Det er nu en uge siden, at Syriza vandt det græske valg. Siden da har hver dag bragt et virvar af små og store nyheder. Denne artikel vil søge at trække de store linier op – og sætte de små ting i perspektiv.
Ugen startede med at Tsipra lagde en blomst ved et mindesmærke for 200 kommunister, som nazisterne henrettede i 1944. Så var regeringens antifascisme slået fast.
Derefter: Stop for privatiseringer (chefen for programmet er fyret); genansættelse af mange offentligt ansatte, bl.a. de rengøringskoner ved ministerierne, som var blevet fyret på Trojkaens krav, og som i mange måneder har demonstreret voldsomt herimod; genindførelse af kollektive forhandlinger; en anstændig mindsteløn; og meget er enten vedtaget eller bliver det snart, såsom gratis mad og elektricitet til de fattige, nedsat husleje og annullering af de voldsomste beskæringer i pensionerne. Og for at gøre det helt klart at Tsipras ikke er ‘one of the boys’ i Bruxelles, bærer han ikke slips, og Varoufakis (finansministeren) har – horror, oh, horror – sin skjorte hængende løst over bukserne. En kulturrevolution, der også udmøntede sig i en erklæring om at ERT, der svarer til Danmarks Radio, skulle genåbnes; under den forrige regering var kanalen blevet lukket, formentlig forfatningsstridigt, og medarbejderne fyret uden varsel, fordi den havde optrådt uafhængigt, dvs. regeringskritisk, dvs. venstreorienteret. Dette er af stor symbolsk og reel betydning.
Alt sammen for at vise at nedskæringspolitikken nu er slut og skal rulles tilbage. Alt sammen i strid med lånebetingelserne fra Trojkaen (dvs. Den Europæiske Centralbank ECB, Den Internationale Valutafond IMF samt Eurolandene). Og alt sammen med til at øge støtten til Syriza, at dømme efter reaktionerne hos de af mine græske venner, der før valget var skeptiske overfor Syriza: ”De er sikkert populister, der ligesom alle de andre politikere glemmer valgløfterne, når først stemmerne er i hus,” tænkte mange. Næsten uanset politisk standpunkt, tror jeg at det har været befriende for mange grækere, at man igen kan tage politikerne alvorligt (et modeksempel fra Danmark trænger sig på).
Syriza fik ikke absolut flertal og var derfor nødt til at danne en koalitionsregering.
Det blev med de Uafhængige Grækere, der er et lille højreorienteret parti, som er indvandrerkritisk og fortaler for nationale institutioner som den Ortodoxe Kirke. Alligevel har der faktisk været en lille lempelse for indvandrere/flygtninge på Kreta, mens Syriza’s ønske om en adskillelse af kirke og stat har måttet stilles i bero. Vi må forvente, og tåle, at partiet får lov til at markere sig lidt.
Men Uafhængige Grækere er lige så indædte modstandere af Trojkaen og dens ‘memoranda’ som Syriza, og er derfor en styrkelse af regeringen i de kommende forhandlinger.
Samarbejde med Pasok (decimeret ved valget) var udelukket, fordi partiet er medansvarlig for den hidtidige politik og i øvrigt er fedtet ind i klientilisme; heller ikke Floden – et centrumsparti – kunne komme på tale, fordi dette parti har erklæret at ville gøre alt for at forblive i Euroen, hvilket betyder at intet vil kunne opnås i forhandlingerne; og kommunisterne i KKE, der åbenbart til evig tid får 5-6% af stemmerne, ville ikke, fordi de vil ud af EU og ser Syriza som et borgerligt parti. Det neonazistiske Gyldent Daggry kom selvfølgelig ikke i betragtning (hør den interessante udsendelse om partiet på P1: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-i-perama#!/39:39, hvoraf det fremgår at nok er partiet mod Trojkaen, men er i Grækenland klart på arbejdsgivernes side, ligesom Mussolini i sin tid).
En hollandsk EU-kommissær var for et par dage siden på besøg i Athen. Han mente at det ville være ærgerligt, hvis Syriza blokerede for de fremskridt (‘progress’), som Grækenland har oplevet de sidste par år (takket være Trojkaens reformprogram for landet, forstås). Måske tænkte han på ‘fremskridtene’ i selvmordsrater, i arbejdsløshed, i udhulingen af reallønnen og pensionerne? Varoufakis svarede, at programmerne ikke har reformeret, men deformeret Grækenland, og han har i anden sammenhæng kaldt dem økonomisk waterboarding.
Så var de forskellige verdensanskuelser ligesom trukket op.
Den private gæld
Den græske stat har en samlet gæld på €319 milliarder (mia).
