, der blev hårdest ramt (først og fremmest Sydkorea), efter alle standarder havde en kernesund økonomi: Lille inflation og hverken statsunderskud eller underskud på betalingsbalancen.
Selv globaliseringstilhængere begyndte at sætte nogle spørgsmålstegn. Det gælder Krug-man, men nok så interessant er det, at fire velrenommerede økonomer med tæt tilknytning til IMF for godt et års tid siden udgav en lille bog, der argumenterede at vi her står overfor en ny type krise, nemlig en ren likviditetskrise (Eichengreen o.a.: An Independent and Accountable IMF). Men hvis pengene fosser ud af landene uden interne grunde, peger fingeren så pludselig mod den internationale kapital og dens globale orden.
Men sådan så det officielle IMF ikke på sagen. Her radikaliserede man tværtimod kritikken af regeringerne. Man fastholdt at krisen skyldtes en svag realøkonomi og krævede derfor drastiske nedskæringer (hvilket ifølge de nævnte kritikere i høj grad skærpede krisen). Men desuden fandt IMF pludselig ud af, at den statskapitalistiske asiatiske model, hvis økonomiske mirakel gennem mange år var blev beundret af økonomer og forhadt af konkurrenter, ret beset var rådden og derfor måtte saneres. Produktionens organisering i store konglomerater (Chaebols) skulle svækkes, ligesom det særlige asiatiske banksystem skulle afvikles. Regeringen skulle trække sin beskyttende og regulerende hånd tilbage fra banker og virksomheder og åbne økonomierne for den globale konkurrence.
Hvad er det nu det hedder? Imperialisme?