For tre år siden tog Mette Frederiksen et opgør med Bjarne Corydon og alt hans væsen: Konkurrencestaten, udbudsreformer, nyliberalismen. Men Socialdemokratiet er nu tilbage i Corydon’s trygge favn, hvilket er udtrykt meget præcist af ingen ringere end Anders Fogh Rasmussen:

”SVM-regeringen er en reform-regering. Flere i arbejde. Mere frit valg. Skattestop og skattelettelser. En ambitiøs, men også realistisk klimapolitik. En mere offensiv iværksætterpolitik. En mere markant forsvars- og sikkerhedspolitik. Fortsat stram og fair udlændingepolitik. Frisættelse af offentlige institutioner. Fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Det er alt sammen punkter, som et liberalt parti kan være tilfreds med.”

Kapitalens repræsentanter nikker i stilhed

Skulle nogen være i tvivl om den nye regerings politiske kurs, kan man lytte videre til kapitalens repræsentanter i dens forskellige interesseorganisationer. De kan ikke få hænderne ned af begejstring over det nye regeringsgrundlag. Også Alex Vanopslagh er en glad og tilfreds mand, og selv Pernille Vermund har svært ved at finde kritikpunkter.

Kun de Konservative er kritiske, men over Venstres løftebrud, ikke politikken. Da de Konservative forlod regeringsforhandlingerne, hævede Ellemann nemlig prisen for at deltage i regeringen med Mette Frederiksen. Det var ikke længere nok, at den nye regering gennemførte Venstres politik, som fremlagt i valgkampen. Nu skulle regeringsgrundlaget være endnu mere blåt. Og det blev det med en lempelse af topskatten.

De mange skred til højre er nu velkendte, herunder:

– Seniorpensionerne forringes betydeligt, hvilket med Orwellsk nysprog kaldes Arne Plus,

– Lønmodtagerne skal fremtidig én dag om året (Store Bededag) arbejde mere eller mindre gratis for oprustningen,

– Topskatten lempes til fordel for de velhavende, hvilket selvfølgelig giver øget ulighed (som påpeget af økonomerne).

Overset nyliberalt skred

Der er dog også to centrale skred i nyliberal retning, som stort set er blevet overset:

For det første genindføres skattestoppet (Anders Fogh’s hjertebarn), således at en skattestigning skal kompenseres af en tilsvarende skattelettelse. Det betyder, at det offentlige skatteprovenu ikke kan øges, så velfærdsstaten kan få tilført flere midler. Den demokratiske sektors omfang fryses fast i forhold til den kapitalistiske sektors omfang.

For det andet kan Anders Fogh’s og Bjarne Corydon’s kommercialisering af den offentlige sektor genoptages. Mere ‘frit valg’, således at private virksomheder i højere grad kan byde sig til. Profitmotivet skal altså fylde mere, hvilket betyder at kapitalistisk styring vil tendere mod at trumfe demokratisk styring. Som Fogh siger, skal de offentlige institutioner frisættes (fra demokratisk kontrol).

Disse to reform-komplekser er strukturelle, det vil sige, de vedrører, hvordan vores økonomi og samfund skrues sammen på længere sigt. Derfor er de langt vigtigere end en bededag eller en justering af skattesatserne.

Enhedslistens problem elimineret

Det store spørgsmål er, hvorfor Mette Frederiksen er skiftet fra at være venstre- til at være højre-socialdemokrat?

Det kan selvfølgelig være, at hun har set lyset, altså at borgerlig politik er mere fornuftig end socialdemokratisk. Så havde det selvfølgelig givet mindre forvirring, hvis hun simpelthen havde meldt sig ind i Venstre eller Konservative, men her er der nok nogle finere følelser hos socialdemokratiske vælgere at tage hensyn til.

En alternativ forklaring kunne være, at hun var hunderæd for en advokatundersøgelse og en rigsret, så hun godt ville bytte med Ellemann og Lars Løkke Rasmussen: De får en borgerlig politik mod, at de opgiver at følge op på minksagen. Jeg ved det ikke – måske læseren har en bedre forklaring?

Alt dette er ulykkeligt set fra et venstreorienteret synspunkt. Vi kan selvfølgelig håbe på et oprør fra socialdemokratiske medlemmer og vælgere (det bliver spændende at følge meningsmålingerne). Det var et godt tegn, at DSU nægtede at møde op for at fejre den nye regering.

Men midt i al denne elendighed er der et lille lyspunkt. Hvor venstrefløjen, og især Enhedslisten, tidligere har haft problemer med at fælde en socialdemokratisk regering, fordi det borgerlige alternativ var værre, så er dette problem elimineret, efter at socialdemokraterne er blevet éntydigt borgerlige.

Bragt i solidaritet.dk januar 2023.