FN’s udviklingsorganisation UNCTAD udgiver hvert år en ‘Trade and Development Report’. De sidste to år har de anbefalet at EU tager skeen i den anden hånd og begynder at føre en ekspansiv økonomisk politik. OECD har været ude med lignende meldinger.
UNCTAD’s bekymring er den globale uligevægt, først og fremmest USA’s enorme underskud i forhold til udlandet. Det er ustabilt og vil før eller siden lede til ulykke. Måske brister den amerikanske boble på ejendomsmarkedet (som i Japan for 15 år siden), måske bliver omverdenen – og det vil sige den japanske og kinesiske centralbank – træt af at låne USA penge og på den måde dække underskuddet; i begge tilfælde vil det tvinge amerikanerne til at spænde livremmen ind og købe færre varer i udlandet. Med det resultat at hele kloden vil opleve et økonomisk tilbageslag, – og en økonomisk katastrofe, hvis det sker hurtigt, i forbindelse med styrtdyk for dollaren. (En nærmere udredning af forholdet mellem dollaren, euroen, olien og USA’s underskud kan findes på www.kritiskdebat.dk, maj 2005).
Hvad må der gøres?
Bush’s økonomiske politik består i ingen at have, – han lader dollaren passe sig selv og forøger ubekymret underskuddet ved at poste penge ud på oprustning og Irak-krig; hidtil har omverdenen jo finansieret sådanne eventyr ved at låne Bush, hvad han har brug for. Selv om USA objektivt set er på fallittens rand, har vi ikke hørt noget om at der ikke ville være råd til en ny krig eller et nyt spændende missilprojekt.
Men selv om vi kan være uenig i Bush’s prioritering af udgifterne – de fattige råber på penge – er vejen til global stabilitet faktisk ikke, iflg. UNCTAD, at amerikanerne begrænser deres efterspørgsel efter udenlandske varer. For det vil betyde at Østasien, med Kina i spidsen, ikke kan sælge deres varer, altså stop for deres rivende økonomiske udvikling.
Hvad så? Ja, amerikanerne vil have at kineserne gør deres valuta og dermed deres varer dyrere, sådan at de ikke kan sælge så meget i USA. Men igen: Så vil kineserne – klodens aktuelle økonomiske lokomotiv – havne i en økonomisk recession.
UNCTAD peger på den oplagte løsning, nemlig at EU øger sin globale efterspørgsel. Så kan vi købe flere varer i USA og direkte hjælpe dem af med underskuddet; og indirekte vil det også hjælpe, for når Østasien, Indien, Latinamerika og selv Afrika kan sælge mere til EU, bliver de rigere og får råd til at købe mere i USA. Pointen er at EU kan føre en sådan ekspansiv politik uden de store problemer. Normalt vil en sådan politik føre til inflation og underskud overfor udlandet, men på begge fronter er EU særdeles veludrustet, fordi vor inflation er minimal og vi stort set har balance i forhold til omverdenen. Det er os, der har muligheden for at frelse verden!
EU har i adskillige år ført den stik modsatte politik.
Man har gjort alt for at hæmme efterspørgslen. Stabilitetspagten forbyder at det offentlige underskud overstiger 3 procent af nationalproduktet, og Den Europæiske Centralbank fører en højrentepolitik (sammenlignet med USA og Japan); det første betyder at landenes regeringer ikke må fyre op under kedlen, det andet at det er så dyrt at låne penge til investeringer at virksomhederne ikke øger produktionen og ansætter nogle flere.
Som påpeget af UNCTAD er dette skidt globalt set, men umiddelbart er det selvfølgelig først og fremmest trist for befolkningerne i især Tyskland, Frankrig og Italien, der nu i flere år har måttet trækkes med stagnation og tårnhøj arbejdsløshed; IMF forudser i sin sidste oversigt en vækst i 2005 på sølle 1,2 procent i Euro området, mens USA står til 3,5 procent og selv hårdt plagede Japan sættes til 2,0 procent.
Hvorfor dette selvpineri?
Svaret er at EU er ideologisk forpligtet af en monetaristisk teori, hvor inflation er en dødssynd og arbejdsløshed ligegyldig. Og af en nyliberal ideologi, der vil begrænse de offentlige udgifter og dermed den offentlige sektor. Når denne politik ikke virker, kunne man måske forvente at den blev ændret. Men stop en halv. Den virker nemlig særdeles fint, set fra en nyliberal vinkel.
Nyliberale er sat i verden for at reducere den offentlige sektor til fordel for den private. Derfor er det vigtigt med Stabilitetspagtens udgiftsstop. (I Danmark hedder det skattestop, men meningen er den samme: Med skattestoppet forudses den offentlige sektor i de næste år at vokse med ½ procent, mens den private sektor vil øges med 2-3 procent årligt, således at forholdet mellem sektorerne støt og roligt forskydes. Så glem al snak om at Fogh Rasmussen er blevet en slags socialdemokrat, og glem hans juleleg med at prale af flere offentligt ansatte. Meningen er stadig den samme, som da han skrev om minimalstaten, blot tænker han nu mere strategisk og langsigtet).
