Begivenhederne i Ukraine har været noget af en øjenåbner.
Yanukovych er en legitim, demokratisk valgt præsident. Han blev valgt i februar 2010 for en femårs periode. I første valgrunde fik han 35,32% med Tymoshenko på andenpladsen med 25,05%. I anden valgrunde fik 48.95% overfor Tymochenko’s 45,47%. Valget blev nøje overvåget af udenlandske observatorer og de erklærede alle – bl.a. observatører fra Europarådet – at det var fair; resultatet var da også i overensstemmelse med alle exit polls og opinionsundersøgelser. Alligevel forsøgte Timochenko at få resultatet omstødt, uden held (se http://en.wikipedia.org/wiki/Ukrainian_presidential_election,_2010). Styrkeforholdet mellem de to blev i øvrigt bekræftet ved parlamentsvalget to år efter.
Nu er det så lykkedes nogle oppositionspolitikere, støttet af titusinder af voldelige demonstranter, at få præsidenten fordrevet, og parlamentet har afsat ham; det kan det ganske vist ikke, da præsidentyen har et direkte folkeligt mandat. Bag statskuppet står en skønsom blanding af EU-tilhængere, nationalister og fascister, men iøvrigt drejer sagen sig ikke om, hvem vi kan lide (både Yanukovych og oppositionen synes i lommen på oligarker).
Hvordan har EU reageret på alt dette? Tilbød man at sende politistyrker for at hjælpe præsidenten mod de anti-demokratiske kræfter? Næh, man vedtog sanktioner mod Yanukovych. Og da gadens parlament ignorerede det forlig, som nogle EU-udenrigsministre fik etableret mellem præsidenten og oppositionen, protesterede man da? Næh, man faldt i svime over ‘heltene’ i Kiev og fordømte, at Yanukovych havde brugt politiet i et forsøg på at afværge statskuppet.
I Danmark har alle de medier, jeg har fulgt, éntydigt bakket op om de anti-demokratiske kræfter; det samme gælder de fleste politikere, mest entusiastisk socialdemokraten Jeppe Koefoed. Selv er jeg kritisk overfor Koefoed og hans statsminister, så mon ikke jeg skulle samle nogle tusinder meningsfæller på Christiansborg slotsplads, så vi kan få jaget hende væk?
Læren af alt dette er, at for EU og danske politikere er demokratiets værdi en relativ størrelse.
Hvis vennerne får et flertal bag sig, er demokrati godt, men hvis en fjende vinder et valg, er der ingen grund til at respektere vælgernes dom. Og Yanukovych er fjende, fordi han er skeptisk over at knytte landet nærmere til EU (og til at landet bliver medlem af Nato). God, gammeldags interessepolitik tilsiger at udnytte chancen for at rykke fronten mod Rusland mange hundrede kilometer længere mod øst, og ingen synes at bekymre sig om at midlet er et statskup.
PS. Følg godt med i situationen i Venezuela, hvor landets overklasse søger at vælte landets demokratisk valgte præsident. Jeg skulle tage meget fejl, om vi ikke vel se EU, Koefod og de monolitiske medier støtte forsøget på statskup og udtrykke bekymring over at politiet søger at beskytte landets forfatning.