Det er et interessant træk ved en krise, at meget, som kun de indviede vidste, afsløres for alle.
Hvem vidste at lokale myndigheder i USA finansierer en pæn del af deres udgifter ved at udstede og sælge obligationer?1 Det gør de, og tidligere har bankerne altid købt dem, men det har de ikke længere råd til, fordi de fattes penge. Derfor må disse myndigheder ty til andre og meget dyrere lån, hvilket vil give store problemer rundt om i USA. Det kommer der af at lade den offentlige sektor afhænge af den private, snarere end af beskatning.
Og hvem vidste at de helt store spillere indenfor den finansielle verden er de selskaber eller fonde, der forsikrer obligationer, altså lån? Ikke jeg, men nu véd jeg det, fordi det er dem, der nu rammes, i takt med at alle lån bliver mere usikre og derfor mindre værd for dem, der er så uheldige at have ydet dem (dvs. købt obligationer).
Et par dage efter at disse obligations-forsikrere fik problemer, spredtes sygdommen til en stor spekulationsfond (hedgefond) ved navn Carlyle. Den gik fallit. Kreditorerne er især de store banker, der må nøjes med de mere eller mindre værdiløse rester; disse værdipapirer vil de nu forsøge at sælge, hvilket yderligere vil presse prisen og dermed vil bringe andre ejere af obligationer i farezonen.
Lad os imidlertid starte forfra og give et kort resumé af forløbet og de centrale sammenhænge.
Krisens baggrund og udvikling
Efter krisen i 2001-02 skulle der gang i sagerne. Der skulle igen tjenes penge. Dette blev gjort ved at yde lån i stor stil (de giver jo renteindtægter), herunder til boligejere der absolut ikke var kreditværdige (subprime-lån, dvs. 3. eller 4. prioritetslån). Hvorfor ville nogen da låne til dem? Dels fordi lånene i en vis forstand retfærdiggjorde sig selv, for alle disse penge til boligsektoren fik huspriserne til at stige mod himlen, og så kan ellers fattige boligejere vel honorere deres lån? Dels fordi risikoen ved disse lån blev gjort næsten usynlig ved at blive samlet i finansielle pakker og solgt videre, selv om ingen rigtig forstod disse finansielle produkter.
90ernes aktieboble – der sprang ved IT sammenbruddet i 2000/01 – var nu afløst af en boligboble. Den berømte Greenspan fra Federal Reserve – den amerikanske centralbank – mente ikke at der var nogen problemer, så han gjorde intet for at stoppe denne udvikling. Han kunne have hævet renten eller blot talt dunder om at dette var galimatias. For et par år siden udkom der en hagiografi om manden. Det gør der næppe igen. Hvorfor gjorde han iøvrigt ikke noget, selv om et tiårs barn kunne se at den var rivende gal? Fordi finanskapitalen tjente en masse dejlige penge på dette spekulationsorgie.
Huspriserne i USA har nu været faldende i længere tid. Boliger kan ikke længere sælges. De fattige modtagere af subprimelån kan ikke betale renterne, der stiger, dels fordi kreditknapheden generelt får renten til at stige, dels fordi disse lån var skruet så snedigt sammen at de første par år var næsten rentefri, hvorefter renten pludselig stiger. De må gå fra hus og hjem, alene i februar steg tvangautionerne med 60%.
Men disse subprime lån er kun toppen af isbjerget. Det vurderes at der skal barberes 10 trillioner dollars – svarende til knap det amerikanske BNP – af boligværdierne, før de er nede i et realistisk leje. Det er når middelklassen oplever faldende boligformue, at krisen virkelig vil holde sit indtog.
Krisen på boligmarkedet har to økonomiske effekter
Den ene er den umiddelbare, nemlig at boligejere får mindre boligformue og derfor ikke kan låne så meget med sikkerhed i huset; friværdien forsvinder. Derfor indskrænker de deres forbrug (og det gælder selvfølgelig især for dem, der må opgive at forblive i deres hus). Det er vi allerede begyndt at se i USA. Resultatet har været faldende beskæftigelse, men sjovt nok ikke øget ledighed. Hvorfor ikke? Fordi de fleste af dem, som der ikke længere er brug for, opgiver at lede efter arbejde, derfor fosvinder fra arbejdsstyrken og altså ikke tæller som ledige (i betydningen arbejdssøgende). Dette er den umiddelbare effekt på realøkonomien.
Hertil kommer effekten på den finansielle sektor. De store banker samt realkreditorganisationer – som de halvofficielle Fanny Mac og Freddie Mac (det hedder de faktisk) – står bag subprimelånene, men også alle de andre boliglån. Med faldende boligpriser kan ejerne ikke afbetale, så lånene bliver stadig mindre værd. Derfor har disse finansielle sværvægtere problemer. De må indskrænke udlån, og andre tør ikke låne til dem. Likviditeten i den finansielle sektor reduceres; penge bliver en mere knap vare, så prisen på dem – renten – øges. Det giver så problemer for alle de virksomheder i den produktive sektor, der er afhængige af banklån.
Den store bailout
Kapitalismen er så viseligt indrettet at den store kapital kan inkassere profitten, hvis det går godt, men frikøbes (‘bailout’) af centralbanken og staten, hvis det går skidt. ‘Heads I win, tails you lose’, som det hedder på amerikansk.
