Sidste udgave af Kritisk Debat indeholdt flere artikler, der handlede om Hartz 4 og protesterne imod denne arbejdsmarkedsreform. Det hænger sammen med, at udfaldet af den kamp meget vel kan blive afgørende for, hvad der sker i Danmark. Vi har varmet op ved at skære hist og pist, ved at undergrave solidariteten med individuelle lønaftaler (\’ny løn\’ ) og mere autoritære metoder overfor arbejdsløse. Men det er stensikkert, at det kun er forspillet. Det nyliberale establishment, fra EU-kommissionen over den franske regering til The Economist og Financial Times, kan ikke åbne munden eller computeren uden at resultatet bliver en klagesang om det stive europæiske arbejdsmarked, der slet ikke kan klare sig overfor konkurrencen fra USA, og om hvor pædagogiske man skal være overfor konservative lønmodtager, der ikke kan se lyset. Om generalangrebet kommer om ét eller tre år, og om det lanceres af en V- eller SD regering, kan vi ikke vide, men at det kommer er lige så sikkert, som at Bush har olie i de årer, hvor dødelige har blod. Vi kender også parolerne, nemlig \’ældrebyrden\’ og \’konkurrenceevnen\’.
Der er for en gangs skyld grund til optimisme
Tyskerne er ikke blot imod nyliberalismen: De demonstrerer og organiserer, og når tyskere organiserer plejer det at være effektivt. Og først og fremmest formulerer de modstanden principielt, og de ser at et gennemtænkt alternativ er nødvendigt (se manifestet fra Wahlinitiative i denne og den forrige udgave af Kritisk Debat). Ellers kan protesten måske afværge Hartz 4, men næppe Hartz 5.
Ingen betvivler at Tyskland har et problem, nemlig en stor arbejdsløshed
Arbejdsgiverne synes at det er synd for de arbejdsløse. Derfor ser de storsindet bort fra, at den gavner dem ved at svække arbejdersiden, og kaster alt ind på at få den afskaffet ved at gøre arbejdsmarkedet fleksibelt, selv om de arbejdsløse selv – i deres uforstand – er modvillige eller værre. Samfundets små véd ikke, hvad der er godt for dem selv; det véd kun de store.
Det er vigtigt at gøre sig klart at de nyliberale argumenter ikke er tåbelige
Hvis det bliver helt utåleligt at være arbejdsløs, og hvis arbejdsmarkedet bliver virkelig fleksibelt – altså hvis lønarbejderen bliver uden forsvar overfor arbejdsgiverens ønsker vedrørende arbejdstid, arbejdets art, og hvor der skal arbejdes – så kan det sikkert betale sig at ansætte flere. Arbejdsløsheden er notorisk lavere i USA end i Europa, og rene slaveøkonomier – hvor solidaritet er ulovlig – har fuld beskæftigelse (der var ikke megen lediggang i Gulag eller blandt slaverne i de amerikanske Sydstater). Arbejdsløshed afskaffes kun, hvis beskæftigelse er profitabel for virksomheden, og det kræver at arbejdsstyrken er billig og medgørlig. Så, hvad der er godt for arbejdsgiveren, er godt for arbejderen, selv om han/hun får ringere vilkår. Sådan er den uhæmmede kapitalisme: Uden dårligere vilkår for lønarbejderne, ingen fremgang i beskæftigelsen.
Almindelige mennesker har det med at tænke mere ligefremt
Når der er arbejdsløshed, samtidig med at der er masser af nyttigt arbejde at udføre med at reparere forfaldne skoler, løse miljøproblemer, aflaste hurtigløbende hjemmehjælpere og måske endda hjælpe de fattige lande, og når privatkapitalen ikke kan se den store fortjeneste i disse opgaver, jamen, hvorfor så ikke få det offentlige til at virkeliggøre dette samfundsnyttige arbejde? Nogen vil måske også tænke, at når økonomien nu har det skidt, hvorfor så ikke dele byrderne, sådan at de rige giver afkald på noget af deres profit, måske betaler mere i skat. Hvorfor er det ikke hver anden gang, men hver gang, at det kun er lønarbejderne, der skal give sig?
Men økonomerne, der næsten alle er nyliberale, og næsten alle søger at skjule, at de er det, ikke mindst for sig selv, vil smile overbærende: Det kan ikke lade sig gøre, fordi det vil reducere profitten. Forsøger man, vil kapitalen – dermed investeringsmuligheder i nye arbejdspladser – flygte med en e-mails hastighed til Slovenien eller Indien, samtidig med at de bedre arbejdsvilkår og den mindre konkurrence mellem arbejderne vil hæve virksomhedernes omkostninger og dermed forringe deres konkurrenceevne i udlandet. Ruin, kaos, civilisationens undergang.
Som sagt: Et sådant svar fra kapitalen og dens nyliberale økonomer må tages alvorligt. For det er jo dem, der bestemmer, modsat for 20-30 år siden da der var en vis magtbalance mellem lønarbejder og arbejdsgiver. Dermed er også sagt, at den første betingelse for en anden politik er demokratisk kontrol med investeringerne og først og fremmest med kapitalbevægelserne ud af landet. Sålænge kapitalen har absolut frihed, er det en økonomisk nødvendighed for lønarbejdere (og Schröder) at tilpasse sig dens interesser. Hvis der ikke er et alternativ til magten, er det mest praktiske at underkaste sig; kun idealister gør ikke det, og selv om de er vitale udgør de kun en procent af befolkningen, så dem kan man ikke bygge på.
Opgøret i Tyskland fortæller om fremtiden i Danmark, og fortællingens pointe er, at det ikke drejer sig om gode eller dårlige argumenter. Det drejer sig om magt. Og den herskende magt kan kun udfordres, når det store flertal af magtesløse bliver klar over at de er umyndiggjorte; når det sker, bliver de en magt. Det er her idéer er vigtige. Idéer, der bryder det spindelvæv af propaganda, der forklarer, at vi kun kan tage vare på os selv, hvis vi giver afkald på os selv og på sammenholdet med kollegerne og i stedet koncentrerer os om at tjene firmaet.
Bragt 15. november 2004 i www.kritiskdebat.dk.