Siden september sidste år er aktiemarkederne faldet betydeligt (15-20%); det gik lidt bedre i maj, men derefter var det igen nedad. Det gælder både i USA, Europa og Asien, hvilket vidner om den globale finansielle integration. Tidligere blev det sagt at Asien – især Japan og Kina – kunne unddrage sig ‘smitte’ og dermed udgøre en stabiliserende faktor, men det er altså ikke tilfældet. Japan er i decideret recession (fald i BNP), mens væksten i Kina er dæmpet en smule.
Apropos Kina: De to kinesiske børser i Shanghai og Shenzhen samt Hongkong – der i vid udstrækning afspejler Kina – er faldet noget mere end det globale gennemsnit, men samtidig har de kinesiske banker undgået subprime tab, takket være den kinesiske kapitalkontrol; faktisk har disse banker skovlet penge ind, som en slags ‘safe heaven’ i disse turbulente tider. Eksempel til efterfølgelse for Danmark?
Intet tyder på at udviklingen vender. Det er muligt at man er ved at være nået bunden mht. de dårlige subprime lån, men de er kun toppen af isbjerget i den globale ejendomsboble (hvis læseren kan følge dette billede!); i USA er der nu også begyndt at komme problemer med ganske almindelige huslån, og det er dem, der udgør den store masse. Fanni Mae og Freddie Mac – der køber og garanterer pantebreve – er tæt på fallit, og overtages formentlig af det offentlige; aktieværdierne tabes, mens det ser ud til at regeringen vil garanterer de obligationer, som disse institutioner har udstedt. Forleden gik en meget stor amerikansk bank fallit, og Lehman Brothers – der er blandt de fire største finanshuse i USA – er i så store vanskeligheder, at foretagenet formentlig kun kan reddes, hvis en koreansk bank beslutter sig for en kapitalinjektion. Det går kort sagt skidt.
Lad os dernæst se på realøkonomien.
I USA stiger arbejdsløsheden, men meget tyder nu på at det er Europa, der får den helt store nedtur. Det går skrækkeligt i England, Spanien og Italien, og i de senere måneder også i Tyskland, der ellers havde været Europas lokomotiv (her faldt BNP i 2. kvartal med ½ %). I juni, juli og august har der i hele Euro-området været fald indenfor fremstilling og servicevirksomhed.
Den dårlige udvikling i Europa hænger formentlig sammen at ECB – den europæiske centralbank – stædigt har fastholdt en høj rente (mens Fed i USA har stimuleret økonomien med store rentesænkninger). ECB følger en ortodox monetaristisk (nyliberal) politik, ifølge hvilken inflation er det værste i verden, langt værre end arbejdsløshed. Og inflationen er skudt i vejret i det sidste år, så den nu er oppe på næsten 4%, dobbelt så meget som ECB’s målsætning om 2%. Vi har et typisk stagflationsscenarium, og her er ECB altså ikke i tvivl om at vælge høj arbejdsløshed frem for høj inflation. Den danske Nationalbank er helt på linie; Nils Bernstein udtalte for nogle måneder siden, at nu må vi se at få arbejdsløsheden op, så efterspørgslen og dermed inflationen kan komme ned.
Opsvinget i inflation hænger bl.a. – men ikke udelukkende – sammen med de kraftigt stigende priser på olie og fødevarer; den høje oliepris ramte nu ikke så hårdt i Europa som i USA, eftersom de dollars, der skal bruges til at købe olie, er faldet betydeligt i værdi over det sidste år.
Men her er der sket noget den sidste måneds tid. Olien er faldet fra $145 til omkring $115, og også fødevarepriserne er faldet (til glæde for de fattige lande). Det skyldes at kapitalismen også har sin rationelle, selvregulerende side, for når den globale økonomiske aktivitet stagnerer eller falder, falder også efterspørgslen og dermed prisen på disse varer. Det burde dæmpe inflationen, men det kniber med tegn herpå. En ny orkan i den Mexicanske Golf eller øget spænding (om udbudet af olie) i Kaukasus eller Mellemøsten kan hurtigt vende billedet.
