Det er nu åbenbart – ikke mindst efter efterårets store demonstrationer – at kampen om den offentlige sektor har afløst klassekampen mellem arbejde og kapital som den centrale brudflade i det danske samfund.
På denne baggrund kan et historisk perspektiv være oplysende. Det skal forsøges i denne artikel.
Kapitalisme og demokrati
Den oprindelige kapitalistiske stat var en klassestat, der ret entydigt varetog borgerskabets interesser. Det var situationen i England fra 1846 – da jordejerne/aristokratiet led endeligt nederlag med afskaffelsen af den korntold, der havde holdt jordrenten oppe – og indtil udvidelsen af valgretten i 1883 så småt begyndte at demokratisere staten. I Danmark var situationen mere kompliceret, fordi den senere industrialisering betød, at storkapitalen spillede andenviolin i forhold til godsejerne i partiet Højre; dette parti sad på magten indtil demokratiets indførelse med systemskiftet i 1901.
Under alle omstændigheder giver det sig selv, at før demokratiets gennembrud var staten den herskende klasses stat, og den offentlige sektor dermed indrettet efter denne klasses interesser; klassisk marxistisk statsteori gælder her uindskrænket. Kampen for socialisme og demokrati (‘socialdemokrati’) blev det økonomiske og politiske udtryk for samme sag, nemlig folkets overtagelse af magten.
Denne stat kaldes ofte en ‘natvægterstat’ – i vore dage vil vi med Anders Fogh sige ‘minimalstat’ – men det er en sandhed med modifikationer. Statens indblanding i privatøkonomien i form af restriktioner for kapitalen eller bidrag til befolkningens velfærd var ganske rigtigt minimal, men det tvangsapparat – politi, militær og domstole – der skulle sikre kapitalismen var på ingen måde reduceret i forhold til tidligere produktionsmåder.
I takt med valgrettens udvidelse bryder demokratiet igennem. Staten – den offentlige sektor – bliver nu dobbeltbestemt. Den fungerer i et kapitalistisk samfund og skal derfor sikre privatkapitalen (den private ejendomsret er grundlovssikret), men indenfor denne ramme er den demokratisk og kan derfor også varetage de mere eller mindre besiddelsesløses interesser. De sidste mere end hundrede år har været en kamp mellem disse to sider af staten. Tilsvarende har der indenfor arbejderbevægelsen været en kamp mellem kommunisterne, der mente at kapitalens økonomiske dominans gjorde demokratiet til et skindemokrati (som der derfor ikke var nogen grund til at respektere), og socialdemokraterne, der i mange årtier arbejdede på at udvide grænserne for demokratiet (politisk/keynesiansk styring af marked og kapital, senere økonomisk demokrati).
I USA har ‘pengemagten’ altid været stærkere end ‘folkemagten’; her satte kapitalen sig fra begyndelsen tungt på den politiske proces, på medierne og på tvangsapparatet (fx har politiet alle dage været arbejdsgivernes forlængede arm i forbindelse med strejker).1 Her var den kommunistiske pessimisme berettiget.
I Danmark, derimod, lykkedes det Socialdemokratiet at opbygge en velfærdsstat, der dels gav den brede befolkning rimelige levevilkår, dels gav forhåbninger om at den private sektor på længere sigt kunne marginaliseres i forhold til den offentlige. Andelen af offentligt ansatte voksede fra 7,5% af alle ansatte i 1948 til knap 30% i 1980, mens de offentlige udgifter som andel af nationalproduktet steg fra 25% i 1947 til godt 70% i 1980 (omkring halvdelen af de offentlige udgifter er indkomstoverførsler – dagpenge, pensioner, kontanthjælp osv. – som kun udtrykker fordeling, ikke produktion, og derfor ikke indgår i nationalproduktet).
De to modsætninger i velfærdskapitalismen
Dermed får vi et samfund præget af to meget forskellige typer modsætninger: Den traditionelle økonomiske modsætning mellem lønarbejde og kapital og den politisk-økonomiske mellem offentlig og privat sektor (hvorimod den gamle modsætning mellem overklassestat og befolkningen træder i baggrunden i takt med statens demokratisering). Denne nye situation blev kun dårligt teoretiseret, knap nok erkendt. Både Socialdemokratiet og venstrefløjen tænkte verden ud fra den gamle modsætning indenfor den private sektor og så den offentlige sektor som en slags overbygning herpå, enten entydigt godartet, som frugten af arbejderbevægelsens årelange bestræbelser, eller mere kritisk, hvor velfærdsstaten blev set som et apparat der sikrede kapitalen en sund og veluddannet arbejdskraft.