Heraf skyldes de €56 mia til private ejere af græske statsobligationer. Dette er en ret lille andel, hvilket skyldes at en andel blev sløjfet for et par år siden (‘haircut’). Det fik ikke Europas økonomi til at bryde sammen, så Syriza kan måske argumentere, at der er et (vellykket) præcedens for gældseftergivelse.
Syriza har garanteret denne private gæld, for at forhindre kapitalflugt til udlandet.
Men denne flugt har været stigende gennem ugen, givetvis fordi regeringen til finanskapitalens overraskelse ikke spiller efter Trojkaens pibe. Den frygter at Grækenland går ud/smides ud af Euroen og går tilbage til Drakmeren, hvilket vil gøre mange lån til landet værdiløse.
Hvis denne proces eskalerer, må regeringen gøre noget: a) kapitulerer overfor Trojkaen for straks at få penge, b) indføre kapitalkontrol (og dermed bryde med det Indre Marked, der er den europæiske nyliberalismes mørke hjerte, fordi frisatte, dvs. mægtiggjorde, kapitalen), men det vil selvfølgelig blive modtaget af et ramaskrig og mulig udelukkelse fra Euroen, eller c) kapital fra Rusland (se nedenfor).
Gælden til Trojkaen
Det drejer sig om €31 mia til IMF, €27 mia til ECB og €205 mia til Eurolandene (læg den private gæld oveni og vi er oppe på totalen på €319 mia), jf. http://blogs.channel4.com/paul-mason-blog/greece-greek-election-syriza-radical-left-opposition-party-antonis-samaras/2769 .
Ligesom Syriza har fredet de private kreditorer, har man erklæret at ville respektere lånene fra IMF og ECB. Det er ikke tilfældigt. Dermed er de angiveligt upolitiske kreditorer sat i parentes, så man kan koncentrere sig om en politisk deal med den langt største kreditor, nemlig Merkel og Co.
Generelt vil Syriza politisere sagen.
Det er derfor finansministeren sagde nej til at forhandle med repræsentanter for Trojkaen som sådan, hvilket nogle medier har fejlfortolket sådan at Grækenland overhovedet har nægtet at forhandle om gælden. Tværtimod, det er præcis det man vil, men altså ikke med nogle bureaukratiske stik-i-rend drenge, der sendes til Athen; ”vi vil ikke have diskussioner med teknokraterne”, sagde Varoufakis. Det er ikke så kendt i Danmark, men gennem de senere år har Trojkaen simpelthen sat den græske regering under administration gennem udsendinge, der skal overvåge at nedskæringspolitikken implementeres. Fra en bekendt véd jeg, at deres tilstedeværelse er generelt afskyet i ministerierne, dels fordi det er uværdigt for en suveræn nation, dels fordi de har været inkompetente ved at udstede modstridende direktiver. Syriza har nu bedt dem pakke. Formanden for EU-kommissionen, Juncker – der som politiker i Luxembourg var de multinationales førstemand, når det kom til skatteunddragelse – har netop ladet meddele, at det synes han skam er en god idé; der var heller så meget andet, han kunne gøre.
For det andet vil Syriza europæisere gældsspørgsmålet. idet man har krævet indkaldelse til en europæisk konference, således at Grækenland slipper ud af rollen som eneste problembarn.
Det er indlysende at Trojkaen har de modsatte interesser, altså at gøre gældsdiskussionen teknisk (hvordan implementeres de i jern bøjede gældsforpligtelser mest effektivt?) og isolere hele spørgsmålet til Grækenland. En Europæisk konference er jo den virkeliggjorte ‘smitte’.
En sådan konference er pt usandsynlig.
Syriza lægger nu op til er at forhandle med Euro-landene. Man ønsker en halvering af gælden, hvor Merkel og Co indtil nu har sagt nej til overhovedet at forhandle om gældens størrelse. Men mindre end en halvering kan også gøre det, hvis Grækenland opnår et moratorium for betaling af afdrag og renter (det er faktisk helt ækvivalent med en nedskrivning) eller på anden måde får lettet afbetalingsbyrden. For så vidt skulle et kompromis ikke være umuligt – det afgørende for Syriza er at stoppe nedskæringspolitikken og få finansiel luft til den sociale genopretning (se min artikel fra før valget: http://modkraft.dk/artikel/har-gr-kenland-en-chance). Merkel redder ansigt, fordi den formelle gældsbyrde fastholdes – og Grækenland får den lettelse i afbetalingsvilkårene, som er nødvendig for at kunne føre sin politik. Men så let bliver det nok ikke, eftersom Trojkaen også vil forlange at Syriza annullerer sin anti-nedskæringspolitik.