Samtidig med olieprisfaldet er dollaren steget i værdi den sidste måneds tid. Det synes at bero på to ting. For det første har Europas økonomi som nævnt i de senere måneder klaret sig endnu dårligere end den amerikanske, så derfor er kapital søgt fra EU til USA, og øget efterspørgsel efter dollarværdier styrker dollaren. For det andet betyder de lavere priser på fødevarer etc. at spekulanter nu i stedet køber dollarværdier.
En god ting ved den amerikanske kreditkrise var at dollaren mistede værdi, således at amerikanske varer blev billigere, hvilket rettede en anelse op på den store ubalance i verdensøkonomien, nemlig det store amerikanske underskud. Fra den vinkel er det ikke godt, hvis denne udvikling nu er slut (men det er også langt fra sikkert).
Det mest spændende spørgsmål i kreditkrisen (og den realøkonomiske krise) er
1) hvad OPEC bruger sin enorme indtjening til, og
2) om det politisk-økonomiske (styrke)forhold mellem Kina og USA ændres.
OPEC‘s indtjening er steget fra $671 mia i 2007 til anslået $1.245 mia i 2008, altså knap en fordobling. De har øget deres import med hele 40%, men hvad med resten af oliepengene? Disse lande, ligesom asiatiske lande såsom Kina, placerer i stigende omfang deres enorme valutareserver i de såkaldte Sovereign Wealth Funds (SWF), dvs. statslige fonde der er frie til at satse på maximal indtjening, i stil med fx pensionsfonde (modsat den traditionelle valutareserve, hvis aktivitet er begrænset af at skulle sikre udenrigsøkonomisk stabilitet, og som mest investeres i lavtforrentede amerikanske statsobligationer).
Kvartalsoversigten, 2. Kvartal, fra Danmarks Nationalbank har en interessant artikel om disse fonde, se www.nationalbanken.dk. Iflg. denne artikel har SWFer fra olie- og gaseksporterende lande i alt mellem $1.565 mia og $2.210 mia (disse fonde er ret lukkede med oplysninger, deraf usikkerheden). Det er givet at en pæn del af den nævnte olieindtjening er kanaliseret over i disse fonde. Det giver spændende perspektiver:
Under oliekrisen i 70erne (for OPEC det modsatte af en krise) indsattes pengene i vestlige banker, og denne kapital var en afgørende grund til at den vestlige kapital kom mere end styrket ud af krisen, så den i 80erne kunne udløse sin offensiv mod de fattige lande (gældskrisen) og lønmodtagerne i de rige lande. I dag ser det ud til at kontrollen i højere grad ligger hos olielandene. En SWF fra Abu Dhabi har fx investeret i (eller overtaget noget af kontrollen med) noget af det helligste i den amerikanske finanskapital, nemlig City Bank. Der ytres bekymring for at disse fonde vil tage politiske hensyn (vestlig kapitalisme har naturligvis aldrig gjort noget sådant!), men iflg. sagens natur er statslig kapital politisk magt (i en politisk krise kan pengene trækkes ud ved politisk beslutning, resulterende i finansiel død og ødelæggelse).
Generelt har det knebet for USA denne gang at lægge sin hånd på oliemilliarderne; trods den højere olieindtjening voksede OPEC’s dollaraktiver mindre i 2007 end i 2006. Ikke godt for den amerikanske kapital. Gad vide hvor disse beløb så placeres? Kina?
De asiatiske SWFer har ‘kun’ mellem $453 mia og $683 mia, altså betydeligt mindre end olielandene. Heraf har Kina $200 mia.
Det bringer os til det finansielle forhold – dermed det politisk-økonomiske styrkeforhold – mellem USA og Kina. Det generelle forhold – at Kina bruger sit handelsoverskud til at købe amerikanske statsobligationer, for at holde dollaren oppe (yuan’en nede), således at man fortsat kan eksportere en masse til USA – er beskrevet mange steder, fx i min første artikel. Men hvad har krisen betydet? Kan USA stadig uden problemer finansiere sine krige og oprustning, eller hvad?
