Men FNs (UNDPs) Human Development Report fra 1999, bag hvilken der står en skare af økonomer fra især de fattige lande, nåede frem til et andet resultat:
»De 20 procent af jordens befolkning, der lever i de rigeste lande, havde i 1960 en indkomst, der var 30 gange så stor som de 20 procent, der lever i de fattigste lande; i 1997 74 gange så meget.«
Disse tal viser forskellene mellem gennemsnitsindkomster i lande, men da kløften også udvides inden for de enkelte lande, undervurderer disse tal stigningen i ulighed; uligheden er steget i Rusland, Kina og Sydøstasien, men også inden for OECD-landene (hvor kun ét land ikke er blevet mindre skævt). I sin undersøgelse fra 1992 nåede UNDP frem til at de 20 procent rigeste mennesker var ikke mindre end 150 gange så rige som de 20 pct. fattigste.
Verdensbanken, der i hvert fald ikke kan beskyldes for unødig bagtalelse af den kapitalistiske globalisering, nåede frem til tilsvarende dramatiske tal (citat fra Financial Times, 20.9-2000):
»Mellem 1970 og 1995 faldt den gennemsnitlige indkomst pr. person i den fattigste tredjedel af klodens lande fra at være 3,1 procent til at være 1,9 procent af indkomsten i den rigeste tredjedel af landene; landene i den midterste tredjedel faldt fra 12,5 procent til 11,4 procent«.
Financial Times refererer også en undersøgelse af Andrea Boltho og Gianni Toniolo, hvor det hævdes at uligheden var størst i 70erne, men derefter er faldet på grund af væksten i Kina og Indien. Men denne undersøgelse er blevet kritiseret for at inddrage et for lille antal lande og for ikke at tage højde for den øgede interne ulighed i lande som Kina og USA.