Kommentar til bidrag af Esben Bøgh Sørensen på Modkraft.dk 16. maj 2013: http://modkraft.dk/artikel/kn%C3%A6fald-det-institutionelle-demokrati
Hej Esben.
1) Du starter med at misrepræsentere dine modstandere indenfor Enhedslisten.
Socialisme betyder selvfølgelig en afvikling af kapitalismen og dermed en grundlæggende omvæltning, og det skal hele vejen accepteres af et flertal ved fuldstændig frie valg. Frie valg er en nødvendig forudsætning for socialisme, men det betyder naturligvis ikke at socialisme reduceres til en ‘stemmeprocedure’ (som du skriver). Bl.a. fordi alle i EL er enige om folkelige bevægelsers afgørende betydning, hvis socialismen skal vindes (eller blot for at de såkaldt ‘udfaldstruede’ sikres).
2) Du har selvfølgelig ret i at vi lever i et ‘borgerligt demokrati’, også kaldet et ‘kapitalistisk demokrati’.
Demokratiet er forurenet, og derfor vil du smide det hele væk til fordel for et sandt demokrati. Dette er den kommunistiske opfattelse, og den ledte til diktatur. Kommunisterne så ikke det politiske demokrati som en vældig sejr for folket, men som en glasur, der forhindrede folket i at indse at der kun er én magt i samfundet, nemlig kapitalens magt.
Den alternative opfattelse er at fastholde, respektere og hylde det demokratiske element i ‘kapitalistisk demokrati’, og afvikle det kapitalistiske element. Socialisme er at afskaffe den kapitalistiske begrænsning af demokratiet, altså arbejde for at folkemagten fortrænger pengemagten. Den kamp er unægtelig op ad bakke i disse år, hvor kapitalen – især finanskapitalen – stedse strammer grebet om folkevalgtes magt. I den situation er det efter mine begreber helt bagvendt, at ville kaste det værdifulde i vor styreform væk.
Du skriver, at udtalelsen fra landsmødet gør ”de nuværende borgerlige politiske institutioner til demokratisk legitime institutioner” og baserer sig på en liberal forståelse af demokrati.
Overhovedet ikke. Frie valg, hvor vi alle har præcis én stemme (politisk lighed) og hvor flertallet bestemmer, er bestemt ikke en liberal specialitet. Idéhistorisk har liberalismen (Stuart Mill, Hayek) haft en meget skeptisk holdning til, at almindelige mennesker skulle veje lige så meget som professorer og rigmænd, at individet – overklassen mente hermed dem selv – skulle undergives ‘flertalstyranni’. Det var i høj grad takket være socialister, at disse demokratiske fremskridt kom i hus. I 1865/66 tog Marx et års tid fri fra arbejdet med Das Kapital (der udkom i 1867) for at hellige sig kampen i en Reform League for almen valgret i England (det lykkedes ikke, for valgloven fra 1867 udvidede nok valgretten en smule, men det store flertal forblev politisk umyndige). Det er altså uhistorisk at forære denne juvel – det parlamentariske demokrati – til de liberale.
3) Demokrati forudsætter flertalsstyre, og det er let at definere (du synes at have nogen problemer her), nemlig at halvdelen af de afgivne stemmer plus én bestemmer ved frie valg.
I din revolution vil du ikke lade dig begrænse af, at der måske ikke er flertal:
”Det man taler om /i landsmødevedtagelsen/ er selvfølgelig, at man skal sikre sig flertal i de nationale parlamenter. Denne sikring af »flertal« i repræsentative forsamlinger er et udtryk for førnævnte borgerlige og institutionelle tilgang til spørgsmålet om demokrati.”
Her er du mere åben end andre i EL, der vil respektere et flertal, men lade det være op til en eller anden centralkomite at vejre, om der er flertal i befolkningen. Hvad giver dig ret til at trumfe din mening igennem, hvis der er et flertal imod? Hvorfor skal der gælde andre principper for beslutningsprocessen i samfundet end i vores interne partiliv, hvor vi jo ved alle valg bøjer os for flertallet?
4) Du taler om at nedbryde skellet mellem folket og dets repræsentanter, så folket i højere grad regerer selv.
Fint! Du taler om Sydamerika, hvor man i nogle lande i forlængelse af opgøret med nyliberalismen ændrer forfatningen, så der bliver mere ‘deltagelsesdemokrati’. Men læg mærke til at disse radikale ændringer er gennemført med fuld respekt for den eksisterende grundlov.
Tilsvarende i Danmark. Ingen siger at vort demokrati (nu ser jeg bort fra den kapitalistiske begrænsning) er det ideelle. Alle demokratiske lande har hver sin version af demokrati: Tyskland, England, Frankrig osv. Så det kan vi fint diskutere. Men grundloven skal ikke omstyrtes ved en revolution, men ændres i overensstemmelse med de regler, der kan læses i vor aktuelle grundlov (flertalsbeslutning i Folketinget, dernæst folkeafstemning, dernæst nyvalg til et Folketing, der atter vedtager den nye grundlov).