Syriza håber selvfølgelig på, at der kommer revner i Trojkaens front, især fordi Frankrig og Italien tidligere har antydet utilfredshed med Merkel’s fundamentalistiske linie.
Her er der i dag (søndag) den opsigtsvækkende nyhed, at Frankrigs finansminister har åbnet op for forhandlinger om lettelse af tilbagebetalingsvilkårene (samtidig med at han fastholder modstand mod gældseftergivelse), se http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_01/02/2015_546760. Syriza håber at den Keynesianske venstrefløj hos regeringspartierne i Frankrig og Italien styrkes af Syriza’s og Podemos’ succes. For resten er der også kommet en slags støtte fra USA, der generelt er frustreret over at EU trækker den globale vækst ned med sin anti-keynesianske politik; Obama har nyligt sagt vedr. Grækenland, at man ”cannot keep on squeezing countries that are in the midst of depression.”
I øvrigt må hele Grækenlands-spørgsmålet ses i sammenhæng med den deflationskrise, der nu er under fuld udfoldelse i Euro-landene. Ikke overraskende har årevis af nedskæringer mindsket efterspørgslen så meget, at priserne er begyndt at falde, hvilket yderligere reducerer efterspørgslen (forbrugerne venter jo med at købe). Hertil kommer at deflation øger realværdien – realbyrden – af gæld, altså forringer situationen for de gældsplagede lande. Men den diskussion må vente til en anden gang.
Her vil jeg gerne indskyde to ting:
1) Lånene er ganske rigtigt, juridisk set, gået til den græske stat, men det betyder ikke at de er gået til grækerne. Iflg. dr.dk’s beregninger (som jeg tror på, fordi de har deres program, der søger at kontrollere fakta i den politiske diskussion) har de faktisk kun fået 11% af pengene, mens resten er sendt retur som afbetaling til private og institutionelle kreditorer (Trojkaen). Tyske skatteydere tror, at de betaler til de dovne grækere, mens de faktisk betaler til deres egne banker plus nævnte institutioner.
Det hele er noget af et cirkus, hvor den græske stat er i bekneb for at betale kreditorerne – og derefter låner penge hertil af selv samme kreditorer. ‘Follow the money’, var det råd de to journalister, der afdækkede Watergate skandalen (den der fældede Nixon i 1970erne), fik. Så finder man, om ikke en tønde med guld for enden af regnbuen, så dog sandheden (om kapitalismen). Det mantra kaster også lys over forholdet mellem Trojkaen og Grækenland.
2) Merkel og Co har indtaget ‘the moral highground’: ”I lånte pengene, ikke sandt?, så derfor er I forpligtede til at honorere gælden. Ikke mere at tale om.” Hertil kan for det første siges, at lån er en investering og enhver investering er født med en chance for gevinst – og en risiko for tab. Det er ikke en forbrydelse, men indbygget i kapitalismens logik, at låner ikke kan betale tilbage; i så tilfælde er det snarere udlåner der har været inkompetent (eller uheldig), end låner der har forbrudt sig. Denne moralske logik (hvis kapitalismen er moralsk) gælder de private kreditorer, mens det kan siges at lånene fra de tre institutioner er mere politiske og derfor falder i en anden moralsk kategori. Hvilken? Et godt spørgsmål, eftersom det kan argumenteres, at hvis den nye regering skal hæfte 100% for den forrige regerings (ansvarsløse) lån, så betyder et demokratisk valg ingenting, for et folkeflertal kan jo i så tilfælde ikke ændre noget. Trojkaen har da også tidligere manifesteret at dette netop er deres ‘tolkning’ af demokratiet: Da Papandreou for et par år siden ville udskrive folkeafstemning om nedskæringsprogrammet, blev han indkaldt til kammeratlig samtale, hvor han fik at vide at det måtte han ikke (i så fald måtte han lede efter penge andetsteds); logisk nok blev han da også snart erstattet med en tidligere vice-præsident for ECB, Papademos.
Det hele handler om magt, nærmere bestemt afpresning.
Trojkaen siger, at hvis Grækenland ikke makker ret, lukker den for strømmen af Euro (mest til dem selv, som vi har set). ”I vil gå fallit, må genindføre Drakmen, hvilket vil give tårnhøj inflation, dermed forringelse af levestandarden. Og I vil ikke kunne låne igen hos os eller på noget marked.” Hver gang europæiske ledere taler om, at det er vigtigt at Grækenland forbliver i Euroen, undergraves denne afpresning, fordi det dermed siges at Trojkaen bør strække sig langt.
