Venstre, demokratiet og markedet

Mange har forholdt sig kritiske til den nye regerings mange initiativer indenfor miljø, kultur mmm., men der har manglet en debat om det idé-grundlag, som specielt Venstre bygger på.

Dette grundlag er Venstre’s principprogram, som kan findes på partiets hjemmeside. Læs det, og find ud af, hvad der formentlig vil ske i Danmark i de næste år!

Programmet er velgørende kort og imponerende konsistent. Mens andre partier typisk opregner ‘alt godt fra havet’, bygger Venstre sit program op på et par grundidéer, som derefter anvendes på de forskellige politik-områder. Det bør socialdemokrater, SF-ere og andre lære noget af, hvis de vil ud af deres idé-krise og formulere et sammenhængende alternativ til de liberale visioner.

Hvad er demokrati, frihed og marked i Venstre’s forståelse? Hvordan hænger disse ting sammen? Hvordan ser en liberal offentlig sektor ud?

Lad mig starte med et par ord om, hvad jeg selv opfatter som demokratiets kerne.

Hvad er demokrati?

Det særlige ved demokrati er at alle, rig som fattig, klog som dum, har lige indflydelse på beslutningerne; én stemme pr. person, hvorefter flertallet bestemmer. Dette system forudsætter, at vi har politisk frihed, dvs. frihed til at ytre os og stemme som vi vil; for hvis nogen stemmer med en pistol i nakken, er de jo ikke ligestillet med de andre.

Spørgsmålet er nu, hvilke beslutninger der skal være omfattet af denne særlige beslutningsproces. Alle kan være enige om at det ikke giver mening at stemme om personlige affærer, uden konse­kvenser for andre. Hvad så med økonomien? Da ingen vel kan benægte at denne i høj grad er en social størrelse, er det umiddel­bare svar, at hvis demokrati er godt og retfær­digt, må dette beslutningsprincip om lighed mht. indflydel­se også gælde økonomiske beslutninger. Det indebærer en afskaffelse af markedet, hvis princip jo er ulige indflydelse, nemlig indfly­delse i forhold til købekraft. Det kan måske argumenteres at en demokratisk økonomi ikke kan fungere i praksis, eller at hensynet til individuel frihed gør det rimeligt at undtage økonomien. Der kan altså anføres grunde til at demokratiet bør begrænses. Men det synes bagvendt, hvis en sådan begrænsning af demokratiet præsenteres som dets fulden­delse. (Nærmere om demokratiet i min artikel ‘Privatejendom eller demokrati’, i Kritik af den Økonomiske Fornuft, red. af C. Fenger-Grøn og J.E.Kristensen, Hans Reitzels Forlag 2001).

Det liberaliserede demokrati

Det er imidlertid præcis, hvad Venstre gør. Disse er ordene:

“Folkestyre er karakteriseret ved, at den enkelte har indfly­delse på de beslutninger, der træffes. Men folkestyre er også at lade folk selv bestemme uden politisk indblanding. Et ægte folkestyre sætter grænser for politik og regulering.Udgangspunktet skal være, at opgaver løses på privat initiativ af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller af private organisationer. … De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvar­ligt” (Venstres Principprogram, partiets hjemmeside, min fremhævelse).

Det er ikke mærkeligt at et liberalt parti ønsker en begræns­ning af staten og dermed – når staten er demokratisk – af demokratiet, altså at Anders Fogh Rasmussens berømte minimalstat præciseres til at være et minimaldemokrati; skattestoppet, med løfte om senere skattenedsættelse, ligger i forlængelse af dette ønske om at reducere den offentlige sektor. Det mærkelige, for ikke at sige Orwell’ske, er når denne tanke søges solgt som et forsvar for demokratiet.

Denne retoriske operation indledes med en upræcis sætning. Folkestyrets agent eller subjekt er ikke ‘den enkelte’, altså de liberales elskede individ, men mange enkelte, der indgår i en ganske præcis social relation, karakteriseret ved lige ind­flydelse.

Efter den ejendommeligt passive formulering (beslut­ninger er noget ‘der træffes’) får vi dernæst at vide at folkestyre også er ‘at lade folk selv bestemme uden politisk indblanding’. ‘Folk’ er tilsyneladende ikke en del af det besluttende fællesskab; sidstnævnte er snarere en slags ‘fremmed magt’, som ‘folk’ skal beskyttes imod.

Dette har intet at gøre med demokrati at gøre, for demokrati indebærer at vi bøjer os for flertallet. Man kan kalde dette tvang, men man kan også kalde det solidari­tet: Hovedsagen er at flertalstyre er i lodret modstrid med den liberale kerneværdi om individuel frihed, men at Venstre ikke vil være ved det.