Jeg skal ikke nægte at jeg finder hele din snak om revolution nærmest surrealistisk. Gudskelov blev holdninger som dine grundigt nedstemt på landsmødet. Var de blevet vedtaget, kunne EL godt have pakket sammen, ikke så meget fordi vore modstandere – med rette – kunne have afvist os som kommunister, mere fordi befolkningen ville dø af grin.
Er du klar over at du lever i et land, hvor 13-15% vil stemme socialistisk? Jeg kan ikke se anden realistisk strategi end den af dig så foragtede ‘venstrereformistiske’ linje.
Jeg synes at din politiske holdning er arrogant: Du kender den politiske sandhed, og den må andre så rette sig efter.
Anders Lundkvist, medlem af EL Aalborg.
Kommentar til interview med professor Peder Nedergaard i Information 17. maj 2013: http://www.information.dk/460853
Det er da rigtigt at Thorning og Stauning kan være enige om det med ret og pligt. At man skal være flittig (ingen dovne-Roberter). At der skal være produktion i Danmark (!). Men det er alt sammen banaliteter, som næsten alle – fra venstre til højre – har været enige om i de sidste 100 år eller mere. Ligesom at man ikke må være syndig.
Så lad os se på politikken, fx dette Stauning fra juni 1931, altså fra begyndelsen af krisen:
” Den kapitalistisk-liberalistiske teori om nedskæring af de offentlige udgifter i krisetider må bekæmpes, da virkningerne bliver mindre købeevne og forøget arbejdsløshed. Stat og kommune bør netop ved at iværksættelse af offentlige arbejder og ved opretholdelse og udbygning af sociale og kulturelle institutioner for hygiejne, sociallovgivning, skolevæsen osv. bidrage til den størst mulige produktion og omsætning. men da kriserne sikkert vil få lang varighed eller vil være tilbagevendende, må det tilrådes, at staten og kommunerne skaber et organ, der kan tilvejebringe plan for større offentlige arbejders udførelse, således at samfundets indsats på dette område ydes i tider, hvor det private initiativ er lammet af krisevanskeligheder.” (Citatet er fra Svend Aage Hansen og Ingrid Henningsen: Danske Socialhistorie 1914-39, s. 279, Gyldendal 1984).
Altså keynesianisme (før Keynes); udbygning af den offentlige sektor, fordi det private initiativ er lammet; og endda lidt socialistisk planøkonomi, som han andre steder talte begejstret om, fx så Socialdemokraterne dengang ikke Valutacentralens kapitalkontrol som noget midlertidigt, men som et skridt i den rigtige retning.
Heroverfor fører Thorning en nedskæringspolitik, der undergraver købekraften; hun skærer den offentlige sektor ned (vækst her på sølle 0,4%), ved at fyre statsansatte og ved at tvinge kommunerne til ligeledes at fyre i store bundter; i stedet satser hun på det private initiativ, selv om det – som i 30erne – ikke rokker sig ud af stedet.
Jeg kan kort sagt ane visse forskelle mellem Stauning og Thorning.
Lad os blade videre til side 282 i nævnte bog, der handler om Staunings faktiske beskæftigelsespolitik:
”Visse indgreb havde til formål at skabe mere arbejde /hvormed menes ‘arbejde’, ikke ‘arbejdsudbud’, min bemærkning/, andre havde til hensigt at sprede det eksisterende arbejde på flere hænder. Til den første gruppe hørte nødhjælpsarbejder, andre offentlige arbejder, grundforbedringslån, foranstaltninger til fremme af byggeriet og tilskud til merbeskæftigelse. Til den anden gruppe må henregnes den nedsættelse af aldersgrænsen for opnåelse af aldersrente fra 65 til 60 år, som skete i 1937, og visse bestemmelser i overarbejdsloven /nemlig stramninger/ af samme år. Til samme arbejdsfordelende kategori hører, selv om den ikke var bestemt af krisesituationen, ferieloven af 1938, der gennemførte to ugers ferie med løn for arbejdere og funktionærer.”
Kan man ikke, professor Nedergaard, her ane en vis forskel til Thornings politik? Stauning vil bekæmpe arbejdsløsheden ved at fordele det eksisterende arbejde, Thorning ville have at de beskæftigede skulle arbejde 12 minutter mere og at ældre skal arbejde i flere år; hun vil øge arbejdsudbuddet, selv om det i krisetider betyder øget arbejdsløshed.
Stauning var en god socialdemokrat, Thorning er en god liberal. Det er forskellen.