Denne manglende erkendelse havde to konsekvenser.
For det første blev den relative vækst i den offentlige sektor ikke set som det den var, nemlig den gradvise marginalisering og underminering af privatkapitalismen. Socialdemokraterne vidste ikke, hvad de gjorde, nemlig at de arbejdede imod kapitalismen og for socialismen; de så det hele som materielle forbedringer, uden principielle perspektiver. Og venstrefløjen erkendte ikke, at den voksende offentlige sektor var en murbrækker for et andet, ikke-kapitalistisk samfund; mange partiprogrammer holdt fast i en marxistisk klasseanalyse, hvor offentligt ansatte blev set som en komplikation (‘mellemlag’), snarere end som et bevis på at denne analyse var forældet. Venstre og Anders Fogh havde her et langt klarere begreb om, hvad der foregik.
For det andet så man ikke, eller ville ikke se, den delvise modsætning mellem den gamle og den nye modsætning. Jeg tænker her på de offentligt ansattes rolle. De er lønarbejdere og ‘ligner’ dermed deres kolleger i det private erhvervsliv, med interesse i god løn og ordentlige arbejdsforhold, men der er en verden til forskel på om ens arbejdsgiver er en privatkapitalist eller demokratisk valgte politikere. For den enkelte syner forskellen måske ikke af meget, især ikke når ingen påpeger den, men i det første tilfælde betales en lønforhøjelse ud af en privat profit, i det andet af hele befolkningen (via skatten); og i det første tilfælde er lønarbejderens magtesløshed lige så givet som kapitalismen, i det andet kan magtforholdet mellem vælger (politiker), bruger og ansat være til forhandling. De offentligt ansattes klassemæssige situation er væsensforskellig fra de privatansattes; principielt er de demokratiets betalte tillidsfolk, og derfor har tjenestemænd ikke strejkeret. Det er netop i takt med markedsgørelsen af den offentlige sektor at den centrale modsætning mellem de to typer ansatte mere og mere udviskes. Der kan være solidaritet mellem offentligt og privat ansatte i deres fælles modsætning til den private sektor (privatkapitalismen), men den offentlige arbejdsgiver er demokratiet – hele folket – og derfor er de offentligt ansatte umiddelbart i en ganske anden situation end privatansatte.
Vort samfund indeholder begge modsætninger, men der er sket en forskydning i den vægt de har. Kapitalen har vundet den gamle klassekamp mellem kapital og arbejde. Nyliberalismen har sat kapitalen fri, især gennem liberaliseringen af internationale kapitalbevægelser og dereguleringen af den finansielle sektor (i Danmark skete dette sidste i første halvdel af 90erne). Lønarbejderen er mindre en modmagt og mere firmaets juniorpartner. Den nationale politik for uddannelse og det meste andet har konkurrenceevnen, dvs. kapitalens interesser, som højeste prioritet, og arbejdsmarkedspolitik handler om at tilpasse arbejdsstyrken til virksomhedernes behov (den omvendte tilpasning kan i dag dårligt tænkes).
Dette kan vende, kan man sige, men her er problemet, at kapitalens sejr langt hen ad vejen beror på at dens modmagt, arbejderklassen, er imploderet. Det gamle samfund, hvor langt de fleste arbejdere havde en entydig klasseprofil, eksisterer ikke længere. De fleste lønarbejdere har hus og private pensionsordninger og flere og flere spekulerer på børsen; de er til dels blevet kapitalister. Denne tendens vil fortsætte i den udstrækning nyliberalismen fortsætter. Hertil kommer at de offentlige ansatte nu udgør knap en tredjedel af lønarbejderne, og denne tredjedel deltager som nævnt ikke i nogen klassekamp. Alt i alt kan privatansatte lønarbejdere ikke længere være kernen i kampen for et ikke-kapitalistisk samfund. Der er større potentialer i den nye modsætning mellem offentlig og privat sektor. Det skal vi se på i de to næste afsnit.
Negative begrundelser for en offentlig sektor
Som sagt har Socialdemokratiet og venstrefløjen været fodslæbende, når det gælder om at se det potentielle systembrud, der følger af en ekspanderende offentlig sektor. Den samme mangel finder vi i den økonomiske teori, når den opregner grundene til en offentlig sektor.
Disse grunde deler sig typisk i to kategorier.
