Til september kan vi markere krisens femårs jubilæum. Lehman Brothers gik fallit, det finansielle korthus styrtede sammen og verdensøkonomien kom i frit fald.
Men faktisk formåede vore ledere at handle effektivt.
USA, EU og Kina gennemførte i 2009 en koordineret stimulus politik, hvor landene brugte i gennemsnit mere end to procent af BNP på at sparke gang i økonomien; lidt mindre (1,5 procent) i EU, men alligevel. Det lykkedes! I slutningen af året begyndte det at vende, og i hele 2010 var der positive vækstrater.
Alle var blevet keynesianere og gik ind for ekspansiv finanspolitik, især øgede offentlige udgifter. Det gjaldt IMF og EU-kommissionen, og selv Tyskland vedtog nølende to stimuluspakker, bl.a. under pres fra de tyske vismænd, der på få måneder var konverteret fra den gamle ortodoksi, der i et par årtier havde prædiket, at keynesianisme ikke fungerer.
Det bratte tilbagetog
I Europa holdt det mindre end et år, før omslaget til den nuværende nedskæringspolitik satte ind. Kriser giver altid øget offentligt underskud, fordi skatteprovenuet falder, og de sociale udgifter stiger – hvortil kom udgifterne til stimuluspakker og til at redde banker. Fokus skiftede, hjulpet på vej af den græske krise, der satte ind i slutningen af 2009.
Den store opgave var nu ikke længere at afskaffe arbejdsløsheden, men underskuddet. Samtidig med at man i 2010 høstede frugterne af praktisk keynesianisme, skiftede Europa til den diametralt modsatte politik. Forud for G20-mødet i maj 2010 søgte Obama at presse tyskerne til at forsætte den tidligere politik, men de stod fast og fik det øvrige Europa med sig; ECB dukkede frem fra sit flyverskjul og i England kom Cameron i samme måned til magten med en politik, der var mere radikal end Thatcher’s. Dermed var det slut med europæisk keynesianisme og med international koordinering (og solidaritet).
De fleste økonomer havde nu fundet frem til deres gamle jeg.
Opsvinget på vej
Det umiddelbare argument for den nye politik var, at store underskud svækker finansmarkedernes tillid; de kræver højere renter for at udlåne, og det belaster yderligere landenes økonomier. Først når budgetterne balancerer, kan realøkonomien komme på fode.
Nogle få mente faktisk, at nedskæringerne i sig selv ville hjælpe på aktiviteten (’expansive austerity’), fordi de giver et boost til markedstilliden. Men de fleste erkendte dog, at det kortvarigt ville gå ud over vækst og beskæftigelse.
Det blev samtidig anført, at en reduktion af de offentlige udgifter ville få folk til at tænke, at skatterne så senere ville blive sat ned, så derfor kunne de allerede i dag tillade sig at skrue op for forbruget (’rationelle forventninger’). Desuden ville mindre offentlig gæld få renterne til at falde generelt, fordi den mindre efterspørgsel efter lån vil få prisen på disse til at falde, og lav rente ville give et opsving i den private sektor. Nedskæringspolitikken ville altså ret hurtigt kunne vende skuden.
Grundfilosofien var at den offentlige sektor skubber privat forbrug og private investeringer til side (’crowding out’), altså at færre offentlige udgifter vil give plads til flere private. Staten skal ’get out of the way’, som Republikanere – meningsfællerne i USA – mere bramfrit udtrykker det.
Keynesianerne var uenige. Nok gik det bedre i 2010, men der var stadig krise, og i en krise holder alle i den private sektor på pengene: Forbrugerne, virksomhederne og bankerne. Kun det offentlige kan få økonomien i gang.
Man tog fejl af effekten
Hvordan er det så gået?
I Eurozonen er det gået støt ned at bakken siden foråret 2011, og i 2012 har væksten atter været negativ – som i 2009. Vi har fået en ny krise, kaldet ’eurokrisen’, og det er nærliggende at se den som det direkte resultat af nedskæringspolitikken.
Men den faktiske udvikling i EU’s BNP skyldes ikke blot den økonomiske politik, men også meget andet – f.eks. om det går op eller ned i USA og Kina. Så spørgsmålet er, hvilken effekt nedskæringspolitikken som sådan har? Omdrejningspunktet i diskussion heraf er størrelsen af den såkaldte ’multiplikator’: Hvis multiplikatoren er 0,5 betyder det, at en reduktion i de offentlige udgifter (eller stigning i skatten) på to milliarder euro sænker BNP med én milliard euro; hvis den er 1,5, falder BNP med tre milliarder.
Indtil for nylig mente man, at multiplikatoren generelt var 0,5, hvilket betød at den negative effekt af nedskæringspolitikken var af begrænset omfang. Dette blev antaget i modeller og konsekvensberegninger af politiske indgreb. Men i Economic Outlook fra oktober kastede IMF en bombe: Multiplikatoren er snarere i omegnen af 1,3 (0,9 – 1,7)!