Den liberale strategi er klar nok. Demokratiets essens, nemlig solidaritet mellem ligestillede mennesker ved ‘løsningen’ af sociale opgaver, bliver næsten usynlig. Til gengæld pustes demokratiets forudsætning om politisk frihed op, således at demokrati nærmest bliver identisk med individuel frihed, altså liberalisme. Men frihedsrettigheder er to ting: De politiske er en integreret del af demokratiet, de øvrige – især privat ejendomsret – er det modsatte, nemlig en grænse for hvad der kan afgøres på forpligtende vis af fællesskabet. Sådanne grænser kan være velbegrundede (fx forbud mod tortur) eller ej: de har blot ikke noget med demokrati at gøre.

Med mindre man beslutter sig for at ‘demokrati’ er godt, plusordet over alle plusord, hvorefter man propper alt, hvad man kan lide, ned i begrebet. Det er det, Venstre gør. Resultatet er at demokrati, menneske/fri­hedsret­tigheder og liberalisme røres sammen til én grød.

Det forsvundne marked

Så kommer vi til markedet. Som nævnt er det i sig selv udemo­kratisk, fordi det er baseret på at vi har ulige indflydelse, nemlig indflydelse i forhold til tegnebogens tykkelse. Derfor afspejler priserne ikke behovene, men de købedygtige behov. Priserne udtrykker ikke en eller anden neutral rationalitet: de udtrykker de riges behov.

Venstre er tilhænger af markedet og den private ejendomsret, som det forudsætter. Det er fordi partiet værdsætter frihed: “Privat ejendomsret er den vigtigste garanti for såvel økonomisk som politisk frihed”. Og derefter tilføjes det, ganske interes­sant: “Når ejendomsretten er fordelt på mange private ejere, har ingen enkeltperson magt til at bestemme over andre. Liberale ønsker derfor en spredning af den private ejendomsret.” Virkelig frihed kræver en almengørelse af ejendomsretten. Dette følges op af mange varmende ord om decentralisering, nærhedsprin­cippet og lokalsam­fundets værdi.

Dette er et rimeligt revolutionært program. I betragtning af at den nyliberale politik, der er slået igennem globalt i den sidste snes år, har givet øget ulighed overalt i verden (mest i England, USA og Rusland, hvor denne politik har været mest rabiat), jf. Cornia, G.A. og S.Kiiski 2001: Trends in income distribution in the post WWII period: Evidence and interpretation, UNU/WIDER’s hjemmeside (UNU er et Helsinki-baseret FN-universitet). Og i betragtning af at ejen­domsretten i stigende grad koncentreres og anonymiseres/af-individualiseres i de multinationale selskaber og de store finansfonde, vil en spredning og dermed individualisering af ejendomsretten kræve en stor indsats: Fragmentering af multinationale selskaber eller i det mindste forbud mod fusioner; demokratisk kontrol med finansfonde; og meget meget mere. Men på alle disse punkter er Venstre’s princip­program mærkeligt tavst, bortset fra et lille pip om at monopoler er skadelige.

Jeg er usikker på grunden til denne ejendommelighed eller inkonsekvens.

Ser vi på Venstres praktiske politik kan partiet næppe være uvidende om de faktiske tendenser, al den stund det vel er dét danske parti, der mest energisk har arbejdet for afskaffelse af individuel ejen­domsret, ved at fremme den økonomiske magt-centralisering (storcentre fx). Her har det ikke været individet, men systemet – det økonomiske – der har været i centrum.

På den anden side tyder principprogrammet faktisk på, at Venstre oprigtigt tror at vi lever i en markedsøkonomi, hvor der er fri konkurrence mellem en mængde uafhængige producenter, således at det er det upersonlige marked (den ‘usynlige hånd’), der bestemmer priser og andre markedsvilkår. Partiet synes ikke at have opdaget at vi lever i, eller i hvert fald er stærkt på vej imod en uhæmmet kapitalisme, hvor det i stedet er de store kapitalkoncentrationer, der bestemmer over markedet (de har ‘markedsmagt’, som det hedder).Monopoliseringen skrider rask frem, antallet af fusioner og overtagelser vokser exponentielt; konkurrencen begrænses af gensidigt eje mellem selskaberne, strategiske alliancer mm. I dag kontrollerer de 500 største multinationale selskaber 2/3 af verdenshandelen. Fx varetager 6 selskaber 85% af kornhandelen og 3 selskaber 80% af bananhandelen; iøvrigt er denne økonomiske magtkoncentration størst indenfor den moderne, vidensbaserede produktion, hvor de 10 største computer-selskaber står for 70% af omsætningen, mens det tilsvarende tal indenfor telekommunikation er hele 86%. Det skal også med i billedet at halvdelen af denne selskabsstyrede handel, altså 1/3 af verdenshandelen, er intern selskabshandel til priser, der fastlægges administrativt (gerne således at overskuddet lægges i det land, der har lavest beskatning); dette er planøkonomi af et omfang, der får Sovjetunionens GOSPLAN til at ligne en dværg. For liberale er planøkonomi det store dyr i åbenbaringen, så her er der virkelig noget at tage fat på for Anders Fogh og fæller. Hvis der ikke sker noget i den retning, må vi mistænke Venstre for at dets principper om individuel økonomisk valgfrihed dækker over en praktisk politik, der snarere handler om kapitalens valgfrihed.