Vi bevæger os nu ud i et tåget landskab, for oplysningerne – dem jeg har kunnet finde – er få og spredte.
1) De nævnte $200 mia, som kineserne har kanaliseret over i SWFer, betyder at dette beløb ikke går til køb af amerikanske statsobligationer (de giver for ringe afkast for en profitmaksimerende institution). Men en del af pengene kan jo godt på anden vis havne i USA.
2) At dollaren er faldet så meget det sidste år (indtil for en måneds tid siden) betyder at efterspørgslen efter dollar er faldet, dvs. at der netto er kommet mindre kapital til USA. Det er det sikre.
3) Der er tal således at vi kan sammenligne hele 2006 med hele 2007 (krisen og dollarfaldet satte ind midt i dette år), jf. www.bea.gov, Survey of Current Business, july 2008: The International Investment Position of the Unites States at Yearend 2007.
Heraf fremgår at USA’s gæld til omverdenen steg med $216 mia fra 2006 til 2007, dvs. det var lykkedes netto at tiltrække dette beløb i 2007, mens beløbet i 2006 havde været $301 mia. Altså en nedgang.
4) Der er også tal, således at vi kan sammenligne 4. kvartal 2007 og 1. kvartal 2008, en periode hvor det virkeligt gik ned ad bakke med økonomien og dollaren (www.federalreserve.gov, Flow of Funds, juni 2008, især tabel F.107 Rest of the World).
Betalingsbalanceunderskuddet er her kun steget en anelse, takket være dollarens svækkelse, dermed den forbedrede konkurrenceevne, men hvordan med finansieringen af det via netttokapitaltilstrømning? Omregnet til årsbasis er denne faldet med $326 mia, men fra 3. til 4. kvartal 2007 (begyndende krise) steg nettotilstrømningen med $472 mia, så på dette grundlag er det svært at konkludere. Det mest dybsindige, man kan sige, er nok at det går op og ned, men disse meget store udsving er også interessante; stor volatilitet betyder stor ustabilitet. Det bliver interessant at se tallene for 2. kvartal 2008.
5) Tilbage til forholdet Kina – USA.
Af nævnte Survey, ss. 14 og 25, fremgår,
a) at Kinas centralbank i 2007 købte stort ind af amerikanske statsobligationer, altså fortsat gjorde, hvad den kunne for at styrke dollaren (eller begrænse dollarfaldet), og
b) at Kinas samlede køb (officielle plus private) af disse statsobligationer er dramatisk faldende, fra $118 mia i 2006 til $35 mia i 2007. Da det officielle Kina fortsat køber stort ind (jf. a), må det betyde at private kinesere – der jo ikke tager hensyn til effekten på dollaren – er begyndt at sky disse dollarværdier. (For resten har Japan siden 2005 købt stedse færre amerikanske statsobligationer).
a) det synes altså generelt sværere at få afsat statsobligationer til Kina (og Japan). Det betyder ikke at kineserne er holdt op med at investere i USA, men måske er de begyndt at købe mere profitable og indflydelsesgivende aktiver, fx gennem kinesiske SWF.
Konklusion?
Endnu kan der ikke konkluderes noget éntydigt, bortset fra at den globale økonomiske krise må svække USA i forhold til Kina.
Det officielle Kina stadig holder hånden under dollaren, men kanaliseringen af valutareserver over i SWFer samt private kineseres flugt fra de amerikanske statsobligationer antyder, at USA måske kan få finansieringsproblemer.
I 1997/98 udnyttede USA – via IMF – groft den Østasiatiske krise til at købe asiatiske virksomheder til spotpris og til at tvinge sig adgang til Asiens finansielle markeder. Kommer der en payback time? Med SWFerne som murbrækker?
Bragt i www.kritiskdebat.dk 1. september 2008.