Den gængse historie er denne: Da kapitalen fik sin frihed efter sammenbruddet af Bretton Woods systemet i begyndelsen af 1970erne, kunne de borgerlige gennemføre deres program om deregulering og privatisering, mens socialdemokratierne modstræbende tilpassede sig. Nyliberalistiske reformer er fundamentalt et højrefløjsprojekt.
Der er naturligvis ting, der taler for denne udlægning, først og fremmest Thatcher og Reagan i 80erne. Men der er også ting, der taler imod tesen om socialdemokratierne som nølende nyliberale:
- det var en socialist, nemlig Jacques Delors, der i 1985 med fuld musik indførte nyliberalismen i EU (det Indre Marked med dets frie kapitalbevægelighed og dets konkurrence mellem den privatkapitalistiske og den demokratiske sektor),
- et af de mest radikale nyliberale experimenter blev i 80erne gennemført i New Zealand af en Labour regering,
- i Polen og Italien har socialister (ofte tidligere kommunister) stået bag omfattende nyliberale reformer,
- Tony Blair’s New Labour fredede Thatcher’s reformer (privatiseringer og kastraktionen af den engelske fagbevægelse), og radikaliserede nyliberalismen ved at kommercialisere den offentlige sektor,
- herhjemme privatiserede Nyrup i 90erne betydeligt mere end Schlütter gjorde i 80erne.
Omvendt er der mange exempler på – jvf. igen Polen – at konservative og nationalistiske kræfter har vendt sig imod kapitalvenlige reformer.
Nøgternt betragtet er der altså ikke meget, der tyder på at socialdemokratierne har været mindre tilbøjelige til at gennemføre nyliberale reformer end borgerlige partier.
Men indpakningen har været anderledes. Hvor Thatcher, Fogh etc. har gennemført deres reformer med ideologiske fanfarer om at frisætte individet ved at presse den undertrykkende stat tilbage, er de socialdemokratiske reformer solgt med ‘saglige’ argumenter. For liberalister var det en kamp mellem liberalister og socialister (=tilhængere af den ‘undertrykkende’ offentlige sektor). For socialdemokrater var det snarere et opdragelses- og oplysningsprojekt, hvor ‘konservative’ skulle bibringes en forståelse af ‘moderniseringens’ nødvendighed; det er den udfordring, Schröder i Tyskland for tiden er ved at brække halsen på.
Denne opdragelse og oplysning er især rettet mod socialdemokraternes kernestøtter i fagbevægelsen, som i deres hjerte og rygrad véd at der er en afgrund til forskel mellem liberalisme og socialisme, mellem individualisme og solidaritet. Og som véd at mere magt til marked og kapital betyder mindre magt til det demokrati, hvor vi alle tæller lige, fordi rig som fattig har én stemme.
Det er let nok at fordømme de ledende politikere i de europæiske socialdemokratier: De har forrådt den traditionelle socialistiske bestræbelse socialisere produktionsmidlerne. Men de har også svigtet den anden halvdel af deres principper – demokratiet, jvf. deres navn – ved at tillade en svækkelse af den demokratiske kontrol med økonomien. Siden Thomas Nielsen har vi ikke i Danmark hørt meget til økonomisk demokrati.
Men ‘personligt svigt’ er en utroværdig forklaring, alene af den grund at skiftet i politik har omfattet så mange partier. Hvor skal vi så søge forklaringen?
Kommunismens svækkelse i 80erne og sammenbrud omkring 1990 fjernede givetvis en stopklods for den socialdemokratiske omvending til nyliberale politikker. Faren for at utilfredse skulle søge til venstre mindskedes. (Uanset hvad men mener om kommunismen var dens sammenbrud generelt en katastrofe for denne verdens forfordelte. De fattige lande, der i 70erne havde betydelig magt, fordi de kunne spille på modsætningen mellem Veste og Øst, blev nu udleveret til kapitalismens nåde).
Mere fundamentalt betød kapitalliberaliseringen fra begyndelsen af 70erne og fremefter en afgørende svækkelse af lønmodtagerne i forhold til kapitalen. Frihed er det pæne ord for magt, så en liberaliseret – frigjort – kapital er en styrket kapital.
Det begyndte med at USA i 1971 gik fra guldet, dvs. ikke længere ville veksle dollars for bestemte guldmængder. I stedet bestemtes dollarens – og de andre store valutaers – værdi af ‘markedet’, dvs. af den internationale kapital. Så længe politikerne styrede kurserne, var de også tvunget til at styre de internationale kapitalbevægelser, for hvis kapitalen frit kunne forlade et land, kunne kapitalflugt hurtigt underminere en bestemt kurs. Når kursen tillades at flyde, bliver kapitalkontrol overflødig; den afskaffedes da også i USA i begyndelsen af 70erne (Japan og England fulgte ret hurtigt efter, mens EU ventede til 1985 (det Indre marked)).
