Anmeldelse af Bent Rold Andersen og Jesper Jespersen: Velfærdsdebat på Vildspor, Tiderne Skifter, 2006, 125ss.
Bogen – eller pamfletten – er et væsentligt bidrag til diskussionen om velfærdsstaten. Den indeholder kritik af Velfærdskommissionens (VK) anbefalinger, men også konstruktive forslag.
VK opfatter den offentlige finansiering af velfærdsstaten – efterløn, pensioner, dagpenge osv. – som det store problem. Hvis der ikke gøres noget drastisk, får vi et underskud på statsbudgettet. Og hvad så? spørger Rold Andersen og Jespersen. Staten er ikke en familie, så offentligt underskud er hverken syndigt eller katastrofalt. Med mindre man er liberalist, vil jeg tilføje, for i så fald gælder det selvfølgelig om at trimme de offentlige udgifter.
Videre kritiseres VK for at negligere efterspørgselssiden, altså mene at arbejdsløshed alene beror på problemer på udbudssiden, nemlig hos de ubeskæftigede lønarbejdere. De skal tilpasse sig arbejdsmarkedet – dvs. virksomhedernes behov – men det gør de kun, hvis de piskes med mere kontrol, lavere dagpenge og andet godt. Forfatterne refererer undersøgelser, der sandsynliggør at sådanne tiltag faktisk ikke fremmer det angivelige mål, nemlig mere beskæftigelse. Da VK formentlig kender sådanne undersøgelser, er det nærliggende at antage at det faktisk mål med stramningerne er et andet, nemlig dels at reducere de offentlige udgifter, dels at gøre livet lettere for virksomhederne, som så ikke behøver at gøre arbejdspladsen specielt attraktiv. Det hedder det ’fleksible arbejdsmarked’, hvilket i dag betyder frihed for arbejdsgiveren og kontrol for lønmodtageren. I 60erne var det snarere arbejdsgiverne, der måtte være fleksible, fx ved at indrette arbejdspladser, således at også handicappede kunne beskæftiges.
Forfatterne opfatter deres uenighed med VK som et spørgsmål om forskellige teorier og forskelligt menneskesyn (er pisk eller gulerod mest effektivt?). Her ville en god gammeldags interesseanalyse have været befriende. Siden tidernes morgen har arbejdsgiverne haft en interesse i et stort udbud – gerne et overudbud – af arbejdskraft; så kan løn og andre beskæftigelsesvilkår presses og så er der noget at vælge imellem. Når udbudsøkonomerne tidligere mente at en arbejdsløshed under 10% ville udløse inflation – og derfor måtte undgås – kan det ses som en fejlanalyse, men det er nok mere realistisk at forklare det som det teoretiske udtryk for kapitalens interesser.
Heroverfor lægger forfatterne vægt på efterspørgselssiden, således at det er staten og virksomhederne der skal oppe sig. Arbejdsløshed og udstødning skyldes især at der ikke er arbejde nok, og det synspunkt giver de godt belæg for, fx at efterspørgselsstimuleringen i 1994 (’kick-starten’) faktisk fik reduceret arbejdsløsheden betydeligt (hvis den havde beroet på umotiverede lønarbejdere, ville der ingen effekt have været). Men her ville jeg gerne have haft en mere indgående analyse af globaliseringens betydning. Vil efterspørgslen i vore dage i højere grad forsvinde ud af landet – fordi vi køber mere fra Kina eller fordi vi køber udenlandske værdipapirer – såfremt det offentlige søger at stimulere efterspørgslen? Således at den gamle nationalstats-keynesianisme må erstattes med en europæisk eller global keynesianisme? Jeg véd det ikke, men diskussionen må tages.
Der er 900.000 18-65 årige uden beskæftigelse. Halvdelen er det frivilligt og uden intention om at blive lønarbejdere (især efterlønsmodtagere og førtids-pensionister), halvdelen er det ufrivilligt (især arbejdsløse og kontanthjælpsmodtager).
VK’s overordnede mål er som bekendt at få flere i beskæftigelse (grundet ældrebyrden), og her lægger de vægt på førstnævnte halvdel (væk med efterløn og højere pensionsalder). Rold Andersen og Jespersen spørger her meget naturligt, hvorfor man ikke i stedet koncentrerer sig om sidstnævnte halvdel, der gerne vil have arbejde. De mener at med den rette efterspørgselspolitik kan 10.000 sluses ind på arbejdsmarkedet om året.
Det er en lille bog, så forfatterne skal ikke kritiseres for de emner, de ikke tager op, men alligevel havde det været rart, hvis de havde taget livtag med skattestoppet og minimalstaten. Denne politik forhindrer jo stort set øget beskæftigelse i den offentlige sektor (iflg. regeringen skal denne sektor marginaliseres ved kun at vokse 0,5% pr. år, overfor en generel økonomisk vækst på omkring 3%). Jeg mistænker ikke forfatterne for at være enig i denne prioritering mellem demokrati (den offentlige sektor er i princippet underlagt Folketing og kommunalbestyrelser) og privatkapitalisme, men da de tilsyneladende kun ser på øgede beskæftigelsesmuligheder i den private sektor, virker det som om de accepterer regeringens præmisser.
Men alt i alt en god og nyttig bog, også i kraft af dens mange konkrete oplysninger.