De sidste måneder har budt på et stedse mere dramatisk spil mellem finanskapitalen og det offentlige. Mønsteret er hver gang det samme:
Aktiemarkedet falder, fordi realøkonomiske indikatorer peger på recession; det kan være faldende forbrugertillid, lavere beskæftigelse eller mindre salg. Eller fordi de store banker og fonde må offentliggøre nye milliardtab. Derefter griber Fed ind, enten ved at sænke den rente, som finanskapitalen skal betale for at låne af Fed, eller ved direkte at subsidiere denne kapital. Således opmuntret får vi en dag eller to med dramatisk stigende kurser, ledsaget af ekspertvurderinger om at nu er det værste nok overstået. Derefter kommer nye dårlige tal og kurserne dykker igen.
Lad os se lidt nøjere på, hvad det offentlige har gjort.
Allerede i efteråret tilførte Fed og ECB (europæiske centralbank) ‘markedet’ – læs: finanskapitalen – hundreder af milliarder af Dollar/Euro. Det hjalp ikke. Derefter har ECB stort set været passiv, selv om krisen havde bredt sig til Europa (bl.a. fordi der også var boligboble her). Det hænger sammen med at denne bank alene må være optaget af at bekæmpe inflation; den har vist stigende tendens, så derfor har ECB ikke sænket renten.
Fed, derimod, er på dette punkt mindre nyliberal, for den må godt – som den har gjort – ignorere den stigende amerikanske inflation og koncentrere sig om at bekæmpe krisen. I februar fik vi en dramatisk sænkning af den officielle rente med ¾% og i marts fik vi en yderligere redukton, igen med ¾%. Det har kun haft effekt et par dage, indtil ligene igen begyndte at vælte ud skabe og regnskaber. Og problemet med dette instrument er naturligvis at der kun er så og så mange skud i bøssen, for renten kan jo ikke sænkes under nul.
Derfor tyede Fed i begyndelæsen af marts til et nyt, helt originalt middel. Det bestod i at tilbyde banker og fonde 200 milliarder dollars mod ‘sikkerhed’ i de mere end usikre lån (herunder subprimelån) som bankerne er brændt inde med. Det var en bailout, der kunne vaske sig, så det var ikke mærkeligt at Wall Street fejrede begivenheden med stigninger på omkring 4%. Som sædvanlig holdt festen kun et par dage.
Midt i marts indtraf det foreløbe dramatiske højdepunkt i krisen, da Bear Stearns – USA’s femtestørste finansielle selskab og næststørste ‘underwriter’ af (garant for) gæld – var ved at gå fallit.
Krisen blev klaret ved at Morgan Stanley købte Bear Stearns for en brøkdel af den værdi, som selskabet havde haft få dage før. Og nok så bemærkelsesværdigt: Fed garanterede den tilbageværende værdi overfor Morgan Stanley, så for dette selskab var der ingen risiko. Fed-garantien betød så at Bear Stearns værdi blev opgraderet, hvilket fik andre interesserede købere af selskabet på banen, samtidig med at Morgan måtte erklære sig villig til at betale mere.
Sammenfattende har disse ting betydet at Fed har skiftet rolle fra en overordnet offentlig instans, der regulerer de finansielle markedet efter armslængde-princippet, til en aktiv spiller, der går ind og frikøber, når der er problemer. En sådan sammenvævning af offentlige og private interesser blev under krisen for 10 år siden kaldt ‘crony capitalism’, i forbindelse med de østasiatiske landes statskapitalisme.
Fed er nu, næsten officielt, blevet finanskapitalens forsikringsselskab. Dog betales der ikke præmier og det er skatteyderne, der betaler når spekulationerne – som nu – går galt. Det bryder med alle principper for markedsøkonomi og kapitalisme, og har da også skabt en bekymret debat i USA.2 Problemet synes ikke at være at det alene er almindelige amerikanere, der kommer til at betale for krisen, men hvad der kaldes ‘moral hazard’, dvs.: når tab ikke har konsekvenser, hvad sikrer da at investorer – herunder de finansielle – optræder rationelt når de skal udføre deres job, som er at vurdere risiko?
Ledelsen af Kongressens finansielle komité (både demokratisk og republikansk) bad derfor Fed om en ‘redegørelse’.3 Vi får se.
Det politiske system har i øvrigt ikke foretaget sig meget. Hvad det kan gøre er naturligvis at føre ekspansiv finanspolitik ved at sænke skatterne – dermed øge det private forbrug – eller øge det offentlige forbrug. Demokraterne ville især det sidste, bl.a. fordi effekten på købekraften er størst ved at give hjælp til arbejdsløse og andre på bunden af samfundet, men de bøjede sig for Bush og republikanerne, der ikke uventet foretrak skattelettelser, der som sædvanlig især gik til de rige (der opsparer meget af gevinsten, hvorfor det ikke er særlig effektivt, hvis formålet er at stimulere efterspørgslen). Under alle omstændigheder er det små beløb, så der er ingen grund til at tro at det vil have nævneværdig effekt.
Privat kurspleje
I vore dage er alt, hvad der kan krybe og gå indenfor finansverdenen, privatiseret. Aktiebørserne, fx Nasdaq i USA og Københavns fondsbørs, er private, og derfor købes og sælges de.
Også de store institutioner, der vurderer lån (især obligationer) og giver dem karakterer, fra AAA og nedefter, er private selskaber. Det drejer sig om Moody og S&P. Hvis de nedgraderer lån fra fx AAA, så vil disse papirer selvfølgelig falde i værdi, til stor skade for de banker og fonde, der måtte ligge inde med dem. Så de to har en enorm magt.