For det første effektivitetshensyn. Markedet har nogle såkaldte ‘markedsfejl’. Der er oplagte fælles goder, som det simpelthen ikke kan levere, fx et fyrtårn, der er til gavn for alle skibe, men som ikke vil blive produceret privat fordi det er umuligt eller uoverkommeligt at indkræve betaling af de forbisejlende skibe. Andre goder kan markedsøkonomien kun levere til en alt for høj pris. Et eksempel er togdrift, i hvert fald banelegemet, hvor det vil være samfundsøkonomisk spild at have flere konkurrerende linier mellem to byer; der foreligger et såkaldt ‘naturligt monopol’, hvor det er naturligt, at staten varetager driften, i stedet for at en privatkapitalist høster en monopolprofit.
Videre kan markedsøkonomien afføde såkaldte ‘eksternaliteter’, dvs. skadelige bieffekter, hvor det er begrundet, at staten griber ind og regulerer; forurening er et klart eksempel. Endelig kan der være brug for en offentlig sektor til at sikre makroøkonomisk stabilitet. Verdenskrisen i 30erne bekræftede marxismens tese om, at den uhæmmede kapitalisme indeholder modsætninger, der nødvendigvis må udløses i omfattende økonomiske kriser, og den efterfølgende keynesianisme tog dette til efterretning; markedet kan ikke regulere sig selv, så derfor må det offentlige gribe ind med en finanspolitik, der sikrer den effektive efterspørgsel i samfundet. Den i dag herskende økonomiske teori (monetarisme, udbudsøkonomi) har større tiltro til kapitalismens selvregulerende evner og vil derfor stort set indskrænke den økonomiske politik til pengepolitikken (især regulering af renten).
Den anden type begrundelser for en offentlig sektor har at gøre med retfærdighed.
Markedsøkonomien som sådan giver anledning til en meget skæv indkomstfordeling, hvilket ville betyde at en stor del af befolkningen ikke ville have mulighed for at få en ordentlig uddannelse, en god sygdomsbehandling og en pension til alderdommen (som i USA i dag). Dette er den overordnede begrundelse for velfærdsstaten.
Bemærk at disse to typer af begrundelser betragter markedet som økonomiens ‘default program’: Udgangspunktet er markedsøkonomien, og det offentlige kommer kun ind i billedet, hvis denne på en eller anden måde svigter. For så vidt er begrundelserne for en offentlig sektor negative. Hvis man kunne få markedsøkonomien til at fungere lidt mere effektivt og lidt mere retfærdigt, kunne vi i teorien klare os uden en offentlig sektor (jeg ser bort fra staten som tvangsapparat). Den implicitte forudsætning er stedse at privatkapitalismen grundlæggende er det bedste system; det offentlige ses stedse som nødløsning.
Positive begrundelser for en offentlig sektor
Imidlertid er der to potente, positive argumenter for at den offentlige sektor er at foretrække for den private.
Den offentlige sektor producerer pr. definition offentlig rigdom (da vi taler om produktion, ikke fordeling, ser vi her bort fra overførselsdelen), mens den private sektor producerer privat rigdom.
Denne offentlige rigdom består først og fremmest af sundhed og uddannelse. Meget tyder på at jo rigere Danmark bliver, jo mere foretrækker vi disse goder, til fordel for private goder som samtalekøkkener og flere videoafspillere. Alle undersøgelser viser, at befolkningen prioriterer denne offentlige rigdom meget højt (selv om det koster mere i skat), mens vi måske er ved at føle os overfodret med biler. Sundhed og uddannelse er langsigtede investeringer, som et rigt land har råd til at foretage, mens et fattigt land i højere grad må leve fra hånden til munden. Økonomisk udtrykt har de offentlige goder en indkomstelasticitet på over 1, dvs. en indkomststigning på 10% udløser en efterspørgselsstigning på mere end 10%.
Hertil kommer at disse goder er langt mindre miljøbelastende end privat rigdom. Når miljøproblemerne har vokset sig tilstrækkeligt store, kan det forudses, at vi simpelthen er nødt til at sætte en stopper for væksten i den private rigdom. Det vil betyde en grænse for privatkapitalismen, måske dens likvidering, eftersom uhæmmet privatøkonomisk vækst blot er et andet ord for profitmaximering, og uden profitmaximering ingen kapitalisme.
Det er altså langt fra en given sag, at den nuværende tendens, hvor privat rigdom fortrænger den offentlige, vil fortsætte.
Det andet positive argument er i mine øjne det vægtigste. Det er et tegn på nyliberalismens ideologiske hegemoni, at fortalere for en styrket offentlig sektor sjældent eller aldrig fremfører det.