Og nyliberale er ikke sat i verden for at hjælpe arbejdsløse, lavtlønnede og marginaliserede, men for at tilpasse arbejdsmarkedet til erhvervslivets behov; det lærer især tyskerne i disse år. Derfor er det vigtigt at gøre arbejdsmarkedet utrygt (‘fleksibelt’), at undergrave fagbevægelse og solidaritet med individuel løn (‘ny løn’) og at reducere kontanthjælpen. Økonomiske problemer er individuelle problemer, så de skal løses ved at hin enkelte opper sig. Politiken hedder ‘udbudspolitik’, hvilket betyder at vilkårene skal være så fordelagtige som muligt for virksomhedsejerne, så de fristes til at øge produktion og dermed udbud, idet det antages at efterspørgslen – om nogen vil købe disse varer og ansætte disse villige lønarbejdere – kommer af sig selv. Det hele handler om at øge kapitalens profitter (‘forbedre konkurrenceevnen’).
UNCTAD anbefaler som nævnt, i sit høflige sprog, at EU opgiver hele dette projekt og skifter til en Keynesiansk ‘efterspørgselspolitik’, hvor det offentlige har en central opgave i at sætte gang i den økonomiske udvikling.
Hvad er udsigterne for et sådant skift?
Den første forudsætning er at Europas befolkninger hører op med at lade sig tryllebinde af den nyliberale retorik. Der er brug for et opgør i stil med det, der nu fejer ned over Latinamerika, med epicenter i Hugo Chavez’ Venezuela. Hvorfor er vort land så rigt på naturressourcer, mens vi selv er fattige, spørger bolivianerne? Tilsvarende bør vi begynde at spørge, hvordan det kan gå til at Europas store rigdom på viden og andre ressourcer ikke kan omsættes i rimelige vilkår for almindelige mennesker? Hvorfor skal skoler og andre offentlige institutioner forfalde, mens selskaber og spekulanter kan snyde staten for skat og sende pengene til Cayman Island eller Luxembourg (begge skatteparadiser)? Nyliberalismen er et politisk-ideologisk projekt, der søges solgt som apolitisk økonomisk nødvendighed. Selvfølgelig er der reelle problemer, men løsningen handler altid om at den private sektor skal være mere profitabel, mens det offentlige og de mindre privilegerede skal spænde livremmen ind. Hvorfor hører vi aldrig om at der ikke er råd til flere privatbiler eller aftrædelsesordninger i millionklassen til topchefer, fordi midlerne skal koncentreres om det vigtige, fx flere pædagoger i børnehaverne? Det er en ren politisk prioritering.
Den anden forudsætning er at centrum-venstre kan pege på konkrete alternativer. Her kan UNCTAD som sagt give inspiration mht. den makroøkonomiske politik.
Den tredje forudsætning er at magtforholdene ændres, så en alternativ politik faktisk kan gennemføres. Det kræver at befolkningerne overbevises, så de stemmer anderledes, men det kræver også at kapitalen fratages dens ret til at sætte dagsordenen. Den ret fik den i 1985 med det Indre Marked, der tilstod kapitalen fri bevægelighed; da det overvejende er de store selskaber, der handler – på verdensplan kontrolleres 2/3 af importen og eksporten af de store selskaber – er frihed for handel med varer og service-ydelser blot aspekter af kapitalens frihed. Det hele kan lyde uskyldigt, men frihed er det pæne ord for magt, så da kapitalen fik frihed til selv at bestemme i hvilke lande, brancher og værdipapirer, den ville investere, fik den overtaget i forhold til de demokratisk valgte politikere; Delors var naiv når han i 1985 troede, at han først kunne give magten til kapitalen og derefter bede om et socialt Europa.
Kapitalkontrol er den første betingelse for en genoplivning af demokratiet i Europa og for en politik, der er mere miljøvenlig og mere socialt retfærdig. Kapitalen antager utallige former, – fra direkte, produktive investeringer (en ny virksomhed) til et spil med de mest besynderlige værdipapirer (fx de såkaldte derivativer, hvor man gætter på rente- eller kursudviklingen). Kapitalkontrol antager lige så mange former.
Det vil være naturligt at starte med den rene spekulation. Her kunne EU indføre Tobin-skat, dvs. en lille afgift på hver kapitaludførsel. Det vil ramme de spekulative bevægelser, fordi finanskapitalen ustandseligt flytter omkring, ofte mange gange i døgnet, mens produktive investeringer er engangsforeteelser og derfor ikke generes nævneværdigt. Dette bør kombineres med en lukning af europæiske skattely på engelske kanaløer, i Lichtenstein og i Luxembourg (sidstnævnte land er hjemsted for et meget stort antal multinationale selskaber og fonde, fordi skatten er så lille og kontrollen så ringe at det er en skændsel for EU; i 2004 kom dette mini-land ind på en tredjeplads – efter USA og England – som kilde til udenlandske investeringer!). Det er blevet hævdet, at kapitalen vil strømme ud af EU, hvis sådanne tiltag gennemføres alene af EU. Men EU har et sådant økonomisk volumen, at området stadig vil være interessant for den internationale kapital, og en sådan politisk styrke, at tendenser til decideret kapitalflugt kan imødegås med skrappere kontrol med ‘hot money’.