Hvordan bruges den? I begyndelsen af marts kom det frem, at de har fastholdt AAA vurderingen for en række af de helt store finansielle spillere, herunder storbanker som Citygroup, på trods af, at en nøgtern optælling viser at de ligger inde med en masse dårlige lån. Derimod blev lokalmyndigheders obligationer nedvurderet efter de ovennævnte problemer, til trods for at der er skattepenge bag dem som sikkerhed. Bloomberg.com – den bedste hjemmeside for at holde sig orienteret – havde i denne anledning en usædvanligt skarp artikel.
Det handler selvfølgelig om at Moody og S&P (Standard and Poor) er private selskaber, som derfor skal tjene penge; deres vurderinger af kreditværdighed tilpasses herefter. Jeg véd ikke hvem der ejer de to, men det ville ikke undre mig om storbankerne havde et par aktier. Man har kort sagt sat finanskapitalen til at vurdere sig selv, og det er altså faldet positivt ud. I efteråret var de to institutioner iøvrigt jubeloptimister, længe efter at alle andre havde erkendt at alle pile pegede nedad.
For øvrigt har USA, ligesom Danmark, oplevet brancheglidning. Derfor er der der stort set ingen forskel på de store spillere, nemlig Morgan Stanley, Goldman Sachs, Citibank, Lehman, Merril Lynch og et par stykker til. Der er et spil imellem dem, men man skal være indviet for at forstå det helt. De konkurrerer selvfølgelig om forretninger, men de hjælper også hinanden. 28. marts var Citibank – måske på fallittens rand – ude med en positiv vurdering af Lehman, som derefter steg. Hvorfor man tror på sådan noget, aner jeg ikke.
Det er ikke mærkeligt at repræsentanter for Danske Bank eller Jyske Bank er optimister, det bliver de betalt for at være (lidt mærkeligere at journalister opfatter dem som neutrale analytikere). Det mærkelige er at den almene karaktergivning af finanskapitalen overlades til denne, – som hvis 7b selv fik lov at bestemme deres karakterer. Hvorfor de handlende tager disse ‘ratings’ alvorligt, véd jeg ikke, måske fordi de tror at andre gør det. For øvrigt kom de to fætre – Moody og S&P – ud med en vurdering midt i marts om, at nu var bunden nået, nu var der snart ikke flere rådne lån at opdage hos banker og fonde, så nu ville det gå fremad. Den troede markedet på en dags tid.
I USA er der i øvrigt noget der hedder SEC. Det er et offentligt organ, der skal holde øje med Wall Street, svarende til det danske Finanstilsyn. Men dem hører man næsten intet til mere. Fed har overtaget denne rolle.
Dollaren, inflationen og en mulig global magtforskydning
Dollarens værdi er styrtdykket de sidste måneder, siden årsskiftet med mere end 10%.
Det skyldes overordnet den mindre tillid til den amerikanske økonomi. Mere specifikt skyldes det, at den officielle rente er faldet, hvilket betyder at afkastet ved køb af amerikanske statsobligationer er faldet. Derfor efterspørges der færre dollarpapirer og det giver selvfølgelig en lavere pris på dollar.
Dollarfaldet har en række effekter.
Den første er at amerikanske varer bliver billigere, så amerikanerne kan sælge mere, hvilket er godt for deres betalingsbalance (som i mange år har været i et stort minus), og skidt for Europas betalingsbalancer.
Den anden er at olieprisen stiger, nu til op imod 110 dollars pr. tønde. Det er der også andre grunde til, men da olie afregnes i dollars, er det klart at arabere og andre kræver kompensation for lavere dollarværdi.
Den tredje effekt er at import til USA bliver dyrere, målt i dollars, hvilket stimulerer inflationen. Dermed er USA i den klassiske stagnationsfælde, hvor den økonomiske lavvækst fordrer lav officiel rente men inflationstruslen høj rente. Indtil nu har Fed som sagt ignoreret inflationen, hvilket har fået mere konservative økonomer til at rynke brynene.
Er der mere langsigtede konsekvenser af den lave dollarværdi (den forventes at falde yderligere i de kommende måneder)?
Umiddelbart er det globalt set godt, at den amerikanske betalingsbalance forbedres. Dette underskud på mere end 5% af USA’s BNP – der har betydet at vi andre venligt har finansieret 5% af amerikanernes forbrug og investeringer, Irak-krig inklusiv – har i mange år været en frygtet kilde til ustabilitet: Hvad vil ske hvis kineserne og japanerne bliver trætte af at holde amerikanske værdipapirer? Så vil dollaren styrtdykke, og hvis det sker pludseligt, kommer hele den globale økonomi i fare.
Nu styrtdykker dollaren faktisk, men ikke fordi – så vidt jeg véd – at Kina og Japan har indstillet deres dollarkøb. Den falder fordi den amerikanske økonomi har det elendigt. Men i takt med at den falder, bliver det selvfølgelig en stadigt dårligere forretning at erhverve sig dollars, så det ville være mærkeligt om ikke disse to lande holder mere igen med dollarkøb. Og gør de det, vil dollaren for alvor begynde at falde!
Også de olieproducerende lande har masser af dollars. Med mellemrum er der dukket forlydener op om at de vil begynde at kræve Euro i stedet for dollars ved afregning af olien, netop fordi dollaren er et så usikkert papir (rettere: det synes sikkert at den bliver mindre værd). Det er ikke sket, men for nylig forlød det at araberne vil holde op med at lade deres valutaer følge dollaren, hvilket kan ses som et første skridt til en frigørelse fra denne valuta.
