Økonomisk teori er ganske rigtigt et redskab til at styre samfundsøkonomien (og virksomhedsøkonomien) med, og er som sådan blot en metode, der kan bruges til et hvilket som helst formål.
Men økonomisk teori har alle dage også haft en anden funktion, nemlig at udtrykke en verdensanskuelse, en bestemt idé om hvordan samfundet er skruet sammen; som sådan er økonomisk teori svanger med interessebestemte ideer, i stil med politisk filosofi.
F.eks er udbud og efter-spørgsel et praktisk apparat til at analysere en lang række markedsfænomener, og det er objektivt rigtigt, at et øget udbud tenderer mod at sænke prisen. Men vælges dette begrebspar som grundsten for den økonomiske teori – som tilfældet er i neoklassisk ligevægtsteori – kan man meningsfyldt spørge, om dette valg er gyldigt eller om et andet udgangspunkt måske kaster et mere relevant lys over vort økonomiske system. Modsat udbudsstigningens påvirkning af prisen kan dette sidste spørgsmål ikke afgøres empirisk. Her må fornuften træde til.
De klassiske økonomer havde begge funktioner med; derfor var deres økonomi politisk – af navn og gavn.
Senere blev den politiske økonomi til slet og ret ‘økonomi’. Teorien prætenderede nu at være politisk neutral, et rent redskab. Den væsentligste årsag til dette skift var, at der var en slange skjult i markedets paradis: Hvad hjælper det at markedet tilfredsstiller vore behov på optimal vis, når disse behov er moralsk anløbne? Hvem bryder sig om at drive ‘dismal science’ (forrige århundredes skældsord for denne videnskab)?
Det er en udbredt misforståelse at moderne økonomisk teori stadig forudsætter forrige århundredes egoistiske og grådige homo oeconomicus. I dag er denne agent i stedet en (næsten) ‘black box’, idet det alene forudsættes, at vi er rationelle i betydningen konsistente, når vi vælger på markedet.
Den engelske økonom og præst P. H. Wicksteed blev i begyndelsen af århundredet foregangsmand i en sådan stue-rengøring af nyttebegrebet.
Forbrugeren kan udmærket have de mest ædle motiver, når han/hun køber ris på markedet – formålet kan jo være at forære det til de fattige i Afrika. Men det er klart, at ethvert formål kun kan kan nås, hvis vor køber stræber efter lavest mulige pris; dvs. ser bort fra sælgers interesse i høj pris. På markedet må vi alle være ubøjelige egoister
Dette ræsonnement brugte Wicksteed til at frikende markedet for umoralitet, eftersom det jo også giver plads for den gode. Argumentet viser imidlertid præcis det modsatte: at netop markedet tvinger ellers gode mennesker til at være onde. I eksemplet går det kun ud over vor rissælger, men i takt med at flere og flere sociale relationer antager ud-
vekslingsform og dermed undergives markedets vilkår, giver det vel et moralsk problem.
Hvis markedsudbredelsen – den ekstensive og intensive – holder sit tempo, vil det snart forekomme nærmest naturstridigt ikke at sælge risen til de fattige i Afrika.
Imidlertid lå det udenfor Wicksteeds og hans efterfølgeres tankebaner, at sociale strukturer, såsom markedet, kunne påvirke den måde, vi tænker og føler på. De ræsonnerede stedse den anden vej rundt – fra menneskenatur til struktur – og fra den vinkel er det naturligvis rart, at markedet også giver plads til det gode menneske.
Den nytte, som markedet hjælper os til at stræbe efter, er nu blevet neutral. Det er helt op til den enkelte forbruger at give det nyttige en egoistisk eller social, en materialistisk eller åndelig bestemmelse. Og specielt er det nu klart, at den grænseløse økonomiske vækst må bero på vore grænseløse behov. For denne økonomiske teori er det en utænkelig tanke, at vor umættelighed kan være kapitalens bevidsthedsform.
Når markedsøkonomien således kan ses som et praktisk redskab, blottet for indbyggede skævheder (uretfærdigheder og irrationaliteter), bliver det forfejlet at kritisere den: Hvis man ikke kan lide dens resultater, må kritikken rettes mod de mennesker, der fodrer den med umoralske eller tankeløse behov.
Moralsk oprustning – måske et Etisk Råd – snarere end et systemskifte bliver vejen frem.