Det markedsgjorte demokrati

For liberale har det forpligtende fællesskab alle dage stået for tvang, undertrykkelse, ufrihed. Derfor var staten – demokratisk eller ej – et onde, der skulle minimeres til det strengt nødvendige.

Som vi har set gælder dette stadig for Venstre (‘minimaldemokratiet’). Men herudover har partiet indset at staten kan gøres ufarlig, såfremt den underlægges markedets principper. Den tendens har naturligvis været herskende politik i den nyliberale æra: Statsaktiesel­skaber, ud­licitering, hele idéen om at offentlige ak­tiviteter skal underlægges profitmotivet og dermed være uskelnelige fra private. Det er imidlertid indenfor den del af det offentlige, som vi bredt kan kalde velfærdsstaten, at Venstre er virkelig innovativ.

Tanken er at ‘pengene skal følge borgeren’. I programmet anvendes princippet med jernhård konsekvens på en lang række centrale områder: Pengene skal følge patienten (sygehuse), den ældre (hjemmeser­vice) og barnet (bø­rneinstitution eller ansat barnepige?); pengene skal følge mennesket, ikke murstenene (bolig­politik) og pengene skal følge den studerende (uddannelses­politik).

Er der noget galt i det? Og hvad betyder det for demokratiet?

Venstre vil altså ikke afskaffe, men snarere in­dividualisere og kommercialisere velfærdssta­ten; det offentlige skal være ét blandt andre supermarkeder, som vi kan shoppe omkring i for at tilfreds­stille vore individuelle behov.

Hvis markedet forsvinder fra den private sfære, kan det altså genfødes i den offentlige. Men der er en vigtig principiel forskel, for mens det private marked bygger på vor ulige købekraft, er lige købekraft indbygget i det offentlige marked; hvis fru Jensen og fru Hansen iøvrigt er i samme situation, har de ret til en lige stor pose penge til hjemmehjælp. Ulighed forsvinder dermed som kritikpunkt, og for så vidt nærmer valgsituationen sig den demokratiske.

Men der er en afgørende forskel. Markedsmekanismens frihed bygger på muligheden for fravalg, ‘exit’; det er en negativ frihed. Den demokratiske frihed bygger på tilvalg, ‘voice’; det er en positiv frihed til at være med til i det store at forme samfundet og i det små at være med til at bestemme sine sociale relationer.

Konkret: Hvis kommunen giver en elendig hjemmehjælp, kan alle være enige om at fru Jensen skal have mulighed for at gøre noget ved det. Problemet i Venstres markedsmodel er dels at fru Jensen kommer til at sidde alene med sine problemer, således at problemerne afpolitiseres og fru Jensen individualiseres, dels at velfærden kommercialiseres, altså hele halløjet med 15 minutter til afstøvning, 10 sekunder til et smil osv. Men der er et demo­kratisk alternativ. Det består i at fru Jensen og fru Hansen (og måske deres pårørende) får mulighed for sammen at gøre noget ved deres situation. Det giver engageme­nt, det giver myndighed og det giver indhold i demokratiet. Det giver givetvis også en masse bøvl og praktiske problemer, men jeg synes det giver et mere værdigt liv. Om det bliver dyrere véd jeg ikke, men det kan da godt være at demokratiet ikke er gratis.

Det særlige ved nyliberalismen er at kapitalkræfterne styrkes gennem privatiseringer og får mere frit spil, fordi tidligere reguleringer af indenlandske og udenlandske investeringer falder bort; de store kapitalkoncentrationer kan i højere grad sætte betingelserne for politikken, for hvis staterne ikke retter ind og sørger for at være ‘kreditværdige’ og ‘konkurrencedygtige’ kan pengene nu flytte til mere profitable græsgange. Denne liberalisme er ‘ny’, fordi staten – og for så vidt demokratiet – indtil 70erne satte grænser og betingelser for kapitalen. Der var dengang en vis balance mellem ‘pengemagt’ og ‘folkemagt’.

Nyliberalismen blev introduceret omkring 1980 af Thatcher i England og Reagan i USA; det skete under mange fanfarer, så politikken var let at identificere som højreorienteret. Da den selvsamme politik vandt indpas i EU (herunder Danmark) fra 1985 blev den iklædt en maske af saglighed og ‘økonomisk nødvendighed’. Nyliberalismen blev af-politiseret: Privatiseringen af Tele Danmark, af-demokratiseringen af pengepolitikken (politisk uafhængig centralbank), deregulering af finanssektoren, fri kapitalbevægelighed osv. blev begrundet med regnestykker, der skulle vise at det var mere effektivt. At færre beslutninger blev truffet af folkevalgte politikere, flere af kapitalejerne, talte man ikke om. De forskellige idéer om, hvordan samfundets indretning og udvikling bør besluttes, forsvandt næsten fra dagsordenen.

Lad os håbe at den nye regering ved at radikalisere nyliberalismen atter kan politisere den. Det bliver koldt og det bliver ondt, men måske folk da vil finde ud af, at de foretrækker fællesskab og demokrati frem for individualisme og kommercialisering.