Det betyder at den elendige udvikling i eurozonens økonomi i det sidste år, i langt højere grad end hidtil antaget, skyldes nedskæringspolitikken. Det betyder også, at et skift til en keynesiansk politik vil have en meget positiv effekt på beskæftigelsen.
Den relative gæld stiger
To engelske økonomer, Holland og Portes, kommer til samme resultat.
De opstiller en model, hvor de tager højde for at nedskæringer i ét land har negative konsekvenser for andre lande, og at de økonomiske mekanismer er anderledes i en krisetid, hvor den private sektor langt fra er klar til at udfylde de efterspørgselshuller, som offentlige spareøvelser skaber. Det begrunder højere multiplikatorer. De beregner så effekterne af de faktisk vedtagne spareforslag for perioden 2011-13 i forskellige europæiske lande.
De når frem til at disse forslag reducerer BNP i eurozonen med 3,1 procent i 2012 (det faktiske fald var ’kun’ 0,3 procent, fordi andre faktorer har holdt økonomien oppe), og for de sydeuropæiske lande var reduktionen langt større.
Disse voldsomme negative effekter på BNP og dermed beskæftigelsen er naturligvis triste, men hvis landenes finansielle situation forbedres, kan man håbe at markedernes tillid kommer sig, og det vil gå fremad. En sådan forbedring er dog ikke givet på forhånd, for samtidig med at nedskæringerne umiddelbart sparer penge, vil skatteprovenuet falde, når BNP reduceres. Men de to økonomer beregner, at spareforslagene faktisk vil reducere det offentlige underskud.
Imidlertid vil gældsbyrden, forstået som offentlig gæld i forhold til BNP, vokse i alle lande, undtagen Irland. Den absolutte gæld falder, men BNP falder endnu mere. Og det er denne relative gæld, der er afgørende for de udenlandske långiveres tillid. De ser nemlig på, om et land har kapacitet (BNP) til at tilbagebetale gælden.
Den herskende politiks formål er at forbedre regeringernes betalingsevne, således at finansmarkedernes tillid reetableres.
Det formål opnås alt andet lige ikke, når den relative gæld stiger, og derfor har de to økonomers artikel titlen ’Self-defeating austerity?’.
Men ideologisk er nedskæringspolitikken rationel
Alle lønmodtagernes ofre – i form af arbejdsløshed, lavere dagpenge, lavere kontanthjælp og lavere realløn – er forgæves. Man kan ikke spare sig ud af en krise, som S og SF så rigtigt sagde før valget. I dag sparer den danske regering ved at foranstalte omfattende fyringer i stat og kommuner, samtidig med at den skærer i dagpenge, kontanthjælp og SU; Corydon’s udtalte håb er, at det vil give vækst i den private sektor. Det håb indfries altså næppe.
Nedskæringspolitikken er irrationel, økonomisk set.
Men fra en liberal vinkel er den ideologisk rationel, fordi den flytter vægten fra stat til marked, fra tvang til frihed. Eller fra den demokratisk kontrollerede til den kapitalistiske sektor, hvis det ses gennem socialistiske briller.
Kriser har det positive i sig at de åbner for nye muligheder. I 2008/09 stod finanskapitalen så afklædt og svækket, at det var muligt at få den bragt under demokratisk kontrol. Men chancen blev misset. I dag bruges krisen til at virkeliggøre den omvendte mulighed, nemlig en svækkelse af den demokratiske sektor.
Henvisninger:
IMF: Economic Outlook, Oct. 2012, ss.41f (http://www.imf.org/external/pubs/ft/weo/2012/02/pdf/text.pdf). Uddybet i artikel af O. Blanchard og D. Leigh: Growth Forecast Errors and Fiscal Multipliers (http://www.imf.org/external/pubs/ft/wp/2013/wp1301.pdf), hvor multiplikatoren sættes til 1,5. Den tidligere lave multiplikator på 0,5 havde bl.a. ikke taget højde for, at i krisetider kan den negative effekt af nedskæringer ikke kompenseres af en ekspansiv pengepolitik, fordi renten i forvejen er tæt på nul; hertil kommer at i krisetider er det den aktuelle (meget lave) indkomst, der bestemmer forbruget, ikke drømmen om en højere indkomst i fremtiden.
Holland og Portes:
http://www.voxeu.org/article/self-defeating-austerity . De to er knyttet til det engelske National Institute of Economic and Social Research. Se også henvisningen til den oprindelige, mere dybtgående artikel. En kritisk kommentator misforstår, fordi han tror at forfatternes vurdering af effekten af nedskæringer kan falsificeres ved at sammenligne med faktisk udvikling i BNP.
Artiklen bragt som kronik i Information 26. febr. 2013.