Hvad der er på spil er med andre ord dollarens rolle som global supervaluta (ikke blot reservevaluta, der kun nævner én af penges funktioner, men hertil kommer funktionerne som afregningsvaluta og den valuta, som der ydes lån i).
I en interessant artikel i Guardian Weekly 22/2-08 taler Martin Jacques om at ‘a geopolitical sea change’ er på vej, idet han mener at den økonomiske magt vil flytte fra USA til Asien, især Kina og Indien, hvilket vil betyde at nyliberalismen i den radikale angelsaksiske version vil svækkes. Jeg synes ikke at han rigtigt begrunder dette (og hvad har Indien – stadig en økonomisk dværg – at gøre i denne diskussion?), men tanken er interessant, fordi en stærkt svækket dollar naturnødvendigt betyder en svækkelse af USA’s globale økonomiske magt.
Der har ikke været megen analyse af dette aspekt af den økonomiske krise. Hvad man her skal følge er USA’s ‘flow of funds’ statistik, hvilket jeg ikke har gjort.
Dog har der været nogen opmærksomhed omkring, at kinesiske og arabiske ‘sovereign equity funds’ – dvs. statslige kapitalfonde – er stadig mere aktive i form af opkøb af amerikanske selskaber. De er jo meget billige nu, fordi dollaren er billig. Dette kan ses som en slags tak for sidst, eftersom bl.a. amerikansk kapital opkøbte masser af asiatiske (ikke mindst sydkoreanske) selskaber i kølvandet på den østasiatiske krise for 10 år siden; dengang var disse selskaber meget billige, fordi landenes valutaer var styrtdykket.
Den mest omtalte begivenhed var at Dubai-penge for et par måneder siden købte 10% af City Bank. Man ville skam ikke søge indflydelse, forlød det fra sheiken, så man fik nærmest indtryk af at der var tale om en hjælpende hånd til en ven i nød. Den holder nok ikke, og amerikanske røster advarede da også om udsigterne til arabisk medkontrol af USA’s finanskapital. City Bank – verdens næststørste bank – var så langt ude i tovene, at de ikke havde råd til at sige nej. Trods kapitalindsprøjtningen forlød det fra Bloomsberg i begyndelsen af marts, at City Bank og andre storbanker var i reel fare for at falde. Det tror jeg ikke: de bliver givetvis frikøbt af Fed og regeringen.
Krisens fordelingspolitiske effekt
Det er en lidet kendt sag, at verdenskrisen i 30erne havde én positiv konsekvens. En masse mennesker blev arbejdsløse og gik ned i indkomst, men samtidig øgedes ligheden i de fleste lande. Det skyldes at en kapitalistisk krise umiddelbart er en krise for kapitalen, så en masse spekulationsgevinster blev barberet væk.
Det er ikke sikkert at det går på samme måde denne gang. Arbejderbevægelsen står svagere. Samtidig har den ægte liberalisme – hvor det offentlige holder fingrene væk – mistet afgørende terræn til kapitalismen. Den amerikanske demokratiske proces og den amerikanske stat er i dag entydigt et redskab for kapitalinteresserne. Derfor griber offentlige myndigheder i høj grad ind, – til fordel for kapitalen og især de største blandt spekulanterne.
Man kan håbe at en demokratisk sejr til november kan giver et modspil. Jeg tvivler. Hillary Clintons økonomiske toprådgiver var for 10 år siden husbondens finansminister og var som sådan arkitekten bag den dristige operation, der dengang åbnede Østasien – især Sydkorea – for amerikansk kapital; har en entydigt den amerikanske finanskapitals mand.
Krisen i Danmark
Her i landet er det stilhed før stormen. Der er endda dem, der stadig taler om ‘overophedning’.
Bankvæsenet – dvs. i det store og hele Danske bank – forsikrer at de ikke har nogen subprimelån i klemme. Det er måske rigtigt – måske forkert – men subprime var kun den udløsende faktor, og nu drejer det sig om mange andre ting.
Vi fik en forsmag i begyndelsen af marts, da den danske handel med realkreditobligationer blev suspenderet en dags tid. Det skyldtes ikke at der var speciel mistillid til disse, men at de udenlandske fonde etc., som takket være kapitalliberaliseringen for en snes år siden fik lov at købe disse papirer, manglede penge og derfor solgte disse obligationer. En dansk ekspert udtalte at der ikke ville blive yderligere problemer, eftersom det danske boligmarked er solidt. Det er imidlertid irrelevant i vor globaliserede æra. Faktisk blev de netop solgt, fordi det var gode, sikre papirer, som derfor uden bøvl kunne forvandles til likvide penge; så obligationerne faldt i værdi, fordi de var værdifulde. Kapitalismen er ikke altid retfærdig.
Den amerikanske krise har spredt sig til Europa og Asien (i efteråret hævdede nogen at Asiens nye styrke ville gøre dem usårlige, således at smitte kunne undgås, men det holdt ikke stik).
Aktiemarkederne er faldet overalt i Europa, og i særdeleshed i Danmark.
Realøkonomien er stadig rimeligt upåvirket, men det er kun et spørgsmål om tid. Boligmarkedet er allerede under pres. Priserne er på vej ned, hvilket betyder at gælden stiger og friværdien eroderer, og samtidig er boligejernes rentebyrde på vej op. Snart vil den ringere økonomi for landets boligejere betyde lavere privatforbrug og dermed en nedgang i den økonomiske aktivitet.4
Nationalbanken forudser faldende vækst og at arbejdsløsheden vil vokse. Vi skal indstille os på andre tider.