Når kapitalen frit kan forlade et land, kan den også frit gøre, hvad den vil indenfor grænserne. For hvis dens betingelser om rimelig beskatning, rimeligt lønnivo og rimelige omkostninger (til fx miljø) – hvor kriteriet for ‘rimelighed’ i princippet er det laveste globale nivo – ikke opfyldes, kan den flytte. Det kaldes ‘globaliseringspresset’ eller ‘nødvendigheden af at være mere konkurrencedygtige ens andre lande’
Kapitalliberaliseringen har ændret spillereglerne, har omdefineret hvad der skal forståes ved ‘økonomisk nødvendighed’, således at dette begreb nu er næsten ensbetydende med hvad der er i kapitalens interesser.
Socialdemokratierne har altid været pragmatiske partier, og det er det ikke noget galt i. Der er ikke megen ære i at virkeliggøre principper, hvis de betyder økonomisk ruin i løbet af nogle måneder.
Danmark har naturligvis stadig nogle frihedsgrader i sin politik, men det er uomtvisteligt at vi – og det danske socialdemokrati – ikke kan gøre op med nyliberalismen på nationalt plan.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvorfor det danske socialdemokrati ‘har svigtet’, ‘har manglet rygrad’ osv., men hvorfor
- Europa i begyndelsen af 70erne tillod USA at ændre det internationale system i sin favør (fordi guldet blev afløst af dollaren som internationale reservevaluta, hvilket betyder at USA kan finansiere underskud ved at trykke flere dollars, i stedet for at betale med varer – export – som mere dødelige lande),
- den europæiske arbejderbevægelse ikke gav kapitalen et effektivt modspil i de kritiske år omkring 1980.
Jeg holder mig til det sidste spørgsmål. En afgørende faktor var her givetvis at massearbejdsløsheden i 70erne, bl.a. fremkaldt af oliekriserne. svækkede fagbevægelsen fatalt. Ellers kunne Thatcher ikke have knust den engelske fagbevægelse i 80erne. Men hvorfor forsøgte Labour så ikke at rulle nyliberalismen tilbage, da partiet kom til magten (samtidig med at arbejdsløsheden reduceredes)?
Meget kan forklares ud fra dårlige økonomiske og politiske (kommunismens sammenbrud) ‘konjunkturer’, men jeg tror vi skal grave dybere for at finde den egentlige forklaring på socialdemokratiernes manglende modstandskraft. Vi skal derned, hvor det virkelig gør ondt.
Vi må se på ændringerne i erhvervs- og klassestrukturen i de vestlige samfund.
Disse strukturer er ændret ret så radikalt i de sidste 35 år, jvf. T.M.Andersen o.a.: Beskrivende dansk økonomi, 2002, s. 340: Fra 1966 til 2001 er antal beskæftigede i primære erhverv (især landbrug) faldet fra 14,5% til 3,5%, i sekundære erhverv (industri og anlæg) fra 26% til 16%, mens tertiære erhverv (service) er vokset fra 50% til 74% (heraf privat service 32% til 39% og offentlig service fra 19% til 35%).
Danmark er altså blevet forvandlet fra et industrisamfund til et service- og informationssamfund. Den traditionelle arbejderklasse i industrien vejer stadig mindre. Der er ikke blevet færre lønmodtagere, men et stedse større andel beskæftiges indenfor service, ikke mindst det offentlige, hvor lønmodtageren ikke står overfor en privatkapitalist. Men den traditionelle klassestruktur nedbrydes også af det forhold, at flere og flere henter deres indkomst fra forskellige kilder, nemlig som løn, som kapitalindkomster (renter af opsparing, aktier, hus osv.) og offentlige overførsler.
En klasse er bestemt som et antal mennesker, der henter deres indkomst fra én kilde og i kraft heraf har en fælles interesse. Men idag har vi flere økonomiske profiler. Mange ‘lønarbejdere’ i den private sektor henter en pæn del af deres indkomst fra andre kilder end løn, hvilket giver dem mere diffuse økonomiske interesser.
Tendensen er altså at den traditionelle arbejderklasse bliver mindre og samtidig bliver mindre ‘ren’. Fagbevægelsen har fået mindre magt, og den magt den har bruges i øget omfang til at sikre den individualiserede lønmodtagers interesser (ny løn, flexibel arbejdstid), selvom det naturligvis går ud over solidariteten og dermed den samlede styrke.
Fagbevægelsen har altid været rygraden i socialdemokratiet, så i takt med at fagbevægelsen er blevet svækket og har glemt sine solidariske målsætninger, har også socialdemokratiet mistet styrke – og identitet.
Der er mange grunde til forskydningen fra industri til service: Produktiviteten øges langt mere i den primære og sekundære sektor end i den tertiære, således at behovet for industriarbejdere falder i forhold til behovet for servicearbejdere; IT-revolutionen; øget efterspørgsel efter serviceydelser i forhold til materielle goder efterhånden som vi bliver rigere.