En mere omfattende og dybtgående kapitalkontrol kan tænkes på to måder.
Én mulighed er at gå tilbage til situationen før 1985, dvs. genindføre national kontrol med kapitalbevægelserne, således at man pænt skal spørge Nationalbanken om man må købe canadiske dollars og da kan få at vide at Bangladesh har mere brug for pengene. Dermed bliver det op til Danmark, Tyskland osv., hvor skrap kontrol der skal være. Den vej er imidlertid næppe farbar, fordi det vil resultere i konkurrence mellem landene om at have de mest lempelige vilkår med henblik på at tiltrække mest mulig kapital (således som vi kender det fra selskabsbeskatningen, der stedse sænkes i Europa).
Den realistiske mulighed er derfor at kapitalen reguleres på EU-niveau, altså varetages af EU-myndighederne. Ønsker man videre øget demokrati i EU, bør EU Parlamentet styrkes på bekostning af en Kommission, der mere og mere ligner et gidsel for de store selskabers lobbyvirksomhed. Selvfølgelig er folk uinteresseret i en ren snakke-forsamling. Parlamentet skal have lovgivningsinitiativ og et anstændigt budget; pt. har det et budget på sølle 2 procent af EU-landenes nationalindkomst, hvoraf halvdelen spildes på den for de fattige lande så skadelige ‘corporate welfare’ til den agro-industrielle kapital. Parlamentet skal have øget troværdighed gennem øget indflydelse, og øget indflydelse gennem flere penge, og indflydelse og penge skal bruges på EU-niveau at gennemføre den ekspansive økonomiske politik, som Europa og verden har så hårdt brug for.
EU’s politiske institutioner bør altså styrkes, men vel at mærke på en sådan måde at demokratiet på EU-niveau fremmes.
At gå ind for et svækket politisk EU, fx i form af et ‘fleksibelt Europa’ hvor hvert land bestemmer hvor megen kompetence det vil overføre til EU, er ensbetydende med at give nyliberalismen frit løb. Kun EU kan have tilstrækkelig politisk vægt til at give kapitalen modspil, således at rigdommene også kommer almindelige mennesker til gode.
Med EU er det svært, men der er en chance. Uden EU er det umuligt.
Nej’erne i Frankrig og Holland kan gøres til afgørende brud med det nyliberale EU.
Hvis forfatningen var blevet vedtaget, ville kapitalens overherredømme og dermed demokratiets forfald være blevet indmejslet i EU. De mange – alt for mange – smukke ord om at vi skal være gode ved hinanden tæller ikke meget i forhold til forfatningens institutionalisering af kapitalens magt.
Der har været megen snak om, hvorvidt især det franske nej var højre- eller venstreorienteret og var for eller imod EU. Nogle mente endda at franskmændene var blevet modstandere af Europa!
Sagen er faktisk blevet undersøgt. Af de knap 55 procent, der stemte nej, var godt 31 procent venstreorienterede og knap 24 procent højreorienterede. Kun 10 procent af nej-sigerne er fjendtlige overfor europæisk integration (givetvis Le Pen’s folk), og 70 procent af de venstreorienterede nej-sigere ser gerne en genforhandlet forfatning. På den anden side, kan man sige, ønsker 48 procent af de franskmænd som sagde nej og som ønsker en genforhandling, at denne skal give større indflydelse til medlemsstaterne (50 procent ville have styrkede sociale garantier).
Dette peger i lidt forskellige retninger, men det afgørende er at der er potentialer for at udvikle nej’et. Var den franskmand, der var bekymret for den berømte polske blikkenslager, nationalist eller anti-kapitalist? gal på polakkerne eller på de selskaber, der på jagt efter den hurtige gevinst truer hans levebrød? Var den franskmænd, der var frustreret over sin sociale situation, utilfreds med Girac, med EU’s aktuelle rammer (der ifører Girac en spændetrøje) eller med EU som sådan? En meget stor del véd det formentlig ikke, og derfor er det op til centrum-venstre at trække dem i vor retning.
Vi skal ikke forvente initiativer fra højrefløjen.
Kapitalens magt blev ikke kodificeret med fine underskrifter, men den er stadig på plads og kan fint bruges fremover til drypvise liberaliseringer, fx et modificeret servicedirektiv. Initiativet til idéer for et andet EU skal komme fra venstrefløjen; hvis der skal tænkes i tænkepausen, er det os der skal gøre det. Og det haster, hvis ikke flodbølgen fra maj skal løbe ud i sandet.
Offentliggjort 1. februar 2006 på www.kritiskdebat.dk. Artiklen har tidligere været bragt som lørdagskronik på SF’s hjemmeside