Hun var bannerfører for den nyliberale revolution, og liberalisme ny eller gammel har vel noget at gøre med frihed til at vælge. Men når det drejer sig om de store spørgsmål om samfundenes indretning og udvikling, er der altså ikke noget valg: Hvad enten vi kan lide det eller ej, må vi nøjes med at tage globaliseringens krav til efterretning (hvilket i sin kerne er den store kapitals krav om at alt tilpasses dens interesser).
Velfærdskommissionens første udmeldinger er et ekko heraf. Det danske skattebidrag modstandere af den offentlige sektor kalder det skattetryk kan ikke øges, for så flygter virksomhederne, hvilket de for resten alligevel gør i stor stil, fordi vore lønnen er for høj. Men det er der ikke noget at gøre ved, for alternativet er at melde landet ud af globaliseringen, hvilket vil føre til økonomisk ruin. Der er ikke noget alternativ.
Igen: Hvorfor græd Thatcher, som god liberalist, ikke over at vi ikke længere har noget valg? Her er sagen den at ingen går ind for uspecificeret frihed (frihed for forbrydere?), så alt afhænger af hvem der skal have frihed til at vælge (i øvrigt er frit valg en norsk nordmand, for frihed implicerer valgmuligheder). Og liberalismen er ikke funderet på frihed som sådan, men på individuel frihed, altså menneskets frihed over for det samfund, som fruen i øvrigt slet ikke kunne se for bare individer. I antikken så man i stedet omvendt menneske og samfund som uadskillelige fænomener, dvs. samfundet var lige så integreret i mennesket som dets arme og ben; mennesket er på forhånd socialt, og en adskillelse er enten en umulighed eller en perversion (Aristoteles betragtede individet som en idiot).
Når samfundet er skæbne
Liberalismen vil reservere friheden til individerne; de skal kunne vælge, hvad de vil have ud af samfundet, men samfundet selv er given skæbne. Det sociale menneskes valg er fra denne vinkel en uting, for dette menneske vælger sammen med andre og det, det vælger, er samfundets eller fællesskabets vilkår. Som det hedder i Venstres principprogram: »folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt«. Anders Foghs minimalstat er her præciseret til minimal-demokrati.
For et par hundrede år siden var liberalismen en befriende ideologi, fordi magten over samfundet dengang beroede hos en enevældig og undertrykkende statsmagt. Men i takt med at fællesskabet befries liberaliseres? ved at demokratiseres, bliver liberalismen selv en undertrykkende kraft.
Men giver liberalismen faktisk individerne frit valg? Når man vælger, vælger man mellem noget. Hvis valgmulighederne på forhånd er indsnævret, i det ekstreme tilfælde til pest eller kolera, er det så som så med den individuelle frihed. Valget bliver et pseudo-valg, i samme udstrækning som individet ikke kan vælge det, der kan vælges mellem.
Det er her liberalismen afslører sin hulhed, for i takt med at mennesket frigøres fra samfundet, bestemmes samfundsøkonomien af andre kræfter. Teknologiudvikling, produktion og udbud planlægges i stigende omfang af de store selskaber, og jo mere monopoliseret udbudet bliver, jo mindre indflydelse har forbrugeren. Kapitalens frie valg marginaliserer individernes.
I disse år bliver den offentlige sektor markedsgjort; den skal helst fungere som en forretning, og hvis man ikke kan betale, skal man ikke vente sig for meget af denne sektor. Borgeren bliver bruger, de fælles valg afløses af individuelle, og demokratiet tilpasses privatkapitalismens interesser.
Er der et alternativ? Det mener mandags-demonstranterne i Østtyskland, det mente de 700 tillidsfolk, der for et par uger var samlet i Odense for at diskutere et alternativ til regeringens nyliberale politik, og det mener Danmarks Sociale Forum, der mødes i begyndelsen af oktober.
Det er TINA, de afviser.