Frihandel
Niels Meyer og Friis Bach diskuterer for tiden frihandel og WTO i Informations spalter.
Forrige århundredes England udgjorde et laboratorium, der viser os effekten af virkelig fri handel, uhæmmet af enhver begrænsning. Alle rapporter fortæller, at denne natvægterstat gav dyb armod for flertallet, kombineret med gigantisk vækst og rigdom for mindretallet.
Det er dette experiment, der har udspillet sig på globalt plan siden 70’erne, da kapitalreguleringerne afskaffet. Den globale kapitalisme har ikke fået et modspil i form magtfulde anti-kapitalistiske globale organer. Denne natvægterverden har givet resultater svarende til dem i England, nemlig en dramatisk uddybning af kløften mellem rige og fattige lande.
Ræve æder stadig høns
Heri er der intet overraskende. Det er lige så naturnødvendigt, som at ræve æder høns. Fri handel betyder nu engang at de uproduktive skubbes til side eller bukker under, mens de produktive vinder. Det fremmer den almene effektivitet, og det er jo udmærket; så meget har standardudgaven af den økonomiske teori forstået. Hvad den ikke har villet forstå er at det er de fattige, der er uproduktive og de rige, der er produktive, således at den frie konkurrence alt i alt er til skade for de fattige og til gavn for de rige.
Indtil, forstås, den større samlede rigdom begynder at dryppe ned på de fattige. Afrika venter endnu. I sidste nummer af tidsskriftet SALT har den etiopiske forsker Mammo Muchie berettet om de forfærdende sociale konsekvenser af de strukturreformer, som Verdensbanken har gennemtvunget her. I dag deltager mange i kritikken af denne politik, men det overses at hvis – hvis – Afrika skal indgå i den globale frihandel, har de kun en chance, hvis de bliver som os, dvs. lige så effektive. Nu. Det kræver afsavn. Heri havde Verdensbanken ganske ret. Statsstøtte til skolevæsen, sundhedsvæsen osv. er uprofitabel.
Hvad har alt dette så at gøre med diskussionen i Information om WTO og frihandel?
Friis Bach er jo ikke tilhænger af at de rige lande skal kunne skalte og valte, som de har lyst. Tværtimod. Derfor er han tilhænger af WTO, som han ser som et velegnet forum for at dæmme op for den rå og ansvarsløse kapitalisme.
Friis Bach forvirrer begreberne, når han samtidig erklærer sig som tilhænger af frihandel. Faktisk er han tilhænger af det modsatte, nemlig indgreb i frihandelen. Han vil jo have handel, der er politisk reguleret, blot må denne regulering ikke varetages af de enkelte stater (i form af protektionisme).
I princippet kan jeg godt følge Friis Bach’s reformistisk strategi. Men jeg begriber ikke at han her vælger WTO som kampplads, i betragtning af at denne organisation er skabt til at arbejde for global frihandel. Jeg véd godt at det er i WTO – snarere end i FN – at tingene sker, men Friis Bach’s strategi minder slående om at melde sig ind i Det konservative Folkeparti for at bekæmpe konservatismen indefra. Er det så trods alt ikke bedre at satse på at styrke FN’s handelspolitiske organer?
I øvrigt er der mange tiltalende elementer i Friis Bachs reformistiske strategi, f.eks. bindende regler for social udligning, arbejderbeskyttelse og miljø. Konkurrence-forvridning er godt, fordi konkurrencen allerførst forvrider imod de fattige landes interesser. Men målet må være et helt andet fordelingsprincip. Målet må være at erstatte rigdommens magt med folkets magt, kapitalisme med demokrati.