Sagen er ellers klar nok: Den offentlige sektor er den demokratiske sektor, fordi den i sidste instans er underlagt folkevalgte forsamlinger (Folketing eller byråd); beslutningsprincippet er én person, én stemme. Derimod følger den private sektor markedets udemokratiske princip om at vi har indflydelse i forhold til hvor rige vi er (hvor megen købekraft forbrugeren har og hvor megen kapital virksomheden har).2
Hvis man er demokrat må den offentlige sektor derfor være ‘default sektoren’, dvs. det er den private sektor, der har et begrundelsesbehov. Selvfølgelig er der gode argumenter for en vis privatøkonomisk aktivitet, især i forbrugsvalget, men det er altid undtagelser fra det rene demokrati.
Venstres ønske om at minimere den offentlige sektor (i hvert fald relativt til den private) indebærer derfor en politik om minimaldemokrati. Det erkendes for så vidt åbent i partiets principprogram (også det seneste), hvor det hedder at “folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt” (www.venstre.dk). Når Venstre alligevel vil hævde at være demokratisk skyldes det, at man forveksler liberalisme med demokrati, altså tror at demokrati betyder størst mulig individuel frihed, dvs. færrest mulige fælles beslutninger.
Det er denne modsætning mellem liberalisme og demokrati, som fortalere for en stærk offentlig sektor burde skrive om på deres bannere, men denne oplagte mulighed for kritik af nyliberalismen udnyttes ikke. De borgerlige har haft frit spil til at presse velfærdsstaten, fordi de ikke har fået et principielt modspil.
Alle ægte demokrater burde være enige om at fastholde og styrke en ordentlig offentlig sektor, så her er der potentiale for en meget bred koalition. Socialister vil naturligvis videre til en mere omfattende demokratisering af økonomien (nationalisering af store virksomheder og af finanssektoren, politisk styring af investeringerne, virksomhedsdemokrati).
Afslutning
Som sagt vil jeg sætte mine penge på modsætningen mellem privat og offentlig sektor som den afgørende samfundsforandrende kraft. Ingen kan i dag forestille sig socialismen som arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne; hvis socialisme skal have mening, må den betyde en demokratisering af økonomien, således at Folketinget – ikke arbejderklassen – styrer.
Den relative vækst i den offentlige sektor stoppede for godt en halv snes år siden, og i disse år er sektoren under pres. Der har ikke været egentlig tilbagegang, når man ser på andelen af offentlige ansatte eller det offentliges andel af nationalindkomsten, men offentlige investeringer i skoler og infrastruktur (DSB!) er blevet forsømt og de offentligt ansattes løn – især til lærere, sygeplejersker og politibetjente – er faldet betydeligt tilbage i forhold til privatansattes.3 Indenfor den nyliberale ramme er der blevet etableret en konsensus mellem Venstre og Socialdemokratiet om på længere sigt at marginalisere den offentlige sektor; jeg tænker på 2010-planen fra slutningen af 90erne, ifølge hvilken sektoren skal vokse med sølle ½ % pr. år, overfor en vækst i den private sektor på forventet 2 % eller mere.4 Der er også konsensus om at markedsgøre den offentlige sektor, altså likvidere denne sektors særtræk i forhold til privatkapitalismen.
For så vidt er billedet dystert. men det er værd at lægge mærke til at denne nyliberale revolution kun til dels har kunnet gennemføres i praksis; den faktiske vækst i den offentlige sektor har ligget betydeligt over den nævnte halve procent, ikke mindst fordi befolkningen har kæmpet imod nedskæringer med næb og klør.
Som det er fremgået finder jeg, at der er gode muligheder for en modrevolution. Men det kræver en mentalitetsændring på venstrefløjen. Vi skal tale mindre om, hvor synd det er for befolkningen at regeringen skærer ned, og mere om at den offentlige sektor skal styrkes for at få en mere bæredygtig og demokratisk økonomi.
NOTER
1Jf. A. Lundkvist: Bush Neokonomien og Dollaren, Frydenlund 2006 (kapitel 4).
2Jf. A. Lundkvist: Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, Bog 3, Frydenlund 2004.
3Jf. M. A. Hjulsager: Priser og indkomster, Handelshøjskolens Forlag 2004, hvor en tabel på s. 108 viser at dette relative lønfald indtraf allerede i 70erne og siden er fastholdt eller skærpet. Idet lønnen for en maskinarbejder sættes lig med 100 i alle år, faldt gymnasielærere indeks fra 154 i 1970 til 111 i 1980, folkeskolelærere fra 133 til 98, betjente fra 115 til 98 og sygeplejersker fra 90 til 76.
4Jf. P. Nielsen: Velfærd for fremtiden, i Økonomi og Samfund 2007 (Årbog), Frydenlund 2006. Desuden Henrik Herløv Lund: Diverse artikler i www.kritiskdebat.dk (søg i arkivet).