Syriza benægter ikke at en Grexit vil have meget alvorlige økonomiske konsekvenser. Det er jo derfor man ønsker at blive i Euroen. ”Men til gengæld,” lyder den græske afpresning, ”vil vor udtræden af Euroen betyde, at I og de private kreditorer vil miste en stor del af jeres tilgodehavender hos os, samtidig med at smitte til Spanien og andre kan bringe hele Euro-systemet i fare.” Derfor siger Trojkaen, at en Grexit skam ikke er noget problem for os.
Sagen handler kort sagt ikke om økonomi, men om politisk økonomi.
Trækker ECB tæppet væk?
Da Trojkaen meddelte at Grækenland måtte leve op til diverse memoranda, hvis landet (he-he) ville have penge efter 27. februar, svarede Varoufakis, at man ikke var interesseret i pengene, fordi man ikke var interesseret i en fortsættelse! Syriza vil i stedet en genforhandling, et nyt grundlag. Dette er en åbenbart politisk diskussion. Den handler om låneprogrammer med især Euro-landene. Disse penge skal ikke blandes sammen med den daglige forsyning af likviditet fra ECB. Men måske bliver det denne forsyning, der får hovedrollen i de næste par uger.
ECB er traktatmæssigt ‘upolitisk’, dvs. varetager alene finanskapitalens interesser; den forsyner de private storbanker med likviditet, gennem nogle år som rene foræringer, dvs. næsten rentefri, hvorimod det er ‘strengt verboten’ at finansiere demokratiet, dvs. købe statsobligationer.
Men nøden har lært selv finanskapitalen at spinde. Krisen har sendt mange regeringers finanser til tælling, og falder sådanne lande ud af Euroen går det også ud over profitten.
Derfor iværksatte ECB for et par år siden et større program, hvor man faktisk opkøbte statsobligationer; figenbladet, der skulle dække over traktatbruddet, var at man ikke købte direkte af regeringerne, ‘kun’ på det sekundære marked (selv om det vel kan være ret ligegyldigt). Der skrues nu op for dette program, denne gang for at imødegå den stigende deflation (når ECB veksler statsobligationer med rede penge kommer der jo flere penge i omløb, hvilket skulle presse priserne op). Men det må det land, der suverænt har mest brug for penge, nemlig Grækenland, må åbenbart ikke få gavn af det nye program. Begrundelsen er at Syriza er i gang med at bryde diverse lånebetingelser.
Men lad os se bort fra dette særlige program, og spørge om Grækenland kan få sin normale forsyning af Euro fra ECB. Det er lidt teknisk, men idéen er at den græske regering finansierer sig ved at udstede og sælge statsobligationer (i denne sammenhæng kaldet T-bills) til landets banker, som derefter bruger disse papirer som sikkerhed for at få Euro fra ECB.
Spørgsmålet er, hvor længe – og i hvilken udstrækning – ECB vil acceptere denne sikkerhed? Hvis ECB siger stop på et tidspunkt løber regeringen tør for disse penge; ECB vil vurdere situationen allerede d. 4 og 16. februar, altså noget før det formodentlige politiske rabaldermøde i slutningen af måneden.
Det er begrænset, hvor mange penge, der forfalder til betaling i februar (men til sommer taler vi om knap €10 mia), men der er en risiko: ”If the tone of the dialog deteriorates, then the ECB is likely to tell Greek banks not to buy any further government bills now, as they’d be useless for obtaining central-bank cash. The ECB’s supervisory chief, Daniele Nouy, has already written to executives, advising them to invest their liquidity only in assets that can be used as collateral.” ( http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite2_1_31/01/2015_546738).
Det betyder at Draghi (ECB’s chef) kan lukke og slukke før de politiske forhandlinger overhovedet er begyndt. Men tør han gøre det og dermed trække tæppet væk under ikke bare Grækenland, men måske hele Euro-systemet? Næppe uden tysk opbakning.
Videre kan det tænkes, at Trojkaen vil insistere på en afklaring allerede i første halvdel af februar, måske ved at stille grækerne overfor et egentligt ultimatum. For grækerne gælder det derimod om at holde situationen flydende så længe som muligt (Varoufaki har talt om en aftale ‘inden slutningen af maj’), så der bliver tid til den sociale genopretning.
Under alle omstændigheder bliver det ikke Draghi, men Merkel, der vil træffe afgørelsen. Men har hun nerver til en potentielt fatal afgørelse, for grækerne og for Europa? D. 4. februar, dvs. onsdag, er vi måske blevet klogere.