Tilsvarende bliver analysen af markedsøkonomien blot et teoretisk redskab, en simpel metode, blottet for verdensanskuelse – ‘politisk økonomi’ bliver ‘økonomi’.
Denne (nytte)teori slog for alvor igennem i 30’erne (Hicks) i form af den generelle ligevægtsanalyse. Teorien kommer til at ligne naturvidenskaberne med matematisk formalisering i den ene ende og empirisk falsifikation i den anden.
Det herlige ved den nye optik er, at den fanger to tilsyneladende umage fluer i én håndbevægelse. For ud over at præsentere markedsøkonomien som (politisk) neutral fremstår denne dog – og derfor – som et frihedens rige; altså som inkarnationen af den mest eftertragede værdi.
Desværre har teorien den for et redskab ret fatale mangel, at den ikke kan bruges til ret meget. I hvert fald er det endnu ikke lykkedes fra den generelle ligevægtsteoris mikroøkonomiske univers at udlede brugbare makroøkonomiske udsagn (jvf. Helge Brinks kronik den 13/2), og ifølge neoklassikeren Mark Blaug, har man overhovedet ikke arbejdet sig frem til det, der ifølge teorien selv er den eneste sandhedens time – nemlig udsagn der kan underkastes empirisk afprøvning.
Ud fra sin egen selvforståelse må teorien derfor betegnes som en fiasko, et forskningsprogram der befinder sig i en blindgyde. Der rejser sig da også fra inderkredsen i stigende grad frustrerede røster, f.eks. fra Kenneth Arrow og nævnte Blaug. Herhjemme kan man nævne tidligere overvismand Karsten Laursen i bogen Økonomi og moral (1).
Teoriens genstand – markedet – har derimod været en uhørt succes. Det udvider sine ydre grænser ved at inddrage tidligere friholdte lande i øst og syd, og det udvider sine indre grænser ved at indordne uddannelse og sundhed, natur og politik under sit succeskriterium: At ting skal kunne betale sig.
Uddannelsen erhvervsrettes, sundhedsvæsenet kommercialiseres, naturen sælges og folketing og regering drives omkring i manegen af det globale markeds diktater. Det er irrationelt at gå imod disse tendenser, på samme måde som det er irrationelt for den enkelte lemming at gå imod strømmen. Den ville hurtigt blive trampet ned.
Grunden til, at vi har økonomisk vækst, er ikke, at vi synes, vi er for fattige; grunden er, at naboen eller udlandet har vækst. Absolutte værdier relativeres til bytteværdi, så prisen (pengene) snart vil stå tilbage som eneste gyldige værdi; som eneste kriterium for god moral. Samtidig bliver den økonomiske teori ved med at forsikre os om, at penge og vareudveksling blot er snilde midler, og bestemt ikke mål (2).
På baggrund af disse succes’er kan det ikke undre, at også menneskets bevidsthed er blevet markedskonform (en venlig mand fra Folkekirken talte netop nu i radioen om det ‘religiøse marked’ i Østeuropa).
Det gælder også økonomernes bevidsthed, hvor ovennævnte moderne økonomiske teori stort set har opnået monopol. Som verdensanskuelse har den været en uhørt succes, først og fremmest derved at det er blevet alment godtaget, at den ikke er en verdensanskuelse. At dens praktiske anvendelighed er meget begrænset er i forhold hertil af mindre betydning.
Økonomer argumenterer måske for at der her og dér sættes grænser for markedet, eller for at staten søger at reparere ‘markedsfejl’ såsom miljøproblemer, social udstødning eller fattiggørelse af hele kontinenter (Afrika). Markedet kan have uheldige virkninger (forurening), som vi må modgå ved hjælp af markedet (salg af forureningskvoter).
Markedet som sådan er hævet over kritik i stil med religionen i Middelalderen. Det gælder også for mange tidligere kritikere, der på mærkværdig vis synes at have sluttet fra kommunismens praktiske og moralske fallit til markedets principielle fortræffelighed.
Måske har Fukuyama ret i, at markedsøkonomien er enden på hele historien – men deraf følger ikke nødvendigvis, at enden er god.
Noter:
1. I det kommende nr. af Dansk Sociologi anmelder Anders Lundkvist denne bog.
2. Dette tema diskuteres nærmere i Anders Lundkvists bog ‘De usynlige Hænder. Grundproblemer i økonomiteorien’, Forlaget Hovedland 1995.