For et par år siden indgik Danmark en aftale med Liechtenstein om udveksling af oplysninger, men DR’s udsendelser om skatteunddragelse viste, at den ikke har virket. Og havde den virket, er der jo mange andre skatteparadiser. Nu har Holger K. så nedsat en task-force, der skal gøre op med uvæsenet. Vil det lykkes denne gang? Det er der intet, der tyder på.
Det grundliggende problem er, at kapitalen er fri til at bevæge sig hvorhen den vil. Derfor er dens veje uransagelige, også for skattemyndighederne, der kun ved et tilfælde kan falde over ulovligheder.
For 30-40 år siden var kapitalen under demokratisk kontrol. Ville man udføre valuta, skulle man pænt spørge om lov af Nationalbanken eller en minister, og man fik nej, hvis formålet ikke var fornuftigt, fx at finansiere gavnlig import; og spekulative kapitaloverførsler, af skattegrunde eller ej, blev ikke anset for samfundsgavnlige. Kapitalkontrollen betød, at velfærdsstatens finansiering ikke sivede ud af landet.
Men så fik vi i 1986 det Indre Marked, der deregulerede kapitalen, og dermed afmægtiggjorde politikerne.
Fjernsynsudsendelsens rigmænd og små foretagere er kun en lille del af problemet. De har måske handlet ulovligt, men de store penge ligger i den lovlige skatteunddragelse. Hvert andet år hører vi om, at en række multinationale selskaber ikke betaler skat i Danmark; det skal de gøre, hvis de tjener penge her i landet, så det er selvfølgelig mærkeligt at de ikke lukker biksen, når det tilsyneladende er så uprofitabelt. Samtidig er det standard, at kapitalfonde holder til i skatteparadiser, og gad vide hvorfor Danske Bank har en afdeling i mikroskopiske Luxembourg snarere end i store europæiske lande? Og på det sidste er det kommet frem at Nordea hjælper russiske rigmænd med at gemme penge i skattely, og at Mærsk går forrest i skattetænkning (http://ekstrabladet.dk/ekstra/samfund/article2161958.ece. )
Alt dette er lovligt, fordi man har råd til dygtige revisorer og skatteadvokater.
Pengene forsvinder også fra statskassen, fordi de virksomheder og fonde, der vælger at betale skat, kan glæde sig over stedse faldende skattesatser. I de kapitalistiske lande (OECD) er skatten sænket for kapitalen og de rige; generelt er selskabsskatten faldet fra godt 45% i 1981 til 30% i 2007, mens topskatten er faldet fra godt 65% til 47-48%; derimod er momsen og skatten for en gennemsnitlig lønmodtager steget lidt.
Forargelsen over skatteunddragelse og anden spekulation vender tilbage med samme regelmæssighed som efterårsstorme. Da finanskrisen hærgede mest voldsomt, i 2008/09, og skeletterne væltede ud af bankernes pengeskabe, talte politikerne meget højt om, at nu skulle der sættes en stopper for spekulationen. Der skete dog ikke noget, især ikke i Europa. Men for to år siden erklærede Tyskland og Frankrig, at nu skulle der indføres en Tobin-skat (finansiel transaktionsskat), men desværre lykkedes det banklobbyen at få provenuet fra skatten reduceret fra €30 til €3 milliarder. Dette 10 til 1 forhold er formentlig et dækkende kvantitativt udtryk for magtforholdet mellem demokratisk valgte politikere og finanskapitalen; det sidste, jeg hørte, var at skatten helt er opgivet.
Så er der kravet til bankerne om en vis reserve, så de ikke så let blæser omkuld og påfører skatteyderne tab (de store banker såsom Danske Bank er jo garanteret redning). Her er der faktisk lavet en europæisk aftale, der skærper kravene, men bankerne ønsker naturligvis at udlåne så meget som muligt, for det er på den måde de tjener penge, og ganske rigtigt: De nye regler er hullede som en si. Bankerne kan langt hen ad vejen selv vurdere hvor risikable hvilke aktiver er, og dermed hvor stor en reserve, der skal sættes til side; og hvis det alligevel bliver for snærende, kan de blot flytte pengene over i den helt uregulerede skyggebank.
Binder man kapitalens venstre fod, sparker den højre blot mere energisk. Eneste løsning er derfor fuldstændig kontrol med kapitalen i alle dens former, og det kræver kontrol ved kilden. Hvis kapitalen er principielt fri, bliver myndighedernes jagt forgæves.
Men er der overhovedet interesse for at tæmme kapitalen? Ikke hos Corydon, der er tilhænger af ‘konkurrencestaten’. Denne indebærer, at selskaber og banker ikke hæmmes af regler og kontrol, for så taber de til de udenlandske virksomheder, der er mere frie. Tværtimod skal statsmagten understøtte konkurrenceevnen, hvilket kræver lavere omkostninger. De store poster er her reallønnen, som regeringens politik da også har sørget for er svagt faldende, og erhvervsbeskatningen, der som bekendt også er sænket (reduktionen i selskabsskatten).
Corydon står for den reelt eksisterende politik. Den har sine skyggesider, som det så overlades til Holger K. at forarges over. Holger K. er Sisyfos, og det er Corydon, der jævnligt puffer stenen ned i dalen.
Lettere revideret version af debatindlæg i Information d. 2/12 – 2013.