I sig selv er det vidunderligt at arbejderklassen, med dens trælse arbejde, er på vej ud af historien. Faktisk var ophævelsen af klassesamfundet et af socialismens store mål.
Men hvor blev Paradiset af? Højere produktivitet har ikke givet øget frihed (i Tyskland og Frankrig kræver kapitalkræfterne en længere arbejdsdag), mindre af det trælse og ofte forurenende industriarbejde har ikke givet et bedre miljø, endsige en bæredygtig udvikling, og generelt har den større rigdom ikke givet mindre egoisme og grådighed. Som Peter Nielsen skrev i forrige udgave af Kritisk Debat, focuseres der mere og mere på økonomien i takt med at nationalproduktet vokser, dvs. i takt med at muligheden for at dække vore økonomiske behov forbedres.
Problemet er at arbejderklassens implosion allerførst styrkede kapitalkræfterne, som nu stod uden en effektiv modmagt. Og kapitalens dagsorden var naturligvis at underordne løn, arbejdsforhold, miljø, alt under sin målsætning, nemlig maximal profit.
Arbejderklassens magt toppede vel i slutningen af 60erne, da den generøse socialdemokratisk-Keynesianske velfærdsstat var blevet udbygget (og da 68-oprøret nådesløst kritiserede denne den bedste af alle kapitalismer!).
At denne magt siden eroderede var uundgåeligt og altså ikke i sig selv begrædeligt. Faktisk kan man sige at socialdemokratiet allerede i 30erne indstillede sig på denne udvikling, da Stauning omdefinerede partiet fra et arbejder- til et folkeparti. Men det blev altså ikke folket, der overtog styret, dvs. det blev ikke demokratiet, der tog over fra arbejderklassen; tværtimod er demokratiet blevet svækket til fordel for kapitalkræfterne. I slutningen af 60erne var der en reel mulighed – både i Danmark og Sverige – for at udvide demokratiet ved at indføre økonomisk demokrati. Men det lykkedes ikke, af mange grunde. Dette nederlag var skæbnesvangert.
Idag kan kampen for socialisme naturligvis ikke handle om at arbejderklassen ‘overtager magten’. For mig at se giver kampen for socialisme idag kun mening som en kamp for at forsvare og udbygge demokratiet overfor nyliberalismens angreb. Det er fint at socialdemokratierne har skiftet ham fra arbejder- til folkeparti, men det må genopdage socialismen som demokratiet, hvor rig som fattig har lige indflydelse (én stemme) og hvor vi solidarisk bøjer os fra fællesskabets vilje, således som denne kommer til udtryk i flertalsbeslutningen.
Men problemet er ikke at finde ud af, at det idag for socialister er demokratiet, det drejer sig om. Problemet er at virkeliggøre et sådant omfattende – også økonomisk – demokrati.
I det traditionelle industrisamfund havde arbejderklassen monopol på socialismen. det betød at interesse og idé harmonerede, for arbejderklassen havde en klar interesse i at indføre socialisme, forstået som arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne. Der kunne naturligvis være spændinger mellem den kortsigtede interesse i bedre løn og arbejdsvilkår og den langsigtede interesse i at overtage magten – deraf striden mellem reformisterne (Bernstein) og de mere radikale (Kautsky og Luxemburg) – men denne modsætning var ikke fundamental.
Hvem har interesse i socialisme, forstået som det konsekvente demokrati? Hvilke interesser inkarnerer denne idé? Dette er afgørende, for den idé, der ikke er bakket op af konkrete interesser, er en utopi, som kun samfundets ene procent idealister vil kæmpe for. Det viser al erfaring.
Svaret er for det første samfundets ‘fattigste’ halvdel, for demokratiet giver dem større indflydelse end markedet (hvis princip er at vi har indflydelse i forhold til kapital og købekraft). For det andet de mennesker, der er knyttet til den offentlige sektor, eftersom denne sektor ultimativt er styret af folkevalgte og derfor er den demokratiske sektor; dette er som sagt 35% af befolkningen; denne andel voksede kraftigt frem til 1982, men er siden stagneret, så det må være en central politisk opgave at fremme denne sektor på bekosning af den privatkapitalistiske).
Problemet er at såvel den ‘fattige’ halvdel som de offentligt ansatte hver for sig er så uens – heterogene – kategorier; der er større indbyrdes spændinger end i den traditionelle arbejderklasse. Derfor er kampen for socialisme vanskeligere idag end i gamle dage.
Socialismen bliver først en reel mulighed, når en dyb økonomisk og/eller økologisk krise definitivt har delegitimeret kapitalismen og nyliberalismen, altså når det har vist sig at kapitalen ikke evner at styre verden.
Bragt 15. september 2004 i www.kritiskdebat.dk.