I maj vurderede regeringen at væksten i BNP for 2012 ville blive på 1,1 procent. I december var dette skøn nedjusteret med ikke mindre end 1,5 procent, nemlig til -0,4 procent. Det kalder på nogle overvejelser.
Én måde at anskue sagen på er, at en økonomiminister pr. definition skal være optimistisk, på samme måde som en forsvarsadvokat skal finde alle de argumenter, der taler til fordel for tiltalte.
Først når det er åbenbart for alle, at det går skidt med landets økonomi, erkendes dette – hvorefter det forklares, at vi nu har nået bunden, og det vil gå fremad.
En økonomiministers job er ikke at konkurrere med uafhængige økonomiske instanser om at give de bedste prognoser. Det er at styrke den danske økonomi, og det kræver bl.a. tillid og optimisme i befolkningen, så den tør forbruge og investere. En redegørelse fra regeringen er således ikke et spejl af økonomien, men et forsøg på indgreb i denne.
Men ingen ’ketchup-effekt’ har vist sig. De faktiske – og dårlige – tal begynder snart at tikke ind, og så går det ikke at blive taget med bukserne nede om knæene. Tallet for 2012 måtte revideres, selv om fejlskønnet selvfølgelig er pinligt.
For nogle årtier siden kunne man have nøjedes med en simpel interesseanalyse som ovenfor, men i vore dage formodes det jo ikke at være regeringens politik, men dens økonomiske modeller, der står bag prognoserne. Partsindlægget virker mere effektivt, hvis partiskheden skjules af en videnskabelig kappe.
Det giver anledning til nogle andre problemer.
Disse prognoser udarbejdes på grundlag af en ligevægtsmodel, der hedder ADAM. Når maj-prognosen var helt ved siden af, burde det give anledning til overvejelser om modellens anvendelighed. Det er normal videnskabelig praksis at underkaste en model, og den økonomiske teori som den udtrykker, empirisk afprøvning; og hvis model og teori falsificeres af helt forkerte forudsigelser, må begge dele forkastes, eller i det mindste revideres drastisk. Det er ikke sket.
Men har ministeriet ikke garderet sig ved at skrive, at der er stor usikkerhed knyttet til prognoserne, altså at disse kun har gyldighed i et slags normalscenarium? Jo, men især i krisetider er det unormale det normale, og hvem kan forudse om Berlusconi vender tilbage, eller de spanske banker pludselig går ned? Så måske skulle man pensionere ADAM.
Hvis ikke bør man som minimum tage modellen op til kritisk eftersyn.
ADAM hævder selv at være en syntese af udbuds- og efterspørgselsøkonomi, af neoklassicisme og keynesianisme, men når man læser ministeriets redegørelse for prognoserne, ligger vægten klart på førstnævnte.
Virksomhedernes udbudsvilkår skal forbedres gennem et mere fleksibelt arbejdsmarked og gennem løntilbageholdenhed, og regeringen skal forsøge at øge arbejdsudbuddet. Det erkendes, at dette giver øget arbejdsløshed i første omgang, men de lavere lønomkostninger forventes at øge eksporten og dermed på sigt beskæftigelsen. Den negative effekt på hjemmemarkedet af reallønsfald og næsten nulvækst i den offentlige sektor underspilles. Ifølge modellen burde nedskæringspolitikken give vækst og beskæftigelse, således som ADAM endnu i maj mente, men det er som bekendt gået den modsatte vej i de sidste to år, i Danmark og Europa.
Et andet eksempel på ADAM’s problematiske beregninger er, at skiftende regeringer fra og med 2009 systematisk har overvurderet det offentlige underskud. Gentagne fejl ligner en tanke. Systematiske skrækscenarier kunne give den mistanke, at ADAM skal legitimere nedskæringer, som politikerne af andre grunde ønsker; denne hypotese blev bekræftet af, at Vestager ikke fandt grund til at slække på sparepolitikken, da der pludselig dukkede en masse milliarder op i statskassen.
Den økonomiske politik i Danmark og Europa sigter angiveligt på at fremme vækst og beskæftigelse. Selv om det er åbenbart, at den har den modsatte effekt, revideres den ikke. Ej heller de modeller, som politikken bygger på (eller snarere dikterer). Det kan give mistanke om, at det reelle formål er et andet, f.eks. at svække den demokratiske kontrollerede sektor og dens velfærdsstat til fordel for en mere liberal økonomi.
Det er svært at forudsige, noget lettere at forudsige forudsigelserne. Her skal man blot se efter interessen og ideologien: Så skriver prognosen næsten sig selv.
Lettere revideret version af Kommentar i Information d. 10/1 2013.