En anden grund til at slå koldt vand i blodet er, at den græske regering mener fra diverse andre kilder at have penge nok (€3,5 mia) til at klare skærere indtil slutningen af marts. Om det er rigtigt véd jeg ikke.
Rusland som joker
Mens danskerne er solidt på Ukraines – eller i hvert fald på vore mediers – side i konflikten med Rusland, holder grækerne, fra højre til venstre, lige så klart med Rusland.
Det er der historiske og kulturelle grunde til. Den fælles, ortodokst kristne religion, og osmannerne/tyrkerne som fælles fjende; polariseringen under den Kolde Krig har vist sig blot at være en parentes.
Hertil kommer, især på venstrefløjen, en kritik af kuppet i Kiev mod den demokratisk valgte præsident, fordømmelse af Høje Sektors mordbrand i Odessa og kritik af undertrykkelsen af oppositionen, især forbuddet mod det kommunistisk parti, der traditionelt har fået opbakning fra mere end 10% af befolkningen. Tsipra har tidligere kritiseret EU for at støtte regeringen i Kiev, der angiveligt delvist består af ‘nynazister’.
I dag ytrer disse synspunkter sig i en tværpolitisk skepsis overfor EU’s sanktionspolitik overfor Rusland.
Dette er et potent våben i Syriza’s konflikt med Trojkaen. EU’s sanktionspolitik kræver faktisk opslutning fra alle 28 medlemmer, dvs. Grækenland har vetoret. I begyndelsen af ugen var der et EU møde om en udvidelse af sanktionerne. Resultatet var lidt uklart. Grækenland gik med til meget, men fik dog en udsættelse af afgørelsen af nogle sanktionsudvidelser. Den græske udenrigsminister kaldte det, måske lovlig optimistisk, et ‘kompromis’.
Men alle i Trojkaen véd at Grækenland – sammen med ungarerne og slovakkerne – er imod den anti-russiske linie. Jeg tror grækerne holder dette krudt tørt. Det kan antændes, altså bruges som pression, hvis låneforhandlingerne truer med at bryde sammen.
Hertil kommer at Rusland måske kan blive en alternativ finansieringskilde. Alene muligheden herfor styrker Syriza i forhandlingerne med Trojkaen: ”Vi er skam ikke helt så afhængige af jer, som I tror”.
Alle medier har rapporteret, at noget af det første Tsipras gjorde var at mødes med den russiske ambassadør, og Ruslands finansminister har meddelt, at man da vil ‘behandle’ et græsk ønske om lån. Og her skal man huske at selv om Rusland har store økonomiske problemer (sanktioner og lave oliepriser), har landet en meget stor valutareserve. Det vil være af umådelig betydning for Rusland at bryde EU’s sanktionsfront; nogle milliarder til Grækenland må være en meget lille pris herfor. Det hedder ‘realpolitik’ og ser måske ikke så smukt ud, men bedriver man det ikke, taber man, for det gør alle andre.
Et spøgelse går gennem Europa
Det har været syv dage, der har rystet Europa. Et spøgelse går gennem vor verdensdel. Det hedder Syriza, og det hedder Podemos.
Lørdag var Madrid’s centrum sort af en folkemængde, der demonstrerede mod nedskæringspolitikken (se http://www.bbc.com/news/world-europe-31072139).
Finanskapitalen og dens politiske repræsentanter ryster vel ikke er skræk, men de er givetvis dybt bekymrede. Fra Goldman Sachs til Corydon, og fra Deutsche Bank til Merkel.
Dette er helt klart første gang at nyliberalismen er seriøst udfordret i Europa.
Attac kritiserede den finansielle spekulation og krævede Tobin skat, og Occupy Wall Street kritiserede den voksende ulighed. Dette var gode sager at kæmpe for, men Attac var overvejende en enkeltsagsbevægelser, og Occupy fik aldrig formuleret en dagsorden. Det var idealistiske initiativer, men folk som de er flest er ikke idealister. De kunne ikke slå rod i virkelige menneskers virkelige problemer.
Det kan oprøret i Sydeuropa, fordi folk her simpelthen har fået nok, i deres dagligdag og i deres arbejde (eller rettere: mangel på arbejde). Situationen er altså ny, enestående og ladet med potens. For første gang i mere end 30 år er et oprør mod et system, der fattiggør de fleste for at berige de få, blevet en reel mulighed.
Danmark er ikke et Euro-land, og derfor står vi formelt på sidelinien i dette opgør. Men selvfølgelig kan vi gøre noget, fx ved at underskrive denne opfordring:
http://www.ipetitions.com/petition/det-graeske-valg-en-chance-for-europa
Bragt på modkraft.dk d. 3/2 – 2015