Danmark er særligt udsat
Den nyliberale periode er generelt – på globalt plan – karakteriseret ved at finansielle kapitalbevægelser (porteføljeinvesteringer) er vokset mere end produktive kapitalbevægelser (FDI), der er vokset mere end handelen, der endelig er vokset mere end BNP. Det synes som om finanskapitalen, som en gøgeunge, er i færd med at fortrænge realøkonomien. For perioden 1996-2006 er faktorerne for vækst hhv. globalt og for Danmark disse:5
| 1996-2006 | Global vækst | Dansk vækst |
| BNP | 1,6 | 1,5 |
| Eksport | 2,3 | 2,2 |
| FDI (udadgående) | 3,5 | 4,5 |
| Portefølje (udadgående) | 5,5 | 7,9 |
(Fx er det danske BNP vokset 1,5 gange, dvs. 50%).
Som det ses er danske kapitalbevægelser (FDI og portefølje) øget mere end det globale niveau; dansk kapitalisme er altså godt med. Alene i de sidste 3 år er den gennemsnitlige valutaomsætning i Danmark – helt overvejende til finansielle transaktioner – steget med 111%, mens den globale vækst ‘kun’ har været på 71%.
Det er ikke mindst de danske institutionelle investorer, bl.a. ATP, der står bag denne ekspansion. Disse investorer fordoblede den udenlandske andel af deres aktiekøb fra 1988 til 1997 (fra 20% til 40%), og nylig har de på blot 2 år øget deres samlede udenlandske portefølje med mere end 50%; især investeringsforeningerne har ekspanderet udenlands.
Dette betyder at den danske økonomi, og i særdeles pensionsfonde, i stigende omfang er blevet direkte afhængige af de udenlandske konjunkturer og dermed er uden for politisk kontrol.
Danskere investerer langt mere i udenlandske aktier end udlændinge investerer i danske aktier, mens forholdet er omvendt mht. obligationer. Aktier giver generelt højere afkast, men de er også langt mere risikable, dvs. de falder mere end obligationer i en lavkonjunktur.6 Hvis danske og udenlandske aktier i denne situation procentvis falder lige meget, vil den danske økonomi således få problemer; midt i marts 2008 melder danske pensionskasser da også om store tab (Børsen, 13/3-08).
På højden af den forrige højkonjunktur, i 1999, tjente Danmark 102 mia på en opvurdering af vor nettobeholdning af aktier (danskejede minus udlandsejede), men da aktierne faldt i 2000 tabte vi 84 mia. Magtudredningen har beregnet at vi i perioden 1999 til 2002 netto tabte ikke mindre end 232 mia på disse værdireguleringer; det kan sammenlignes med at det samlede løbende overskud i disse 4 år var 126 mia. Vor spekulation i udenlandske papirer kostede os næsten dobbelt så meget som den realøkonomiske aktivitet (handel) indbragte. Hvorfor den store fokus på at forbedre betalingsbalancen gennem bedret konkurrenceevne, dvs. lavere lønninger, når det betyder så lidt i forhold til finanskapitalens aktiviteter, kunne man spørge.
Danske pensionister og øvrige investorer vil givetvis lide meget store tab i de kommende år, i takt med at krisen uddybes og kurserne falder. Damgaard (2007: 49) har beregnet, at vi vil tabe 43 mia, hvis aktierne falder 5%, obligationerne stiger 5 og dollaren faldet 5%. I skrivende stund tyder alt på langt større fald for aktier og dollar; siden årsskiftet er begge dele faldet ca. 10%.7
Krisen vil således i første omgang ramme den finansielle sektor, som i USA, men den vil formentlig ramme forholdsvis hårdere.
I næste omgang bliver realøkonomien ramt, bl.a. fordi bankerne bliver nødt til at indskrænke deres udlån.
Hvad bliver svaret fra nationalbanken og regeringen?
Nationalbanken er som ECB bundet op på den nyliberale teori om at inflation er det værste i verden, og samtidig skygger diskontoen ECB-renten. Derfor skal man ikke vente en lempeligere pengepolitik, altså rentenedsættelser (som i USA).
Så er der finanspolitikken. Som ortodoks nyliberal tilbage i slutfirserne var Anders Fogh Rasmussen modstander af finanspolitik, simpelthen, fordi en sådan indebærer uliberal – keynesiansk – statsindgriben. Markedet kan selv klare problemerne, når blot strukturerne gøres tilpas fleksible (Asmussen, 2007).
Dagens mere pragmatiske Anders Fogh vil formentlig føre ekspansiv finanspolitik. Det kan gøres på to måder. Hvis man foretrækker den offentlige sektor skal de offentlige udgifter øges, men hvis ens hu står til den private sektor er det naturligvis det private forbrug der skal øges, via skattesænkninger. Hvad mon VK-regeringen vælger?
Her må vi håbe at socialdemokraterne – der jo i valgkampen ville have en god offentlig sektor fremfor skattelettelser – og SF kender deres besøgelsestid (regeringen vil givetvis foretrække bred opbakning til krisepakken).
