Som bekendt anbefalede Baker-Hamilton-rapporten, at USA inddrog Iran og Syrien i løsningen af problemerne i Irak. Bush regeringen synes at have valgt præcis den modsatte udvej, med arrestation af iranere i Irak og generel oprustning af retorikken mod Iran.
Det kan ikke undre at USA afviste at inddrage Iran. Det ville betyde en accept af landets atomprogram og politiske tilstedeværelse i Irak. Måske ville denne styrkelse af shiaerne give denne befolkningsgruppe det afgørende overtag og dermed bremse kursen mod borgerkrig, men prisen ville være helt uacceptabel, nemlig at Iran ville få indflydelse på bekostning af USA. Hele styrkeforholdet i Mellemøsten ville forrykkes i shiaernes favør. Med en konsolideret magt i Iran og Irak ville også Hizbollah i Libanon og shiaerne i den østlige del af Saudi Arabien (de sidder ovenpå olien) og i de små Golf-stater stå betydeligt bedre. Baker-Hamilton kommissionen må virkelig have vurderet situationen i Irak som desperat, siden de kunne foreslå noget sådant.
For så vidt er det forståeligt at Bush valgte præcis den modsatte strategi, altså front mod Iran. Men det er en desperat strategi således at øge ‘indsatsen’, for nederlaget bliver større hvis det fejler. Og for regionen som sådan er det utrolig farligt.
Kernen i dette høje spil kan kun være at mobilisere de USA-støttede sunni-regimer i Ægypten, Jordan og først og fremmest Saudi Arabien. Mobilisere dem mod shiaerne og Iran. Saudi Arabien har allerede udtrykt bekymring for den stigende iranske indflydelse i Irak og risikoen for at de undertallige sunnierne her mister al indflydelse. Samtidig må USA igen – nemlig som i 80erne – støtte sig på de irakiske sunnier, hvilket lettes af at Saddam Hussein nu definitivt er ude af billedet.
Mere generelt vil en dramatisk vækst i iransk indflydelse i Mellemøsten true sunni-regimerne selv. De er afskyede af deres egne befolkninger fordi de er undertrykkende, men også fordi regimerne er allierede med USA og derfor intet effektivt gør for at hjælpe palæstinenserne. Befolkningerne er nok sunnier og derfor i et religiøst modsætningsforhold til shiaerne, men politisk og militært er det kun shiaerne, der står op mod USA og Israel, og det giver sympati (specielt er shiaernes stjerne steget meget efter Hizbollah’s triumf over Israel i sommer); Bernard Rougier har en interessant analyse af det komplicerede forhold mellem sunnier og shiaer i januar udgaven af Le Monde Diplomatique, www.mondediplo.com.
Jeg tror altså at den amerikanske idé er at ‘løse’ det irakiske problem ved at generalisere konflikten til hele Mellemøsten. Det er sikkert rigtigt, at dette er den eneste måde at forhindre at Irak falder under den iranske indflydelsessfære. Hvis man fulgte Baker-Hamilton, eller blot ingenting gjorde, ville opgøret i Irak kun have én udgang, nemlig shiitisk sejr.
Men det er desperat.
USA vil bremse for iransk indflydelse, og det hverken kan eller vil den nuværende shiitiske regering; det ville være at kæmpe mod sig selv. Derfor har Condoleezza Rice allerede talt om at ‘tålmodigheden med regeringen’ er begrænset. Den udtalelse har så udløst skarpe protester fra den irakiske regering. Formentlig går der ikke mange måneder før vi ser en ny regering, der består af rene amerikanske marionetter, som derfor vil være helt ude af stand til at gøre noget effektivt i den ene eller anden retning.
USA vil de facto have overtaget hele magten, og de amerikanske tropper vil blive skydeskive for alle irakiske grupper.
Lad os vende os til den ideologiske side af sagen, nemlig USA’s formodede kamp for demokrati i Mellemøsten.
I Irak betyder demokrati shiitisk styre, med stor iransk indflydelse. At bremse denne tendens er ensbetydende med at sætte hvad der måtte være af demokrati ud af kraft. Det vil nok blive udlagt som den nødvendige betingelse for demokrati.
At dømme efter den historiske erfaring vil tricket lykkes i Danmark. Når repræsentanter for regeringen diskuterer Mellemøsten, er indgangsbønnen som regel en ‘konstatering’ af USA’s ideale intentioner om at udbrede demokratiet. Mærkeligt nok anholder oppositionen sjældent denne udlægning. Midlerne kan kritiseres, men Bush’s mål synes hævet over diskussion.
Men bortset fra Israel, Palæstina og Libanon er alle regionens regimer udemokratiske, og bortset fra Syrien og Iran (et halvdemokrati) støttet af USA. Vi tager dem fra en ende af: Ægypten styres af Mubarakh og hans sikkerhedspoliti, der er berygtet for at bruge tortur, og parlamentet er fyldt med præsidentens mænd, fordi der ikke er frie valg; økonomisk holdes landet flydende af massiv hjælp fra USA (næststørste modtagerland, efter Israel). Jordan er et kongeligt diktatur, med et parlament pakket med hans støtter; det system har USA præmieret med en frihandelsaftale, en sjælden gunst. Så er der det Saudi-Arabiske diktatur, der modtager sine våben fra USA. Dernæst Kuwait og de andre små Golf stater, der ejes og styres af diverse sheiker, der har fuld opbakning fra USA (Qatar har en stor amerikansk flådebase). Vi slutter af med Musharraf’s militærdiktatur i Pakistan, igen støttet af USA.
Hvis Bush administrationen virkelig vil have demokrati i Mellemøsten er løsningen simpel: Man kan holde op med at støtte diktaturerne. Så vil de fleste af dem hurtigt bryde sammen. USA behøver altså ikke at bruge milliarder af dollars, og ofre tusinder af amerikanske soldater, som i Irak; faktisk kan der spares en masse penge ved at indstille den militære og økonomiske hjælp.
Repræsentanterne for de danske regeringspartier har altså fået vendt op og ned på sagen. Det, der er hævet over diskussion, er at USA støtter diktaturer i regionen (samtidig med at det demokratiske styre i Palæstina søges undermineret med økonomisk blokade).
Der er en indlysende grund til denne politik. Hvis USA tillod folkeflertallene i regionen at bestemme ville det sikre resultat være at alt, hvad der begynder med McDonald, ville blive sparket ud og USA’s økonomiske og strategiske interesser i regionen ligge i ruiner. Alle opinionsundersøgelser viser nemlig at fjendtligheden mod USA er overvældende, især grundet konflikten mellem Israel og Palæstina, men også fordi araberne godt véd at amerikanerne bakker op om deres undertrykkere. Formodentlig klasker de sig på lårene af grin, når Bush taler om demokrati og menneskerettigheder.
Det gør man ikke i Danmark. Her leger de fleste politikere og journalister – med Politiken i spidsen – at invasionen af Irak var ment som første etape i udbredelsen af demokrati i Mellemøsten, og derfor refererer man alvorstungt Condoleezza Rice, når hun ind imellem vrider hænderne og sørgmodigt beklager fraværet af demokrati i regionen. Per Stig Møllers arabiske demokrati-initiativ var udmærket, men han glemte trusler om sanktioner mod USA.
USA er naturligvis ikke af princip imod demokrati. Man støtter det, når det er funktionelt, dvs. harmonerer med amerikanske interesser, og støtter diktaturer, når dét er praktisk. Sådan har stormagter altid ageret, så her er der ikke noget nyt under solen.
Bragt 1. februar 2007 i www.kritiskdebat.dk.