Så er der lønnen
Forårets overenskomster er formentlig på plads, før krisen skylder ind på vore strande. Men lønnen kan jo godt glide opad derefter, og her har fagbevægelsen et solidt argument for at en ordentlig løn, dermed stor købekraft, er et centralt middel til at øge efterspørgslen og dermed bekæmpe krisen. Regeringen og arbejdsgiverne vil som altid tale om ulykkerne for konkurrenceevnen, hvis lønnen stiger, men i en krisesituation er der gode argumenter for at lade det argument vige, ikke mindst fordi udlandsgælden er væk, så vi er i en helt anden situation end i 70erne og 80erne, hvor hensynet til betalingsbalancen måtte veje tungt.
Hvis der kommer politisk magt bag en strategi om at bekæmpe krisen ved at øge de offentlige udgifter, kan krisen faktisk blive en murbrækker, der kan nedbryde VK-regeringens mangeårige nedskæringspolitik.
Især vil krisen give solide argumenter for at øge kommunernes budgetter og for at øge dagpenge, kontanthjælp mm.; som demokraterne i USA argumenterede, er det modtagerne af disse ydelser, der helt sikkert vil bruge næsten alle de ekstra penge på ekstra efterspørgsel (forbrug) til gavn for os alle.
Hvis Danske Bank eller en kredit-‘forening’ (de er alle aktieselskaber nu) om et halvt år kommer og beder om 10 milliarder af vores kroner, fordi de er brændt inde med dårlige lån og er i fare for at kollapse, må oppositionen være oppe på mærkerne:
Finanskapitalen vil fortælle, at hvis de ikke får pengene, vil landets økonomi ligge i ruiner. Det har de ret i, og derfor skal pengene bevilges. Men ikke til de spekulanter, der har bragt os ud i uføret. Staten skal fyre direktion og bestyrelse og ikke betale en krone til hverken dem eller aktionærerne (A.P. Møller ejer for resten 22% af aktierne i Danske Bank). De skovlede ind i de gode tider og kan nu passende sælge deres lystbåde. Staten bør socialisere sådanne selskaber, dvs. bringe dem under demokratisk kontrol, og tilføre de nødvendige midler (det er ikke så mange, for når staten står bag er alle skatteyderne garanti).8
Specielt SF må her træde i karakter og vise at det er et anti-kapitalistisk parti (ingen véd idag hvad socialisme er, men hvis den ikke er anti-kapitalisme, er den ingenting).
Fra kapitalistisk til demokratisk økonomistyring?
Jeg tror at krisen bliver dyb og langvarig. Man skal her have in mente, at nyliberalismens deregulering er ensbetydende med at det offentlige har kastreret sig selv vis-a-vis kapitalen. Så selv om især den amerikanske stat helt er på kapitalens side, er det begrænset hvor effektivt den kan hjælpe. Den kan give penge, men den kan ikke tøjle kapitalen, selv om dette måtte være nødvendigt for at stabilisere kapitalismen.
Imidlertid er det før set at kriser giver grobund for nye tanker og nye handlinger. Tænk på 30erne og New Deal, der betød en omfattende demokratisk kontrol med kapitalen, især med finanskapitalen. Den reelle forudsætning er naturligvis en så afgørende svækkelse af kapitalen, at magtforholdene ændres.
Krisen kan skabe ny tvivl om kapitalismen: Er det her rodede kasino virkelig det bedste Homo Sapiens kan præstere?
LITTERATUR
Asmussen, B. (2007): Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994 (Ph.D afhandling),
Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.
Damgaard, J. (2007): Fra debitor- til kreditorland – en analyse af formueindkomsten, Danmarks
Nationalbank, Kvartalsoversigt, 1. kv. (www.nationalbanken.dk)
Egstrup, R. og B. D. Fischer (2007): Valuta- og derivatmarkedet i 2007, Narionalbankens kvartals-
oversigt, 4. kvartal 2007. (www.nationalbanken.dk)
HJEMMESIDER
For den, der vil følge med i den amerikanske krise, er www.bloomsberg.com den bedste hjemmeside. Den er nogenlunde reklamefri, giver hurtig oversigt over kursudviklingen på børserne (også i Europa og Asien) og analyserne er nøgterne og til tider lidt kritiske. Jeg synes ikke at Financial Times (www.ft.com) er helt så god.
For kritiske kommentarer og analyser er Center for Economic Policy Research (www.cepr.com) glimrende. Ankermanden er den utrættelige Dean Baker, der har skarpe og morsomme kommentarer i sin ugentlige bulletin.
Poul Krugmanns kommentarer i New York Times er altid en fornøjelse at læse (www.nytimes.com)
I Danmark eksisterer der mig bekendt ingen hjemmesider, tidsskrifter eller lign. med en kritisk tilgang til økonomi. Kapitalisme og nyliberalisme tages altid som den uudsagte præmis. Undtagelsen er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (www.aeraadet.dk), der imidlertid ikke beskæftiger sig meget med makroøkonomisk politik.
Børsens hjemmeside (www.borsen) bringer de danske økonomiske nyheder. Avisen er et serviceorgan for erhvervslivet, og har derfor ringe interesse for dybere analyser (uanset politik farve). Berlingske har www.business.dk, der er nogenlunde det samme.
Af officielle hjemmesider, der kan være til nytte er der:
Danmarks statistik: www.dst.dk
Finanstilsynet: www.ftnet.dk (statistik om finanssektoren)
Nationalbanken: www.nationalbanken.dk (især kvartalsoversigterne)
Økonomiske Råd: www.dors.dk (med to årlige rapporter)
NOTER
1Denne artikel skulle gerne kunne læses også af ikke-økonomer. Disse udmærkede mennesker er gennemsnitligt kloge, men ofte ved de ikke, hvad en obligation er. Så her kommer forklaringen:
Hvis du vil låne penge, kan du henvende dig i banken; det er alene en sag mellem to parter. Alternativt kan du sætte dig ned og underskrive et stykke papir, hvor der – reelt – står at du i de næste år vil betale ejeren af værdipapiret fx 1.000 kr. Det sælger du så på det finansielle marked for den bedste pris, du nu kan få. Du låner og køberen af obligationen udlåner. Hvis din kreditværdighed er ringe, får du måske kun et provenu på 5.000 kr ud af salget, dvs. du betaler 20% i effektiv rente (beregningen af denne kompliceres af at obligationer har en løbetid på fx 10 pr, hvorefter obligationens pålydende skal betales tilbage). Så arver du 10 millioner fra din tante, troen på at du kan betale de årlige 1.000 kr skyder i vejret, så obligationen er nu pludselig 20.000 kr værdi. Det er heldigt for den oprindelige køber, der nu ved salg kan inkassere en kapitalgevinst på 15.000 kr, mens du sådan set kan være ligeglad, fordi du under alle omstændigheder skal af med 1.000 kr om året i renter.
Nu er det selvfølgelig ikke privatpersoner som dig, der låner på denne måde; du går i banken. De instanser, der udsteder obligationer, falder i tre kategorier:
1) Staten (og andre offentlige myndigheder). Dette er statsobligationer (evt. kommunale obligationer). Udstedelse og salg af disse er næst efter skattebidrag den vigtigste måde for det offentlige at skaffe sig penge. Disse obligationer sælges normalt til den højeste pris, fordi sikkerheden for rentebetalingerne er skatten, og den kan inddrives med hele statsapparatets magt (militær og politi). Derfor kan staten låne billigere end andre (for Siera Leone stiller sagen sig anderledes). Amerikanske statsobligationer regnes for de sikreste papirer i verden (derfor høj kurs = lav effektiv rente), fordi den amerikanskle stat er den stærkeste magt i verden.
Når kapitalismen – som nu – kommer i krise, flygter alle – dvs. al ledig kapital – til det sikre, og det er statsmagten. Der købes statsobligationer. Så når aktier og virksomhedsobligationer stryger ned i Wall Street, fordi der sælges ud af disse papirer, stiger kursen på statsobligationer. Og det er selvfølgelig fint for staten, at den kan optage nye lån for en meget lav rente. Altså: Private papirer og offentlige papirer, dermed privat rente og officiel rente, bevæger sig ofte i modsat retning. Hvad der er skidt for kapitalen, er godt for staten.
2) Selskaber (virksomhedsobligationer). Deres værdi afhænger ganske af, hvordan selskabet klarer sig. I USA er dette en meget almindelig finansieringsform, men ikke i Danmark, hvor banklån foretrækkes.
3) Realkreditobligationer. Disse er langt mere udbredte i Danmark end i udlandet. Sikkerheden ligger som bekendt i værdien af de boliger, hvis ejere optager lånene (via realkreditinstitutionen).
2“Still, some economists said, the Fed may encourage risky behavior by backstopping financial institutions. Willem Buiter, a London School of Economics professor and former Bank of England policy maker, called the Fed’s move ‘socialism for the rich, which is both inefficient and morally objectionable’ ” (www.bloomsberg.com, 15/3-08).
3The Senate Finance and Banking committees said they are reviewing the taxpayer-backed sale of Bear Stearns Cos. to JPMorgan Chase & Co.
Finance Committee Chairman Max Baucus, a Montana Democrat, and Iowa Senator Charles Grassley, the panel’s top Republican, sent a letter to Bear Stearns Chief Executive Alan Schwartz, JP Morgan Chief Executive Jamie Dimon, Treasury Secretary Henry Paulson, Federal Reserve Chairman Ben S. Bernanke, and New York Fed President Timothy Geithner seeking details on how the buyout was negotiated.
Banking Committee Chairman Christopher Dodd, a Connecticut Democrat, will announce his panel’s actions later today, a committee aide said.
“Americans are being asked to back a brand new kind of transaction, to the tune of tens of billions of dollars,” Baucus said in a statement. “With jurisdiction over federal debt, it’s the Finance Committee’s responsibility to pin down just how the government decided to front $30 billion in taxpayer dollars” for the deal, Baucus wrote.
The committees’ inquiries may herald a broader congressional backlash to the agreement, which Senate Majority Leader Harry Reid of Nevada has described as a “bailout.”
“Economic times are tight on Main Street as well as on Wall Street, and we have a responsibility to all taxpayers to review the details of this deal,” Baucus wrote. Grassley said the panel wants to determine whether the arrangement sets a precedent “for federal involvement when other firms overextend themselves” and “whether taxpayers will lose money here.”
4“Danske boligejere er presset fra to fronter i øjeblikket. På den side stiger deres gæld og på den anden side er danskernes renteudgifter til boligen nærmest eksploderet de seneste år. Det skriver Jyllands-Posten.
På bare to år er boligejernes renteudgifter steget 36 mia. kr. eller hvad der svarer til 80 pct. I 2005 betalte danskerne 45 mia. kr. i renter på realkreditlån og boligrelaterede banklån i 2005 – to år senere var rentebetalingerne steget til 81 mia. kr.” (Børsen, 15/3-08)
5Kilde: World Investment Report 1997, s. 4 (www.unctad.org) , og 2007, s. 9; Statistisk Tiårsoversigt 2007, s. 105 (BNP), s. 156 (eksport = varer plus tjtenester som indtægt), s. 157 (FDI og portefølje).
Noter: 1) Kapitalbevægelserne er meget konjunkturfølsomme, således var der store fald i 2001/02, men dette er udjævnet, fordi både 1996 og 2006 havde højkonjunktur. 2) Der er tale om strømme, dvs. årlige beløb; dog er den globale vækst i porteføjeinvesteringer beholdninger (aktiver), og perioden er her 1997-2006; kilden er her IMF: www.imf.org/external/np/sta/pi/global.htm (Table 12).
6I de senere år har der faktisk været en tendens til at obligationer stiger i en lavkonjunktur, fordi investorer flygter fra aktier over i de mere sikre obligationer (især statsobligationer), jf. Damgaard, 2007: 48.
Forholdet mellem investering i aktier og obligationer for hhv danskere i udlandet og udlændinge i Danmark fremgår af denne tabel (Damgaard, 2007: 48):
| Mia kr. | 1999 | 2000 | 2001 | 2002 | 2003 | 2004 | 2005 |
| Aktier: Netto | 227 | 236 | 202 | 108 | 124 | 132 | 250 |
| Oblig.: Netto | -459 | -416 | -428 | -397 | -316 | -309 | -336 |
Forklaring: I fx 1999 ejede danskere udenlandske aktier for 387 mia danske aktiver, mens udlændinge ejede danske aktier for 160 mia (danske passiver), hvilket giver nettoaktiver på 227 mia.
Det ses:
1) at danskere foretrækker aktier, de åbenbart mere forsigtige udlændinge obligationer,
2) at vi lærer af lavkonjunkturer at være mere forsigtige, jf. faldene 2002 til 2004, men at vi atter fristes, når højkonjunkturen buldrer, jf. springet i 2005.
7Oplysningerne i dette afsnit stammer fra Egstrup/Damm, 2007: 119 og 124; Damgaard, 2007: 46 og 50; samt Tiårsoversigt, 2007: 156.
8A Stock Transfer Tax: The Right Medicine for Wall Street
By Dean Baker
________________________________________
This column was postet on TPM Cafe on March 15, 2008.
________________________________________
Bears Stearns, the Wall Street investment banking giant, is now on life support, being kept alive only by infusions of tens of billions of taxpayer dollars courtesy of the Federal Reserve Board. In the months ahead, it is virtually certain that more of the Wall Street big boys will be pushed to the edge, victims of excessive greed and really bad judgment.
Until about six months ago, Wall Street was at the center of the world-wide neo-liberal push to eliminate government regulation and allow the market to operate unfettered. (This was always more hype than reality as I show in The Conservative Nanny State: How the Wealthy Use the Government to Stay Rich and Get Richer [free download available].)
Things are different today. With the banks on the edge of collapse, the bankers are demanding the sort of government help they would deny to working mothers trying to provide their kids with health care, child care, and decent housing and education. Of course the situation is very different. The working mothers are looking for chump change, the Wall Street boys want real money.
While the bankers are claiming to have hostages – they say the financial system and the whole economy will be brougt to its knees if we don’t meet their demands – they are not telling the truth. We absolutely have an interest in keeping the banks operating in an orderly manner. This can be done without bailouts.
England gave us the model last month when the government took over Northern Rock, a major bank that managed to get itself in serious trouble with bad bets in the mortgage market. The government replaced the top management and put in new people who set about getting its books in order. Once they have this done, the bank will be resold to the private sector.
Northern Rock is still in business. Depositors can get to their money and the bank sill conducts its normal business. There have been no runs in England due to this takeover.
The difference between what happened with Bears Stearns and what happened at Northern Rock is that the managers at Bears Stearns who bankrupted the bank are still calling the shots and collecting their multi-million dollar salaries. The stockholders also have about $4 billion in wealth in a bank that would otherwise be insolvent, if not for the courtesy of the cash infusion from U.S. taxpayers.
Northern Rock gives us the model for getting through this financial crisis. We want to keep the banks operating, but we have absolutely zero interest in giving taxpayer dollars to some of the richest people in the country, who apparently weren’t smart enough to handle their own affairs. No nanny state for the rich boys.
In fact, we should look to borrow another policy from the United Kingdom that can help set our financial markets in order. The U.K. imposes a modest stock transfer tax of 0.25 percent on every purchase or sale of a share of stock. This sort of tax would make almost no difference to a typical middle class shareholder. However, a tax of this size, with comparable taxes on various other financial instruments, like options and futures, would put a serious crimp in the money shuffling business that has wrecked so much havoc on the U.S. economy.
Furthermore, such a tax could raise a great deal of money, easily in the neighborhood of 1.0 percent of GDP or $150 billion a year. Imagine that we could finance national health care insurance with a financial transactions tax, or provide quality child care and pre-school education, or build up a green infrastructure, or maybe just have a nice middle class tax cut of $1,000 per family.
There is no shortage of good uses for the money that could be raised through a financial transactions tax. This is the conversation that the country should be having. Instead of funneling tens or hundreds of billions of taxpayer dollars to the failed wizards of Wall Street, we should be talking about what they can do for us.
________________________________________
Dean Baker is Co-Director of the Center for Economic and Policy Research, in Washington, D.C.
________________________________________
Center for Economic and Policy Research, 1611 Connecticut Ave, NW,=Suite 400, Washington, DC 20009. Phone: (202) 293-5380, Fax: (202) 588-1356, Home: www.cepr.net